Musik i kirken...

Sted. Domkirken
Vejr. Det regner udenfor
Tid 20.24
Omkring. Ingen
Dag+ dato. IRL

Musik var orglet gjunede i hele kirken. Det kunne let lyde som var det organisten, der øvede sig til en eller anden kirke-koncert, men han var sandsynligvis hjemme ved sin familien. Nej, hænderne, der som edderkopper kriplede hen over tangenterne, tilhørte bestemt ikke en voksen mand. Eller en voksen overhovedet. Nej, det var en piges slanke fingre, der øvet frembragte tonerne. Artemis sad på orgelbænken, og spillede på det store instrument. Hun var nok omtrænt den sidste man ville forvente at finde der. For hvem regnede med at et barn omkring tiårsaldereden kunne spille sådan?
Det var lidt en skam, at hun ikke kunne nå pedalerne, da det så uden tvivl ville have lydt endnu bedre. Men hun måtte jo bare klare sig med hvad hun havde..


Musikken

Rose kom langsomt gående hen af en af de mange korridore som kirken opbeholdte. Hun havde hørt en spille på det store kirkeorgel og tænkte lidt over hvem det mon var som spillede sår'n. Rose vidste at organisten ikke var hjemme og slet ikke inde i kirken. Hun gik langsomt hen og så at det var en lille pige som sad og spillede. Hun så ud til at være yngre end Rose. Hun kunne ikke lade vær med at smile over det pigen spillede og syntes at det var utrolig smukt. Hun gik lydløst over til pigen og så på hendes fingre og ville helst ikke forstyrre hende.

Artemis så op, da hun ud af øjenkrogen opfangede at der var andre end hendes selv. Dog spillede hun melodien færdig, før hun vendte sig mod pigen. Overvejede halvt om halvt, om hun skulle hilse, og besluttede sig til sidst for at det burde hun nok... Hvis altså at pigen ikke sagde noget.. Artemis betragtede let pigen, og fingerede let ved spidsen af sin fletning. Hun havde ikke set pigen før, så hun håbede at hun ikke kendte til Far. Far ville i hvert fald blive sur hvis han fandt ud af at hun var brudt ind i en kirke om aftenen, når hun ellers forventes at ligge lydig i sin seng ligesom alle de andre snotunger, Far havde taget under sine vinger.

"Halløj!" sagde Rose så og smilte et varmt og imødekommende til pigen. Hun så lidt på orglet, men lod hurtigt sit blik gå tilbage på pigens ansigt "Hvad laver en ung frøken som dem, her i kirken?" spurgte hun høfligt og blev stående hvor hun var og blev ved med at smile sit søde smil og vidste ikke hvem denne Far var, som pigen havde i tankerne.

"Spiller orgel. Hvad med Dem?" svarede hun roligt, og blev siddende. Undrede sig let over hvad der fik pigen til snakke så høfligt til hende. Men selvfølgelig. Det var langt bedre end at der blev snakket ned til hende. Artemis trak let på den ene skulder, uden egentlig at have nogen grund til det.

"Jeg går rundt og lytter til stilheden. Hvorfor er de ikke hjemme og sover? Det burde en ung pige som dem, burde de ikke?" spurgte hun og lagde hovedet undrende på skrå og smilte til hende.

"Fordi det er kedeligt at være hjemme og sove. Det kan godt at jeg burde være hjemme, men jeg burde også bo hos mine forældre." svarede hun stadig med komplet ro i stemmen. Hun smilede ikke. Det gjorde hun sjællent, med mindre der virkelig var noget at smile af, eller det var påkrævet.

"Jamen, dem som du bor ved. De bliver da bekymrede, gør de ikke?" spurgte hun og rynkede panden og vidste ikke rigtig hvorfor pigen ikke var derhjemme og hvorfor der ingen var ude og lede efter hende.

"De opdager det først i morgen. Og der er jeg kommet hjem igen." sagde hun, og smilede let. Nanny'erne var efterhånden blevet vant til at Artemis ikke altid lå i sin seng, når de kom ind om morgenen, selvom hun havde været der da de lukkede dørene om aftenen. Men selvfølgelig blev de sure. Sure over at det lykkedes hende at snige sig forbi dem, sure over at de ukke forstod hvordan hun kom for de lukkede og låste døre og vinduer.

"Jeg ved virkelig ikke om det er godt for dig at være ude alene om aftenen" sagde hun og så på pigen og tænkte jo på hvor lille hun egentlig så ud og at der let kunne ske hende noget.

Artemis tænkte kort, smilede svagt, og rystede så på hovedet. "Det er sikkert ikke synderligt godt for mig, men jeg er nu engang vant til det, og opholder mig hvor jeg lyster." svarede hun så, med et sprog man ikke umiddelbart ville tro kom fra en pige der ikke så ud til at være ældre en de ti år.

"Jeg tror virkelig at du burde komme hjem. Jeg skal nok følge dig derhen" sagde hun lokkende og smilte til pigen og var lidt usikker ved at pigen ikke var hjemme i sin seng og hendes værger ikke vidste hvor hun var.

Artemis vendte sig brat mod orgelt igen, og svarede ikke med ord. Dog gjorde hendes kropssprog det klar, at det kunne ikke komme på tale. Der var jo en grund til at hun sad i en kirke, og ikke lå i sin seng. De slanke fingre begyndte igen at danse hen over tangenterne, rent som var denne fremmede pige ikke kommet, og havde afbrudt dem.

Rose så på pigen og lagde hovedet let på skrå "Jeg ringer altså til politiet og får dem til at hente dig. Jeg må jo være den ansvarlige her, når du ikke vil være ansvarlig nok og gå hjem" sagde hun og fiskede en mobil op af sin lomme.

"Nej!" Artemis vendte sig mod pigen, med et desperat udtryk i ansigtet. "Du må ikke. Vil du ikke nok lade være? Far blive sur... Du må ikke!" bad hun, og så på pigen, med noget der kunne ligne frygt i øjnene. Far måtte ikke vide noget. For når Far blev vred, så kunne det mærkes på alle i hele huset. Det var ikke noget med en hurtig straf som at blive låst inde på et af de små værelser uden aftensmad, nej, hvis Far blev sur.. Det måtte bare ikke ske...

"Er din far ond ved dig?" spurgte hun og knyttede sin hånd rundt om sin mobil og vidste alt om at have strenge forældre. Hun kunne ikke holde ud af at forældre var onde ved deres børn.

"Min far?" Artemis så et øjeblik helt forvirret ud, skønt hun jo selv havde brugt ordet far. Rystede så på hovedet. "Nej, Far. Ikke min far, bare Far. Det er ham der ejer huset hvor vi bor. Men han er ikke min far. Eller nogen af de andres, for den sags skyld." sagde hun udglattende, bed sig let i læben, og håbede at pigen ikke ville ringe alligevel.

Rose puttede sin mobil tilbage i sin lomme og så på pigen "De andre? Hvem er denne mand?" spurgte hun og var lidt forvirret over dette og satte sig på bænken ved siden af pigen og så nu oss lidt bekymret ud.

Artemis så tænkende på pigen, usikker på hvor meget hun ville fortælle."De andre børn. Vi er de børn, der ikke rigtigt hører til andre steder. De børn ingen ved kendes ved, dem der ellers er fortabte. Far tager os til sig, og sørger for os. Det vil sige, han sørger for at Nanny'erne for deres løn, så de sørger for os." forklarede hun lettere tøvende.

"Jamen... Hvad gør denne mand ved jer, siden du er så bange for ham?" spurgte hun og ville komme til bunds i dette og syntes at det var syndt for pigen.

"Intet. Han har intet at gøre med andre end de udvalgte." Det var ikke helt sandt. Men løgn var det jo heller ikke. Han gjorde jo rent faktisk ikke rigtigt noget. Han lukkede en ude når han blev sur. Så man ikke længere hørte til. Man blev som luft. Holdt helt op med at eksistere. Lige indtil Far igen tilgav en. Så var man igen velkommen...

"De udvalgte?" spurgte hun og så nu fuldstændig forvirret ud og kløede sig tænkende på kinden.

Artemis nikkede, og smilede let over pigens forvirrelse. For første gang i denne fremmedes selvskab. Det var en kompliceret sag, og da Artemis tog det hele så naturligt, var det ikke det letteste at forklare. Det var jo heller ikke ligefrem normalt at en halvgammel nisse tog 50-60 børn til sig, og kun havde kontakt til omkring de ti af dem..

"Jeg tror at jeg skal have en snak med denne mand. Dette lyder altså ikke normalt" sagde hun og så tænkende på pigen og rynkede panden.

"Nej!" afgjorde Artemis bestemt, og så på hende med et blik, der gjorde det klar, at det bare ikke var til diskution. Man tog ikke en snak med Far. Far var højt hævet over alle andre mennesker. Han var for rig til at nogen som helt stillede spørgsmålstegn ved hans handlinger. Desuden så lignede det jo blot at han var forstander for er privat børnehjem ud af til. Det var kun personalet, og børnene selv, der kunne fortælle at det var andet og mere end et børnehjem.