Aften...

Kvinden begyndte at klynke, og græd, og tiggede om at de ikke skulle dræbe hende. Zoran tyssede roligt på hende. "Ser du, min kære, det letteste for dig ville være, hvis hende der tog sig sammen, men som det ser ud nu, stor du foran en langsom og pinefuld død." fortalte han hende i et forklarende tonefald, og et drillede smil spillede om hans blodige læber. Han nød virkelig at drille Pandora på den måde, når nu hun gjorde hvad hun kunne for ikke at bide menneskene.

Pandora så op på ham og blottede sine tænder i en hvæsen. ''Nu stopper du!'' snerrede hun og bed tænderne sammen inden hun så på kvinden. ''Undskyld..''hviskede hun og tog hende ud af Zoran's farm og bed tænderne i hende et kort sekund og sugede lidt af blodet inden hun slap hende igen. Det var dog ikke nok til at hun var besvimet eller dræbt endnu. ''Så, glad eller skal jeg dræbe hende for dig?'' spurgte hun og sukkede. Hun ville ikke havde at han skulle vinde, over hende men hun blev nærmest nødt til det når hun jo ikke gad at have han skulle dræbe hende. Ihvertfald ikke når det ville give mest smerte af de to.

Zoran sukkede, og rystede på hovedet. Lagde en hånd på skulderen af kvinden. "Hun kan åbenbart ikke lide dig, min ven." sukkede han, og tog bevidstheden fra hedne, på samme måde, som han tidligere havde gjordt med Pandora. Han greb den unge kvinder, løftede hende op i sin favn, og begyndte at gå ud af huset. "Du er vældig skuffende Pandora. Din skaber må skamme sig." sagde han over skulderen, og så på kvindens ansigt.

Pandora sukkede og nikkede inden hun rejste sig op og så på den afdøde mand. Hun gik efter Zoran og fnyste let af det sidste han sagde. ''Ja, tro mig.. Vi hader hinanden'' mumlede hun og holdt sig til armen et kort sekund. Det ville hun slet ikke tænke på og slet ikke nu. Jo, hun kunne godt lide hende's blod hun ville bare ikke drikke fra hende. Et mindre problem når, hun var blevet truet til døden hvis hun lemlæstede mennesker eller andet!.. Hun skulede vredt til ham, og rystede kort på hovedet af sig selv.

Zoran brummede leende, og gik nu ude på gaden, stadig med den unge kvinde i favnen. Han mente hvad han havde sagt. Hun ville ikke få nogen let død. Bestemt ikke. Det havde han i den grad tænkt sig at sørge for. Mest fordi det morede ham. Hvor længe kunne de holde? Og til hvad kunne de holde? Det var de mest underholdende spørgsmål at stille, når det galt andre væsner..

Pandora bed sig i læben inden hun gik op foran ham og så på ham. ''Vil du ikke nok holde op?!'' snerrede hun, og så ned på kvinden. Hun skulle have dræbt hende, da hun tog lidt af blodet fra hende. ''Lad i det mindste mig gøre det så hun ikke får den død du vil have!'' sagde hun, og bed sig i læben og så op på ham igen.

"Nej ærlig talt, det vil jeg ikke. Du har forspildt din chance for at redde hende." Det sidste lo han, og smilede fredsommeligt. Strøg let kvinden over kinden.

Pandora så bedende på ham, og derefter ned på kvinden igen. ''Det.. Zoran.. Vil du i det mindste ikke bare lade hende gå?'' spurgte hun og så ikke op fra kvinden. Hvorfor ville hun overhovedet rede hende? Måske fordi hun vidste at det ikke ville bliv en fredfyldt død..

Zoran skiftede greb på kvinden, så han kunne holde hende med kun en arm. Tog så fat om Pandoras hage. "Sig mig en ting, min kære, hvorfor er du så opsat på at rede hende? Hun har udødelighed i vente. Som kunst.." spurgte han, og så Pandora i øjnene.

Pandora tog fat om han's håndled og tvang han's hånd væk, dog stadig med grebet om han's hånd. ''Hold op med at kalde mig min kære! Mit navn er stadig Pandora! Og.. Det ved jeg ikke men jeg ved du ikke skal dræbe hende!'' snerrede hun og havde lyst til at hive kvinden ud af han's favn, så hun kunne løbe sin vej med livet i behold.

"Hm.. Hvis du vil have mig undskyldt. Jeg har virkelig ikke tid til at sludre mere." svarede han roligt, trak sin hånd til sig, og gik uden om hende. Kvinden var stadig bevidstløs, og der ville nok gå noget tid før hun vågnede. Han evne virkede stærkere på mennesker, end på væsner.

Pandora bed tænderne hårdt sammen og gik stædigt efter ham. Hun ville under ingen omstændigheder lade ham vinde, og dræbe kvinden. ''Hvis du skal have blod så tag dog for fanden fra mig!'' snerrede hun og blev stadig ved med at gå efter. Underligt nok..

"Søde lille uskyldige Pandora. Det er jo ikke fordi jeg har brug for hendes blod. Det morer mig bare at slå hende ihjel." sagde han overbærende, og gik forsat mod sin lejlighed.

Pandora sukkede tungt, men fulgte dog stadig med. Det kunne jo godt være hun kunne rede hende senere? ''Fint, så dræb hende?'' mumlede hun og blev ved med at se på ham, med et surt udtryk.

"Det har jeg skam også tænkt mig." svarede han roligt, og stoppede op foran en lettere forfalden bygning. Hvis man ikke lige vidste det, ville man tro at det blot var en bygning, der stod til nedrivning.

Pandora rystede på hovedet og stoppede op i det samme han stoppede op foran bygningen. Man kunne godt se at hun var skrækslagen, men hun ville i vise det selvom det var det letteste at se nu. Hun havde jo givet ham lov til at drikke på hende, så hvorfor gjorde han det ikke bare. Eller.. Hun havde jo ikke givet lov'lov, men det var kun for at rede hende. Selvfølgelig havde hun glemt alt om det nu, så hun kunne ikke gøre noget ved det.

"Jeg vil bede dig om ikke at følge med længere." Med de ord gik Zoran ind i den mørke bygning, og lukkede døren efter sig. Låste dog ikke. Han låste aldrig andre døre end dem ind til de rum, hvor han udførte sin kunst, i kælderen..

''Se nu Zoran.. Jeg er for dum og for nysgerrig til at gå med'' sagde hun. Pandora stod bag ham, og det havde hun gjort lige siden han havde lukket døren. I det mindste kunne hun selv indrømme at hun var for dum og for nysgerrig. For det meste kom der intet godt ud af det.

Zoran slog en latter på ved hendes stædighed. Klappede hende let på kinden, og skubbede hende hen mod trappen, der førte op til de øvre etager. "Helt op." sagde han, og pegede op ad trappen, mens han selv begav sig ned af en anden trappe, stadig med den bevistløse kvinde i favnen.

Pandora var tæt på at vælte da han skubbede hende men, genvandt dog hurtigt balancen igen. ''Og forklar så lige hvad jeg skal deroppe?'' sagde hun og så på ham. Hvor var han dog irreterende?! Hun bed sig usikkert i læben af hele denne dumme situation. Hvorfor skulle hun være så stædig?..

Zoran sukkede, og så lidt på hende. "Når nu du ikke vil lade mig alene, kan du lige så godt vente i min lejlighed, til jeg kommer igen. Som sagt; Helt op." svarede han, og forsvandt ned af trappen, stadig med kvinden i favnen.

Pandora sukkede og begav sig til sidst op af trappen. Egentlig håbede hun snart at kvinden ville vågne op, og prøve at slippe væk. Hvilket helt sikkert ikke ville ske. Hun var snart helt oppe for enden af trappen, men hun tænkte ikke over det. Hun lyttede efter Zoran..

Efter at have lagt mennesket på en divan i et aflåst kælderrum, gik han op til Pandora igen. Indtil viderde havde aftenen jo været ganske underholdende. Et let, tilfredst smil hvilede på hans læber, da han nåede op til Pandora. "Der er ikke låst." fortalte han, og åbnede døren ind til den store, stilfulde lejlighed. De fleste af væggene var malet i hvidt, og hele den ene væg i stuen bestod af intet andet end vinduer.

Pandora gik langsomt med ind, og sukkede kort af ham. Hvorfor havde hun nu også gjort det? Hun vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre så derfor betragtede hun rummet, uden så meget som at sige en lyd..

Zoran gik - fuldstændig som var Pandora der ikke - ind i køkkenet, og fandt en flakse, indeholdende en gylden væske, og et glas frem. Han hældte noget af den alkoholfyldte væske op i glasset, og betragtede den yngre vampyr. "Hvor gammel er du?" spurgte han så, hvorefter han drak lidt af glasset.