Byens butikker..

"Jamen, det er da så op til dig." svarede han, og drak igen af sit glas. Rejste sig så, og gik hen til den bogreol der fyldte det meste af den ene væg. Udvalgte sig en bog, og satte sig tilbage i sofaen.

Roses blik blev ved med at være på Zoran og hun bed sig blidt og tænkende i underlæben "Hmmm.." mumlede hun og betragtede ham og sagde ikke mere. Hun tænkte over de ting han havde sagt til hende den dag og om hun overhovedet skulle tro på ham. Om hun skulle stole på ham..

Zoran læste i bogen, og opførte sig rent, som var Rose der slet ikke. Hun turde ikke gå, men heller ikke at lave noget som helst.. Det måtte da så være hendes problem... Egentlig kunne det jo gå hen og blive helt nyttigt at hun blev hos ham.. Så kunne han jo få engle blod så ofte han lystede... Hvilken forførende tanke...

".. Hvad har du planer om at gøre nu?" spurgte hun og han havde jo spurgt hende hvad hun ville gøre. Hun blev ved med at se på ham med et opmærksomt blik og fulgte hver bevægelse han lavede.

Zoran så op fra bogen. "Lige nu, har jeg ikke tænkt mig at gøre andet, end at læse, og drikke whisky. Hvad du så vil lave, er helt op til dig selv." svarede han, og vendte igen blikket ned mod bogstaverne på siderne.

"Jeg forstår dig ikke, Zoran.." sagde hun lavmælt og rykkede sig lidt tættere på ham "Først så siger du at du godt kan lide mig.. Så invitere du mig op i din lejlighed.. Og så vil du bare sidde der og læse og drikke whisky og bare lade mig gøre hvad der passer mig" sagde hun og så på hans ansigt "Du er da underlig.." hviskede hun og rystede på hovedet af ham.

Zoran smilede svagt. "Du ved jo ikke hvad du vil. Og eftersom du ikke vil gå, vil jeg da ikke tvinge dig. Så længe du kan underholde dig selv." svarede han roligt, uden at se op fra bogen. "Desuden, kæreste Rose, er jeg ikke den eneste i dette rum, der ikke er helt normal." tilføjede han og så nu op. "Du har set hvad jeg laver. Du ved at du selv bliver en del af det en dag, men alligevel sidder du blot som et skræmt lam, der venter på at blive slagtet. Jeg er ikke ond, min kære, jeg har bare ikke den samme opfattelse af skønhed som du." sagde han så, smilede blidt.

//Må logge nu. Kommer igen senere i aften//

Rose så op på Zoran og lyttede til det han havde at sige "Jeg har bare ikke lyst til at gå rundt og være bange for at du vil komme.." mumlede hun og lod sit blik gå ned i sofaen og knyttede sine hænder svagt sammen "Og hvis du havde ment at du ville dræbe mig og gøre mig til en af dem nede i kælderen, ville du have haft gjort det for længst" sagde hun og smilte svagt og så tilbage op på ham "Og hvorfor siger du kære og det der til mig?" spurgte hun og rettede sit blik ind i hans øjne og lagde hovedet let på skrå.

// Okay//

Zoran rystede let på hovedet, og vendte tilbage til sin bog. "Det er vidst blevet en vane." svarede han blot til hendes spørgsmål, og smilede over hvad hun havde sagt med kælderen."Tror du nu også det? Mit seneste værk skal hvile før jeg begynder på et nyt, og jeg havde på ingen måde i tankerne, at du kunne finde på at blive her. Det var ikke en del af planen. Jeg ville blot have hentet dig senere, når jeg var færdig med nogle af de andre jeg har i kikkerten." Fortalte han, som var det det mest naturlige at sige. "Men nu har planerne jo ændret sig." tilføjede han roligt, og læste videre i sin bog.

Rose så på Zoran og lod sin evne slå bogen hårdt i. Hun så på ham med et lidt irriteret blik "Kunne du være venlig at se på mig når vi taler sammen?" spurgte hun og ville bare have lidt høflighed. Det var ret uhøfligt ikke at se på dem man snakker til og det irriterede hende lidt.

Zoran så irriteret på hende. "Det kræver da så sandelig, at du rent faktisk siger noget. At du gør dig selv i det mindste en smule mere interessant." sagde han hårdt, og så på hende. Tog en tår af glasset, og faldt lidt ned igen. Der skulle virkelig meget til at gøre Zoran virkelig vred, eller bare irriteret, mere end et bare minutter ad gangen.

"Man har da ikke lyst til at snakke med dig når du kigger ned i en bog" sagde hun og tvang sig selv til ikke at blive ophidset. Rose havde et ret stort temperament og man kunne let gøre hende sur. Det var vidst det som vampyre syntes at var så pokkers sjovt. Hun så op på Zoran og havde ignoreret hans hårde tonefald. Hun lod sine hænder knytte sig sammen og fjernede ikke blikket fra ham "Men jeg vil ikke gå fordi at jeg ved at lige så snart at jeg går ud af døren til din lejlighed, vil jeg være skide bange for at du vil komme hvert øjeblik det skulle være. Og det er ikke sjovt at leve sår'n.." sagde hun og lagde sine arme over kors.

"Aha. Så du vil hellere være tæt på faren, og vide at jeg hvert øjeblik det skal være kan hive dig med ned i kælderen igen?" spurgte han retorisk, og rystede på hovedet. "Fortæl mig hvad du har lyst til at lave så, siden du ikke vil lade mig læse." bad han, og så på hende med et blik, der tydeligt fortalte at hun var nødt til at sige et eller andet, hvis han ikke skulle læse.

Hun svarede ikke til det første han sagde og så derefter tænkende ud efter det sidste "Hmmm... Jeg vil sår'n set bare have at være ved dig, så jeg ved at du er i nærheden og sår'n at jeg ved at du ikke lige pludselig kommer bag mig eller sår'n noget" mumlede hun og ville ikke være et sted hvor hun ikke kunne se ham.

"Men hvis det er tilfældet, så kan jeg da ikke se problemet i at jeg læser?" sagde han leende, og så underholdt på hende. Han synes faktisk ret godt om hende. Den måde at hun blev ved med at modsige sine egne handlinger. Hun var i den grad noget for sig. Hun var speciel. Hun mindede om de andre piger, men var alligevel så langt mere værdig. Hun ville kunne bringe dem til skamme. Det værk der kunne blive af hende ville i den grad blive at sandt pragt stykke.

"Jeg ville sår'n set bare have at du så på mig mens du snakkede. Det er uhøfligt at se væk fra den person som man snakker med" sagde hun og lød lidt flabet og så væk fra ham da hun ikke sagde mer.

Zoran lo undeerholdt af hendes lille lektion i pli, og god opførsel. Vendte så blikket mod de store vinduer i væggen, i den modsatte side af den store stue. Sukkede kort. Skyerne i horisonten havde fået en gylden glød. "Nå, kære Rose, nu må du klare dig selv en tid." sagde han, og tømte sit glas. Lagde bogen på sofabordet, og rejste sig. "Som sagt er der mad i køleskabet, i tilfælde af at du skulle blive sulten." informerede han hende, før han gik ind af den mørke dør, han tidligere havde udpeget som soveværelset.

Rose så efter Zoran og rynkede panden i forvirrelse og lod derefter sit blik gå hen på vinduet og ud på skyerne. Hun nikkede svagt og forstod nu hvorfor Zoran var gået. Hun sad i lidt tid alene i sofaen og sagde ikke noget og rykkede sig ikke, men rejste sig derefter op og gik langsomt over til den mørke dør som Zoran havde forsvundet bag og så lidt ind for at se om han var allerede var faldet i søvn.

Der var mørkt inde i værelset. Jo, det var den samme lyse indretning, som i resten af lejligheden, men der var ingen vinduer, og heller ingen lys tændt. Rummet var, som de fleste andre rum, stort, og havde masser af plads. Zoran var der bare ikke. En smal sprække af lys kunne ses under endnu en dør, og lyden af vand der løb kunne høres fra dette andet rum.

Rose så over på døren hvor man kunne se en sprække lys under og lod sine ben føre sig langsomt hen mod den og lod sit øre gå mod døren. Hun kunne høre vand løbe, og gættede på at det var et badeværelse. Hun ville selføli ikke gå derind og oss begyndte at irritere ham når han var i bad eller sår'n noget, selvom at det var fristende omkring at irritere ham. Rose måtte indrømme at Zoran var interesant og det var sjovt at irritere ham. Hvis hun gjorde det nok, blev han nemlig sur. Så følte hun ikke at du kun var hende som kunne blive sur over ting. Hun stod tæt op af døren, men ikke med ørene mod den og lyttede nu mest på hvornår hun kunne høre fodtrin henne ved døråbningen.

Vandet stoppede, og og forskellige små lyde kunne høres. Efter lidt tid med stilhed, hørtes skridt ved døren, og håndtaget blev trykket ned. Døren åbnedes, og Zoran så på Rose, med overraskelse i blikket. Smilede så let. Han havde intet på, ud over et håndklæde om livet, og hans korte hår var fugtigt. "Finder du noget interessant?" spurgte han spøgende, og gik så forbi Rose.

Rose hadede ikke at have opmærksomhed nok til at kunne gå ud fra rummet da hun havde hørt Zoran. Hun så på ham og gik hurtigt et par skridt væk fra døren og så at han intet havde på end et håndklæde om livet. Hun kunne mærke at hun rødmede og så hurtigt ned i gulvet, håbede på at Zoran ikke havde set at hun rødmede og rystede hurtigt på hovedet "Nej" mumlede hun og undlod at se tilbage på ham.

Lyset blev tændt i rummet, og afslørede den stilfulde indretning. En stor, blød dobbeltseng, et natbord på hver side, og et enormt stor klædeskab. Zoran stod henne ved dette, og åbnede lågerne. Var tilsyneladende ragende ligeglad med at Rose var tilstede, skønt han ikke var iført noget tøj. "Aha. Hvad bringer dig så herind?" spurgte han, og rodede i nogle skuffer, efter passende beklædningsdele.

Rose blinkede et par gange da lyset blev tændt og skulle lige vænne sig til det. Hun sagde først ikke noget til ham og lod sit blik gå over på ham og så betragtende på ham "..Jeg ville bare se om du var gået i seng" sagde hun da der var gået lidt tid og hun havde fået rystet på hovedet af sig selv.

"Aha" Zoran trak underbusker på, og lod så håndklædet falde til gulvet. "Og hvorfor så det?" spurgte han, og kastede et blik over skuldren på Rose, før han fandt et par løse natbukser frem.