A little rest for the creature in the night.

Dato : 30. april
Årstid : forår
Dag : Søndag
Vejr : Stille... Halvlunt
Sted : Engen
Tid : Omkring 22.20
Omgivelser : Natur

Engen var stille den aften. Kun nogle små sommerfugle fløj dovent omkring på de nyåbnede blomster overalt på den stille eng. En gammel ugle tuede ud i den dovne nat, hvorefter den rettede lidt på sin fjerdragt og lettede fra det gamle æbletræ. Under æbletræet, op af stammen, lo Silvia og sov. Det var en af de få nætter hun rent faktisk sov, men hun nød stilheden, duften af blomster i flor(staves), og den lune nat. Hun bar sine mørkeblå jeans, læderjakke i sort, hvid nedringe bluse, nogle mørkegrå halv slidte gummisko og holdte sit lange blodrøde hår løt.

vallo sad midt ude på engen lidt væk fra æbletræet, han sad med en blok papir og en blyant, hans øjne var lukkede så han kunne koncentrere sig om stilheden, imens arbejdede hans hånd me blyanten på papiret, der kom ingen lyd fra det blide strøj han lavede med blyanten, han sad i bar overkrop og han ribben var utrolig tydelig selvom det var en smule mærkt, hans blege hud skindede svagt i mærket og den lille bevægelse hans hånd lavede kunne tydeligt ses.

Silvia åbnede de mørkeblå øjne lidt da hun viftede en sommerfugl væk fra næsen. Den unge varmpyr satte sig op, lage en hånd på hoved, hvorefter hun strakte sig og knækkede med nakken et par gange. Hun tog sig et godt kik omkring og spottede en ung mand, utroglig tynd, sidde og tegne i mørket.

vallo åbnede sine øjne da han kunne høre nogle svagt lyde og lod blikket glide rundt, han fik øje på en pige ved æbletræet og lage stille papirs blokken fra sig, han fandt sin skjorte og tog den på, han holde hele tiden øje med pigen imens han knappede skjorten, skjortens hvide farve skindede svagt i mørket så man kunne næsten ikke se en forskel udover man ikke kunne se hans ribben nu.

Silvia gik rogligt imod ham, hendes gummiskå lavede raslen i det tørre frodige græs og blomster som skød op fra jorden. "Forsæt endelig, lad dig ikke forstyre af mig", sagde hun i en selsom og roglig stemme imens hendes mørkeblå øjne betragtede ham, sagde hun og stoppede 4 meter fra ham.

vallo fulgte hende med blikket og lyttede til hvad hun sagde, han tog blikken og så undersøgende på hende da hun stod stille "bliv stående der...helt stille..." sagde han stille og vendte blikket mod blokken, han begynde igen en blid bevægelse med hånden og der kom en meget svag lyd af blyanten der strøg hen over papiret, han så ret koncentrert på hende, men vente på intet tidspunkt blikket på blokken.

Silvia var tæt på at ligge hoved på siden men gjorde som han sagde og rørte ikke en muskel udover at trække vejert langsomt og blinke nu og da. En let brise strømmede ind fra vest og fik blomsterne, græsset og ikke misnt Silvia`s lange hår til at svaje i vinden.

vallo mærkede den lette brise og rystede så hurtigt på hovedet som om han vågnede op, han lage hovedet svagt på skrå "du..er ikke noget normalt menneske..." sagde han roligt og rejste sig op "og tak du må bevæge dig igen..." sagde han og stak blyanten ned i hans lomme, han los sin hånd blive i lommen imens et lille smil kom frem på hans læber.

Silvia løftede let et tyndt sort øjenbryn og gik i gennem "blomsterhavet", hvoefter hun stpd helt tæt ved ham. Vis han duftede goft efter skar en svag aroma af roser som ikke voksede på engen, i gennem luften fra hende. Silvia forholdte sig tavs og sturede lidt hans blot over hvad han havde tegnet.

vallo stod helt stille og så på hende "ja...med en ung smuk kvinde" sagde han og smilte svagt, han viste hende det han havde tegnet, det var en flot skitse af blomster engen og hende, det var tydeligt at så hvad det hele forstillede og det var en meget avangseret skitse med både skygger og lys.

"hmm, i lige måde...", sagde hun med en roglig stemme og betragtede bilelde, hun lignede..et menneske der, i stedet for hvad hun var blevet forvandlet til. Hun rettede ryggen op og så på ham"du ser ud til at være meget talentfuld..hvorfor spilde tid med at tegne mig?"

vallo nikkede som et tak og lage hovedet svagt på skrå, han så lidt på billedet og tænkte sig lidt om "tja...talentfuld muligvis...jeg spilder ikke tuiden ved at tegne dig... jeg tegner kun det jeg gider at tegne og jeg ville tegne dig.." sagde han roligt og smilte lidt, han tog en taske op fra jorden og puttede blokken ned i, han svang tasken over skuldren.

"hm...hvad er det da som gør mig værdig nok til at blive udødlig gjort i tegnekunsten?", sagde hun og betragtede ham lidt. Han var ret bedårende for et menneske at være, måske meget tynd, men Silvia havde egntlig ikke nået imod det.

vallo lyttede til hvad hun sagde og grinte kort "der er noget umenneskeligt over dig...noget virkelig iinteressandt, men jeg ved ikke hvad det er" forklarede han og smilte lidt, han strækte sig lidt og rettede lidt på sit tøj, så det sad helt perfekt, det var tydeligt at se han gik meget op i at hans tøj sad ordenligt.

"hmm..tja...jeg holder mange hemmeligheder", sagde hun som svar og betragtede ham med et let smil. "Jeg har hørt det vil regne senere på aften..skal vi følges til byen?"

vallo nikkede "det har vi alle.." sagde han med et skævt smil og så studerende på hende "tjo..kan vi da godt" sagde han roligt og lage hovedet svagt på skrå, han kløede sig svagt på armen og begyndte roligt at gå.

Silvia gjorde et let nik med hendes elegante nakke og gik på siden af ham. Selvom det var fuldmåne og han kastede en lang skygge, kastede Silvia ingen. Hun begravede sine hænder i lommerne i sine jeans.

vallo så hun ingen skygge havede og begyndte at undre sig, han vendte blikket frem "du er ikke et menneske vel?" spurgte han og så på hende med et roligt blik, han kendte intet til andre racer, men han kunne ikke ytro hun var et normalt menneske.

"hmm..måske er jeg, måske er jeg ikke", sagde hun meden let lille latter. Hun fnudlerede lidt med foret inde i hendes jeans og så sig lidt omkring imens de gik

vallo rystede lidt på hovedet og så på hende med hovedet på skrå "jeg tror ikke du er..." sagde han roligt ogh smilte roligt, han så op mod himlen og betragtede den lidt med et lidt fraværende blik.

Silvia sukkede let"tja..så er spørsmålet jo bare om jeg er ond eller god..", sagde hun lidt eftertænktsomligt og betragtede selv himlen imens hun gik på hans side.

vallo tænkte sig lidt om og så ud til et gruble meget "tja... det er jo så spørgsmålet" sahde han tænksomt og så på hende "jeg kan ikke rigtig se for mig du skulle være ond som sådan"

"man siger jo at skindet bedrager...", sagde hun og lod sin hånd glide i gennem det blodrøde hår hvorefter hun lod det falde ned langs tyggen igen,

vallo så på hende og smilte lidt "ja det siger man jo..." sagde han med et lille skulder træk "helt normal er du hvert fald ikke" mumlede han mest for sig selv.

"tja, vis man var helt normal ville man jo være kedelig", sagde hun og missede lidt imod himlen, et par mørke skyer havde dannet sig over dem og den frodige eng.