Byens butikker..

Zoran havde stilt sig ved trappen op mod sin lejlighed, for at sikre sig at hun kom med ham op. Hun ville bare tiltrække andre vampyrer, og han brød sig meget lidt om når andre brugte hans ejendom uden tilladelse. Han kradsede let på sin ene håndflade, mens han ventede på Rose's opdukken.

Roses blik gik langsomt rundt og hun vidste jo ikke hvor pokker hun skulle gå hen. Hun opdagede ikke at hun var på vej tilbage mod Zorans lejlighed, men kunne godt mærke hans tilstedeværelse. Men nu vidste hun jo ikke hvor han var. Han kunne jo være overalt. Så hun måtte jo bare fortsætte fremad. Hun gik og stoppede langsomt op da hun kunne se ham ikke så langt fremme.

Zoran så lidt på hende. Hun var tydeligt medtaget. "Kom du med op igen." sagde han venligt, og rakte hjælpsomt den ene arm frem mod hende, som ville han støtte hende. Et medlidende blik var at spore i hans mørke øjne. En del af hans leg. Han kunne dog ikke lade være med at smile svagt, hvilket lidt ødelagde skuespillet en smule.

Rose så på Zoran med frygt og vrede i blikket. Hun bed sig i underlæben og rystede på hovedet "Aldrig!" snerrede hun og ville ikke gøre noget så dumt. Troede han at hun var en komplet idiot? Det kunne hurtigt besvares.. Hun kunne være dumdristig og en værre vovehals, men efter hvad Zoran havde gjort på hende havde hun tænkt sig at gå og aldrig komme tilbage. Hun ville ikke være med til dette og ville bare væk fra ham.

Zoran sukkede blidt, og gik roligt hen mod hende. "Men sødeste ven da... Du har noget du skal have gjort rent. Det troede du vel ikke at jeg havde glemt, troede du?" sagde han, afslappet armene ud til siden. Ham smilede mildt til hende, mens han nærmede sig. Han ville tvinge hende om nødvendigt, men foretrak nu at hun kom af sig selv.

Rose så på hans på arme som var ud til siderne. Hun gik langsomt baglæns og holdt stadig omkring sin arm "Hold dig væk, Zoran! Jeg nægter! Og jeg er ikke din ven! Så skrid og lad mig gå!" snerrede hun og man kunne let høre frygten i hendes stemme. Hun ville ikke være sammen med ham mer og ville bare væk og få sine sår behandlet og glemme ham.

Zoran smilede overlegent. "Hvad som helst... Kan du huske det? Du skal gøre som jeg siger, min egen lille engel. Alt hvad jeg beder dig om." sagde han muntert, og fortsatte frem mod hende. "Så følg nu med, ikke?" bad han, stoppede op, og ragte hånden frem mod hende.

*fordømt..* tænkte hun da han brugte det som hun havde sagt. Hun bed sig i underlæben og vidste at dette ville ende dårligt. For hende. Hun sank en klump og nikkede svagt og tvang sig selv til at tage mod hans hånd med sin raske hånd og brød sig ikke om det, men måtte jo gøre det.

Zoran smilede triumferende, og trak hende ind til sig, da hun tog hans hånd. Lagde armen om hende skuldre, og førte hende med op af trappen. "Det var jo ikke så slemt, var det vel?" spurgte han trøstende, og smilede et smil, der stærkt antydede hans morskab.

Rose bed hårdt ned i sin underlæbe da hun blev trukket ind til ham og så op på ham og brød sig ikke om tanken om at gå op til hans lejlighed igen. Hun bed hurtigt smerterne i sig og koncentrerede sig kun om de ting som hun var i færd med at gøre og det som kunne ske. "..Nej.." løj hun hviskende. Hun kunne ikke få sig selv til at sige andet, men havde haft svært ved at tvinge sig hen til ham. Hun fulgte sig og fik sig selv til at gøre det uden nogen modstand overhovedet og så frem for sig og undgik at se op på ham.

Zoran lo af hende, og plantede et kys i hendes hår. Han slap hende først, da de var kommet ind i den lyse stue igen. "Og ryd så op efter dig" sagde han, og gik ind i soveværelset. Han var ikke bange for at hun ville stikke af. Han kunne let indhente hende, og desuden så hang hun jo på sit ord.. Hun skulle gøre alt hvad han bad hende om... Det skulle nok gå hen og blive ganske sjovt...

Rose bed sig hårdt i underlæben da hun kunne mærke hans læber i sit hår, men tvang sig til ikke at sige noget. Hun så sig omkring i den lyse stue og havde allermest lyst til at tude, men holdt tårene væk. Hun så over på rodet og gik langsomt hen til det sted han havde sagt at kost og fejebakke var første gang han havde bedt om at gøre rent. Hun turde ikke at flygte da hun vidste at det ville gøre tingene meget værre. Hun fik langsomt rodet op og fik glasskårene smidt ud og så derefter ned af sin arm hvor der stadig var blod som løb ned af den.

Efter en tid om Zoran ud af værelset igen. Gik hen og så på hvad hun havde lavet. "Nææh, hvor er du dygtig." sagde han, som roste han et lille barn. Så vendte han opmærksomheden mod hendes arm. "Der er en førstehjælpskasse derude." fortalte han, og pegede hen mod en dør ud til gæstetoilletet. Rettede sig så op, og satte sig hen i sofaen igen.

"Hold mund, Zoran!" snerrede hun og følte sig som et barn på den måde han snakkede til hende på og brød sig ikke om det. Hun så over mod den dør han pegede hen mod og nikkede og gik ud på gæstetoilletet uden et ord og fik fat på førstehjælps kassen og begyndte at behandle sine sår og åndede lettet op da hun var færdig og gik langsomt ud til Zoran igen og så over på ham i sofaen.

Zoran lo af hendes snerren, og fandt bogen fra tidligere frem. Ænsede ikke at hun kom tilbage. Lige nu var han færdig med hende. Hun havde lov til at gå igen, han kunne jo altid finde hende hvis det blev nødvendigt. Eller når han bare kede sig, og trængte til et billigt grin.

Rose så vredt på Zoran og knyttede sine hænder hårdt sammen "Jeg hader dig, Zoran!!" snerrede hun og inden at der gik to sekunder og inden at hun kunne nå at tænke over hvad hun gjorde, havde hun løbet hen og slog ham hårdt i ansigtet og ville bare få lidt af vreden ud.

Zoran blev overrasket over slaget, og tog sig let til næsen, hvor hun havde ramt. Klappede så bogen sammen, og rejste sig med omhyggelige, langsomme bevægelser. Så vendte han sig mod Rose, og lagde armene om hende. "Det har jeg hørt før, min kære." sagde han lavmælt, og kyssede hende blidt på munden. MEst fordi han vidste at hun afskyede ham så inderligt, og ville væmmes ved det.

Rose så vredt på ham og rykkede sig ikke ud af stedet da han vendte sig om mod hende og lagde sine arme omkring hende. Hun tog en dyb indånding da han kyssede hende og vendte hurtigt sit ansigt væk fra ham "Jeg er ikke din!" mumlede hun snerrende og ville ikke ejes af nogen. Og slet ikke ham. Hun blev stående hvor hun var og ventede bare på at han ville gå laaangt væk fra hende.

Zoran lo blidt af hende, og lagde hænderne på hendes hofter. "Åh jo du er." hviskede han blidt i hendes øre, og kyssede hende på kinden. Altsammen kun for at tirre hende. Hun morede ham, når hun blev sur. Og desuden ville han se hvor langt han kunne gå, før hun blev virkeligt edderspændt rasende på ham.

Rose tog endnu en dyb indånding da han lagde sine hænder på hendes hofter og bed sig hårdt i underlæben da han kyssede hende på kinden. Det løb hende koldt ned af rygraden og hun brød sig ikke synderligt om at han kunne få hende til at få kuldegysninger på den måde. "Nej jeg er ikke!" snerrede hun og man kunne let høre stædigheden i hendes stemme, men man kunne også høre at hendes stemme rystede svagt af raseri og ubehag "Slip mig så!" snerrede hun og prøvede at komme fri fra hans greb.

Zoran lo let af hende, og kyssede ned mod hendes hals. Hvor var hun dog sjov at drille! Hun reagerede helt rigtigt, på de rigtige tidspunkter.
"Du har selv givet dig til mig. Så påstå ikke, at du ikke er min." svarede han, og slap hende så.

Rose gispede lavmælt da hun kunne mærke hans læber mod sin hals og lavede nogle hulkende lyde for at gemme at hun fik kuldegysninger og der gik en kildrende fornemmelse i hendes mave. "Jeg har ikke givet mig til dig.." hviskede hun og ville ikke indrømme det og benægtede det fuldstændig. Hun kunne mærke at han gav slip på hende og trak sig et lille skridt væk fra ham så hun havde lidt afstand til ham.

Zoran lo blidt af hende. "Ja, så ved jeg ikke hvad du vil kalde det... 'Hvad som helst. Jeg vil gøre hvad som helst'." vrængede han leende, og klappede hende let på kinden. Gik så ud mod køkkenet igen.

Rose bed sig i underlæben ved at han gentog de ord som hun havde sagt. Hun havde fortrudt det nu og havde jo kun sagt det for at komme ud fra kælderen. Hun så efter ham og knyttede sine hænder hårdt sammen og vidste ikke hvad pokker hun nu skulle gøre. Hun tvang sig selv til at gå ud i køkkenet til ham og havde rettet sit blik ned i gulvet.

Zoran så lidt på hende, og hældte igen noget af den gyldne væske fra før op i et glas. "Sikke stille du blev." kommenterede han, og drak lidt af væsken.