Byens butikker..

Zoran pressede sig hårdt ind i hende, og stønnede højlydt ind mod hendes hals idet han kom. Han blev et øjeblik inde i hende, og nød hendes fugtige varme. Trak sig så ud af hende, og lukkede sine bukser. Tog flasken fra køkkenbordet, og forlod køkkenet.

Rose lagde hovedet svagt tilbage og skreg næsten da han havde trængt hårdt op i hende og hun kunne mærke at han kom. Hun bed hårdt ned i sin underlæbe og mærkede hvordan tårene trillede ned af sine kinder og så på Zoran imens han trak sig ud af hende, lukkede sine bukser og forlod køkkenet med flasken i hånden. Da han var ude, lod Rose sig falde ned på knæ på køkkengulvet og lagde sit ansigt i sine hænder og begyndte at hulke over den smerte Zoran forvoldte hende og det han lige havde gjort mod hende. Nu kunne hun jo næsten ikke benægte at hun var hans. Han havde jo mærket hende som hans nu. Og han ville bruge det mod hende. Bruge det til at få sin vilje. Men nej! Hun ville ikke lade ham få den glæde af at se hende bukke under og acceptere at hun var hans.. hans legetøj.. hans ejendom. Aldrig i livet! Hun havde for meget værdighed og stædighed til at gøre det. Hun sad lidt på køkkengulvet og bare hulkede og mærkede tårene falde og gøre hendes kinder og hænder våde og vidste ikke om hun kunne gå hen til Zoran og se ham i øjnene igen. Hun blev jo nødt til det på et tidspunkt. Men ikke nu.. Han skulle ikke se hvor svag og sårbar hun var. Så derfor blev hun bare siddende lidt og var væk i sine egne tanker og lyttede til sine hulkende lyde og mærkede hvor træt og beskidt hun følte sig. Hun havde ikke troet at Zoran kunne finde på sår'n noget. Men det burde jo ikke komme som et chok og overraskelse..

Zoran satte sig i sofaen, og så ud i luften. Smilede svagt. Hun var svag. Han drak af flasken, og lyttede til hendes gråd uden et ord. Hun tilhørte ham. Ligegyldigt hvad hun sagde, så kunne hun ikke benægte at hun tilhørte ham. Og hun vidste det også godt.
Efter noget tid rejste han sig op igen. "Tag dig sammen." vrissede han ud til hende, og gik ud på badeværelset, der grænsede på til soveværelset. Solen ville snart stå op. Han åbnede for vandet i brusekabinen, og klædte sig af. Tog den efterhånden halv tømte whiskeyflaske med ind i badet.

Rose snøftede en sidste gang da hun hørte Zorans vrissende ord. Tage sig sammen? Ja, det burde hun virkelig. Men hun skulle jo lige komme sig lidt over at blive voldtaget af en mand som ville dræbe hende senere og som hun hadede af hele sit hjerte. Hun tvang sig selv til at lade vær med at græde og tog en dyb indånding. Hun rejste sig langsomt op og trak sine bukser og trusser ordentligt tilbage på plads og tørrede sine øjne med håndryggen og kunne høre at Zoran var gået ud på badeværelset og var egentlig glad for at hun kunne gå ind i stuen uden at være nødt til at se på ham. Hun havde lidt hikke, men tog sig ikke rigtigt af det og bevægede sig ind i stuen og satte sig ned i sofaen og så ned i jorden og ventede..

Efter nogen tid, kom Zoran ud af bade værelset, iført cowboybukser, og nu med en tom flaske. Han havde et håndklæde om nakken, da han afslappet gik ind i stuen til Rose. "Er du klar til at tage afsted nu, eller har du tænkt dig at blive endnu?" spurgte han, og så nedladende på englen. Han var sur på hende lige nu. Ikke at han havde nogen grund til det, men det var han. Hun var så svag. Så let. Næsten for let. Nej, hun ville somend nok kæmpe hårdere, når de kom til det punkt, hvor det gjaldt hendes liv... Måske han egentlig skulle benytte sig af det at hun ikke ville gå... Begynde at forme hende til sin kunst. Lige nu var hun i hvert fald så sårbar, at det faktisk ville være en god ide... Men det kunne nu være sjovere at lade hende gå, og så indlede en jagt. Jagter var altid underholdende....

Rose var kommet tilbage til sit stædige humør og så vredt op på Zoran og lagde sine arme over kors "Vil du da have at jeg skal gå? Er du allerede blevet træt af mig?" spurgte hun og lød ret hånlig og vidste ikke om hvorvidt hun skulle blive eller gå. Hvis han faktisk ville have hende til at gå ville det være skægt at se hvor irriteret han blev hvis hun nægtede. Han var egentlig oss ret skæg at gøre sur. Hun blev ved med at se op på ham og ventede på et svar mens hun tænkte lidt over sine konsekvenser til de forskellige ting. Måske burde hun egentlig tage afsted.. Hvem ved.. Måske ville han glemme hende fuldstændig og hun kunne kunne måske leve videre som hun nu gjorde.

Zoran stillede sig foran hende, og satte flasken fra sig på sofabordet. "Jeg er da ikke træt af dig. Jeg vil bare vide om jeg skal rede op i gæste værelset." svarede han, og tog fat om hendes hage. Løftede hendes hoved, så hun så op på ham.

Rose så op på ham med sine isblå øjne og smilte skævt over ham "Jamen deet.." mumlede hun og tænkte stadig lidt over hvad hun skulle gøre. Hun nægtede at vise at hun stadig var usikker og bange for ham og viste derfor flabet- og hånlighed. Hun rejste sig langsomt op fra sofaen og blev ved med at se op på hans ansigt "Nu vil jeg jo ikke lade lille Zoran være alene.." hviskede hun flabet og i en snerrende tone "Så red en seng op.." mumlede hun irriteret og tvang sit ansigt væk fra hans greb og gik langsomt væk fra ham da hun ikke brød sig særlig meget for at være tæt på ham.

Zoran lo af hendes hviskende snerren, og slog armene om hende bagfra, inden hun nåede ret langt. Han trak hende tæt ind til sig, og lagde hovedet på hendes skulder. "Jamen jeg er da glad for at du er så betænksom, min kæreste Rose." hviskede han blødt, og slikkede hende over halsen. Slap hende så, og gik forbi hende, mod den dør længst henne mod glasvæggen.

Rose gispede lavmælt da han slog sine arme omkring hende og gøs da han slikkede hende over halsen og hørte næsten ikke det som han sagde, men kunne let høre hans bløde stemme og vidste ikke om hvorvidt hun skulle være glad eller varsom omkring hans bløde stemme. Lige meget hvad hun gjorde, så kunne hun ikke løbe fra den reaktion han havde på hende; gåsehud. Hun rystede på hovedet af sig selv og så efter Zoran og tvang sig selv til at følge med ham.