Byens butikker..

Rose så op på Zoran og vidste ikke rigtig om hun havde lyst til at finde ud af det. Men hun ville heller ikke have at han gjorde noget ved hende, så hun holdt bare sin mund og ventede på at de ville stoppe.

Zoran stoppede op foran den mest skummelt udseendet dør og åbnede den. Denne her behøvede han ikke at sparke, da han vidste at denne allerede ville være åben. Han tråde nd i et dunkelt rum. Det var ikke til at se noget der, men Zoran kendte rummet som sin egen bukse lomme.. Han havde trods alt selv 'uvidet' det.

"H-h-hvor er vi?" stammede hun usikkert og så ind i det mørke rum og derefter tilbage til Zorans ansigt og ville virkelig ikke vente længere. Hun ville vide hvor de var og hvad det her rum var for noget.

Zoran satte Rose ned på en divan, og tændte så lyset. "Slap du bare af Rose. Du trænger til det." sagde han, og lukkede døren. Han vendte sig mod hende, og lænede sig op ad døren. Betragtede hende roligt.

Rose så sig omkring og rejste sig hurtigt op, men blev fuldstændig svimmel af det og måtte sætte sig ned igen "Hvad er det du vil, Zoran?" spurgte hun og så op på ham og knyttede sine hænder sammen. Hun ville ikke være her. Hun var jo fanget hos ham.

"Det har jeg ikke endnu besluttet mig for... Men du skal først og fremmest hvile dig." Svarede han roligt og betragtede hende. "Det kan du gøre på to måder.. Du kan frivilligt gøre det, eller jeg kan få dig til det." sagde han.

"Det kan man squ da ikke bare gøre!" sagde hun vredt og ville ikke bestemmes over. Hun rejste sig op og vaklede lidt og så på Zoran "Fjern dig, Zoran" sagde hun roligt og så på hans ansigt og så på døren som han stod lænet op af.

"Så gerne" sagde han, og tog fat i hendes arm. Han trak hende gennem rummet, og lo let af hende. "Jeg kan virkelig godt lide dig Rose, du er så stædig at du er dum" fortalte han. Han tvang hende ned at sidde på divanen, og smilede ad hende. "Godnat Rose" Han strøg hende over kinden, og brugte sin evne til at gøre hende bevidstløs. Han gik tilbage og låste døren.

Rose skulle til at stoppe ham og greb ud efter ham, men mærkede derefter hans hånd over hendes kind og faldt sammen på divanen og mistede bevidstheden..

//Nogle timer senere//

Zoran var forsvundet fra rummet, men befandt sig dog stadig i kælderen. Han var blot gået ind i et af de andre værelser, han havde ubygget til det rum Rose var i. Virkningen af hans evne ville aftage snart. Rose ville sandsynligvis have en ond hovedpine, men det var nu engang en mindre bivirkning..

Rose lavede nogle ømmende lyde og tog sig til hovedet og åbnede langsomt øjnene. Hendes øjne kunne ikke rigtig vænne sig til mørket og hun skulle lige huske hvad der var sket inden hun mistede bevidstheden. Hun satte sig langsomt op og så sig omkring i det mørke rum og rejste sig langsomt op og gik vaklende over til døren og prøvede at åbne for den, men huskede nu at Zoran havde låst den og sukkede irriteret.

Zoran var stadig i et rum ved siden af, og havde tydeligtvis ikke opdaget hun var vågnet.

"Zoran?" kaldte hun lavmælt og usikkert og kunne godt mærke hans tilstedeværelse i nærheden. Hun så sig omkring og så derefter på døren og rakte sin hånd ned mod låsen og begyndte at bruge sine evner til at prøve at lirke låsen op. Måske virkede det, hvis hun var heldig.

Zoran hørte hende klade, og kom ind i rummet. "Søde lille Rose, prøver du at flygte?" spurgte han og lød næsten skuffet. Han gik over til hende, og satte sig på hug ved siden af hende. "Er du tørstig? eller sulten?" spurgte han så venligt, og så blot på hende.

Rose så forskrækket og uskyldigt på ham og rystede på hovedet "Jeg prøvede ikke at flygte" løj hun og lod derefter sit blik gå lidt væk fra ham da han satte sig på hug ved siden af hende "Jeg er ikke sulten.." mumlede hun og ville nu heller ikke have noget af ham.

"Jamen så synes jeg du skal komme væk fra døren. Det trækker, og du skulle jo nødigt blive syg." sagde han, og ragte hende sin hånd, for at hjælpe hende op.

//Sorry det korte svar, jeg ser die hard^^//

Rose så på Zorans hånd og tog tøvende fat i den og kom op at stå "Hvorfor tænker du lige pludselig på mit velfærd?" spurgte hun og så irriteret op på ham.

// Gør ikke noget ^^ Elsker Die hard. Hvilken en af dem, er det?//

"Hvorfor skulle jeg ikke? Jeg bed dig jo næsten til døde.. Jeg har ikke lyst til at du skal dø.. I hvert fald ikke endnu." svarede han ærligt, og trak hende op at stå.

//Die Hard - Mega hard xD//

Hun gik hurtigt et skridt baglæns "Okay, det er ikke særlig betryggende når du siger 'endnu'" sagde hun og lød lidt irriteret og så op på Zorans ansigt og prøvede at få øjenkontakt med ham så hun kunne bruge en af sine evner imod ham.

// Den er oss god ^^//

Zoran lo afværgende, og rystede på hovedet. "Tilgiv mig min ubeslutsomhed, men du er ganske enkelt så øretævendbydende ind i mellem kære Rose. Og dog så utroligt underholdende." svarede han, og slap hendes hånd da hun gik væk fra ham.

//Blev smidt væk fra tv'et -.-''//

"Jeg har ikke lyst til at være underholdende.. I hvertfald ikke underholdene for dig" sagde hun og så over på døren og prøvede at tænke sig frem til en måde at komme væk fra ham.

//Skood! xD//

"Nej selvfølgelig har du ikke det... Men var du det ikke, er jeg bange for at du ikke ville trække vejret nu.. Men slap af Rose, du skal nok komme ud igen." sagde han roligt, og lød døren være. Han kunne somend godt se hun havde pillet ved låsen, men ville lade hende tro at det var hendes hemmelighed. "Hvorfor slapper du ikke lidt af? Du ser ud som om du stadig kunne bruge at få hvilet dig lidt." Han gik hen til en lille reol der stod op af en væg modsat døren. "Du er faktisk ret heldig.. Ser du de andre piger der kommer herned overlever det som regel ikke." fortalte han hende, og ledte tilsyneladende efter en bog i reolen.

Hun gik endnu et skridt væk fra ham da han snakkede om at hvile sig lidt, da hun ikke kunne lide den måde han havde brugt mod hende nogle få timer inden, og så på ham "Nøøj, hvor er jeg da bare heldig!" snerrede hun vredt og sarkastisk over det sidste hun sagde og så opmærksomt på hans bevægelser henne ved bogreolen.

"Ja faktisk. Som du nok har bemærket, har jeg ikke låst døren efter dit lille flugtforsøg.. Jeg giver dig rent faktisk lov til at gå herfra med livet i behold så snart du er frisk nok til at gå langt." svarede han, og ledte videre efter bogen. Han så ikke på hende, skønt han koncentrede sig fuldt om hende..

Rose vidste at hun ikke var frisk nok til at gå langt nok. Hun havde stadig problemer med at stå op uden at føle sig lidt svimmel. Hun havde oss stadig ondt i hovedet efter bivirkningen af Zorans lille trick. Hun så lidt på døren, men lod derefter sit blik gå hen på Zorans ryg igen "Hvad er det du leder efter?" spurgte hun da han havde ledt efter en bog i noget tid nu, og det burde da ikke være så svært at finde en simpel bog.