Tilbage i lejligheden (fortsættelse ffra stilledag)

Dato: irl
dag: irl
sted: megumis lejlighed
Tid: 22:40
omgivelser: lejligheden og en godt træt Eno

Megumi mærkede hvordan hun indnu en gang blev omsvøbt i et tæppe af varme da hun tråtte ind i hendes hjem, det var en lille treværelses lejlighed som hun for nylig havde flyttet ind i, det første der mødte hendes øjne da hun trådte ind var køkkenet til venstre for køkkenet lå stuen og de to rum var kun adskilt med en mindre rumdeler, væggen ud mod altanen bestod stortset af tætsiddende vinduer, og da lejligheden lå i flere etagers højde kunne man se et godt stykke af byen ud af ruderne, lejligheden bestod også af 2 andre værelser, Megumis soveværelse og badeværelset, over i sofaen kunne hun høre hendes kat neko-san spinde, den lå godt rulled sammen og sov, hun havde været lidt bekymret over om den nu havde klaret sig mens hun var væk men det så ud som om den ikke engang havde lagt mærke til at hun var væk. megumi udstøtte et lille suk af udmattelse da hun fortsatte gennem stuen og satte sig i sofaen med et bump der halvt vækkede neko-san.

Eno begyndte med det samme at undersøge hvert rum fra tom til tå. han havde med et stort smil på læben piller hved alt der kunne pilles ved og studeret alt der var at studere. han var altid utrolig nysgerrig når han får første gang kom hjem til nogen også selvom han var utrolig træt. han havde altid nok energi til at se alt hvad der kunne ses. han ente henne ved altenen og hang halv udover sikkerheds hegnet og stirrede ned på gaden med et stort grin. han havde nok været træt lidt for længe, så han var ved et blive godt hyber og så var han utrolig glad for at være hjemme med magumi.

Megumi blev ikke overrasket da en lidt for overtræt Eno sussede frem og tilbage i lejligheden, men hvad undrede hende var hvor alt den energi pludselig kom fra, hun vidste han var overtræt men dette var ekstremt, hun sad lidt i sine egne tanker da hun pludselig opdagede, at den idiot var kravlet halvt ud over altanen, hun skyndte sig ud ved siden af ham, hun havde allerede taget sin jakke af og den sorte t-shirt og sort hvide stribede handsker hun havde på var ikke videre varme, hun lagde armene om sig i et forsøg på at holde varmen. "Eno kom ned tænk vis nogen ser dig, de vil jo tro du er komplet sindsy..." begyndte hun men stoppede sig selv og kravlede op ved siden af ham den friske luft tog fat i hendes hår og fik det til at bølge bagud "ah fuck it de kan tro hvad de vil" afsluttede hun så med et grin.

Eno hang ud over altanen og stirrede ned på gaden "folk er sjove når de tror man vil begå selvmord...de ringer efter ambulance og politi..det er utrolig morsomt" sagde han uden videre og grinte glad. han rettede sig op og mærkede altan gulvet mod fødderne igen. han kravlede op og sidde på hegnet. han så på hende og smilte skævt. han kravlede så ned af hegnet og lidt hen af det og lod sig henge ned fra den. han smilte stort op til ham og begyndte at svinge sig frem og tilbage. han tænkte slet ikke over det kunne skabe store problemer at han hang der, men han havde lyst og s¨derfor gjorde han det uden tøven. han så op på hende og betragtede hende i noget tid imen han svingede stille frem og tlibage.

Megumi grinte glad af sin fjollede nye ven og fortsatte efter ham med et elegant gatevault hun satte hænderne på hegnet og svingede sig ned ved sidden af ham mens hun stadig holdt fast i hegnet med benene , hun betragtede den mørke nattehimmel, man kunne ikke rigtig kende forskel om man hang på hovedet eller stod normalt når man kiggede ud på den, hun vidste ikke hvorfor men mørket synes mindre truende nu, mindre farligt, hun løsrev sig sine tanker "Du har ret folk er sjove når de er bange" grinte hun over mod Eno.

Eno fulgte hendes bevægelser med blikket og grinte lidt af hende. han blev selv hengene og så ned på den tomme gade "ja meget sjove..desværrer er det forsent så folk er ikke ude..så de går ikke i pnik da der jo ikke er nogen" sagde han en smule skuffet, men grinte muntert kort efter. han så på hende med et stort smil og lage hovedet på skrå. han slap så pludselig hegnet og lod sig falde mod jorden. mest for sjov, for at mærke suset som han efter hånden kendte ret godt og også for at se englens reagtion. han lod sig bare falde og gjorde ikke mine til at slå vingerne ud.

Megumi grinte lidt da han slap taget i hegnet men blev en smule bekymret da han ikke slog vingerne ud, hun mærkede indnu en gang et vindpust der strøg hendes hår tilbage , hun sukkede.. var ikke meget for at falde ud i mørket når det varme lys var lige ved siden af hende men nysgerrigheden hev alligevel lidt i hende og hun slap hegnet med benene lagde armene ind til siden og sussede hurtigt mod jorden efter Eno, hun mærkede hendes hår skyde bag ud og hvordan vinden nu nærmest slog ind mod hendes bare arme men tog sig ikke af det.

Eno lod sig bare falde og betragtede hende lidt over sig. han grinte stort af lykke og slog sine vinger ud lige inden han ramte jorden og fløg op mod hende, hvor han så greb hende "pas nu på lille ven det kræver altså meget træning" grinte han muntert og fløj op mod altanen med hende. han holde hende forsigtigt ind til sig, så han var sikker på han ikke tabte hende. han ville egentlig godt havde lodet hende falde, men han kunne tydeligt huske de første gang han gjorde det. det havde nok ikke været noget kønt syn og sygehuset var lige ved at opgive at redde hans liv.

Megumi kiggede skeptisk op på ham, "Jeg har vinger at du ved det" sagde hun med et bebrejdene blik op mod ham, men var endelig ret glad for at han havde grebet hende, måske følte hun sig lidt svag og nedgjordt men det var endelig rart nok, hun følte sig for første gang i lang tid rigtigt som en pige, det var en underlig følelse og hun begyndte at grine så hun fik tåre i øjnene, *sikken en idiot* tænkte hun *men på en god måde*.

Eno så på hende og grinte lidt. han nikkede stille og landede på altanen "ja det ved jeg godt..men det er svært at regne ud hvornår jorden kommer..det er noget man skal vende sig til...de første gange jeg gjorde det røg jeg på hospitalet så det var bare for at undgå hospitalet lille ven" sagde han med et muntert smil og satte hende ned, så hun selv kunne få lov til at stå. han så lidt ned på gaden igen og smilte "men hvis du vil prøve det fuldt ud...så kan vi tage en tur sammen..så kan du også lære hvornår du kan mærkejorden..før det rammer den" forslog han og lænede sig lidt op af hegnet.

Megumi grinte lidt indvendigt, som han stod der og troede han var mester i alt, ikke at det var en dårlig ting nej slet ikke, megumi havde altid ment at man skal stole på sig selv, men hun var ikke ligefrem nybegynder indenfor flyve og dykke kunsten, alle de aftner hun havde brugt på at dykke og flyve, dykke og flyve, hun havde også selv fået mange knops af hårde landninger men hun besluttede at lade ham forblive i troen og finde ud af hvad han var ude på "Det er i orden" sagde hun så "men lad os gøre det imorgen, når det er lyst" afsluttede hun med et skævt smil.

Eno havde slet ikke overvejet nogen kunne havde gjort det samme som ham eller noget lignende, da han altid havde set det som noget han ekspeminterede med, men det var også lige det med at folk troede han var psykopat fordi han gjorde det og alle mulige andre mærkelige syge ting. han så på hende og grinte lidt "ej kom nu..vi gør det nu..det er sjovest når man intet kan se især når man er så højt oppe som vi skal...det kommer nogle gange flyvere deroppe...så det er altid spændende om man banker ind i noget" forklarede han med et stort smil.

Megumi grinnede lidt igen, hun var ikke meget for mørket derude som han sagde 'man ved aldrig om man støder ind i noget' men hun gik ud fra at det var okay når nu han var med, hun lavede en tænksom grimasse, men trak så på skuldrende "okay okay, vis du er så opsat på det så er det vel okay" sagde hun med et skævt smil, hendes nysgerrighed var stadig større ligenu end hendes stædighed, hun vendte sig rundt og gik ind i lejligheden, to sekunder senere kom hun ud med et tykt rødt halsterklæde om halsen, "skal vi flyve?" spurgte hun nu lidt mere opsat på det hun kunne mærke trætheden forvandle sig mere mere til energi.

Eno lyttede til hendes grin og kunne ikke lade være med at grine med. han hoppede kort op i luftet og jublede som et lille barn der lige havde fået det han ænskede sig i fødselsdags gave "fantastisk" grinte han og klappede lidt i hænderne. hans store glade humør så ikke ud til at kunne sænke sig så nemt, men havde dog nemt ved at stige og han blev bare mere og mere begejstret. han så lidt fetr hende og trippede lidt af spæning. han havde ikke prøvet han lille 'joke' i noget tid, så han glædede sig ret meget, da det jo også var sjovt for ham. han var faktisk næsten sikker på magumi ville syntes det var sjovt, da hun jo på mange måder minede om ham "ja vi skal flyve...bare følg med mig" sagde han muntert og lettede fra altanen og fløj hurtigt op mod himlen.

Megumi folede sine store hvide vinger ud, det var svært at se Eno i mørket på grund af hans mørke farver, hun måtte anstrenge øjnene for at se ham nu, hun baskede et par gange med vingerne for at varme op og lettede, altanen forsvandt under hendes føder og blev astattet af den kølige luft han grinte stadig mens hun satte efter ham, ligesom ham blev hun nu osse svøbt ind i mørket, hun begyndte at blive nervøs men da Eno igen kom til syne i mørket åndede hun lettet op.

Eno fløj bare videre i den fart han lystede, da han nu var meget ivrig for at komme højt op på himlen. han elskede fornemmelsen af intetheden omkring sig. vel vidende at magumi ville komme op til ham inden længe og da han så hende grinte han bare højere og slog flere slag med vingerne "kom nu magumi hurtigere" grinte han og fløj hurtigere op. han lyttede dog godt efter for at være sikke på det ikke ville komme en flyve ligepludselig og flyve ind i ham. det ville ikke havde været så rart, men det havde han egentlig aldrig prøvet.

Megumi blev ved med at grine, grine og grine de kom højere op, og da hun hørte Eno råbe efter hende højere oppe, samlede hun alle sine kræfter i vingerne og skød sig så hurtig frem hun kunne, vinden føltes nu som en pisken med huden men det fik hende ikke til at stoppe, hendes angst for mørket var væk for nu og hun mærkede at hun begyndte at blive langsommere skød hun sig frem igen og denne gang kom hun pustene op på siden af ham, hun måtte indrømme at han nok var hurtiger end hende selv om hun hadede det men sådan var det vel.

Eno lytteede tli hendes grin, som han tydeligt kunne høres elvom de var lidt langt fra hinanden. han elskede den kolde vind mod huden og nød at mærke den blide vind. han så hun kom op til ham og grinte hæjt "godt du kom" sagde han med et stort smil og betragtede hende. de var kommet flere km op på himlen og byen lignede nu mere en masse små lys. han forsatte op af, men ikke i samme fart.

//sorry krea røg --'//

Megumi kiggede ned mod byen der mest af alt lignede stjerne himlen når man stod på jorden, de tusinder af lys der blev mindre og mindre under dem, hun satte farten lidt ned da hun kunne se han gjorde det samme "hvor langt vil du op?" spurgte hun drillende og slog et extra slag med vinger der fik hende en halv meter foran hun vente hovedet og kiggede tilbage på ham med et spørgene udtryk mens hun ventede på at hun svarede.

//haha okay//

Eno så på hende da hun fløj højere op ind ham og grinte lidt af det "ikk emeget længere vi er snart 3 km over jorden" sagde han muntert og fløj op til hende. han stoppede så "vi skal ikke længere nu" sagde han rolig og smilte skævt til hende, selvom han ikke troede hun kunne se det. han så ned mod byen og betragtede de mange lys, som lignede små starin lys der kunne brande i flere år. han havde aldrig tænkt over at byen var så smuk om natten og når man så det så højt opppe fra.

megumi stoppede op og dalede ned på han højde hun undrede sig over hvad de skulle 3 kilometer over jorden, hun kiggede op og så stjernen eller var det byen? de mindede om hinanden så højt oppe fra, Megumi var sjællent så højt oppe, hun kiggede over på Eno igen "Huh? hvad nu? "spurgte hun forvirret mens hun betragtede hans skæve smil, hun lyttede men det eneste hun kunne høre var lyden af deres vinger så det var altså ikke det stadig forvirret fløj hun lidt tættere på Eno for at kunne høre hvad han svarede.

Eno så ned på byen og tænkte sig lidt om. han vendte blikket på hende og smilte stort. han var helt stille, men jublede inden i at hun kom tættere på ham og tog så hurtigt fat om hende og hendes vinger, såhun ikke kunne bruge dem. han træk sine vinger ind og mærkede de med det samme dalede med stpr fart ned mod jorden. han begyndte at grine og syntes det var utrolig morsomt "dette er betydningen med livet" sagde han med stor glæde og lykke. de dalede stadig ned mod jorden og kunne igen mærke suset i kroppen.

Megumi mærkede hvordan hendes vinger blev presset ind til hendes krop og hvordan hun vivlede mod jorden, hendes hår blev slået væk fra ansigtet men, hun kiggede ned af, hun kunne se hvordan lysene kom tættere på og hun overvejede at give ham 'albue-i-maven-finten' men lod vær, selvom hun lige havde mødt ham og selvom hun for 4 timer siden ikke ville have troet på at hun nu ville virvle mod jorden med ca 200 km i timen, så var hun ikke bange nej tvært imod, "Det siger du ikke" sagde hun med en rolig stemme men den rolige og kontrollerede stemme knækkede hurtigt over i en latter, en latter af glæde sådan en hun ikke havde følt i langt tid sådan en helt nede fra maven, Hun tænkte ikke så meget mere bare faldt, men selvom hun faldt var hun ikke bange, nej hun vidste nemlig at netop denne engel kunne man stolle på.

Eno blev lidt overrasket over det hun sagde og vente blikket ned på hende i sin favn *hvad?...kan hun lide det?* tænkte han meget forundrende og forstod slet ikke at hun lige havde gevet ham ret i det. han smilte stort og grinte bare højere og mere lykkeligt efter det hun sagde. han havde slet ikke forvendtet han nogensinde ville møde nogen der kunne være lige så sær og sindsyg som ham. det gjorde ham så glad og lykkelig at han næsten glemte alt om at jorden oludselig ville komme, men han kom dog i tanke om det lige inden de ramte jordenog nåede lige at få vingerne ud og rette op. han fløj med stor hast mod himlen igen og jublede med en kæmpe glæde. han nød et mærke vinden piskede mod hans ansigt og han hår dansede vildt rundt i vinden.

Megumi blev ved med at grine lang tid efter at de var rettet op hun havde dog været ret nervøs for om idioten nu ikke ville glemme at rette op, men det så ud til at være gået fint nok, alligevel følte Megumi at der manglede noget, vis han så godt kunne lige at lave sjov med andre var der nok ikke ret mange 'jokes' der virkede på ham, men hun havde en klar ide om både hvordan hun kunne køre et lille nummer af med ham og derefter vise at hun ikke var noget barn, at hun ikke behøvede beskyttelse inden for noget hun vidste rimelig meget til indda, flyvning...