Tranquility [Til familien]

Narcissa så blot til da Azuriel pludselig stod bag ved Procella. Hun så hvordan hans øjne var mørke og undrede sig kort over hvordan dét var sket?

Hans ord gav ende dog forsikring om at han ikke var ude på ballade og hun nikkede samtyggende. I næsten ud røg han baglæns over gulvet. Narcissa skulle lige til at sætte i løb over til ham, men det gik op for hende at han ikke var skadet, blot puffet lidt med. Der skulle mere til at slå Azuriel ud, specielt når han var i dét humør.

Procellas paniske tale fik hende til at dreje hovedet og så Porcelain stå med én af pigerne i mellem hænderne. Det så mærkeligt kunstigt ud, næsten som holdt hun en frossen and oppe over en køledisk.

Narcissa trådte tre skridt frem og tog blidt fat i barnet.

"Leave us!"

Porcelain stirrede på Narcissa med hendes glasserede og tomme blik, men hun slap ikke barnet. Narcissa sukkede højlydt.

"Give me the child!"

Narcissas stemme lød overhovedet ikke som den plejede, der var en myndighed i den der ville få selv skolerektorer til at krybe som en fireårig der får skæld ud. Hendes øjne lynede og man skulle tro nogen i et splitsekund dæmpede lyset i rummet.

Den åndsfraværende halvengel blinkede ikke engang. Narcissa stønnede arrigt og krængede sine fingre ind under Procelains. Med forsigtige bevægelser krængede hun barnet ud af hænderne på Procelain, den lille pige var bestemt ikke tilfreds og skreg i vildens sky. De små arme og ben arbejdede på højtryk.

"There there, Lee... it's Nari. Hush now, come here. Yes, you are a good girl."

Narcisse lagde den lille pige ind imod sin barm og lod begge arme hvile under hende. Hun vuggede blidt og lod pigen klemme om en af hendes fingre. Det var præcis som i drømmen, bortset fra at der ikke var mider og babyblod denne gang. Men en rigtig fin lille levende skabning.

Smilende vendte hun sig om i mod Procella.

"No harm done. Hon, would you please get her out of here before we have to cut of her arms?"

Narcissa kiggede over på Azuriel og håbede at han ville skynde sig at få halvenglen ud fra stuen, før Procella flåede hovedet af hende.

My uncle realy hates blood on his carpets.

Atter lod hun blikket begrave i de små intelligente mørke øjne der stirrede op på hende.

Az rejste sig op og rystede på hovedet Han gik fordi Pro og kiggede på Zombien der. Han kunne godt mærke at han ikke var så stærk som han plejede og at han nok ikke ville kunne holde hende nede i alt for lang tid. Han sagde med en kold stemme '' If you don't want that.. Thing to get near your Kids.. Lauren.. I think you should take them out of here while i handle her''. Az brummede og slog ud efter Zombien. Halv engle zombien dodge hans slag og sparkede ud efter Az med et cirkel spark. Az dukkede sig og slog ud efter hende. Hun greb hans hånd.

Az rystede på hovedet '' Bad time to lose my spark.. But i got a few tricks''. Han brugte sin evne og ud af hans skulder fløj to sorte energi kløer som greb fat i halv englen. Han ændrede hans greb så han holdt hende i politi greb og slyngede hende op af væggen. Energien forsvandt ind i hans krop. Han hev forpustet efter vejret og kiggede tilbage på Pro og Narci '' Deside if you want to take your kids away or not.. I am not strong enough to hold her for long''. Han mærkede at han havde brugt en del kræfter i hans svækkede tilstand og selv om han var sit dæmoniske jeg så kunne han ikke holde hende meget længere, selv ikke i dette greb. Hendes arme og hans rystede da hun prøvede at komme fri og han prøvede at holde hende fanget. Han kiggede tilbage og holdt hende lige længe nok til at Pro ville kunne få børnene ud af rummet og hvis hun ikke ønskede det så ville han selvfølgelig slippe zombien med det samme.

"Stop."

Ordet hvislede igennem værelset, snoede sig igennem de bånd, ejeren havde bundet med hver af de fire. Slave, lærling, guddatter, partner. Ordet havde den samme virkning. En kold hånd, der greb om deres inderste og standsede dem midt i deres bevægelser.

Wicked stod i døråbningen. De mørke øjne spillede af halvt skjult vrede, da han trådte igennem lokalet og så henover hver af de små senges indhold. De fire spædbørns gråd holdt inde og de mørke, opspærrede øjne fulgte deres fædrene ophav, da han fortsatte videre forbi Procella til Azuriel og Porcelain.

"Release her."

Hvis ord kunne være et slag i ansigtet, så var det Wickeds. Porcelain, der ikke havde rørt en muskel siden buddet fra ham, frigjorde sig fra pladsen mellem væggen og Azuriel og kantede sig hen til Wickeds udstrakte hånd. De grå-blå øjne, der virkede til at tage sine omgivelser ind med mere opmærksomhed - og en svag smule frygt - formørkedes da hun lagde sin hånd i dæmonens.

"Now Princess, if you'd please explain what exactly is going on here?"

Et mørkt øjenbryn hævede sig, da Wicked vendte sig og så afventende på sin sjælemage. Igennem båndet kunne hun mærke hans bekymring, se hvordan han havde været midt i en samtale, da hendes følelser nåede ham. Hvordan han havde smidt alt fra sig, for at skynde sig imod hende og børnene, med en dyb og mørk frygt, han ikke fuldt forstod endnu, ridende på sine skuldre. Hvordan vreden i hans stemme nu, var mindre et udslag af reel vrede imod hende eller deres gæster, end en forvirring over, hvad han stod overfor.

Og fjernt, meget fjernt inde i ham, en sort hemmelighed der sad som en skygge imellem dem.

Procellas fingre gled ud af hendes hår da Narcissa holdt den lille pige svømt i det citrongule tæppe. Hun fik ikke et ord over læberne, men udtrykket i hendes øjne udtrykte den dybeste taknemmelighed

"I cant! She dosnt listen to-..."

Procellas sætning døde i halsen da Azuriel gik forbi hende. Der var en let trækning ved hendes øjne da hendes sande navn lød på hans læber. Det var ikke hendes fulde navn, men det var tæt nok på til at føles ubehageligt langt ind i hende, få hende til at føle sig sårbar. Som en hamphandske der blev gnedet over hud der havde fået for meget sol.

Hun snappede efter vejret da han indikerede potentiel fare for hendes børn og hun så fra seng til seng og til Lee i Narcissas arme. For mange børn, for lidt arme, alt for lidt tid. Hun tog et langt skridt fremefter...og stivnede.

Det var ikke en ordre der som sådan kunne binde hende. Hun var ikke bundet til Wicked som Azuriel eller Porcelain, men hans følelser fik hende til at stoppe. Hun fangede hans øjne og så noget fremmed i ham. En skygge mellem dem. Noget hun ikke genkendte fra tidligere.

"She....she took my baby!"

Gispede hun og så desperat på sin mage. Hun kunne ikke forklare det. Følelserne der svulmede i hende var ikke logiske når det kom til børnene

Hundæmonen så hvordan Azuriel flåede fat i Porcelain, hun undrede sig lidt over hvorfor det var nødvendigt at være så voldsom, men trak på skuldrene.

Whenever he gets to show off... bah!

Narcissa overvejede om hun skulle trække sengene væk fra de to kæmpende og blev enig med sig selv om at det nok var hvad hun kunne præstere med et barn over armen. Hun greb fat i den tætteste beboede seng og trak til.

Ved lyden af Wickeds stemme stivnede hun. Langsomt drejede hun hovedet og så at alle i stuen var som frosset af hans ord. Hun opdagede at hun holdt sit vejr og stirrede nærmest bedende på Wicked, som om hans ord kunne give hende vejrtrækningen tilbage.

Da paponklen gik over og tog Porcelains hånd, sev luften hårdt ud gennem Narcissas sammenpressede læber. Grådigt hev hun luft ind og trak vejret dybt. Hendes hånd lagde sig over den lilles mave og aede den blidt.

"Your doll there... apparantly you have instructed her very well. Indeed... allmost had to break her fingers to get poor Lee free from her grasp."

Narcissas stemme var klangløs og kølig. Med ét lyste hun op i et stort drillende smil.

"But now that you are here, everything will be fine. Right, Procella. Azuriel love, do not mind her anymore, if you please."

De tre børn der stadig lå i vuggerne så ud til at lytte intensivt, de mørke øjne studerede alt det du kunne komme til. Narcissa kunne ikke lade være med at klukke let over synet.

Az stivnede da han hørte Wick sige stop og da han sagde at han skulle slippe engel gjorde han det. Hans sorte øjne betragtede for første gang Wick. Han havde ikke givet Az flere ordre og dem han havde givet havde han fulgt, han havde jo ikke rigtigt noget valg alligevel. Han kunne prøve at kæmpe imod men det så han ingen grund til.

Han sagde roligt imens han lænede sig op af væggen og satte sine arme over kors '' I only tried to help.. I'll remember not to do that in the future''. Han smilede falsk og kiggede på Pro og sagde '' Your welcome ''.


Han ville ikke sige for meget, han havde ikke lyst til at blande sig for meget. Han var bundet til Wick og sådan var det. Han måtte holde lav profil. Wick var jo todsalt ham der lærte ham magi.

Han lyttede til Narcissa's ord og det var nok ikke til at se på ham for de andre men Narcissa ville kunne se i hans blik at han bestemt ikke var i et godt humør lige nu. Az smilede og sagde venlidt '' Of course my love.. Like i said.. I was only trying to help.. Its not like i ripped her limps off''. smilet falmede fra hans læber og kiggede på Wick '' I have taken a task in being their Godfather.. That counts for both my sides.. I would have hoped that you had alittle more faith im me by now.. Mr Wick''.

"She took your babies."

Wicked lod sætningen hænge i luften et langt øjeblik.

"And whatever were the three of you doing, prior to that particular event? Seeing as I have ordered her only to touch the children, should there be signs of trouble."

De mørke øjne borede sig ind i Procellas, som om de rodede igennem de foregående hændelser og hev det frem i lyset, han fandt relevant. Hendes egen hævede stemme, med dens knurrende trussel om vold og mangel på kontrol, gav genlød i hendes tanker. Endnu engang tårnede hun sig over Azuriel i sofaen - og svagt, i baggrunden af det hele - begyndte børnenes gråd, som reaktion på hendes stemme.

Wickeds blik slap brat Procella og minderne faldt fra hinanden og efterlod hende med en ny vinkel på det, der var sket. Dæmonen slap sit greb om Porcelain, der blev stående med et åndsforladt smil, hvor han havde placeret hende, og gik hen imod Narcissa.

"She has very specific instructions. Purely caution, of course."

Der var en svag, sørgmodig tone, dybt i den mørke stemme, der hintede at beskyttelsen lige så meget var overfor udefrakommende elementer, som fra Procella selv, hvis noget skulle gå galt. I betragtning af den nybagte moders overvældende reaktion et øjeblik tidligere, virkede det åbenlyst at Porcelains hovedfokus var børnene. En wet-nurse der udelukkende tænkte på børnenes velfærd.

"Though, it would seem I may have to change that."

Wicked rakte ud og tog blidt barnet fra Narcissas arme. Et blidt smil bredte sig over hans ansigt, da hans øjne mødte pigens. Azuriels ord virkede ikke til at nå ham, mens han tiltede hovedet, som om han lyttede til barnets stemme. En slank finger strejfede den bløde kind.

"Yes, I know. Everything is fine now. Who?"

Wicked rynkede let panden og vendte et hævet øjenbryn imod Azuriel. To par mørke, næsten identiske øjne, så indgående på hybriden.

"Ah yes. I feel it too. Very good."

Selvom Wicked ikke bevægede en muskel, blev en iskold port slået op, imellem ham selv og Azuriel. En metafysisk vind, der nærmede sig stormstyrke, slog imod hybridens dæmoniske side. Det var Wickeds vilje imod Azuriels mørkere side.

"You are not welcome in my house, until you have learned to control yourself. Or your other side has learned to control you. Now, relinquish control, before I lock you away."

Der var ingen direkte trussel at høre i hans stemme, på trods af ordene. Bare en tone af autoritet, der antydede, at den dæmoniske side af Azuriel havde overtrådt Wickeds gæstfrihed og pænt blev bedt om at forlade huset.

Wicked ventede ikke på svaret. Hans opmærksomhed returnerede prompte til den lille pige i hans arme.

Procella blik flakkede mellem de to dæmoner. Nu var han her? Alt var okay? Hun var selv...hvad? Reduceret til komplet ligegyldig? Synet af kvindens hånd i Wicks var som et fysisk slag i hendes ansigt, langt mere end de spejlede reflektioner af de minder der var foregået tidligere. Hun åbnende munden kort for at sige noget, ikke helt sikker på om hun ville skrige frustreret af Narcissa, tage sin vrede ud over Wick eller...

Hun vendte hovedet mod Azuriel. Han ville støtte hende, ikke? Det falske smil og de efterfølgende ord var næsten som en mavepuster. Stumt rystede hun på hovedet.

Hun trak sig fra dem. Fra dem alle. Ikke fysisk, men hun sank ind i sig selv og skærmede sig. Sank ind bag mure af tavshed og vrede. Tæmmet? Skulle hun være farlig for sine egne børn? De så hende alle som latterlig og ligegyldig. Forbandede dæmoner og Azuriel var også engel. Det gjorde det ikke bedre - tværtimod så det ud til.

Procellas ansigt der før havde været så levende af følelser, vrede, frustration, sårbarhed, moderlig kærlighed, blev koldt og ulæseligt. Hun gik over til den gylnde seng og tog Tia op i sine arme, hun så ikke på nogen af de andre, men hun sank bort fra dem i sin tavdhed og skabte en voksende mur mellem sig og de andre.

Narcissa lod gudfaderen overtage barnet. Hendes stemme var kølig og lettere anklagende.

"And you not mind your dear wifes obvious discomfort by her?"

Narcissa slog ud med hænderne, en gestus der viste at hun godt var klar over at den her sag ikke var hendes. Hun burde ikke blande sig, men havde gjort det alligevel.

Wickeds ord til Azuriel overraskede hende. Hun blev irriteret, hvad fanden var der for de nybagte forældre? Skulle hele verden straffes fordi de var trætte? Desværre formåede hun ikke at skjule den ret godt.

"Wick. Azuriel only did what Procella and I asked him to. He did nothing wrong, he only tried to protect the children. You believe neighter Procella or myself to let anyone hear the children if they wanted to hurt them? You know that I can not let anyone do that. And Procella... no!"

Og det var sandt. Den ed hun havde givet, den forbød hende i at skade børnene eller Procella. Og hun havde flere gange erfaret at det åbenbart også indebar at hindre andre i at skade dem.

Narcissa gik over til Azuriel, tog hans hånd og så ham i øjnene før hun atter vendte sig imod Wicked.

"Lock you away? And what is that? Lock away how?"

Hendes øjne tindrede faretruende, der var noget ved den måde Wicked havde formuleret sig på hun bestemt ikke brød sig om. Desuden havde hun aldrig fået mulighed for at få af vide hvad det helt konkret var Azuriel skulle betale for at blive hans elev. På aftenen for børnenes fødsel havde han nævnt noget om det, men så var verden ramlet sammen om ørene på dem, og hun var aldrig blevet afklaret.

Narcissa kiggede på Procella der stod med et ny spædbarn i armene. Vidste hun noget om hvad der foregik?

Az blinkede lidt og kørte Wicks ord. Han rystede let på hovedet. der var ikke noget han kunne stille op. Hans latterlige gode side havde solgt deres sjæl og nu ønskede Wick at gøre det sammen som hans egen mor havde gjorde ved ham da han var ung. Faktisk fik hans mørke side et sørgeligt udtryk plantet på sig. Det var nøjagtigt det samme som dengang. Han havde dræbt sin far for at redde sin mor og som tak havde hun lukket ham inde som var han et dyr. Hver gang han hjalp, beskyttede blev han straffet for det.


Men alt dette forsvandt da han hørte Narcissa's ord. Hun forsvarede ham faktisk. Det havde ingen nogensinde gjort før. Ikke engang Pro beskyttede ham lige nu. Men hun gjorde. Han kiggede på hende med et underligt blik. Da hun tog hans hånd og klemte den og så ham i øjnene fandt hans mørke side faktisk styrke, han var på vej til at give hans gode side kontrollen men nu gjorde han det ikke. Han hviskede så kun hun kunne høre det '' I won't forget what you did for me today.. Just remember what you promised me ''.


Az klemte hendes hånd, ikke fordi han var bange men fordi der nok ville gå langtid før denne side af ham kunne røre ved hende igen. Han kiggede op på Wicked med et viljestærkt blik. Der var igen tegn på frygt i hans øjne. ''No.. I helped anf if you want to punish me for that.. Then so be it''. Mere sagde han ikke. Han kiggede dog over imod Pro og nikkede til hende, det var en nik der ville kunne tolkes som enten respekt eller beslutsomhed.

Wicked hævede blikket til Narcissa og tiltede det blonde hoved let, som om han overvejede spørgsmålet.

"What does that have to do with her ability to protect the children? Porcelain is the perfect protector. She may not have strength, but she heals and her past as a hunter makes her an invaluable asset against any supernatural threat. That and the fact that she obeys every order, without hesitation or consideration for her own wellbeing.."

Hans ansigt udtrykte tydeligt, at Procellas følelser var komplet irrationelle, når det kom til Porcelain. Om intet andet, så syntes de for Wicked at bekræfte hans beslutning. Hvis hans sjælemage ikke engang stolede på den hjernedøde slave, hvordan kunne han så overlade børnene til hende uden opsyn?

Wicked hævede et øjenbryn, da Narcissa trådte hen til Azuriel. De mørke øjne gled langsomt imellem de to.

"I see the two of you have progressed."

Hans blik faldt på Azuriel, da hybriden stejlede og kastede hans ordre tilbage i hans ansigt.

"This exact lack of rational thinking is the reason I do not tolerate your presence. I care little for your other antics. Return when you have learned better manners."

Wicked hævede en hånd. Den kolde vind susede igennem det metafysiske hul over Azuriels hjerte, fyldte hans blodårer med isnende kulde og arbejde sig op igennem ham indtil det nåede hans hjerne - og kastede Azuriels dæmoniske side ud af førersædet. En lyd, der mindede om en tung ståldør der blev smækket i, gav genlyd igennem Azuriels sind. Narcissa, bundet som hun var til ham og i fysisk kontakt, fik en eftersmag af den kraft, der løb igennem Azuriel.

"Halfbreeds. So volatile."

Wicked rynkede på næsen og så tilbage imod de fire små senge. Et par trin bragte ham hen til Daya og han lagde hovedet på skrå mens han lyttede.

"Yes, I know. It is only good for her that she learns to contro-"

Det blonde hoved røg til siden med et ryk og Wicked lukkede øjnene brat, som om han havde modtaget et slag eller vendt sit blik fra et skarp lys.

"That wasn't very polite. Who taught you that?"

Sagde han let irettesættende, mens de mørke øjne blinkede adskillige gange, som for at få klargjort hans syn igen. Der var stille et langt øjeblik, mens han så fra det ene barn til det andet, og til sidst endte ved Procella.

"Lauren, my love. I am being told that I.. owe you an apology."

En nerve ved Wickeds mund rykkede let på sig, enten af morskab eller modvilje imod ordene der undslap ham.

Procella vuggede blidt Tia og lukkede alle andre ude. Hun så derfor ikke det lille nik fra Azuriel eller hørte hvordan Narcissa tog hende delvist i forsvar. Hun så ned på de mørke øjne og koncentrerede sig på en distanceret vis om sit barn. Hun krympede sig kort da hendes navn lå på Wickeds læber. Hendes blik røg spontant op og mødte hans. Det var som en magnet der tvang hende til at reagere.

Hendes navn på hans læber. Hun gispede svagt da muren begyndte at vakle under presset og kæmpede for at holde den oppe. Hendes rovdyrgule øjne så skarpt på ham.

"Where have you been? What are you keeping from me?"

Hendes stemme var lavmælt grunder barnet i hendes arme, og de blide trøstende strøg over den lille krop. Det var muligt han havde fået at vide han skyldte hende en undskyldning, men han havde ikke givet den, og hendes stolthed havde de seneste dage fået mange slag. De seneste måneder havde hendes såkaldte ære fået gardine tæsk, og stolthed kunne efterhånden ligge på et meget lille sted. Hun havde ligget nøgen foran mindst halvdelen af selskabet og vredet sig i smerte og skreget - ynkelig i sin dødelighed som hun var det.

Det glimtede farligt og vredt i de gyldne øjne, men hendes greb om pigen var blidt og beskyttende.

"Porcelain is perfect huh? Really? Perfect?"

Hendes stemme var ætsende

Wickeds ord gav ingen mening i hendes hoved.

"So, it is better that you place Procella here, alone with a being she obviously distaste and hate, than you to grant the wish of your loved one? Azuriel, remind me, that the day I force you to something, hit me hard... real HARD."

Narcissa ville protestere over Azuriels beslutning, men hun fik ikke et ord over sine læber. Hvorfor skulle han nu lege helt, ja Wicked havde været urimelig, men der var da virkelig ingen grund til at lægge sig ud med ham lige nu.

Pludselige mærkede dæmonen eftersmældet af de kræfter der løb fra Wicked og ind i Azuriel. En bølge af kulde strøg sig omkring hende for straks efter at forsvinde. Hun følte ekkoet af en lås der smækkedes.
Hendes hånd greb hårdt fat i Azuriels krave og hun trak hans ansigt ned til sit, hendes øjne tindrede af raseri.

"WHAT HAVE YOU TWO BEEN DOING? AZURIEL? AND YOU!"

Narcissa vendte sig imod sin gudfader, der var ingen rester af den lille pige hun tidligere havde været overfor ham. Der var rå vrede og frustration. Omkring hende emmede luften tykt af dette, men det var forholdsvist kontrolleret, for nu i hvert fald.

"What have you done? What have you made him pay?"

Narcissas stemme var hård som stål og hvert eneste ord udtalt ned til mindste perfekte detalje.

"What have you done to him Wick? What did the fool let you do to him?"

Hendes øjne tindrede endnu mere af vrede over hans tydelige ligegyldighed overfor Azuriel. Nu stod han der med de skide unger på armen, som om det skulle være et skjold imod omverdenen. Hendes ansigt var skarpt og tegnet tydeligt.

"Do not turn your back on me! WHAT DID YOU DO?"

En hånd havde stadig vredt fat i Azuriels, og ubevidst klemte hun den af al kræft. Havde Azuriel været menneske, ville hånden være mast fuldstændig. Vreden ulmede og truede med at få hende til at miste masken fuldstændig. Hvis han vovede på at affærdige hende denne gang...

Az falndt på knæ og mærkede at døren lukkede.Han kunne mørke hans mørke side men der var igen kontakt med den. Det var som den gang hans mor havde gjort det samme. Han kiggede på hans hænder. De føltes så kolde. Han tog sig til sin brystkasse og sukkede. Endelig var han fri for den onde stemme i ham. Dog kunne han ikke lade være med at tænke *Why.. Why did you help her.. The darkness in me hates Pro.. Why did you aid her.. Narcissa.. Did she really have that effect on you.. Did you.. Did you.. Did yo.. No did we forget that because we wanted to make her happy*.

Han rejste sig op og klemte hendes hånd. Han sagde ikke noget til at starte med. Han stod bare med en grimasse der viste at han var utilpas med hvad der skete omkring ham. Han sukkede over Narcissa's ord.


Da hun spurgte ham hvad han havde gjort kiggede han alvorligt på hende '' I did the only thing i could.. Its only a matter of time before i am strong enough in the art of magic.. Don't worry ''. Han kiggede på Zombie englen og sank en klump *He can make me be like her.. I.. Fuck me sideways*.


Az rykkede lidt i hendes hånd '' Now is not the time Narcissa.. there are kids around.. Beside.. No.. Lets just go home.. There is nothing for us here to do.. Both of them clearly do not want our help.. Lets just go. ''. Han kiggede på Pro '' You are like a big sister to me.. I helped you.. and clearly you did not want my help.. Call me when you do ''.

Han kiggede bare på Wick og sagde '' Now that the kids are born.. I have to request that we speed up the training, Master ''. Han sank sit hoved og hviskede så til Narcissa '' You are almost breaking my hand.. Ease up abit.. Please ''.

Wicked så ud i luften over Procellas hoved et langt øjeblik, før han ignorerede hendes første spørgsmål. Hans blik gled fra hende, over skulderen til Porcelain og han rullede skuldrene let. De mørke øjne iagttog indgående kvinden, som man ville gøre når man tog bestik af en lampe eller en sofa.

"Well, perfect may be to take it a little too far. There are those that would be better for the job. But in my absence, she functions adequately."

Fortsatte han overvejende, met let rynket pande, mens han syntes at overveje, hvilket tilføjelser der ville højne kvindens effektivitet. De mørke øjne flyttede sig imidlertid til Narcissa med et ryk, som om hendes spørgsmål afbrød hans tanker.

"Why should she wish to be alone and unprotected with the children?"

Igen virkede han ikke til fuldt at forstå logikken bag Narcissas kommentar. Wicked så lettere irriteret på Porcelain, der lod til at være diskussionens omdrejningspunkt, uden at han helt forstod hvorfor eller hvordan de var endt der. Igen afbrød Narcissas ord ham og hans hoved piskede omkring for at møde hendes blik.

"You may be my goddaughter and I am sworn to protect you, but if you raise your voice towards me again, in my own house, I will reconsider in what high esteem your father held proper manners. And I will take it upon myself to remind you. I do not tolerate impudence, even from you, my sweet."

Selvom tonen var holdt i den samme volumen som tidligere, ganske normalt konversations-leje, var der en advarende vægt bag ordene. De mørke øjne skiftede ned til barnet i hans arme, der fuldstændigt intetanende var faldet i søvn igen, på trods af postyret omkring sig.

"In this moment, the children are my most prominent concern. If you can't control your own temper, you may leave and return only when you have put your childishness aside."

Wicked vendte sig halvt væk fra de to og lagde den sovende pige tilbage i en af de fire senge, selvom hans stemme flød dæmpet imod dem over hans skulder.

"If you wish for answers, ask your beloved. What I have done was at his behest, nothing more or less."

Han nikkede let af Azuriels ord.

"Tomorrow. You may bring my dear niece, if she has calmed down by then."

Der var ikke noget synderligt anderledes ved ham, men atmosfæren omkring dæmonen ændrede sig tydeligt. Parret var blevet afskediget med et nik af det blonde hoved og den affærdigende tone, præcist som enhver royal fra tidligere århundreder ville have gjort. Wicked forventede, meget simpelt, at samtalen var afsluttet, nu hvor han havde besluttet at alt var sagt.

Procellas hoved gled let på skrå imens hun så overvejende på Narcissa. Hun måtte virkelig elske Azuriel hvis hun flejnede ud på den måde. Det virkede meget underligt at se hende sådan over for Wick, især når hun tidligere havde siddet og påstået hun havde været misundelig? Hun forstod det ikke helt. Noget sank ind bag muren hun havde bygget op. Hun - Nari - elskede Azuriel. Som...Wicked elskede hende? Han elskede hende? Kærlighed?

Hun så ned på pigen i sine arme og tilbage på sin sjælemage. Uendeligt tøvende slog hun ud efter deres bånd. Et lille søgende stød. Svaret kom promte og var ved at tage vejret fra hende. Hun snappede efter en mundfuld luft og lukkede kort sine øjne. Hun havde ikke noget valg. Med dirrende hænder lagde hun blidt pigen ned i sengen igen. Hunulven forsvandt en smule fra hendes øjne, der langsomt antog ravfarve igen. Moderinstinktet blev skubbet i baggrunden da hun genvandt en smule fornuft.

"N-nari. Stop...He is not hurt. Just...half. Wick dosnt force me to do anything. Its not...its not like that..."

Mumlede hun, og gik ind mellem Wick og hans guddatter. Ikke så meget fordi hun rent faktisk var til nogen nytte som fysisk skjold, men mere fordi handlingen i sig selv ville have en psykologisk effekt, og symbolsk betydning. Hun forstod ikke hvorfor dæmonkvinden havde taget hende i forsvar, og hun rasede imod den begyndende snert af loyalitetsfornemmelse der begyndte at spire i hende. Wicks tydelige agression pressede en ubevidst grænse da beskytteren af hendes børn blev svedet af hans vrede. Hun var forvirret. Tvang han hende til noget? Hvorfor var det hele så forbandet rodet? Følelser og instinkter og informationer sloges om den højeste stemme i hende. Hun havde mest af alt lyst til at slå hænderne for ørene.

Hendes blik gled op og fangede kort halvenglens. Hendes blik blev mørkt.

"That was a low blow Az...dont be low"

Hun skævede til deres forenede hænder og sukkede. Hun følte ikke hun kendte ham længere. Han var den samme, men aligevel ikke. Hun kendte ikke den side af ham der villigt bandt sig i kærlighed. Hun elskede ham ikke. Hun var løbet skrigende den anden retning da han havde proklameret sin kærlighed dengang, men hun følte sig en smule akavet når han sådan stod foran hende og flettede fingre med en dæmon. Var der en regelbog et sted hun manglede at læse? Hun havde brug for en facitliste lige nu.

Hun sled blikket bort fra paret og trådte hen til Wick. Hun lagde en let hånd mod hans overarm og prøvede at se op i hans ansigt og fange hans blik. Søgende.

"Wick...we need to talk. I need to talk to you. Why are you shutting me out?"

Procellas blik gled kort til slaven og noget i sig krympede sig. Hun kunne ikke lade være med at føle lede ved hende. Hun var...perfekt. Smuk og kvindlig. Forførende, selv med det åndsforladte udtryk i ansigtet. Subtilt kvindlig i høje hæle og tætsiddende kjole. Procella skævede til sig selv og lukkede øjnene kort. Bare fødder, jeans, rodet hår, en stropbluse for den ene strop i kampens hede var gledet ned over hendes ene skulder. Han havde fået at vide han skulle undskylde? Han gjorde det ikke? Hvem havde sagt det?

"Who asked you to...apologies? What is going on?"

Hun så indtrængende op på ham. Hun kunne ikke være andet end hvad hun var. Han måtte tage hende med alle hendes fejl og mangler...ligesom hun måtte tage ham. Hun kunne kun ændre sig så og så meget for ham. Hun var villig til at forsøge. gå den ekstra mil. Men hun ville ikke lade sig...tæmme...Tanken fik det hele til at stritte i hende, fik dyret i hendes indre til at kaste sig frådende af raseri mod de spottende ord. Tæmme. Hun var ikke et dumt dyr.

"Wick! Wick look! They brought us gifts for the girls"

En pludselig indskydelse fik hende til at gå de få skridt over og samle den sorte æske op hvor hun havde tabt den på gulvet. Hun berørte let den gyldne kæde om sin egen hals før hun med et lidt nervøst smil, vendte sig imod sin sjælemage og prøvede at formilde ham ved at rpæsentere ham for gaven. Hun åbnede æsken og rakte den frem mod ham. Langsomt gik hendes bevægelser i stå, som havde det været en film der blev sat først i slowmotion og derefter på pause. Procellas ravfarvede øjne hang tomt ved de gyldne smykker, hvor flammerne fra den åbne pejs spillede. Hun mærkede en krybende fornemmelse i sit sind og gåsehuden rejste sig overalt på hendes krop.

"...No keeper....where is the keeper..."

Procellas stemme var distanceret og lød som om den kom langt langt borte fra, imens hendes store og ellers levende øjne så ned på de gyldne smykker, som havde de været en flamme og hun selv et møl der uundgåeligt blev trukket mod den. I smykkernes blanke overflade begyndte billeder at flimre for jægerens blik. Billeder der var for hurtigt overståede til at hun fik nogen mening ud af dem. Hun havde prøvet det her før. Ind i mellem var der noget der trickede Micha. Det her var ikke Micha. Meget kunne man sige om den terroriserende pige, men hun beskyttede sin søster med næb og klør. Det kunne hun ikke længere. Procella så med en hul stønnen ned på smykkerne da stemmer i tusindvis begyndte at hviske og råbe til hende, hive og flå i hende.

"...no...keeper..."

Lød det rustent fra hende. En lille strime blod piblede fra hendes næse og ned over hendes læber og hage, altimens hun blot så tomt ned på smykkerne i den sorte æske.

Narcissas øjne blev klemt sammen til to smalle streger da Wicked skændede på hende. Hun trak vejret dybt ned i maven og lod det så slippe ud mellem læberne med en sagte hvislen. Hun var gået over stregen og hun vidste det godt, men det gjorde ikke meget for at dæmpe hendes isnende vrede imod hendes gudfader. De mørke øjne søgte Wickeds.

"Uncle, I will leave for now. I did not wish for this to happend. But please, stop treating others like they are your toys. I love Azuriel... all of of him."

Narcissa drejede langsomt hovedet imod Procella.

"I am sorry that you do not see how he have really chanced, how Azuriel did all you asked him to, for the sake of the children, even when he was like he was. Thanks for your hospitality Procella."

Narcissa drejede om på hælen, hun var så evigt rasende. Mest på Wicked fordi han fuldstændig nægtede at forstå hvor uretfærdigt han behandlede Azuriel lige nu. Han straffede ham for bare at være den han var og det var simpelthen ikke i orden.

Men hun var også vred, måske snarere skuffet over Procella. Azuriel havde kun gjort som de havde bedt ham om, faktisk var han gået ind i en slåskamp for hende og børnene, og gjorde hun intet for at forsvare ham overfor Wickeds uberettede vrede.

Og... så var hun rasende på Azuriel. Hvor meget hun end elskede ham, så have hun lige nu mest af alt lyst til at sparke hans ansigt ind. Hvor vovede han at indgå aftaler med Wicked der gav hendes gudfader den slags magt over ham? Hun følte sig ubetydlig, og følte at Azuriel nu tilhørte Wicked, og dét pissede hende noget så grusomt af. Jalouxi og vrede var en grim blanding. Hun vidste at Azuriel sikkert ville kunne både læse og føle hendes frustrationer, men hun var ligeglad, det gav hende i det mindste en mulighed for at han fattede bare lidt denne her gang.

De hårde og vrede skridt stoppede da hun nåede lidt imod døren. Hun vendte sig og stirrede afventende på Azuriel. Hendes øjne gled over til Wicked og Procella, hendes nysgerrighed for stor. Ville onklen kunne lide smykkerne?

Dæmonens øjne blev store da hun hørte Procellas tale. Det hev og sled i hende og uden hun selv havde valgt det satte hendes fødder i bevægelse. Med en bevægelse der var så hurtig at hun blot var et slør for dødelige øjne, stod Narcissa foran Procella og tog hurtigt æsken ud af hånden på hende. De magisk rænker der var lagt om hendes krop befalede hende at handle.

Endnu engang handlede hun uden overvejelse. Narcissa lod sine arme smyge om Procella og hev hende ind i et tæt knus. Med den samme blide stemme hun havde brugt overfor børnene begyndte hun at tale beroligende til jægeren. Det var endnu ikke helt gået op for Narcissa hvad hun havde gang i.

"Sccchhh. Hush now my sweet, hush."

Az sagde ikke så meget Han stod mere og kiggede. Den unge herre havde virkelig forandret sig. Han var blevet mere voksen. Alle disse oplevelser havde tvunget ham til at tage sig mere sammen og være mindre naiv. Han havde været tæt på døden så mange gange. Men mest af alt var han stille og rolig fordi han endelig havde fundet et sted han hørte hjemme. Han kunne føle på Narcissa at hun bestemt ikke var glad for ham lige nu. Men det mente han at de måtte tage når de kom hjem.


Da Wick sagde at han skulle kommme igen i morgen sagde han roligt '' Will do, master.. And i'll bring her.. If she wishes to come ''.

Han kiggede mod Pro da hun sagde at det han havde sagt ikke var fair. Han kiggede på hende i lidt tid før han rystede på hovedet. Han havde været sød og fattet. Han mente bestemt ikke at det var ham der ikke havde været fair. Han valgte dog ikke at sige noget. Hans respekt for hende var der som altid, men i dag havde den fået et stort slag. Dog ville han ikke bebrejde hende for meget. Hun havde så meget på hendes skuldre. Det havde været en hård tid for hende og det kunne han føle.


Da Narcissa gik over til Pro og lagde sine arme omkring hende kunne han dog ikke lade være med at smile lidt. Han kiggede på æsken og derefter over på de små børn. Hans smil voksede lidt mere, men da hans blik blev ført over på Wick falmede hans smil helt og han nikkede bare til ham. De tanker der fløj igennem Az hoved. Han havde opgivet sin vilje for viden. Men han vidste at Wick aldrig ville lære ham alt. Det mystiske var at han rent faktisk nu var en lille smule enig med hans mørke sides plan. Dog ikke af de samme grunde. Nej, han mente at hvis han fik fat i det hans mørke side snakkede om så havde han i det mindste en chance. Han vidste at den stærkeste magi i verden var kærlighed og med nok viden ville han kunne bruge den kærlighed som en kræft. Måske var det svaret på hvordan han skulle redde sig ud af dette rod.

Az gik hen mod døren og åbnede den. Han sagde med en rolig stemme '' It has been a pleasure seeing my Guddaugthers.. May the next time be less dramatic''. Han blev dog stående og ventede på Narcissa.

Wicked overhørte belejligt alle de efterfølgende kommentarer. Siden han havde affærdiget de to gæster, var deres ord ikke interessante. Der var ikke mere at tale om. Guddatterens irrationelle bedømmelse af den aftale, han havde indgået med Azuriel, var en diskussion han ikke have nogle intentioner om at begive sig ind i. Azuriels svar var ikke vigtigt, siden han havde givet en ordre, ikke stillet et spørgsmål. Begge de to personligheder i hans stue kedede ham pludseligt, med al deres teatralske drama. Det skuffede ham, at hans guddatter var så menneskelig i sine følelser og at hendes valgte partner var så svag.

De mørke øjne sænkede sig til Procella da hun trådte ind foran ham, for at undgå synet af de to. Hvorvidt han blev formildet af hendes udstrakte hånd igennem båndet, at hun forsvarede ham som Narcissa forsvarede Azuriel, eller tonen i hendes stemme nåede ham, var ikke til at sige. Men de blege træk formildedes og han tog sig tiden til at forklare.

"A great deal of you is human, my love, and your body has been through a trauma. It will take time to heal, and that has already put a strain on you."

Wicked hævede en slank hånd og kærtegnede hendes kind.

"I do not wish to add to your burden unnecessarily."

Fingrene gled fra hendes kind, ned over halsen og hægtede blidt den fri strop tilbage på plads. Hans blik fulgte hendes, da det skiftede til Porcelain, og en let rynke skar henover den blege pande.

"Does she truly bother you?"

Han læste svaret i hendes øjne og i de følelser, der flød igennem hende, da hun så på halv-englen.

"Why?"

Der var en dyb undren i hans stemme og som det var sket før, fik Procella et glimt af Porcelain, set igennem Wickeds øjne og følelser. En tom skal, smuk på samme måde som en dukke. Fuldstændigt uden for hans interesse-sfære, undtaget som et dyr der kunne bruges og smides væk. Der var ingen sensuelle følelser, udover en værdsættelse af, at være omgivet af smukke ting. Ting, fordi det var hvad Porcelain var. Han tænkte knap nok på hende som levende. Sofaen med dens fascinerende brokade-mønstre havde omkring samme værdi.

De mørke øjne gled tilbage til Procella. Stadig med på insider-synet, så hun sig selv igennem hans blik. Der lå et glitrende lys, næsten smertefuldt at se på, omkring hende. De ravfarvede øjne spillede indefra af kærlighed og det uglede, mørke hår, faldt i lette lokker omkring et ansigt, der indeholdt alt. Når han så på hende, så han ikke bare hendes ydre, men deres oplevelser sammen, de år han havde iagttaget hende på afstand, al hendes væsen - En dyrebar skabning, der havde skænket ham alt og som han havde givet alt for at beskytte.

Tabt i overvejelser, hørte han ikke hendes spørgsmål, men blinkede tilbage da hun holdt æsken frem imod ham. De mørke øjne udvidede sig, i noget der kunne have været frygt på et andet ansigt, da han så det flakkende lyn spille henover guldet.

"What is this? Who brought this here?"

Hvæsede han ud i lokalet. Procellas ord fik det flakkende blik til at hæve sig til hendes ansigt, et udtryk som om hans værste frygt netop var blevet bekræftet. Hvis det havde været et eventyr, ville man have troet, at dette var scenen hvor smykkerne viste sig at være forbandede og kastede hele historien af helvede til.

Wickeds hånd rakte ud med en bevægelse, der knap efterlod et sløret efterbillede. Smykkeæsken snappede i med et knald der gav ekko i det højtloftede rum.

Procella stod stift ind mod Narcissa med et fjernt udtryk i ansigtet. Et lille gran af hende holdt fast af al magt imens hendes sind blev bombarderet af evigt skiftende glimt.

"No keeper...to many...the keeper is lost..."

Mumlede hun. Der gik små trækninger hen over hendes ansigt. tusinder af stemmer hviskede, talte, skreg prøvede at komme igennem. Der var noget vigtigt. Hun kunne ikke...

Procella stønnede svagt da blodstrømmen fra hendes næse tog til

"Remember....dont remember...to many..."

Mumlede hun. Hendes store tomme øjne gled op til Wicks igen, men der var ingen genkendelse i hendes ansigt.

"Hide them...forbidden...protect the daughters...where is the keeper...no keeper...no keeper..."

Narcissas arme lå beskyttende om jægerens slanke krop. Hun mærkede hvordan Procella bryst hævede og sænkede sig i hurtige vejrtrækninger.

"You are not meant to remember.... sccchh. Just relax... sccchh..."

Narcissa skiftede vægten fra det ene ben til det andet og satte gang i en blid vuggen frem og tilbage. Hun mærkede noget klistret ned af skulderen, men ville ikke slippe grebet for at tjekke. Fra hendes læber kom en sagte nynnen, resterne af en gammel glemt vuggevise.

Wickeds stemme gjorde hende nervøs. Hvorfor reagerede han sådan på de halskæder? Næsten som om de var djævlens værk? Narcissa drejede hovedet og overkroppen lidt, så hun kunne se sin gudfader i øjnene.

"I did, they are gifts. I am sorry if you do not like them..."

Der var en tydelig træthed i hendes stemme. Hvorfor lykkedes alting altid at gå galt når de mødtes? Det var et mareridt at hoppe sådan rundt i følelsesregistret og være vred og ked det ene øjeblik for så at smile det næste. Hun var ikke engang sikker på hvorfor hun stod her og nynnede med Procella i armene. Hun burde tage Azuriels hånd og tage hjem.

Az kiggede først på Pro. Hun virkede til at være gået i selvsving. Han havde ondt at hende. Han vidste ikke hvad der var galt med hende men han kunne virkelig ikke lide at se hende sådan her. Det pinte ham at se dette. Han kunne ikke lade være med at tænke på om det var Wicks skyld at Pro var sådan. Hun havde snakket om at hun ikke havde en fri vilje. Var dette hende der prøvede at komme fri.

Hans blik kørte over på Wick og han løftede en øjenbryn da han så hvordan at Wick flippede ud. *What the fuck is wrong with those two.. Did they sniff lead based paint or something.. Damn.. Fuck me sideways.. They are fucked up right now.. I can't even tell who is the homonal woman and who is man right now.. heh*.

Az kiggede nu på Narcissa og kunne se at hun ikke havde det godt ved alt det her. Han sukkede og sagde men en fast tone '' Lets go.. We need to give them time to cool down.. We can always come back another time ''. Han sagde med en fast stemme '' Come on, Dear''. Med disse ord gik Az ud af døren. Han kunne kun se det her ende dårligt og i hans øjne var deres opførsel ikke acceptabel. Men han bebrejdede dem ikke. Pro havde jo sagt de havde været døden nær så var det klart at man havde let ved at springe i luften.

Han gik med langsomme skridt så Narcissa kunne indhente ham.

//out//

"Gifts."

De slanke fingre løb henover smykkeæsken, den dybe stemme udtryksløs. De mørke øjne hævede sig til Narcissas og mødte hendes blik, selvom det var umuligt at læse noget i de blege træk. Som sædvanlig, når Wicked havde andet at tænke på, end at animere sine træk med følelser, blev ansigtet en intetsigende, fremmed maske.

Wicked lod æsken balancere på kanten af et bord i nærheden og trådte hen bag Procella. De slanke fingre pulserede allerede med en dyb, sygelig lilla, da han hævede dem og strejfede hendes nakke blidt.

"Sleep."

Hviskede han dæmpet imod hendes øre, det blonde hoved sænket til hendes øre, så hans ånde pustede imod hendes hud. Procellas øjne gled ud af fokus og øjenlågene blev synligt tungere. Hun halvt kollapsede ind imod Narcissa, før Wicked lagde en arm bag hendes ryg og lod hende glide bagud, så han kunne løfte hende. Procella søgte automatisk ind imod sin sjælemage, selv i den magiske søvn. Wicked vendte sig fra Narcissa imod sofaerne og satte sig forsigtigt ned, stadig med Procella i armene. De mørke øjne så ned på smykket og han hævede et par slanke fingre, der langsomt gled henover der indgraverede guld.

"Lightning. A peculiar choice, Muse."

Den dybe stemme lød som Narcissas - træt, på randen af udmattelse og med en undertone af bedrøvelse.

De mørke øjne var ulæselige. Hun forstod ikke hvorfor han reagerede som han gjorde. Det var jo bare nogle smykker? Hun var ærgerlig over at han ikke bare kunne være glad for dem, de første egentlige gaver hun nogensinde havde givet, og så endda fordi hun havde lyst til det.

Hun lod Procella glide over i Wickeds arme og så til mens han samlede hende op. Da han satte sig i sofaen, stadig med Procella i armene sukkede hun dybt. Hendes kærlighed var lige gået, og på trods af at hun var så nysgerrig efter at vide mere om hvad der plagede Procella, var det nu hun skulle gå.

"I hope she gets better. You should get som rest too. I do not know why they should be peculiar, I have always loved lightening. They are nothing more than gifts... Procella really liked them."

Hendes stemme havde en tom klang, skuffet over hele hans opførsel, lige fra det øjeblik han trådte ind i rummet. hun gjorde intet for at skjule det. Hun vendte ryggen til ham og gik imod døren.

I den store hall stod Azuriel, hun tog hårdt hans hånd og sammen forlod de estatet.

((Out))

Wicked fulgte Narcissa med øjnene, indtil hun forlod rummet. Porcelain fulgte lydløst efter, for at lukke døren efter hende. Wicked gav et næsten umærkeligt kast med hovedet, og halv-englen forsvandt for at følge de to til hoveddøren. Stilheden pakkede rummet ind som i bomuld, mens de fire børn faldt til ro. De små bevægelser og suttelydene var det eneste der brød freden, og selv det virkede nærmere som en tilføjelse end en afbrydelse.

Wicked så ned på kvinden i sine arme, og børstede forsigtigt det uglede hår ud af hendes ansigt. Han flyttede let på hende, så hendes hoved lå i han skød, mens resten af hendes krop hvilede behageligt på sofaen. Et lille lommetørklæde dukkede op i hans hånd og gled over hendes ansigt. Da det værste blod var fjernet og strømmen stoppet, hævede han en finger til sin mund, gjorde den våd og tørrede de sidste spor væk. Han vendte tilbage til hans mund og han suttede eftertænksomt på smagen af hende, inden han rakte ud igennem båndet og gled ind i hendes sind.

Ulig sidst manifesterede han ikke en skikkelse. Han var ikke interesseret i, at hun bemærkede at han var der. Derimod ville han vide, hvad der foregik i hendes underbevidsthed. Hvad der havde udløst ordene, et øjeblik tidligere.

På samme måde som stilheden havde lagt sig over lokalet, beroligende og dvask, lagde Wickeds bevidsthed sig om Procellas.