Musik i kirken...

Rose så lidt på døren og derefter vredt tilbage på Jean-Paul og smilte derefter "Jamen, det er jo ikke rigtig noget problem. Jeg har mine måder til at stoppe dem. Og det vil sikkert efterlade dem sårede" sagde hun for at advare ham og så lidt på ham og ventede lidt for at se hans reaktion.

"Det ville give mig grund til at melde sig til politiet, og sagsøge dig, så ved du hvad? Det synes jeg bare at du gør." svarede han roligt, og så ikke op fra papirene. I virkeligheden bekymrede han sig ikke meget om børnene, men alligevel brugte han alle sine penge på dem.

Rose så på ham og sukkede. Han havde jo ret. Nu vidste hun jo ikke rigtig hvad hun skulle gøre. Hun brød sig ikke rigtig om at gå ud og risikere at blive angrebet, men hun var heller ikke særlig glad for at være inde i samme rum som Jean-Paul.

Jean-Paul så kort op, og sukkede. "Hvis der ikke var andet, frk. Dorian, så vil jeg bede dig om at forlade min ejendom." sagde han roligt, og vendte igen sin koncentration mod dokumenterne.

Rose så over mod Jean-Paul med et lettere vredt blik og vendte sig langsomt om mod døren og gik over og åbnede den og forsvandt ud af den og så sig omkring på gangen.

Det så ikke umiddelbart ud til at der var nogen på lige netop den gang, men på den anden side, så skulle hun jo igennem et utal af gange for at komme ud af huset..

Rose stod lidt og så sig omkring på gangen, og huskede nu hvor labyrintisk vejen havde været dernede. *Fuck..* tænkte hun og så sig omkring og så sig tilbage på døren hvor Jean-Paul var bagved. Hun var lidt bange for at fare vild og sår'n, så hun åbnede døren ind til hans kontor og gik ind uden at have fået lov.

Jean-Paul så irriteret op, da døren uden videre blev åbnet. "Hvad i al verden vil du nu, frk. Dorian?" spurgte han, og løftede det ene øjenbryn

"Det er en labyrint ude på gangen" sagde hun og valgte at ignorere at han så irriteret ud.

"Aha. Jamen så må du jo hellere skynde dig lidt, at finde den rigtige vej gennem labytrinten. Og smut så med dig, jeg har vigtigere at ordne." svarede han stadig irriteret, og så ikke op fra papirene.

Rose så ned på ham med et mut udtryk og lændte sig op af døren og lagde sine arme over kors "Det tror jeg ikke. Jeg ved ikke hvilken vej man skal gå for at komme ud. Så jeg bliver her indtil jeg har fundet ud af det" sagde hun og så stædigt på ham.

Jean-Paul sukkede, og viftede let med hånden. "Du kan sikkert finde en af de menneskelige børn, der kan vise dig ud.. Eller en Nanny." fortalte han, og fik døren til at åbne sig bag hende, så hun ville falde bagover. "Og gå så med dig."

Rose kunne mærke døren åbne sig bag sig og faldt bagover men brugte sin evne til at stoppe sit fald og kom hurtigt op at stå igen og så vredt over på Jean-Paul og gik ud på gangen og smækkede døren i med sår'n en kraft, at de ting som han ville have haft hængende på væggene ville falde ned. Hun så vredt på døren og lod derefter sit blik gå rundt og prøvede at centrere sig selv og ville måske kunne høre eller føle udvejen. Der gik nogle få sekunder, før hun sukkede og begyndte at gå en helt tilfældig vej ned af gangen.

Artemis stak hovedet frem, da hun hørte døren smække. Hun havde siddet gemt rundt om hjørnet, og ventet på at Rose skulle komme. "Du fortalte det ikke, vel?" spurgte hun, med et nervøst udtryk i øjnene. Hun trådte helt ud af sit skjul, og så undersøgende på Rose, hvis navn hun endnu ikke kendte.

Rose så over på Artemis og smilte varmt til hende og rystede på hovedet "Selføli har jeg ikke det. Jeg lovede jo at jeg ikke ville få dig ud i problemer" sagde hun og så på hende og rakte en hånd frem mod hende "Jeg hedder forresten Rose" sagde hun og så på Artemis med et varmt og venligt blik.

Artemis nikkede, men så ikke ud til at være sikker på om det passede. "Jeg hedder Artemis" sagde hun så, og tog kort Roses hånd. "Rose? Det er ligesom Nanny Rose." Sammenlignede hun, og nikkede endnu engang.

Rose så lidt undrende på Artemis og gav hendes hånd et lille klem og tog derefter sin egen hånd til sig "Er det en god ting?" spurgte hun og lagde hovedet let på skrå og smilte skævt.

Artemis nikkede. "Nanny Rose er ganske elskværdig." sagde hun, og vendte sig så for at gå igen. Nu havde hun jo fået bekraftet hvad hun håbede, så hun kunne ligeså godt se at komme tilbage i seng..

"Hey, vent lidt!" sagde hun hurtigt da Artemis skulle til at gå igen. Hun strøg en hånd tænkende gennem sit hår og så på hende "Øhm.. Jeg tænkte på om du ikke kunne hjælpe mig med at følge mig udenfor det her hus?" spurgte hun og kunne jo ikke selv vejen ud.

Artemis vendte sig med et overraslet ansigtsudtryk, men nikkede så. "Den er her vej" sagde hun, og drejede ned af en ny gang.

Rose åndede lettet op da Artemis ville følge hende ud og fulgte hurtigt efter hende og så sig omkring på gangen.

Artemis førte Rose gennem de snirklede gange, og så ned i gulvet, som om det var der ruten stod skrevet.

"Hvordan kan du dog huske den her vej?" spurgte hun og havde opgivet selv at kunne huske vejen rundt omkring i gangene og så på Artemis.

"Jeg bor her? Du kan vel også finde rundt, der hvor du bor?"Svarede hun, og så op på Rose, med et lettere undrende blik.

Rose grinte lavmælt og strøg en hånd gennem sit hår "Jaa, det kan jeg jo godt. Men det virker bare for kompliceret det her" sagde hun og lod sit blik gå rundt på gangen.