Hvem som helst må komme og svare i det her forum!

Dato : 3. feb.
Årstid : Vinter.
Dag : Onsdag.
Vejr : Blæsende, men tørt, Sne lidt rundt omkring.
Sted : I Sheria by.
Tid : 20:00
Omgivelser : Et par biler der køre forbi, ellers ingen.
Tøj:Tøj

Valencia gik med slentrende, rolige men dog elegante skridt hen af gaden. Hendes sko gav et lille genlyd i det stille gader ellers kunne man kun høre bilerne suse forbi et par gader væk. Hun sukkede lydløst og kørte sine fingre gennem det røde hår som hang løst ned over hendes skuldre. Hun så lidt på det lukkede butikker og stoppede lidt op foran en smykke butik, hun betragtede en sølv halskæde med et vedhæng som var formet som en rose, hun gik så videre og kiggede lidt op på den grå og kedelige himmel, ikke en gang stjerne kunne ses.
Hun fjernede en tot hår fra sit ansigt da blæsten tog fat i hendes lange hår og legede med det i vinden, så det lignede dansende flammer, hun lukkede kort øjnene og tænkte lidt på diverse mennesker, mennesker hun savnede.

Påklædning: stramme sorte jeans uden lommer, høje læderstøvler uden hæle, en blå top med dyb v-udskæring, åben hvid jakke.

Anthonia gik med hænderne foldede omme bag hendes hovede, hun var sådan set på vej hjem, men hun ville lige kigge sig om, så hun var gået en meget lang omvej, så der gik lidt tid, inden hun ville nå sin motorcykel. Hun gik og nynnede, mens hun så sig rundt omkring. Hun lod sine arme falde. Hun drejede rundt om sig en gang ved at stå på tær på den ene fod. Hun gik videre.
*Skal der slet ikke ske noget i dag? Det var dog trist.* tænkte hun og undrede sig over, hvor al balladen skete henne.

Valencia kunne høre et par skridt ikke langt væk, hun stoppede kort op, men gik så ubekymret videre da hun kunne mærke det bare var et sølle menneske, hun fugtede kort sin underlæbe og kunne skimne pigen længere nede af gaden.
Hun virkede normal i hendes øjne, men hun kunne jo ikke mærke at hun var dusørjæger, fordi dusørjægere jo er mennesker og man kan ikke mærke hvad job de har.

Anthonia så sig om, da hun lagde mærke til, at der var et ikke-menneske-væsen i nærheden. Hun fik øje på en pige længere henne ad gaden. Hun nikkede lidt til sig selv, mens hun tænkte, *Så længe de ikke har gjort dig noget, så er der ingen grund til at slås.*
Hun kunne mærke, at det ikke var en vampyr eller en elver, hvis det havde været det, så var hun gået i forsvarsposition allerede nu. Hun ville måske have snerret lidt og sagt noget ikke særlig pænt, men hun brød sig ikke særligt om dem.