Caught between a rock and a hard place // Tristan & Zean //

Camille nikkede til Zean , hun forventede ikke lige frem de skuler elske hinanden , blot fordi hun elskede dem.
Men måske bare undlade at flå hinanden levende foran hendes øjne.
Zean gik på toilettet, da Tristan kom tilbage
"Hey...hvordan har skræmmerne dét ? Dét var ikke rart at se dig slås...sådan.Udover dét facts dét er en af mine venner du gik i læg med...så var dét voldsomt " sagde hun og lod en finger løbe forsigtigt over hans flækkede bryb næsten uden at røre.
Hun skubbede pille glasset over " Pain killers?" tilbød hun og rystede lidt på hovedet .
"Tristan...du har et skod job " sagde hun og begyndte at grine.
"jeg tror lige jeg tjekker om Zean er okay derude, dét var et voldsomt slag i baghovedet han fik " sagde hun og klappede Tristan på skulderen i dét hun gik forbi ham.
Ved herre toilettet åbnede hun døren på klem og kiggede ind "Zean....kan jeg gøre noget....hvordan går dét derinde ?" Spurgte hun stille.

Tristan kiggede lidt efter Zean da han gik. Det var ikke fordi at han ikke havde respect for ham efter deres kamp, men var han pigesur? Det var svært at sige..
"Ah, jeg klare mig uden pain killers" Svarede han beroligende.
"Ha, tror du jeg kan melde mit job til arbejdstilsynet eller noget? Nogen burde virkelig se på det!"Grinede han og og kiggede hurtigt ned i gulvet. altså nu hvor Zean ikke var der burde han nok sige noget..
"Angående den slåskamp, jeg...-" Mere nåede han ikke rigtigt inden hun var smuttet forbi og hen for at se til den skadede dæmon. han satte kiggede efter hende et par sekunder inden han gav sig selv et dask i panden. "Idiot!" Mumlede han til sig selv.
Han kiggede op fra sin hånd igen og stirrede afslappet ud i luften.. Hvordan kunne Camille have haft en så god 'væsen ven' uden han havde vidst det overhovedet. De var bedste venner og alligevel havde hun aldrig nævnt ham. Det havde måske noget at gøre med hele dusørjæger jager væsner ting, men alligevel!

Han tog sig til baghovedet for at mærke efter om der var sket noget...han opdagede nogle små sår, ikke store eller noget og de blødte næsten ikke. Det ville nok svie lidt når han skulle i bad senere...Han sukkede svagt og åbnede øjnene igen. han så kort o spejlet før han havde tænkt sig at gå tilbage, da han hørte Camille i døren. Et lille smil opstod.
Selvfølgelig. Bekymring. Det havde hun altid været god til.
Han gik hen til døren og så lidt på hende.
"Enorm hovedpine kan vist gøre det..." svarede han roligt og rystede så på hovedet, dog kun svagt da an frygtede at blive svimmel igen.
"...nå" mumlede han så
"Vi må vel heller komme tilbage til din lille ven, hvad må han ikke tænke?" han smilte drillende til hende, men håbede hun ville holde sig fra at daske til ham.
Han førte an ud til Tristan igen og satte sig på en stol lidt væk fra ham.
bare en meter eller to...til lige at holde lidt afstand.

Camille trådte ind på herrenes toilet, da hun kunne se at Zean var den eneste der var der.
Hun var lidt bekymret for om han muligvis havde reddet sig en mindre hjernerystelse , symptomerne på dette kunne somme tider optræde et helt døgn senere og udover hovedpinen være kvalme , tågesyn og
opkast.
"Zean...får du følgende symptomer så ringer du til mig...eller sms " sagde hun blidt og gav ham hendes visitkort , efter at have fortalt om symptomerne.
Hans drillende bemærkning om hvordan Tristan muligvis kunne misforstå deres fælles ophold på herre toilettet, gav hende røde kinder....og dét ville nok ikke just minimerer risikoen for en fejltolkning.
"Årh...hold dog op Zean.." mumlede hun med et smil om læberne.
Når han kunne joke med hende nu, var han ikke helt slået ud.
Hun gik med tilbage til bordet og håbede Tristan ikke bemærkede de rosa pletter på kinderne.
Hun skulle også have spurgt ham om den tjeneste.Men dét føltes pludselig underligt , når Zean også var der.
Ikke fordi hun havde kunne bede Zean om dét....med mindre hun da ville udfordrer skæbnen, sikkert både hans og hendes egen, da Dawn ikke ville synes dét mindste om dét.
Men dét var nu heller ikke sikkert Tristan havde lyst....hun grublede lidt over dét.

Imens Tristan sad alene tilbage ved bordet kom manden fra før hen og spurgte om de skulle hav noget. Han kiggede hurtigt hen imod herretoilettet inden han trak på skulderene. En kop kaffe kunne man jo altid bruge.
"Jo tak... 3 kopper kaffe, sort, uden sukker.." Svarede han og håbede at de begge kunne lide mørk kaffe. "Øhm, og kan jeg bare betale nu? behold resten" Afsluttede han og stak manden en seddel. Man vidste aldrig hvad der kunne ske i sådan et selvskab, det var nok bedst at betale nu - hvis han nu ikke fik mulighed for det senere.
"Jeg købte noget kaffe, hvis i havde lyst" informere han da de kom tilbage og lænede sig lidt tilbage med sin kop i hånden. Han tog en lille tår af den og kiggede fra den ene til den anden et øjeblik. Så nikkede han hurtigt imod Camille med ordene: "Du rødmer" og kiggede hen på Zean igen med et ubestemmeligt blik.

Han gengældte blikket.
"Tak" for kaffen. Hans ene øjenbryn gled op i panden.
"Se ikke på mig, jeg har ike gjort hende noget!" sagde han og så på Camille med et lille smil.
Dette skulle jo nok blive sjovt...de to bekymrede sig jo tydeligvis om hinanden...
*Åh ja de gør* han rystede kort på hovedet. En stemme i sit hoved havde aldrig været en god ting, om det så kom fra en selv.
Han tog en tår af kaffen for at kvikke sig selv lidt op...Han var ikke den største kaffe drikker, faktisk foretrak han te eller kakao hvis det skulle være varmt. Men dette var jo nu fint nok alligevel. Han overvejede at gå...Han så kort på Camilles kort, proppede det i lommen. Vis det endelig skete han havde hjernerystelse, hvad var sandsynligheden så for at han ville ringe? Hvad ville der ske hvis han lod være? Han havde jo altid ment han kunne klare det selv...
Han så på de to andre igen. Burde han måske gå? En dusørjægers selskab var jo ikke lige det bedste...

Camille skulle lige til at takke pænt for kaffen, dét var godt tænkt og pænt af ham, men Istedet tabte hun nærmest læben ved Tristans ikke ret diskrete bemærkning.
Hun løftede en hånd op til sin kind og nåede ikke at svare før Zean drillende havde proklameret at han ikke havde gjort noget.
"Tristan...vær sød...." hun holdt en lille pause og forsatte så til Zean "Naturligvis har du da ikke det " sagde hun med lidt forvrænget stemme.
Nu havde de alligevel mødt hinanden , så Camille vidste at hvis hun nogensinde skulle fortælle Tristan om hendes relation, formelle relation, til Zean ...så var tiden moden nu eller aldrig.
"Han er min...mentor " sagde hun stille og kiggede med ængstelige øjne på Tristan, ville han kunne accepterer dét ?Dét håbede hun, for dét stod ikke til at ændre.Hun havde lige så meget brug for Zean som hun mente Zean havde for hende.
Men ...dét var jo...Tristan , han SKULLE bare forstå.

Tristan vrissede noget uforståeligt i stil med: "Jeg er alt sød.." og kiggede ud af det duggede vindue til den tomme gade udenfor. At sidde her med Camille var skønt, men at dæmonen Zean også var til stede gav bare den undervægt der fik ham til at ønske at han lige nu sad ubekymret på en eller anden bare med resten af bandet.
Han rystede på hovedet af sig selv og tog noget kaffe - som han var lige ved at spytte ud igen ved hendes ord. Med stort besvær fik han slugt det og åbnede skeptisk munden for at sige noget. 'Det er uacceptabelt!' 'Hvad tænker du på!' 'tænkte du overhovedet?!' men han sagde ikke noget i et par underlige sekunder. Hvor end han gerne ville sige noget af det så vidste han hvad hun ville skyde tilbage med.
"Suk...Hvis jeg må, kan jeg jo ikke benægte dig at have en dæmon som lærer..." Sukkede han og skulede til Zean..
Selvom Tristan så småtbegyndte at overveje at sige op hos Sakref så havde han stadig haft en dæmon lærer og det gav ham ikke lov at kritisere Camille nu.

Han smilte svagt. Åhh ja, hvis ikke det var for Zean havde Camille og hængt på denne dæmon...Sakref....Og hans underlige kumpaner.
Oplevelsen var stadig en anelse uvirkelig for ham...
Han fulgte opmærksomt med da Camille fortalte Tristan det. Det var tydeligt hun havde holdt begge venskaber i hemmelighed. Men det var jo også klart. Og betryggende, så var hun alligevel ikke en slags spion eller noget for dem.
Han gengældte Tristans blik med et udfordrende og drillende blik.
Smilte uskyldigt til Camille da han så på hende igen.
"Åh ja...Det er jeg da også..." han viste ikke hvad der forhindrede Tristan i at skælde ud over det, for det havde han tydeligvis lyst til, men det måtte åbenbart være en god grund. Eller også havde han allerede givet op. Camille kunne være ret hurtigt.
Han lod blikket glide rundt i lokalet og så så lidt mellem dem igen.
"Jeg kunne være så venlig at gå og give jer den fred Tristan sikkert gerne vil have..." han så op på Camille.
"...Men jeg synes lige så godt jeg kan blive siddende lidt endnu" bare for at irritere. Han havde overvejet at sige det direkte, men valgt det nok ikke var det bedste.
Desuden ville Camille så sikkert bare tage hans parti igen....Og det havde han ikke lyst til.

Camille så advarende på Tristan og sagde dog med et strejf af noget blidt i stemmen " det er helt korrekt, du kan ikke NÆGTE mig at gøre noget som helst.
Camille havde ,hvis sandheden skulle frem, et par episoder hvor Tristan havde besluttet at sætte foden i og bestemme over hende...lidt..og hun havde ladet ham få sin vilje, på en måde, men det betød jo ikke han havde RET til det.
" Zean har hjulpet mig meget " sagde hun bare kort.Ivirkeligheden havde hun og Zean et rimeligt ambivalent forhold hvor de drev hinanden til vanvid, samtidig med de holdt af hinanden, eller hun af ham idet mindste.
Men Camille var glad for Tristan ikke trippede over hendes mentor.
Tilgengæld så hun Zean smile , uden nogen ironi og forslå han skulle videre.
"Du skal bare blive her, så vi kan holde lidt øje med dig Zean, at smutte afsted alene nu, vil ikke være ret smart.Skal jeg hente noget te istedet for kaffen?" forslog hun.

Han follede armene over kors på brystet og skar tænder bag de sammenpressede læber. Skulle den dæmin bare provokere. "Nej da, jeg er ked af hvis du føler dig uønsket" Svarede han Ironisk til Zean og smilede lidt mere..
"Og som Camille sagde så ville det jo være dumt af dig at bevæge dig ud alene helt...forsvarsløst..." Han villede drilsk til Zean, dog ikke et hånene smil. Han havde lovet at være sød, men han måtte vel stadig drille.
"Lad mig hente hvis det er.. Mig og tjeneren er best buddies" Tilbød han mere til Camille end Zean..Det var ikke ligefrem for hans skyld at han ville gøre det.

Han følte vreden vælde op i sig igen og sendte Tristan et hadefuldt blik. Han havde ikke lovet Camille at være sød...i hvert fald ikke direkte. Så vidt han huskede, hvem ved hvad Leonard havde lavet?
Han knyttede hænderne for ikke at reagere og prøvede så vidt muligt at ignorere Tristan, at slås igen lige nu og her ville ikke være klogt...også mest fordi han, til sin store irritation, ikke var helt frisk i hovedet. Og at Camille forlangte han blev siddende oveni...Nej, det passede ham absolut ikke! Faktisk overhoved ikke!
Noget te kunne være dejligt...og fordi det smagte bedre end det sprøjt til kaffe...aldrig havde brudt sig om det, han huskede faktisk at have sat ild til et par plantager for en del år siden...en del faktisk. bare for sjov. for at skade lidt...hvilket jo var lykkes.
Men han valgte slet ikke at svare på det...faktisk sagde han slet ikke noget.

Camille rystede på hovedet, de var jo mere umulige end når hun havde små hysteriske børn inde på skadestuen.
Hun sukkede og valgte at undlade at kommenterer på Tristans lidt onde bemærkning om at føle sig uønsket istedet for svarede hun bare " Hvis du vil hente et krus te, er du en skat..tak " og så kiggede hun igen på Zean.Han sad nu med knyttede næver, tavs.
"Forget it Zean...ikke mere kamp til dig i aften, okay ? Desuden skylder du mig det, du har lige banket min ven, så har jeg krav på lidt ...lydighed...synes du ikke ?" sagde hun smilende til ham.
Hun håbede Tristan forstod hendes forhold til Zean, hun spejdede efter ham da han gik for at hente teen, det var givet han senere ville forlange en mere fyldestgørende forklaring af hende.

"ristan rejste sig lydløst med et nik og et smil inden han gik imod 'baren' efter the. Der var ikke mange mennesker i cafeen på denne tid og manden der stod bag disken havde ikke meget andet at lave end at rense nogle glas.
"Hey.. Kan jeg bestille en the oveni?" Spurgte han og lagde et par mønter til manden. Han nikkede ivrigt og fandt et krus frem. "Nogen bestemt smag?" Spurgte han automatisk og Tristan lavede et tænksomt udtryk. "Hmm, har du noget du kan anbefale?" svarede han henkastet og manden trak på skulderen. "Vores æblethe er god...".
"Godt så bare giv mig alt andet end den..." Svarede han med et stort smil og kiggede tilbage på Zean og Camille. Godt de ikke havde hørt det.
Manden kiggede uforstået, men fik lavet en the som han tog med tilbage og satte foran Zean. "Værsgo.." Mumlede han og satte sig ned igen.

Han så på Camille et øjeblik.
"Jeg har aldrig været særlig god til lydighed...Desuden, hvis den dreng af en dusørjæger bliver ved...Så er jeg ligeglad med om jeg så har 30 hjernerystelser!" en trussel. Og han ville gøre alvor af den.
"Så vis du ikke ønsker der skal ske noget, så må jeg nok hellere gå! Desuden..." han fiskede hendes kort op igen
"Hvis jeg virkelig får det dårligt har jeg jo dit nummer ikke?" det var i hvert fald hans side af sagen og hans løsning på den.
Da Tristan kom tilbage havde han bare mest lyst til at kaste teen tilbage i hovedet på ham. Men beherskede sig dog.
Han ølte sig...klemt. presset hvor han sad...Både med Tristans evige kommentarer, selv om nok også selv var lidt skyld i dem, og Camilles bekymring om hans helbred.
Han havde oplevet værre ting...meget værre end bare et slag i hovedet. Og han havde klaret sig alligevel.

Camille lavede en lille grimasse og gav Zean helt og adeles ret.
"Meget kan man beskylde dig for, men lydighed er nok ikke noget af dét " sagde hun og et smil spillede om hendes læber
"Kunne i ikke bare...forsøge...en våbenhvile , bare for nu ? Idet mindste bare mens vi drikker ? Og lad så vær med at true Tristan mere....." Sagde hun lidt drillende og rettede så igen blikket op på Tristan , dér gjore sig stor umage, så dét ud til , med at være venlig og imødekommende og .nu også bragte Zean the.
"Ih...hvor sødt af dig " smilede hun næsten stolt af ham over det forsøg han idet mindste udøvede.
Zean havde i dét mindste ikke forvandlet sig til sin dæmonform, så var dét ikke sikkert at de alle tre havde siddet her nu, for gennem hendes tanker.

"ja, jeg tænkte at vores kære Zean nok havde brug for lidt omsorg..." Svarede han med et påtaget smil. Hvis Camille ikke troede at dette var våbenvile så måtte hun tro om igen. Det kunne havde været meget værre. Lidt ligesom den kolde atomvåbens krig.
"Jeg kan ikke love hvor længe jeg bliver heller.. Det begynder at blive sent" Sagde han så og lænede sig afslappet tilbage i sin stol. Han følte lidt på det ømme plaster på hans forhoved. Han kunne mærke et såret var ved at lukke sig sammen og størkne. Normalt tog han ikke hjem så tidligt, men stemningen gjorde bare ikke det store for hans aften. Så var det bedre at tage afsted nu før dte blev værre.

Hvad var der galt med Camille? Kunne hun ikke se at teen bare var endnu en undskyldning for at drille ham? irritere ham? Og så stod hun og næsten roste ham!
Han rejste sig pludseligt og ignorerede den dunkende følelse han fik i sit hoved af det.
"Jeg er hverken din kære eller har brug for din overfladiske bekymring!" knurrede han vredt, mens han sendte Tristan et koldt blik. Han måtte virkelig tage sig sammen for ikke at angribe ham med det samme...Men han kunne godt mærke at hans temperament snart løb af med ham...Og han ville ikke være ked af det når det skete.

Camille kom hurtigt på benene og greb med en hånd fat på hans overarm.Hun kendte ham nok til ikke at blive forundret hvis han vristede sig fri med en snerren , med sådan var det.
"Zean...vil du ikke godt holde op...sæt dig nu ned...det er bare te for heavens sake, for min skyld? " bad hun stille og håbede at få lidt øjen kontakt med ham , så han faktisk kunne se han gjore hende oprørt.
Hun pustede vejret lidt tungt ud og så over på Tristan, var der noget hun havde overset?
Havde han sagt noget til Zean hun ikke lige havde fanget? Hun så lidt anklagende på ham, hun måtte være mere vågen for han var meget snu....bare han nu ikke tod imod den amdding Zean lige havde kastet ud.


//havde ik set det var min tur Sorry :) //

//Går nok //

Tristan kiggede trodsigt op på Zean der nu havde rejst sig. Han var godt klar over at hans ord ville have den effekt, men han havde trods alt ikke sgat noget.... ondt..endnu...
"Jamen så er du så heldig at jeg overhovedet ikke finder dig kær og bekymringen er skam ikke noget jeg simulere med glæde eller for din skyld" Svarede han skarpt, dog mere roligt end Zean havde gjort det.
Han rejste sig ligeledes og lagde begge håndflader på bordet imens han lagde hovedte på skrå og fortsat kiggede på Zean. Han kunne mærke manden bag diskens urolige blik i baghovedet, men tog sig ikke af det.

Ganske rigtig. Han tog sin arm til sig, roligt, for at hun ikke også skulle blive sur.
På den anden side...de blev jo alligevel altid uvenner over et eller andet.
Han var ligeglad med om Tristan bekymrede sig for ham eller ej, han så også helst han lod være, han skulle bare ikke...være så skide irriterende, som om han styrede det hele!
Han knurrede og så længe på Tristan. Så skubbede han hårdt til bordet, vente sig om og var allerede på vej ud af døren.
Ikke om han gad finde sig i det her...Men endnu en slåskamp virkede bare ikke...det var ikke tiden til det lige nu. Det mente han i hvert fald ikke. Ikke om Camille kune tvinge ham til at være i selskab med ham et øjeblik mere! Han mærkede vreden pulse gennem hans krop da han trådte ud i den friske luft. Han stoppede op og trak vejret dybt en enkelt gang...han måtte ikke sådan miste kontrollen...over sig selv...Endnu en gang faldt hans tanker på Leonard...han rystede svagt på hovedet....

Camille sukkede.
Tristan havde rejst sig op og gad åbenbart ikke gøre mere til at dæmpe gemytterne.
Var dét hende, eller havde begge de to dyrebare en kort lunte denne aften ?.
Zean tog sin arm til sig, som forventet og så fik bordet et skub og han bailede ud.
Camille gloede efter ham og på bordet og igen op på Tristan.
"Undskyld...jeg kommer tilbage med det samme, men jeg kan ikke lade ham gå, ikke sådan vel " mumlede hun hurtigt til Tristan og løb efter Zean, hvor hun spærrede vejen, ved at stille sig foran.
"Zean....jeg hader du går på denne måde her...vil du ikke...ikke godt.." hun så op på ham , lyttede han efter ?
Og ville Tristan lade hende få de 5 min alene

Tristan blev stift stående og kiggede efter Zean. Han sagde ikke mere og kiggede bare tavst efter ham da han gik. Da Camille fulgte efter måtte han hamre sin hånd ned i bordet og give sig selv et mentalt slag...Og han havde gjort det igen, dte var bare ikke så nemt at være dusørjæger og holde våbenvile med en dæmon.
Han tog et par skridt efter dem og blev stående. Nu ville han se at komme videre, det nyttede ikke at han var i et så destruktivt humør og hang ud med væsner. Han fortsatte imod udgangen og ud af døren hvor han stoppede op foran dem. "Undskyld, men tror det er mig der bør gå..Jeg er i et lidt... underligt humør for tiden, vær sød at tilgive mig" Sagde han med et undskyldende smil til Camille og nikkede hurtigt til Zean. "Till next time... " Sagde han udforderende og lagde hovedet lidt på skrå imens han rakte en hånd frem imod Zean som en gestus.

"Til hvad nytte, Camille?" spurgte han tungt og så på hende
"Det er umuligt at blive venner med sådan en! alle deres fordomme og det de tror de ved...og så er han så irriterende! en lille mide til et menneske!" det sidste næsten snerrede han.
Så sukkede han lidt og så lidt på hende.
Tristan kom og ville gå...Men det føltes bare forkert.
"Sikker? Tror du ikke heller du må blive hos Camille? I har sikkert en masse at snakke om...i ligner jo mere hinanden end hun og jeg gør, så i har sikkert også nogle af de samme holdninger eller meninger..." med det mente han at de to var mere menneske end ham var.
Men det var faktisk bare en dum undskyldning...
Pludselig mærkede han kvalme stige op i sig...det var enlig underligt, han havde ikke spist noget menneskemad der gav ham dårlig mave og han var sjældent syg. Faktisk alt for sjældent, men det var jo kun godt nok.
Han lænede sig op af dørkarmen et øjeblik og arbejdede på at bekæmpe det...

" Så vi kan skilles på god fod " sagde hun spagt.
Og så kom Tristan og deklarerede at han ville gå, dét havde hun dét også dårligt med da dét jo ligesom var jende der havde sms og bedt ham om at komme.
Men så lavede Zean en dumt ting, gik over grænsen....eller fik i dét mindste trykket på en rød knap hos Camille og hun kiggede op på ham "Menneske mide!" snerrede hun og var ved at komme op i gear...."Menneske mide , nu dét fandme nok Zean...hvad bilder du dig ind, dét er min ven du taler til , hvordan ville du have dét hvis jeg fortalte dig at Dawn er underbegavet lille mide , Zean....er dét okay ? Og hvad med dét fakta at JEG er menneske , hvad siger dét lige om dit syn på mig ? Er jeg en skide mide Zean ?" hendes stemme var grådkvalt og hun ville SÅ gerne smække ham en , men Istedet blev hun stående og hele hendes krop rystede.