Byens butikker..

"Det gør jeg ja" svarede han og nikkede. Vendte sig ikke om, men gik bare videre. Han morede sig skjult over hende. Nød at overraske hende på den måde.. Han vidste hun var blevet overrasket.. Det var somend nok ikke så ofte at folk hun havde gået og irriteret fortalte hende at de syntes om hende.. Han smilede skævt for sig selv.

Hun trak på skuldrene og ville egentlig ikke tænke mer over det "Du er da lidt underlig.." hviskede hun om Zoran og smilte svagt, hånligt over ham. Hun strøg sin ene hånd gennem sit hår og så på hans ryg og sagde intet mer. Han måtte da gå rundt og syntes hvad han vil om hende. Hun var lidt ligeglad og kunne jo ikke rigtig gøre noget ved det.

Zoran drejede meget pludesligt, og meget skarbt ind ad en gade dør. Han skodede cigarretn, og forsandt ind i bygningen

Rose så lidt overrasket på Zoran da han pludselig drejede ind i en bygning. Hun fulgte lidt tøvende efter og så sig lidt over skulderen inden at hun forsvandt ind i bygningen.

Zoran stod bag døren, og lukkede den i da Rose var kommet ind. "Du er lidt dum, er du ikke?" spurgte han med et smil, og lagde armene om hende. Hans smil var mildt, og beroligende, men det var hans tanker bestemt ikke.. I hvert fald ikke hvis man var i Roses sted..

Rose fik et chok da Zoran havde stået bag i døren og lukket den og derefter lagt sine arme omkring hende. "Måske er jeg.." hviskede hun og så frem for sig "Men jeg vil råde dig til at give slip på mig og lade mig gå" sagde hun advarende. Hun vidste godt at man ikke kunne tage hende seriøs og sår'n. Og hun vidste at hun ikke rigtig havde noget som hun kunne bruge mod ham, andet end sine evner. Men måske ville det være nok. Hun prøvede at gå et skridt væk fra ham bare for at se om han ville blive ved med at holde om hende eller om han ville give slip.

"Nå så det vil du?.." spurgte han, og trak hende helt ind til sig da hun forsøgte at gå væk. "Det vil jeg så vælge at overhøre." hviskede han i hendes øre, og kyssede hende let på kinden, hvorefter han satte tænderne i hendes hals. Han lukkede øjnene, og nød hendes blod, der stag til hendes hals blot for at løbe ud af kroppen på hende..

"Zoran.." hviskede hun og knyttede sine hænder sammen og prøvede hurtigt at slå ud efter hans ansigt.

Roligt tog Zoran fat om Rose's håndled, og holdt hende fast så hun ikke kunne slå ham. Han sugede forsat af hendes blod, og undlod at svare hende, da han nødigt ville slippe bidet.

Hun undslap et lille støn smerte og prøvede at vride sig fri fra ham og kunne mærke at hendes kræfter langsomt slap op ".. Zoran.. Stop det.." hviskede hun mens hun vred sig.

Zoran smilede af hende, og trak tænderne ud af hendes hals. "Hvorfor?" Hviskede han, og lod tungen løbe over de blodige tænder. Han så på hendes ansigt med et ulæseligt ansigt, og havde ikke tænkt sig at stoppe bare fordi hun bad om det.. Ville bare høre hendes grund..

"Fordi at det gør ondt og det er forkert af dig!" snerrede hun og tvang sin hånd mod døren og brugte sin evne, telekinese, til at få døren til at åbne sig da Zoran ikke havde låst den og skreg af sine lungers fulde kraft. Det var højt og det skar næsten i ens øre. Hun ville ikke lade ham gøre hende mer fortræd og ville bare væk fra ham.

Forskrækket klappede Zoran hånden over munden på Rose, så hendes skrig ville blive kvalt. "Shhh. Det er hurtigt ovre" hviskede han, og bed igen i hendes hals. Denne gang løftede han hende dog op, og gik længere ind i bygningen, i tilfælde af at nogle skulle få lyst til at se hvem der havde skreget..

Rose blev ved med at skrige desperat efter hjælp bag Zorans hånd og begyndte at mærke varme tåre falde ned af hendes kinder. Det begyndte langsomt at snurre rundt for hende og hun for første gang i Zorans selskab, følte hun sig bange for ham. Hun blev ved med at prøve at vride sig væk fra ham, men det var svagt da hun ikke kunne holde ud at gøre det meget.

Zoran bed lidt hårdere i hendes hals, og besluttede sig til at han ikke ville stoppe, førend hun ikke længere skreg. Han gik ned ad en trappe - stadig med Rose i favnen - og videre hen ad en gang. Han var stedkendt. Det var tydeligt at mærke, eftersom han hverken gik forkert eller faldt over noget af det ragelse der lå i gangen.

Hun klemte sine øjne hårdt sammen da hun kunne mærke at hun næsten ikke havde kræfter til at skrige mer, men hun tvang sig selv til at blive ved. Hun gav ikke op! Hun skreg en oktav højere da hun kunne mærke at han bed hårdere og kunne mærke tårene falde hurtigere. Hun greb fat i hans håndled og prøvede at få hans hånd væk fra hendes mund.

Zoran holdt fastere om hendes ansigt, og pressede hånden mod hendes mund. Han sparkede en tilfældig dør op, og smed englen derind. Godt nok var han nød til at slippe bidet, men i det mindste ville det forhåbenligt få hende til at holde kæft. Han fulgte efter ind i rummet, og undersøgte låsen, blot for at konstatere at den var smadret. Han sukkede kort, og lukkede alligevel døren. De skulle forhåbenligt ikke befinde sig her særligt længe.

Rose gav et støn af smerte da hun blev kastet ind i rummet og faldt omgående om på gulvet. Hun så op på Zoran og prøvede langsomt at komme op at stå "Lad mig gå, Zoran" hviskede hun og klemte sine øjne hårdt sammen og kunne kun lige med nød og næppe komme op og vaklede lidt.

"Jamen sødeste lille Rose da. Det kunne da aldrig falde mig ind at lade dig gå i den tilstand" sagde han, som han havde fundet hende sådan, og ikke bragt hende i den. Han skubbede hende blidt ned på gulvet igen, og satte sig på hug foran hende. "Du kan jo end ikke holde dig på benene, kæreste ven da." sagde han omsorgsfuldt, og strøg hende blidt over kinden. De piger han normalt tog blev forvirret når han gjorde sådan noget, men han tvivlede nu på at det ville virke med Rose. - Hun var jo trods alt et væsen som ham selv. Han nød bare skuespillet. Det morede ham fortrineligt..

Rose faldt ned at sidde på gulvet og så på Zoran og skubbede hurtigt hans hånd væk da han strøg hende over kinden med sin hånd "Jeg vil ikke være her, Zoran. Lad mig gå.. Nu!" beordrede hun med en lavmælt stemme og så ham ind i øjnene. Hun vidste ikke engang hvor hun befandt sig, men hun vidste godt at det var et sted hun ikke havde lyst til at være og prøvede igen at komme op at stå.

"Du vil ikke være her? Det var da heldigt, for det vil jeg faktisk heller ikke. Det var bare det nemmeste for at få dig til at holde op med at skrige." sagde han, og smilede venligt. "Her nu skal jeg hjælpe dig." sagde han, og tog hende i favnen, som var hun hans brud. Som altid fremstod han fulkommen roligt, og som om dette var den naturligeste situation i verden.

Rose kunne ikke lide at være i hans favn og så på ham "Pas på eller jeg begynder at skrige igen!" snerrede hun vredt og prøvede at komme væk fra ham.

Zoran klukkede svagt. "Pas på eller du midste bevidstheden" advarede han, med et drillende glimt i de mørke øjne, og gik igen ned ad gangen. Han holdt noget mere øje med omgivelserne nu, da han ikke mæskede sig i hendes blod, og ledte efter den rigtige dør.. Efter hans dør..

Eftersom at hun ikke ville have at han skulle bide fast i hende igen, undlod hun at begynde at skrige "Hvor er det du føre mig hen?" spurgte hun usikkert og så frem og tilbage på dørene som de gik forbi og Zorans ansigt.

Zoran så ned på hendes ansigt, og tørrede en tåre fra tidligere væk fra hendes kind. "Der finder du tidsnok ud af." svarede han, og så igen på de forskellige døre. Man måtte have tålmodighed for at finde den rette, og det var jo lige netop derfor det var sådan et godt sted.. Folk gad ikke at gå hele den lange tur.

//Skal spise