Return to the skies <Izriel>

Dato: 17-03-2013

Årstid: Mellem vinter og forår.

Sted: La Sunisha - Stranden

Klokken: 07.30

Omgivelser: Morgen koldt og blæsende. Bølger står ind fra havet og lyden kastes frem og tilbage over sandet.

Påklædning: Helias er iført en skræddersyet jakkesæt i sort med tilhørende rød skjorte og sort slips. Hans hår er samlet i en hestehale bag i nakken med noget der ligner et ældgammelt smykke. Et par blankt polerede sko har erstatet de ellers vante militær støvler og frakken omkring hans skuldre ser næsten ny ud.

Morgenen var kold og blæsende ude ved stranden. Himlen var dog klar og skyfri, grundet den stærke blæst fra havet. Bølgerne slog højlydt imod sandbankerne imens solen begyndte at kæmpe sig frem. Nogle ville kunne kalde det en smuk morgenen, omend de færreste var vågne på dette tidspunkt. Det var Helias dog. Desværre så hans blinde øjne ikke skønheden og hans ører opfangede blot bølgernes brusen som larm der forstyrrede hans omgivelser. Sandet var et irritationsmoment for hans fremfærd da hans blanke sko ikke var beregnet til det.

Helias havde kæmpet meget med sig selv i den sidste tid. Hans følelsers tilbagevenden havde ændret drastisk på hans verden. Hadet til menneskeracen var steget til det u-udholdelige. Selv i denne tidlige morgenstund, hvor hans mål var et velkendt hus, følte han vreden og hadet ulme i sig. Det var som sort magma der opslugte alt og truede med at fortære hans sind komplet. Der var i sandhed sket meget i den sidste tid.

Alright.. First thing's first... Go up to the door and knock it.. Present her with the gifts..

Helias begyndte for den 20'ende gang at forberede hvad han ville gøre. I hans hånd blev der klamret sig til en æske Turkish Delight, i den anden en lille æske der indeholdt det første smykke Helias havde købt i mange år. Smykket var egyptisk inspireret som han vidste at modtageren foretrak.
Sidste gang havde købt et smykke var da hans hjerte blev stjålet og knust af et menneske. Ufrivilligt strøg Helias fingeren over sit slidte sølvkors som han altid bar om halsen. Så meget smerte. Så megen lykke, kun på grund af hende.
Helias rystede let på hovedet og fortsatte resolut sin fremfærd. Tempoet var ikke så hurtigt da han ikke havde synet til at hjælpe sig. Stokken i hans hånd var en konstant påmindelse om hans handicap og frustrerede ham til ingen ende. Men forhåbentligt ville alt dette snart ændre.

Med megen møje ankom Helias foran døren til strandvillaen. For 100'ende gang sikrede han sig at alt sad ordentligt. Dette blev gjort med megen følen og klappen af ham selv. Med et dybt åndedrag bankede ham på døren og håbede inderligt at indehaveren var hjemme.

En stille nynnen rungede igennem lejligheden i bløde toner, faktisk var Izriel ikke noget morgenmenneske, men efter mange år med fast arbejde tidligt om morgenen havde efterhånden lært englen at stå tidligt op, selv i weekenden og når hun havde fri. De store blå øjne stirrede tilbage på hende fra det store ovale spejl ved det gammelt udseende sminkebord, som stod i hjørnet af soveværelset. Det lange sorte hår hang endnu fugtigt og løst ned af ryggen, hvor det fugtede den sorte silkekimono der smøg sig om den ellers marmorhvide hud. Som en sjældenhed var de store sorte vinger pakket væk, og ikke til at se, på trods af, at englen var alene, det skete ellers aldrig, men vingerne var kun til besvær i brusekabinen og overskuddet til at folde dem ud igen fandtes på bunden af den store kaffekop, som havde efterladt en brun cirkel på det hvide træ.
I en langsom bevægelse lænede englen sig frem imod sit spejlbillede og lod fingrene løbe henover huden under øjnene, stadig helt ung, det var unaturligt. I en hurtig bevægelse tørrede hun noget ansigtscreme i ansigtet, og strøg det nedover halsen som snart havde været fri for halsbåndet et år, det var lige før det skulle fejres.
Det sædvanelige morgenritual blev afbrudt af en banken på døren, som fik englen til at rynke brynene en kende mod hinanden, hun havde ikke aftalt besøg og hvis det var posten var det lige lovligt tidligt at komme.
Alligevel rejste englen sig og gik henover det kolde stenguld, inden hun åbnede døren i en hurtig bevægelse, uden at tænke over hvem der stod på den anden side, og først alt for sent realiserede hun sin fejl.
De store blå øjne løb henover Helias foran hende med et vurderende blik, mens en sukkende strubelyd undslap englen, hvad ville han hos hende, deres sidste møde var ikke just endt lykkeligt og ærligt talt havde hun faktisk regnet med, at hun ikke ville se ham det næste lange stykke tid.

"What now Helias? Are you hurt agai..."

Først nu gik det op for Izriel, hvor pænt Helias egentligt var klædt, det ellers normalt fedtede sørgelige hår så faktisk nyvasket ud og var sat op, mens hans påklædning var utrolig pæn, og ikke nok med det, så havde han en æske Turkish Delight med.

"Okay, whats going on?"

Da døren blev åbnet og Helias hørte Izriel's stemme, faldt alle hans planer stille og roligt fra hinanden. Et kort øjeblik stod han bare udtryksløst med de blinde øjne vendt imod hende.

Damn she is home. Wait.. I mean she is home, and she opened the door.. Now give her the presents.. Remember to smile..

Helias' ansigt forblev dog udtryksløst imens hans tanker virvlede rundt som en forvirret teenagers.

"Good morning Izriel. You are looking lovely as ever." sagde han ud af ren vane. Et par sekunders stilhed fulgte imens Helias faktisk rødmede en smule over sin dumme kommentar.

Damn you blasted fool.. 800 years and that's your line?

Helias kunne næsten hører Azuriels stemme der spottede ham. Den var blevet hængende meget længere end ånden selv.

Helias strøg en hånd igennem håret og mumlede lidt for sig selv inden han tog sig sammen igen.

"Sorry.. That was foolish.. I.. um.. brought you some Tyrkish Delight.. and a small gift.. To say thank you for the all help you have been.."

Helias rakte akavet tingene frem i Izriel's retning. Den blusende røde farve havde spredt sig til hans blege kinder og denne gang var der intet hår eller briller til at skjule noget som helst. Selv de sorte øjne virkede knap nok uhyggelige som Helias, den 800 år gamle dødsengel opførte sig som en forvirret ung fløs på 16.

Izriel stod bomstille og stirrede, indvendigt vendte og drejede hun situationen, ærligt talt vidste hun slet ikke selv hvordan hun skulle reagere på det hele. Helias var nok det sidste menneske hun havde forventet at se lige foreløbig, og så endda uden at han kom beskidt og blodig og havde brug for hendes hjælp igen.
Dog nåede han ikke meget længere end sin første sætningen inden hun måtte rømme sig opgivende og rulle øjne af sin mandlige modsætning.

"Last time I checked, you were blind. Tecnically I could have lost a leg at cut myself bald, and you wouldn't notice, or am I compleately wrong?"

Englen hævede sine øjenbryn i en spottende mine, hun kunne alligevel ikke undgå at mærke et stik af dårlig samvittighed overfor Helias, når hans intentioner nu engang var gode nok og hun alligevel opførte sig som om han havde frarøvet hende hele verdenen. Hun havde dog alligevel ikke glemt deres sidste møde, hvor han havde været venlig nok til at oplyse hende om kvinden der knuste hans hjerte, og som ikke var Izriel selv.

De blå øjne flakkede fra den ene hånd til den anden, som hver især holdt en lille æske, sandheden var nok, at Izriel selv havde lyst til at trække ham indenfor og give ham et stort kram, men det gik ikke, hun kunne ikke åbne sig så let, og slet ikke med et forvirret sind som Helias havde. I stedet rømmede hun sig tænksomt og skævede rundt i området.

"Well.. Erhm, thanks?"

Mumlede hun så og trippede utålmodigt lidt til den ene side, inden hun ruskede lidt op i håret med den ene hånd, mens en lang akavet stilhed bredte sig betragtede hun de sorte dybe øjne, en del af hende ville vide alt hvad der var sket, en anden ville bare glemme fortiden.

Tøvende tog hun imod de to æsker og så sig forvirret omkring i entreen

"You.. You want a cup of coffee?"

Englen mærkede stille men sikkert hvordan hun blev helt tør i halsen, hun kunne slet ikke huske hvornår hun sidst havde fået gaver og blev helt underlig ved tanken om, hvad Helias havde forventet af at møde op med selv samme.

Helias' rødmen blev endnu kraftigere ved Izriel's ord. De sved, men mest af alt fordi de var sande og fordi han vidste grunden bag dem. Han havde ikke just behandlet hende godt. Hendes følelser og behov havde aldrig faldet ham ind. Han havde været for fortabt i sin egen lille bobbel.

"Y-you are not wrong.. and I w-would love to have some coffee with you.."

Sagde Helias med en lettere nervøs stemme.

What is happening to me? I am not usually this foolish.. I am an angel of death! I am Helias Dwade.. I.. I am blind and foolish..

tænkte Helias for sig selv. Det sidste frembragte faktisk et lille smil på hans læber. Et i oprigtig morskab over hamselv.

"I would actually really love to have some coffee with you Izriel. It has been to long since we sat down and talked.. Could I ask you to help me a bit?"

Helias' smilte endnu engang til Izriel, denne gang lidt bredere. Han tog sin stok i den anden hånd og rakte den højre frem i håb om at hun ikke lod ham hænge som et andet fjols.

Izriel sagde ikke noget, hun stirrede. Og hun stirrede længe. Havde man været i stand til at høre hjerneaktivitet ville en unaturlig høj knagen lyde hele vejen igennem opgangen fra den kvindelige engels dybe undren. Var der andre magiske objekter der havde bidt Helias i røven?
Den sorthårede kvinde kneb let øjnene sammen og lagde så begge æsker over i den ene arm, mens hun vendtede på, at Helias ville tage et skridt indenfor, bare for at være sikker på, at det var ham, og ikke en eller anden snedig dæmon med lidt for veludviklede magiske evner.

"Yeearh.. Suuure!"

I en langsom bevægelse tog hun fat i Helias ene ånd og trak ham så langsomt indenfor og ud i køkkenet. Det kølige silke smøg sig kærligt omkring englens ben for hvert skridt hun tog. Uden et ord anviste hun Helias til en af stolene i køkkenet og stillede så æskerne på bordet, efter at diskret have duftet til kanten fra æsken med TD, hvilket havde fremkaldt en lille lækkersult på trods af, at klokken ikke engang var otte endnu.

"Sugar?... I mean, you want suger in your coffee?"

Izriel lignede stadig en der havde set et spøgelse, mens hun gav sig i kast med at sætte kaffe over sagde hun ikke et ord, men stirrede uhæmmet på den anden engel, takket være hans manglende syn havde hun intet problem med at stirre, hvad fanden var der sket med ham?

Helias fulgte villigt med ind. Han kunne ikke lade være med at føle varmen og den lettere bløde følelse af Izriel's hånd efter hendes cremer. Lyden af silken der strøg sig om hende dukkede frem som havet blev lukket ude af døren der blev lukket.
Helias huskede tilbage på sidste gang han havde været her. Ikke just et behageligt minder. Der var kommet mange grimme sandheder frem den dag.
Han huskede tilbage på en tidligere gang.. En nat fyldt med passion og genkendelse.
Disse minder sendte Helias tilbage 500 år i tiden, til en tid hvor der kun havde været ham og Izriel. Det var gode minder.

Helias satte sig og smilte endnu engang til hvor han mente Izriel var. Han havde godt lagt mærke til hendes tavshed, men tilskrev det hendes nok blandede følelser. Hun havde gjort det klart sidste gang, at han ikke var hendes ynglings engel.. Eller person i det hele taget.

"A few spoonfull would be nice. And eventhough I can't see, I would like you to open up your present.. I will listen intently to your reaction.."

Helias grinte let. Izriel havde en evne til at få ham til at glemme sit had og sin vrede.. blot at huske fortiden og leve i nuet. Det var ikke nogen dårlig følelse.

Helias lod sin ene hånd køre over sit hår, som for at rette på det. Han virkede en smule ude af sit element, med sine smil og nervøse adfærd.

Okay old man.. You gotta ask her. The worst that can happen is that.. well.. she starts hating you and tries to stab you with a kitchen knife.. No, calm down.. Izriel wouldn't do that. She might throw the hot coffee at you though. So. Better wait till she serves it.

Helias nikkede kort for sig selv, tilfreds med at vente til faren for at få skoldhed kaffe direkte i synes var drevet over.

den karakteristiske duft af kaffe var ikke længe om at brede sig i det stilrige køkken, og hvis man, som helias sikkert gjorde, lyttede godt efter kunne man også sagtens høre negletipper der utålmodigt hamrede imod bordpladen i tænksomme utålmodige bevægelser.
Mest af alt mindede hun vel om én der prøvede at løse et stort matematisk problem og bare ikke havde den rigtige formel til det, men det var vel ikke så underligt. Sidst hun havde set Helias havde hun kylet ham ud kun iført en kvinde-morgenkåbe og så en lang trenchcoat hun havde liggende.

langsomt hældte hun et par kopper kaffe op og begge fik rigeligt med sukker, inden hun stillede den ene foran Helias mens den anden kop ligeledes fik et skud mælk, inden hun sank ned for stolen på den anden side af bordet. Så fik gaven den samme mistænksomme omgang, som Izriel lige havde givet Helias med en lang skulen.

"Sure.. But, what's the occation?"

Izriel trak langsomt pakken hen imod sig, den var kvadratisk og for at være ærlig, havde englen ingen idé om hvad hun kunne forvente hvad der var i den. langsomt løsnede hun båndet, inden hun åbnede låget og stirrede ned på halskæden. Hun kunne slet ikke huske hvornår hun havde fået smykker sidst, og ikke nok med det, så slog den egyptiske stil hendes ben væk under hende.
Hun stirrede ned på den meget længe, inden der endeligt kom en reaktion fra englen.

"Wow Helias, where did you get this? It's beautiful!"

Helias krympede sig let indvendigt. Han forstod ikke helt Izriel's rastløse adfærd. Han havde godt nok ikke fortalt hvorfor han var der, udover at han ville tale med hende, men der var vel ingen grund til at tage sådan på vej? Nogle gange ville han ønske herren havde skænket ham evnen til at læse folks tanker.. Det ville have gjort så mange ting meget nemmere.

Helias modtog koppen med et nak og tog straks en slur. Det bitre blandede sig med det søde og for et øjeblik sad han blot og nød det. Det var noget af det eneste han virkeligt takkede mennesket for.. kaffe.

"Oh it is a thank you present.. For all the help you have given.. and in hope that we might get along a bit better from now.. I do hope it suits you."

Helias lænede sig lidt længere frem på stolen, stadig med kaffekoppen sikret fast i hans hånd. Et grin flækkede det ellers normalt kolde ansigt ved Izriel's udbrud.

"So you like it? I recalled you enjoyed the eqyptian style so I did a little digging to find it.. Sadly I couldn't see it for myself, so I hope it is pretty enough.."

Helias havde haft en længere samtale med ekspedienten da han skulle købe halskæden.. Det var åbenbart ikke hverdag at blinde mænd, anmodede om at købe en egyptisk halskæde og bad en tredje mand om at forklare designet til dem..
Helias tog endnu en slurk kaffe, inden han satte koppen fra sig igen.

Okay this is it.. She is happy, the coffee has been poured in the cups.. It should be safe now..

Helias rømmede sig let og "kiggede" intenst hen imod Izriel.

"Izriel I have a favor I need to ask of you..."

Dette var den egentlige grund til at han var kommet. Han vidste ingen anden der kunne hjælpe ham end hende..

Izriel drak langsomt af kaffen, inden hun løftede halskæden op ad æsken, normalt gik hun ikke med guld, hun var simpelthen for lys i huden, men takket være de blå perler gik kæden perfekt til hendes øjne, og kunne sagtens bæres med en af hendes hvide eller sorte kjoler, faktisk havde hun vidst et par øreringe der passede til et sted i smykkeskrinet. Et øjeblik blev den kvindelige engel helt nostalgisk, hun havde faktisk ikke været til fester hvor hun kunne bære så fine smykker alt for længe, svaret var simpelt, hun kom bare for lidt ud.

"Ooh, you remembered! That's so kind of you!"

Et øjeblik var vreden helt glemt, så var Helias alligevel betænksom, i hvert fald et eller andet sted dybt inde. Forsigtigt lagde hun kæden ned i fordybningen der passede til den, og lagde det fine silkepapir, inden hun igen lukkede æsken.
De blå øjne gled over på æsken med turkish delight, men hun havde endnu ikke fået morgenmad, så det var måske en idé at starte med det.

"You've eaten yet? I could make some pancakes?"

Englen nåede kun lige at rejse sig for at bikse noget hurtigt sammen, inden sandheden ramte hende. Englen stoppede midt i sin bevægelse og stirrede så arrigt ned imod Helias, han bekræftede bare hendes mistanke, det var det eneste hun kunne bruges til.

"WHAT? Ooh Helias I knew it! That's the only reason you're here right? I'm sick and tired of this! You should probably go!"

Snappede englen bidsk, havde Helias endnu kunne se havde de korslagte arme sagt det hele, Izriel var træt af kun at kunne bruges når der var problemer og hun skulle rage alle andres kastanjer ud af ilden

Helias nærmest krympede under Izriel's ord. Han forstod i det mindste dette raseri og der var ikke andet at gøre end at prøve og forklare sig.

"No please, Izriel, don't misunderstand.. I really need your help at this.. I.. I don't know anybody else who can help me.."

Helias rejste sig op så hastigt han kunne uden at skubbe alting omkuld, stadig vendt imod Izriel.

"I need you to help me feel again Izriel.. To love.. I need you to teach me how not to hate everything.."

Det var nok den største indrømmelse Helias nogensinde havde gjort i sit meget lange liv. Hans had til alting, hamselv, menneskeheden, Faderen... Det havde opslugt ham og styret ham i så mange år. Det havde blindet ham fra så mange ting.. Izriel's følelser, hans formål i verden.. Det havde nær gjort ham vanvittigt.. Men det skulle ændre sig. hvis blot han kunne få hjælpen til det..

"I know you are sick of me asking you this. But you are the only person I know who truly does not hate. You have sacrificed so much for others.. So much for me, and I want to make it better.. I truly do.. I just don't know how. Even with my emotions return, I haven't been able to find peace.. only more hate.."

Helias' stemme var ved at blive frebrilsk. Hans første oprigtige beden om hjælp.. og han var helt på bar bund.

"I just.. want to be a better man.."

fik han fremstammet til sidst, stadig stående ved stolen. Han kunne ikke få sig selv til at bevæge sig længere. Ikke på grund af værdighed, den havde han bortkastet da han bad om hjælp, men fordi han ikke ville presse hende. Izriel fortjente bedre. Det havde han realiseret.

Izriel stirrede stift på engelen foran hende, først lignede hun en der mest af alt havde lyst til at stikke ham en flad, hele frustrationen over at hendes mistanke blev bekræftet kunne sagtens have udviklet sig mere grimt, hvis han ikke havde nået at fortsætte sin forklaring kort efter, sidste gang havde hun trods alt kylet et glas efter ham i arrigskab. Så ændrede det sig til noget langt mere forvirret, hvad fanden havde han forestillet sig?

"I.. I dont know what to say!"

Overraskelsen var overvældende, man behøvede ikke kunne se noget som helst for at kunne høre englens komplette forvirring, hvorfor i alverden kom han til hende med sådan et problem? Izriel havde pænt pakket sine egne følelser væk de sidste 400 år.

"I haven't loved the last four centuries, Helias, I think the warm feelings are most fresh in your own memory!"

Izriel var ikke just noget kønt eksempel, hendes aura indgød ærlighed hos folket der omgav sig med hende, men hun løj selv hurtigere end en hest kunne rende. Hendes følelser for Helias blussede op i dét sekund han havde vadet ind på skadestuen, og det havde gjort ondt på hende da hun havde fundet ud af, at der var en anden kvinde i hans liv og at hun ligeledes ikke havde været den første. Izriel rømmede sig og satte sig op på køkkenbordet mens hun betragtede englen foran hende.

"What do you expect me to do?"

She haven't? No.. She must have.. Musn't she? I mean it's not.. oh.. Damn me to the twisting darkness..

Tænkte Helias for sig selv imens Izriels ord gik op for ham. Aldrig havde han følt sig som et værre væsen end nu.. Det var aldrig gået op for ham præcist hvor meget den kvindelige engel havde betydet for ham.. og slet ikke hvor meget han havde betydet for hende.

Betuttet satte han sig ned med ansigtet i opgivende folder.

"I don't know Izriel.. I just thought.. you seem so bright.. So alive. Like a star amongst candles. You seem at peace.. I just thought.."

Hvad havde han egentligt tænkt? At hun havde en mirakelkur for hans had? Nej han havde ventet.. hjælp.. hvilket betød at han også måtte gøre noget selv.

Helias nikkede igen kort for sig selv. En bieffekt af hans lange ophold fra sit formål og hans pludselige tilbagevende, var at han ofte snakkede med sig selv.. Ikke noget usædvanligt for en dødsengel.

"I had hoped you would help me.. Help me control the hatred in me. It is eating me whole. Everything I do gets swallowed up. Atleast with you I feel at peace.. I feel like the hate might actually not overtake my sanity.."

Helias valgte at gå med den hudløst ærlige fremgangsmetode. En metode han ikke havde brugt siden.. nogensinde. Hele Helias' liv havde været spundet af løgne, store eller små. Det måtte også være et skridt den rigtige vej frem at gøre op med det.

Hans pande hvilede på hans ene håndflade, imens pegefingeren på den anden kørte rundt på kanten af glasset og tankerne virvlede i hans hoved.

"I.. want to be a better man.. A man worthy of the heavenly Father.. Worthy of someone like you. Though our past is long since past, I still remember it fondly. I would like to be a man like I was back then once more."

Izriel rynkede brynene og betragtede den ældre engel. Mest af alt lignede hun nok en, som ihærdigt prøvede at læse en bog på oldgræsk, og ingen ide havde om sproget.

"Bright? seriously Helias? The diffrence between the two of us is, that I didn't grow into an old grumpy man, who lays his problems on everyone else shoulders!"

Izriel lænede sig op imod det kolde køkkenbord med en overvejende mine, inderst inde ville hun jo gerne hjælpe Helias, men hun havde ingen idé om hvordan hun skulle bære sig ad med sådan en opgave, når han sad fast i sine gamle vaner og mønstre. Helias havde sgu altid hadet alt der gik imod ham, og i stedet for at rive roden op på problemet havde han en tendens til at klippe det til og stadig vande det.

"And ofcause, I didn't run away from my purpose or the will of our heavenly father. I understand why he's angry with you, I mean, you're like the ill-mannered teenage son, running off in the middle of the night, and afraid to come home because of the trouble you'll get!"

Englen lød næsten som en frustreret moder, der var i færd med en større formaning. Sandheden var nok også, at Izriel i virkeligheden var en lille smule misundelig, i alle de år havde hun passet sin kirkegang, bedt om syndstilladelse, hvis der overhovedet var noget at komme efter og mod sin vilje havde hun ligeledes tage sig af Colt så godt hun nu engang kunne. Hun havde holdt sig inden for de ti bud og opført sig som en engel hør og bør. Men af og til måtte hun nok indrømme, at kedsomheden var ved at æde hende med hud og hår og Helias tendenser til at stikke af og blive spontant forelsket havde lydt spændende, men sådan var hun bare ikke og det blev hun heller aldrig.

"I'm afraid that the only person who's able to help you is yourself Helias. And it dosen't get easier by seeking the problems!"

Helias slumpede tilbage på sin stol med et lettere indigneret udtryk. Han var aldeles ikke gammel og gnaven. Okay måske en smule gammeldags men hvad var der i vejen med det? De gamle dage havde været bedre. Folk havde haft tid til at nyde verden. Sandt der havde været noget mere død og lidelse, men i bytte for den skønhed og ro man havde kunne finde var det da et mindre onde.

Great.. She was my last resort. I have absolutely no idea how to tackle this or I would have done so hundreds of years ago.

Helias gned sine tindinger og sukkede let. Han kunne ikke bebrejde Izriel hendes holdninger. Hun havde jo til dels ret. Selvom hun måske godt kunne have formuleret sig pænere. Han huskede hende ikke med så skab en tunge.. Men så igen.. Hvad huskede han egentligt? Et billed af en kvinde for hundrede af år siden. Det var jo ikke ligefrem fordi han havde prøvet at forstå hende bedre eller holde kontakten til hende. Måske var det det første sted at starte? At prøve of forstå og bekymre sig om bare en anden -levende- person..

So that's your choices eh? Slink back into your misery and darkness, go insane and let the first pathetic hunter or demonscum cut you up.. Or actually try and man up and do some good.. Pretended good atleast. Alright old man, let's see if you can actually not be an arse for the time being..

Helias nikkede igen hen for sig. Blanding af ydmygelsen og fordømmelsen i Izriel's ord og hans egne formaninger gav en morsom form for sikkerhed i at det i det mindste ikke kunne skade at prøve. Han havde allerede prøvet at ramme bunden en gang.

"You are right.. I should take care of it myself. I will try and see if I can actually not just stop hating this world as a.." Helias så tænksom ud et kort øjeblik. "Old, grumpy, illmannered teenager."

Endnu et smil spillede over Helias læber. Jo han var ved at blive helt god til den her socialisering igen. Tilbage i den sene middelalder havde han været til bal adskillige gange. Et rigtig nattedyr. Det var dog mange år siden han rigtigt havde begivet sig rundt til sådan ting.

"But Izriel.. If you do not have work today, or any other pressing matters.. I would like to ask you to spend it with me. If you don't mind it of course."

Helias smilede forsigtigt i retning af Izriel. Han kunne udemærket godt selv høre hvordan hans invitation lød adstrengt men den var nu givet i bedste mening. Han kunne ikke ændre sig over minutter.. Men han kunne prøve bare lidt af gangen.

Den kvindelige engel tiltede hovedet en kende på sned, så det efterhånden tørre hår væltede ned til den ene side. For flere århundrede siden ville hun havde givet sin højre arm for at hjælpe Helias ud af alle former for problemer, men det var også før han sank han i alverdens grublerier og problemer. Nu var det hele mere kompliceret og Izriel havde ikke i sinde at blive brændt én gang til.

Det var med en rullende latter Izriel tog imod Helias selverkendelse, sidst hun tjekkede var han ikke just god til at tage imod kritik, så hans respons kom meget bag på englen, som rystede på hovedet

"It reallys shouldn't be that hard! At least you doesn't have to play guardian for some stupid human!"

Izriel sendte ham et opmuntrende smil, blandt engle var græsset vel egentligt altid grønnere på den anden side, almindelige engle savnede ofte at have andet at tage sig til end bare at leve, skytsengle ville ofte gøre hvad som helst for at slippe for at blive bundet til et menneske, og dermed døden, mens dødsengle var parat til at gøre hvad som helst for at slippe for de dødes beklagelser. Ret sørgeligt, hvis man egentligt tænkte over det.

Det var mest af alt Helias forespørgsel der om bag på Izriel, længe efter han havde afsluttet sætningen ventede hun bare på et 'men, men det kom tilsyneladende ikke.

"Well.. erhm, sure, that would be nice!"

Hun kunne faktisk ikke rigtigt huske hvornår hun havde 'spenderet en dag' med andre end sig selv, måske når Ranja havde været forbi, men det havde mest været til en enkelt kop kaffe eller lignende.

"What do you have in mind?"

Spørgsmålet var oprigtigt nysgerrigt, hvad Helias ville bruge dagen på var for hende et stort mysterie.

Helias gyste sig. Skytsengel! Nej det var ikke noget han ville ønske for nogen. Til tider begræd han stadig at Izriel's himmelske mission var at give sig selv bort til intet vidende mennesker..

"You are most certainly right at that Izriel. I would not wish to be in your position, not even with my recent.. falling."

Helias kørte en hånd igennem håret og smilte let hen for sig. Det her gik jo godt. Det virkede som om isen var brudt en smule. Izriel's spørgsmål sendte ham dog lidt ud af kurs.

"What do I have in mind? Hmm.. Well, the things we used to do are kind of.. outdated."

Med flere århundreder for at være præcis. Helias kendte ingen hesteopdrætter med damesadler så han kunne tage Izriel ud og ride. Ej kunne han sprede vingeren ud med hende. Han havde ikke fløjet siden han havde mistet synet. Det var som om nogen havde skåret hans ben af ved knæen og tvang ham til at gå videre.

"Perhaps you would like.. To go a walk in the park with me? Enjoy the scenario?"

Helias vidste at parken, fra tidligere besøg, var et smukt syn og at der lå mange gode cafféer omkring the område. Da både han og Izriel nød en kop kaffe virkede det som en god ide. Med en spørgene mine i ansigtet drak Helias en god slurk af sin efterhånden halvlunkne kaffe.

Izriel skuttede sig en kende, man vidste det var slemt når ikke engang Helias ville have noget at gøre med hvervet, hvis han anede hvor meget hun havde været igennem inden for det sidste år, både hele halsbåndssituationen med Wicked og efterfølgende en ny binding til Procella. Det havde desuden også rodet med alt den magi Izriel besad, hendes aura havde ændret sig, og bindingen til mennesket var skræmmende svingende. Englen slog tanken ud af hovedet og rettede opmærksomheden mod den snakkende engel foran hende, hans kommentar fik hende igen til at grine.

"Well just a little!"

Mumlede hun så, det var godt nok længe siden korsetterne og alle de gamle traditioner var druknet i tidens sand. Selvom hun nok aldrig ville indrømme det, så havde de store kjoler faktisk tiltalt hende, det kunne man dog ikke længere se, det var flere årtier siden Izriel havde haft kjole på i offentlighed.

"I would love that. Even though the weather isn't the most inviting. At least, the first flowers are starting to show, and I'll get a chance to try my new jacket!"

Izriel skævede mistænksomt ud af vinduet, det var nok meget smart at Helias ikke havde inviteret hende ud at ride, englen havde altid haft et anstrengt forhold til store dyr der teknisk set kunne brække flere knogler med et enkelt spark. Selv i gammel tid havde hun ikke brudt sig om det, og kun i yderste nødstilfælde havde hun dristet sig til at ride. Af samme grund satte Izriel ligeledes pris på tidens udvikling, ikke flere store drabelige dyr tæt på.

Helias smilte bredt. En sær følelse af varme spredte sig i brystet på ham. Var det hvad andre oplevede når de var sammen? han havde næsten glemt følelsen af oprigtig glæde. Han ville ønske at han kunne se Izriel's ansigt lige nu.. Det gav ham faktisk en ide dog.

"I.. have another request if I may.."

begyndte Helias med den lette rødmen på hans blege kinder. Langsomt rejste han sig op og bevægede sig rundt om bordet med en hånd strygende let hen over det. Han stoppede foran Izriel og holdt let hånden frem.

"May I have the honor of adorning you with the necklace fair lady?"

Helias stemme tog en lettere højtidelig tone. En der var alt for velkendt for dem der havde oplevet den øvre del af middelalderens samfund.

Helias så ikke Izriel's mundlamme nik, men følte derimod æsken med halskæden der blev placeret i hans hånd. Med et let smil følte Helias sig frem til bagsiden af stolen hvor Izriel sad. Hans fingre dansede let over hendes skuldre og nakke for at få et billed af præcist hvor han skulle placere halskæden. Med langsomme, forsigtige bevægelser blev den lette kæde lagt omkring hendes nakke og låst uden det store besvær.

Helias sukkede let, dog stadig med et smil på læberne.

"It is a shame I cannot see it.. Or you. I would have very much liked so."

sagde han, med en hånd hvilende på ryglænet af Izriel's stol.

Izriel lagde de slanke fingre om det efterhånden lunkne kaffekrus, inden hun tog en stor tår, sulten var faktisk forsvundet med alle hendes forundringer og tanker omkring Helias. For at være ærlig var hun helt rundt på gulvet, hver gang han dukkede op kom han med et nyt ærinde og næsten en ny personlighed.

Det gav et sæt i Izriel da Helias erklærede, at det ikke var hans eneste forespørgsel, men for en gangs skyld lykkedet det hende faktisk at holde munden lukket til han fortsatte, hvilket i og for sig nok viste sig at være meget godt.

"Oh, that would be most appreciated dear!"

Englen fandt sin gammeldags accent frem, ligesom Helias havde gjort det, så lo hun en lille perlende latter, mens hun lod øjnene følge Helias færden, til han stod bag hende med kæden i hånden, langsomt strøg hun håret til dene ene side og holdt det så væk fra den marmorhvide hud, som kæden gled på plads. Forsigtigt lod hun længselsfuldt fingrene glide over smykkets kolde metal, hun kunne slet ikke huske hvornår hun sidst havde fået et smykke. Det var mange, mange år siden.

I en hurtig bevægelse rejste englen sig fra stolen, mens hun tog Helias i øjesyn, så strøg hun ham forsigtigt over kinden med en kølig håndflade og et lille smil.

"I'm not sure you would like it anyway, too many colors for the gloomy angel!"

Izriel grinede let, inden hun strøg forbi ham og ind i stuen, og efterfølgende ind i soveværelset, på vejen nåede hun at prise sig lykkelig over, at Helias pt. var blind, så han ikke kunne se den grådigt tømte bakke TD der pt stod på sofabordet.

Tøjet var der heller ikke tænkt meget over, faktisk var det sjældent at Izriel tænkte meget over sit tøj, hun havde en meget ens garderobe, for det meste mørke jeans og tanktoppe, men grundet vejret trak hun ligeledes en stor, men alligevel stilet tyk trøje over hovedet, inden overtøjet blev trukket på, og håret sat op i en stram hestehale.

"Let's go! We can walk down there, the park isn't far. You need help?"

Helias lod let sine fingre strygen kinden hvor Izriel's hånd få øjeblikke forinden havde været. han blev stående i køkkenet da en vandretur rundt i det uvante hus ville resultere i adskillige akavede og muligt destruktive hændelser.

Det var lang tid siden han havde gået en tur i parken. Ihvertfald uden formål. Jo mere han tænkte over det, jo mere virkede det som om at han havde tabt sig selv i sine mørke tanker og sit "arbejde".

All that killing.. Perhaps the little hybrid was right.. Perhaps I did enjoy it a bit to much.

Helias rystede på hovedet for at klare sine tanker. Det her var ikke tidspunktet for sådan overvejelser. Han ville koncentrere sig om Izriel og om dagens oplevelser. Prøve at leve i nuet.

Da Izriel kom tilbage smilede han let inden han bukkede dybt.

"It would be my pleasure to be aided by you, fair young miss."

Med stokken i den ene hånd og Izriel's i den anden blev han ført ud af døren og imod parken.
Vinden havde stilnet lidt af, men kølede stadig luften betydeligt ned og fik håret til at blafre på de to langhårede skikkelser som de begav sig imod parkens skønne omgivelser. Forårsblomster var begyndt at titte frem nu da solen og varmen var ved at få overtaget igen.
Det eneste Helias dog kunne nyde var lyden af vinden imellem træerne, duften af salt fra havet og naturen omkring ham da de nåede parken.. Og følelsen af at have Izriel tæt på sig.
Det tydede på at blive en god dag alligevel.