Sitting on the rooftops~ Tristan

Tristan slap da hun rev sig fri og blev lidt forpustet liggende. Det tog alligevel noget energi at bruge hans evne da den ikke var helt trænet endnu.
Han lå lidt og grinede halvkvalt. "Nas gør det ikke? ...Ja , det gjorde det også på mig, omen ikke så meget" Sagde han så og hoppede på benene. Et klynk kunne høres bag ham og dte var nu første gang han opdagede at han var kommet om på siden med dæmonen der stadig lå på jorden. Hvis han ville kunne han tage ham og løbe nu. Så kunne han kalde forstærkninger og missionen ville være hjemme..

Azriel kravlede hurtigt af ham og rystede lidt og havde problemer med at trække vejret "Din... Din lille.." hviskede hun og rejste sig langsomt op. Hun havde ikke lyst til at svare på det som han havde sagt, og var så tæt på at dræbe ham nu. Hun vaklede lidt og så ned på dæmonen som de nu var ved siden af. Hun ville ikke tabe denne kamp, og ville ikke lade den lille dusørjæger vinde. Alle andre end ham! Hun gik langsomt over imod ham, da hun lige skulle komme sig over hans angreb, og nægtede at give op.

Tristan smilede lidt bredere ved hendes frustration og hev 2 hånddaggerts frem - en til hver hånd. Han vejede dem kort og strakte dem frem foran sig som et forsvar. "Din hvad? Din overmand er hvad jeg er" Svarede han flabet igen og kiggede tilbage på dæmonen. den så ud til at have store smerter og ville nok ikke bevæge sig det næste stykke tid.
"Jeg advare dig igen... Smut nu" afsluttede hen og drejede den ene kniv rundt om sin finger et par gange inden han greb om den igen, klar til at forsvare sig.

Azriel smilte ondskabsfuldt "Min overmand?" spurgte hun og drejede sit hoved så hendes nakke sagde nogle knækkende lyde "Aldrig!" snerrede hun og holdt hurtigt sine hænder frem, koncentrerede sig og fik hevet daggertene ud af hænderne på ham, og hen i sine egne hænder ved hjælp af sin evne "Du ska ikke tro at jeg er bange for dig. Det ser vidst ud som om at du har glemt din plads her i samfundet, da du blot er et menneske" sagde hun ondt, og var blevet træt af ham. Hun ville ikke lade sig skræmme af hans trusler og våben, da han kun var et menneske, og hun sagtens kunne dræbe ham hvis hun virkelig ønskede det.

Tristan spærrede øjnene op da knivene fløj ud af hånden på ham. Et dumt udtryk ramte ham inden han rystede på hovedet og fik et seriøst udtryk igen.
"tro hvad du vil, but you are going down" Svarede og hev i en flydene bevægelse et sværd frem fra ryggen og svingede den imod hende. Det var ganske vidst et gammelt våben, men også et af dem han faktisk havde mesteret. Han havde svunget sværdet hårdt og vidste at hun ikke ville kunne blokere den med bare hænder. Hun blev nød til at bruge de våben hun lige havde hugget.

Azriel smilte hånligt ad ham, da han fik et pænt dumt udtryk i ansigtet da hun havde hugget hans knive. Han burde vel også føle sig lidt dum, da hun jo blot var en lille pige, og han var jo trænet i at dræbe væsner som hende på et splitsekund, hvilket han ikke havde formået med hende endnu. To gange har deres veje krydset, og to gange har han fejlet i at slå hende ihjel. Han var virkelig en svag dusørjæger.
Hun så på sværdet som han havde hevet frem fra rygget, og sagde intet til det som han lige havde sagt, og ville ikke lade sig skræmme af ham. Hun så ham svinge det imod hende, og i en lynhurtig bevægelse holdt hun daggertene frem for sig, så jægerens sværd ramte bladene på de knive som hun stod med, ved hver sin ende. Hun fik derefter i en hurtig bevægelse trukket den ene kniv væk fra sværdet og skar jægeren over hans ene håndryg, bare for at provokere ham, og vise at han ingen chance har imod hendes styrke og hurtighed.

Tristan mærkede hvordan sværdet smadrede imod de to knive og pressede bare yderliger til.
Han skar en grimasse da han fik et cut på sin håndryg og svarede igen med at sende en ladning igennem sværdet, ud til den anden dolk og tilbage til hende. Hun burde efterhånden have lært ikke at komme for meget i kontakt med ham eller noget andet han rørte ved. Hun var dum og arogant og lærte ikke af sine fejl.. That's what you get for living forever..
Han sendte en extra ladning igennem sværdet for at være sikker på at det virkede bare et sekund. Så brugte han et knæ til at sparke kniven ud af hånde på hende for at gribe den med sin frie hånd og slynge frem for ligeledes at snitte hendes håndryg. Alt dette på bare et splitsekund.

Azriel smilte hånligt da jægerens ubehag kunne ses på hans ansigt. Hun elskede at gøre lige denne jæger ondt, da de havde et eller andet med at komme op at toppes.
Hendes ansigt blev dog hurtigt fyldt med alvor da han begyndte at presse sværdet mod hende i bølger og skulle bruge mange kræfter på at holde sine dolke oppe og imod hans sværd. Hun havde ikke set det som kom derefter. Hun mærkede jægerens fod imod hendes ene hånd så hendes sidste dolk blev slået ud af hendes hånd, og mærkede så snittet mod hendes håndryg. Hun tog sig hurtigt til hånden og så ned på såret som var blevet efterladt fra knivens blad. "Din lille.." mumlede hun vredt og så det som en svaghed at han kom så tæt på hende, at han kunne skade hende på den måde..

Han smilede over sin plan der var lykkedes. Det var tydeligt at mærke at han var blevet stærker. For et halvt år siden havde hun jagtet ham igennem et Tivoli. Det var fortid nu.
"Phew hva? Du er hårdere end du ser ud ... Kalde mig lille ? Det burde ikke komme fra dig virkelig" hånede han og stod lidt uden at angribe.
Dæmonen bag dem jamrede lidt og prøvede at komme op at stå, men en tung fod fra Tristan på dens ryg maste den ned i jorden igen. Nu skulle den ikke flygte .

//ikke så langt... Skriver fra en ny telefon og skal lige vænne mig til den ;)//

Azriel betragtede jægeren og da han hånede hende, lod hun en snerrende lyd komme ud af hendes sammenpressede tænder. Han skulle ikke tro at han var stærkere end hende. Hun så ned på sin hånd, hvor såret allerede var ved at hele, og lod så sit blik gå tilbage til jægeren og begyndte langsomt at gå de sidste skridt imod ham "Du er ikke lille" sagde hun i en kølig stemme "Du er bare svag" afsluttede hun og smilte hånligt og stoppede op da der kun var et par få centimeter imellem dem "Du burde vide at det ikke er en særlig god idé at gå op imod en vampyr, når du ikke er stærk nok til overhovedet at slå dem ihjel" sagde hun lavmælt og hånende, og gik bare efter at få ham til at blive sur nu..

Tristan udbrød et "ha!" og kiggede trodsigt på hende. Hvad vidste hun om hans evner? intet! Han knyttede næverne og kunne ikke lade vær med at knurre tilbage: "Du aner ikke hvem du taler til dit uhyre!". Hun kendte intet til hans nuværende evner. Ja, sidst havde han været svag og hun havde jagtet ham rundt, men det skulle ikke ske to gange. Han var blevet meget stærkede siden sidst de sås. Han greb hurtigt ud after hendes strube for at holde den fast da hun pludselig var meget tæt på. "Du burde vide at det ikke er klogt at undervurdere en modstander" gav han kæphøjt igen og lagde hovedet på skrå.

Azriel så roligt på jægeren og lod sig ikke irritere af hans latter. Han var sjov at drille og gøre irriteret, da han havde nogle sjove reaktioner. Hun stod med rank ryg og kunne ikke lade vær med at grine "Det samme går til dig" sagde hun roligt. Hun havde et varmt smil, for at virke fuldstændig ligeglad med det som han gjorde og sagde til hende.
Hun stod helt stille, og så skam godt hans greb komme og lod ham bare gøre det. Hun var ikke bange for ham, og var sikker på at han ikke ville eller kunne dræbe hende i sidste ende. Hun greb fat i hans håndled og satte sine negle ned i den "Det kunne jeg da aldrig finde på.." sagde hun sarkastisk og smilte skævt og mørkt. Hun betragtede ham og havde et tomt blik og stod helt stille, ventende på hvad han overhovedet havde af planer med hende.

Tristan anstrengt et smil og lod hende begrave neglende i hans håndled. Det sved, men var ikke noget betydeligt. Så slap han hende nærmest som havde han brændt sig at fnøs imens han trådte et skridt ved siden af hende og imod dæmonen.
"Nok for nu. Jeg kom efter ham her" Sagde han så og lagde en fod på dæmonen der stadig lå på jorden. Han vilede foden på fyrens brystkasse og kiggede ned på ham. Han havde ikke tænkt sig at lege mere med den lille vampyr pige, hun var ikke målet lige nu. Selvom hun meget vel kunne blive dte næste gang.