Akuma- En vinter nat med dig.

Dag:irl
DAto:irl
Vejr: mørkt og tåget, ret så skummelt.
Omgivelser: træerne og skovbunden.
Tid:22.02
Sted: i midten af skovens intethed.
Årstid: efterår endnu menb gransen til vinter.


Ribanalon gik ude igen skoven, hendes øjne så alt som var det dag for et menneske.
Hun havde en hvid pels jakke på selvom hun ikke behøvede varme. hendes hår var sort
som natten eller sortere endnu og hendes øjne metalliske grå. ´De var dystre, døde og
kolde og alligevel smukke, lokkende og mystiske. Hendes læber lige så mørkerøde som
det blod hun drak fra menneskerne. Hun havde dog en sort lang kjole på inden under.
den skjulte at hun ingen sko havde på.

påklædning: bar overkrop og jogginbukser.

Akuma kom flyvene igennem skoven. Hvilket han ikke plejer, han var så træt af skoven det var jo her han voksede op uden en familie og kun en djævel til at vogte over sig.
Men nu var han der altså.
*Jeg skulle nok havde drejet til venstre ved den store steen...* tænkte han for sig selv.
Han fløj videre i sine egne tanker.
Så lige pludselig fik han øje på en eller anden pelsklædt pige på skov bunden.
*Hva fanden laver hun helt her ude?* tænkte han mens han betragtede hende.
Da han så på hinde mens han stadig fløj så var han ikke opmærksom på det træ der var lige foran ham.
Han fløj direkte ind i det med fuld smadder og faldte til jorden...
"Aaav for heldved..." sagde han stille i smerte...

Ribanalon hørte noget knas og donk og i det samme kom noget
stort og tungt lige få meter fra hende, selvom hun var vampyr
blev hun forskrækket og kiggede med store øjne på den ting der
var foran hende, jamen det var jo en af de gamle dæmon udseende
sådan en havde hun ikke set de sidste 700år. Hun blev stående hvor
hun var, hun kendte til den slags dæmoner alt for godt. Men alligevel
gik hun over mod ham tilsidst og smed sig ned for at så om denne
dæmon var okay, det værste der kunne ske lige nu var ikke at han ville
angribe men at hendes bror kom, han hadede dæmoner. "Er du ved bevisthed"
hviskede hun med en blid stemme og lagde den ene hånd under hoved og
den anden på dæmonens kind.

Akuma kunne høre en eller anden snakke til ham svagt men han var ikke ved ordenlig bevidsthed...
Han åbnede langsomt øjnene. Han ku ikke se en skid det hele var sløret...
Men så klarede det op og han så en kvinde?
Det var dog første gang han var styrtet ned og der havde været en kvinde til at støtte hans hovede.
Han fik næsten et chok. Men nej da kvinden var så rolig selv så var det umuligt at blive skræmt.
"Hvad skete der?..." spurgte han stille og så kvinden i øjnene.

Hun kiggede og for at se om der var nogen efter ham men det
var der ikke, så hun kiggede igen ned på ham med sine metalliske grå
øjne. "Jeg ved det ikke jeg tror du faldt eller fløj ind i nogen" hun
fjernede de blade og grene der lå på hans hoved og ansigt. "Er
du okay" sprugte hun så lod blikket gå hen på hans krop. Han var
meget større end en normal man of havde mange flere muskler
kunne hun se. Hun kiggede igen på hans ansigt imens han lå der.

Akuma hørte hindes blide stemme og undrede sig over den? Der var et eller andet over den stemme som bare var... Ja han vidste det ikke men noget var der altså...
"Jo jeg er okay tak for at du spørger" sagde han roligt og blev liggende.
"Jeg tror bare jeg var uopmærksom?" sagde han.
Han nærstuderede de dele af kroppe som han kunne se nede fra jorden af.
Og så så han dybt i hindes dybe metalliske grå øjne og blev forundret af at sådan en mørk farve kunne være så dyb.
Han havde jo selv kun kulsorte øjne som nok ikke var et kønt syn...

Hun kiggede og studerede igen hans krop, han havde vinger
som forventet. "Og dine vinger?" hun var næremst bekymret
for at der var sket noget med ham. HUn kiggede igen på ham
da han blev liggede. hun var jo svagt bøjet over ham nu hvor
hun ville se om der var sket ham noget. og han lå også med ho-
ved i hendes hånd. Er du sikker så hun og lagde hans hoved
på hendes skød så hun også kunne fjerne de lidt større grene
på hans bar overkrop. Hun behandlede ham som så han helt
normal ud, for i hendes øjen var han rent faktisk normal, for
da hun havde været en undre vampyr var mange af de dæmoner
hun kendte lige som ham. Men de var alle væk nu eller rettere
hun rejste væk fra dem.

Akuma så op på hinde og svarede "jo de fejler vist ikke noget det var mit hovede der ramte træet" sagde han og smilede...
Lige der ville han bare blive liggene på hendes skød og kikke i hendes øjnene.
Det var det mest behagelige han havde prøvet i sit liv... At blive bekymret for og plejet af en kvinde som ikke engang kendte ham.
I hans liv havde han jo ikke haft nogen til at tage sig af ham. Men lige i de få minutter han lå der havde han...
"Tak fordi du samlede mig op" sagde han og smilede.
Han kunne ikke rigtig finde på andet...

Hun stoppede sin plejen om ham og kiggede istedet bare ind
i hans øjne, "Det...det var så lidt" hun stoppee helt op over
han takkede hende, det var der aldrig nogen før ud over hendes
familie der havde gjiort. hun var over 2000år gammel og aldrig
have nogen sagt tak for at hun behandlede dem som var de
hendes familie. Hun stirrede bare på ham nogen få sekundter.
"Hm...det ser ikke ud til der skete noget med hoved" sagde hun
og prøvede at smile til ham selvom de mørkerøde læber der var
ligesom den farve hendes mad var netop blod, havde svært ved
det.

Akuma kikkede stadig dybt i hindes øjne...
Og så da hun prøvede at smile kikkede han på hendes læber.
Røde og fyldige. De var... han fik ikke tænkt ordenligt færdig. For da kyssede han hende på munden. Det varede et par sekunder.
Han lagde sig ned igen
"okay så er det vist bare en lille skræmme" sagde han og smilede mens han holdte øjenkontakten.

Hun blev ikke forskrækket men rykkede sig nærmest i et hop
væk fra ham imens hun stadig sad nede på jorden. Hendes læber
ville nok have smagt af blod, menneske blod. Hun kiggede på den
liggende dæmon med store øjne uden at sige noget. Hun kunne se
at han havde en svag farve af rød på hendes læber. Det var sødt
på en måde men lige nu var hun bare overrasked. hvad var der med
den her dæmon han virkede anerledes end de andre.?

Da hun bare betragtede ham uden at sige noget så gjorde han det samme.
Akuma blev liggene og kiggede i hindes metalgrå øjne.
Han slikkede de blod rester der var på hans læber af.
*måske var det derfor hun havde så røde læber?* tænkte han.
Det kys der... Det var jo lidt klodset... Men han kunne godt lide det og tænkte for første gang i sidt liv på kærlighed.
Og så var der en stemme i hans hovede som sagd *DIIN IDIOT!! DU SKAL SKABE RÆDSEL IKKE KISSEMISSE!!! LIGE NU SKAMMER JEG MIG OVER AT DU ER MIN SØN!!!* råbte stemmen som var en besked fra heldved... Fra Lucifer a.k.a. Satan.
Men nu ignorerede han sin fars kalden...
Han rykkede sit hovede tættere på hindes og holdte øjenkontakten.

" Hvorfor kysser du mig" sagde hun med en stemme der stadig var helt rolig,
og blidt som sne.
Han var selv helt rollig, hvilket virekede underligt. Dæmoner som ham ville
normalt rive hoved af en pige som hende, måske var det fordi hun var vampyr?
eller fordi noget andet-? hvad skete der. HUn rykkede sig igen lidt væk fra ham
og brød øjenkontakten. aldrig havde nogen holdt hendes blik så længe. HUn begyndte
at blive nervøs. Så hun tog en lok af sit sorte hår og lod den blive kørt rundt om
hends finger. hun kiggede ned i jorden men så op igen på ham.

Akuma kunne ikke svare andet end "Jeg synes stemningen var perfekt..."
Han havde aldrig været god til det med ord...
Så efter en gennemtænkning sagde han "Det var dine øjne... Jeg har aldrig set så smukke og dybe øjne før... Og så var der dine læber... De så bare perfekte ud"
Fik han taget sig sammen til at sige. Men det han sagde gav nok stadig ingen mening for kvinden?
Han lagde sig ned igen.
Han skiftede fra at se på hendes læber til at se i hendes øjne.
Men sidst kikkede han hende i øjnene igen...


//jeg går i seng nu jeg skal til praktik i morgen//

//okay//


Hun forstod ham, det var det mandelige i ham der kaldte.
HUn smilede nu til både over det hun tænkte og det han
sagde til hende. Hun sad en tid bare og så på ham, men
sagde så tilsidst. "Hvem er du" hun havde så mange sprøgsmål
lige pluselig. og tænk at hvis hun bare havde løbet og ladet ham
ligge. Hun forstod og alligvel ikke. Havde han aldrig set en kvinde
før.? der var mange smukkere kvinder ude i verden end hende.
HUn rejste sig nu. "Tror du du kan stå op?" hun var bange for at
han ikke kunne men bare sagde han havde det fint for ikke at spilde
hendes tid.

Han rejste dig op og stod nu foran hende.
"Jeg er Akuma Sakushu-sha... Djævlens søn og heldveds tronarving..."
"Det jeg gjorde lige før burde jeg enlig ikke have gjort... Det sætter mig i dårligt lys overfor 'de fordømte'...."
Han stod stille og kikkede ned i jorden.
"Men det..." fik han sagt stille. Han vidste bare ikke hvad han skulle sige mere...
Han kløede sin nakke mens han kikkede op i hendes øjne igen.

Han var stor og hun kiggede op på det blå ansigt, imens hun
lyttede. "Jeg er en fordømt" sagde hun og tog hans hånd. Dette
blegede hun ikke at gøre, altså at være så åben og lade folk røre
ved sig eller lade selv røre ved andre men han var så anderledes
denne dæmon, både udseends mæssigt og person. Der hvilede en
ondskab i´ham, men den ville ikke frem. iværtigfald ikke for hende.
HUn glemte helt at sige sit eget navn til ham nu som de stod der og
kiggede dybt ind i hendes sind. For sjæl havde ingen af dem at se i.
Hendes øjne gav et skær som når dyr for lys i øjenene om natten,
de var længere ikke fyldt med frygt men mes sprøgsmål.
Sprøgsmål til Akuma Sakushu-sha

Akuma undrede sig lidt over hvad det var hun sagde.
"... Hvis du er en fordømt så..." sagde han men ville ikke fortsætte.
Han vidste nemlig hvad der skete med de fordømte.
Det var nemlig de uddødelige sjæle som blev straffet i heldved... Stort set alle de mennesker der var døde. I hvert fald dem som havde gjort noget ondt i deres liv... Og det var mange da der ikke skulle meget til at komme i heldved men meget til at komme til himmels!
"Jeg tror ikke du er fordømt..." sagde han.
"... Så skulle jeg nemlig bringe dig tilbage til helved... Og det har jeg ikke løst til" sagde han roligt og utrykt.

Hun sukkede og vendte sig langsomt væk fra ham og gik ca 2 skridt.
"Mit navn er Ribanalon Evana Klusisska" sagde hun og sukkede, hvis
Akuma bare hvíste lidt om Klusisska familien ville han vide nu hvorfor
hun var en fordømt, hun vende sig kun halvt mod ham og så på ham.
"Jeg er en vampyr AKuma, du ved hvad vampyrer gør" hun lukkede øjne-
ne for at skjule at de blev helt grusmet grå istedet for den rene metalliske grå.
Et suk undslap de røde læber han engang havde kysset. Hun åbnede igen
de sorgmodige øjne, "jeg har gjort ting som intet menenske kunne tænke sig"
Hvordan kunne han tro hun aldrig havde gjort noget, hun var jo et monster.
Et monster der havde fået taget sit menneskeliv af sin egen far.

Akuma så uroligt på hende.
"Ribanalon hør her..."
Han gik tættere på hende.
"Hvis du er en varmpyr så kan du ikke være fordømt" sagde han og prøvede at berolige hende.
Men han kunne godt høre på hende at hun var nedtrykt over et eller andet.
Han var bare ikke tankelæser så han ville nok ikke kunne forstå det hvis hun ikke fortalte ham det.
Han så på de sorgmodige øjne.
"Du må ikke bebrejde din fortid..."
Han gav hende et knus mens han sagde "du skal ikke græde"

"min sjæl er fordømt Akuma" sagde hun imens hun kiggede op på den blå
dæmons ansigt, det viste alle at vampyrs sjæle var. DA han sagde hun ikke
måte græde kom et svagt "hhh" eller rettere en lyd der lød som om hun mistede
luften. Vampyrer kunne ikke græde, det havde de mistet sammen med deres liv
og deres sjæl den dag de blev forvandlet. "Jeg kan ikek græde" hendes læber
stod svagt åbne efter hun sagde sagt det. Hun holdte om sig selv og sin hvide
jakke. inden under havde hun som salt en sort lang kjole. Den var svagt revet
i stykker nederst men kun meget lidt. Hans øjne fangede hende, det var aldrig
sket før for hende. Normalt var det hende der lokkede folk til sig.

Akuma stod tavs et øjeblik.
"Det kan godt være din sjæl er... Men du er ikke..." sagde han roligt mens han stadig holdte om hende.
"... Det er ikke dig der er fordømt... efter du er blevet til en varmpyr er du blevet til en anden... Altså det var dit gamle jeg der er gik ind i efterlivet... Men du er en anden nu" sagde han.
Akuma troede ikke rigtig på at hun fortalte ham alt. Selvom hun var varmpyr så vil hun jo stadig kunne være 'ked af det' og se ud som om hun græd.
"Du er ikke fordømt..." afsluttede han.

Det var underligt at han holdte om hende stadig og så
længe. Men da han virkelig syntes at hun ikke var fordømt
forblev hun tavs. Han var så special syntes hun men hvorfor.
Hendes bryst var ind mod hans og han ville sikkert mærke hvor
kold hendes hud var. Kold som det reneste sne/is. Hendes krop
ville nok dufte godt. Og hendes hår ville var silke blødt.
HUn gjorder intet stod bare i hans arme med sine egne ned af siden.

Akuma holdte stadig om hende mens han så hende i øjnene.
Han kunne mærke at hun var udtryk. Eller var det bare kulden fra vinteren der nærmede sig?
Det ville han også kunne mærke eftersom han kun var iført jogginbukser.
De stod stille længe. Uden at sige et ord.
Så kikkede Akuma ud i højsoten hvor han kunne se at solen var ved at gå ned.
Han betragtede solnedgangen lidt indtil han fik øje på noget mere...
"Vent her" sagde han mens han gik et par skridt imod solnedgangen.
Han stod stille et øjeblik og lyttede.
Så sprang der en stor ulv (på størrelse med en vareulv men stadig bare en normal ulv) frem fra en busk og løb imod Ribanalon.
Akuma satte i sprint og hoppede på ulven inden den nåede hende.
Han bed den i bryst kassen. Men uden at dræbe den.
Ulven led stor smerte og løb pivene væk.
Akuma rejste sig op og kikkede på solned gangen.

Ribanalon der ikke forstod hvorfor han gik før hun så
den store ulv der kom mod hende. Hun tog hænderne
op foran sig for at prøve at beskytte sig selv, Men Akuma
angreb den før den angreb hende. Da hørte hun et skrig
fra ulven og så hvordan den blødte ud af brystet. Héndes
læber skælvede ved duften af blod. Det duftede godt men
ikke som det hun fortrak. Hun kiggede over på Akuma der
kiggede væk fra hende. "Den lider" sagde hun og så bekymret
mod ulven der snart var væk. HUn gik et skridt tilbage væk fra Akuma