Musik i kirken...

"Slap af! Jeg vil bare snakke med ham. Du skal ikke være bange" sagde hun og så på pigen og smilte og klappede hende på hovedet. Rose syntes at der var noget galt omkring det hun hørte omkring denne mand, og hun var ligeglad med hvor højt hævet han var. Hun var stærkere end man troede og hun ville finde ud af hvad der foregik.

"Jeg er ikke bange" sagde Artemis irriteret, og skubbede pigens hånd væk. "Men du skal ikke snakke med Far. Hvad vil du i grunden snakke med ham om? Hvad hans børn laver i kirker om natten? Eller hvordan han driver sit børnehjem? Lige meget hvad du siger, så ved han at nogen har været ude, og har sladret. Og når han så finder ud af at det var mig, så bliver han sur." sagde hun med en så følelses forladt stemme, at man næsten skulle tro at det var løgn.

Rose så på pigen og lagde sine hænder langsomt omkring hendes ansigt og lod hendes øjne få kontakt med hendes og holdt blidt fat i hende "Bare rolig, mit barn. Denne mand vil ikke gøre dig noget, og jeg skal nok sørge for at han ikke krummer et eneste hår på dit hoved. Slap af, og før mig til ham. Jeg vil blot snakke med ham da han ikke lyder som en som burde have børn under sit tag" sagde hun med en høj og klar stemme som havde en underlig klang i pigens øre. Rose brugte sin evne mod hende, og pigen var næsten tvunget til at gøre som hun sagde. En slags hypnose var det vidst.

Artemis stivnede svagt ved den pludseligt meget fysiske kontakt. "Jeg... Jeg vil ikke..." mumlede hun næsten fortabt, og ville slå blikket ned. Der var dog noget i pigens øjne, i hendes stemme, der fik Artemis til at gøre som hun sagde, og rejse sig fra orgelbænken. En gnist af vrede blev tændt i Artemis. Hun brød sig ikke om denne pige, der kunne få hende til at gøre ting, som hun ellers aldrig nogen sinde ville have gjordt. Bestemt ikke...

"Bare rolig" sagde Rose og holdt stadig øjenkontakt til hende og ville bare have hende til at slappe af da hun kunne mærke at pigen ikke kunne lide dette. Men Rose ville selføli ikke gøre noget. Rose ville bare se at denne mand ikke var en eller anden syg stodder som mishandlede små børn. Og måske kunne det jo oss være at han var et væsen.. Hvem ved.. "Før mig til ham" sagde hun mens hun stadig brugte sin evne mod pigen og gav slip på hende og ventede på at hun ville begynde at gå hjemad.

Artemis gik ned mod døren til våbenrummet, skønt det var ganske mod hendes vilje. Der var bare ikke noget at gøre mod pigen, og det forvirrede hende. Hvordan kunne det være at hun kunne få hende til at gøre som hun bad om ved et enkelt blik? Nanny'erne derhjemme måtte kæmpe en brag kamp for overhovedet at fange hendes opmærksomhed. Egentlig havde hun lyst til at sætte sig ned og tude, men gjorde det dog ikke. Ville ikke fremstå som en tudemarie, der ikke kunne klare sig selv, overfor pigen.

Rose fulgte hurtigt efter pigen og åndede lettet op da hun ikke skulle bruge sin evne yderligere mod hende og var ikke glad for at have gjort det. Men nu fulgte hun ihvertfald bare med pigen og håbede ikke at der var for langt hen til det sted hun boede.

Artemis snøftede kort, og så ikke på pigen. Var vred, og skræmt, og forvirret. De skulle hele vejen til La Sunisha for at komme hjem til Far. Hun skulle have holdt sin mund. Skulle ikke have fortalt pigen noget. Hvad troede hun egentlig om Far? At han misbrugte dem? Bare tanken var jo latterlig. Far undgik for så vidt muligt fysisk kontakt med andre, end hans forretnings forbindelser. Han udnyttede dem, det var klart, men han misbrugte dem ikke.

Rose troede selføli ikke at manden misbrugte dem, men hun vidste at der var et eller andet rådent ved ham. Hun ville egentlig oss bare have pigen hjem, da det ikke var særlig sikkert for hende at være ude. Hun fulgte pigen og ventede bare på at de var ved deres destination.

Efter noget tid nåede de til udkanten af La Sunisha, hvor Artemis boede. Artemis bed sig let i læben, og skævede op til pigen."Jeg... Jeg vil ikke.." prøvede hun bedende, og så lidt på det store hus, før hun igen så på pigen. Nej, hun ville ikke. Ville ikke gå længere. Turde slet ikke tænke på den vrede der ville ramme Far. Ja, det var da meget fint at pigen sagde at han ikke fik lov at gøre hende noget, men hvor meget kunne hun gøre ved det, når først pigen var gået igen? Ikke noget som helst. Hvis nu hun bare kunne få pigen til at ombestemme sig.. Artemis var stoppet op, og måtte bekæmpe en træng til bare at dreje om på hælen, og stikke af.

Rose så ned på pigen og smilte et varmt og kærligt smil "Bare rolig. Jeg har nogle tricks op i ærmet" sagde hun og kunne jo sår'n set oss bare bruge sine evner mod ham hvis der skulle ske noget. Hun lagde en opmuntrende hånd på hendes skulder og tænkte lidt over hvordan de egentlig kunne undgå at få ham manden til at tro at pigen overhovedet ikke havde flygtet fra sit værelse i det hele taget.

Artemis bed sig let i læben, men havde nu heller ikke regnet med at det ville gå så let. Modstræbende fortsatte hun en mod det store hus, og så ned i jorden. Skændte på sig selv, og fortrød at hun ikke havde holdt mund. Stoppede op foran indgangen, og så op på pigen. "Jeg går ikke med ind!" proklamerede hun fast i stemmen, og begyndte at gå uden om huset i stedet. Hun ville gå ind den samme vej som hun kom ud, men ikke om hun ville gå med pigen ind, og blive opdaget af Nanny'erne. Pigen ville jo også være nødt til at ringe på, hvor imod Artemis blot kravlede op til vinduet, og smuttede ind den vej.

Rose så lidt efter pigen og nikkede så "Ja.. Det er vidst oss det bedste. Så opdager de jo ikke noget" sagde hun med et skævt smil og gik nu over til hoveddøren og tænkte lidt over om dette måske var den bedste idé. Men manden som pigen havde kaldt for, Far lød ikke til at være så rar og venlig som han prøvede at virke. Heldigvis var Rose god til skuespil, og hun kunne sikkert godt finde på noget. Hun gik med faste skridt over mod hoveddøren og bankede let på.

Artemis var i midlertidigt kommet tilbage i sin seng, og det varede noget før en gammel, krumbøjet dame kom og lukkede op. Hun havde et par tykke briller siddende på næsen, og det grå hår var samlet i en knold i nakken. Dette fik hende til at se både striks ud, men samtidig som den bedstemor, der syltede i køkkenet, og havde en kæmpe mæsig have som børnene tumlede sig i. Hun så undrende, og afventende på den unge pige der stod uden for døren. "Godaften, min kære, hvad kan jeg gøre for dig?" spurgte hun venligt, og smilede. Nanny Blue havde for vane at kalde alt levende for min kære, eller sweety, eller noget i den stil..

Rose så på den gamle dame som stod i døråbningen og kunne ikke lade vær med at smile varmt over synet af hende, da hun mindede hende om en bedstemor. "Godaften frue. Undskyld ulejligheden, men jeg tænkte på om jeg måtte snakke med herren i huset?" spurgte hun og forventede jo at 'herren' i huset var manden som pigen havde været så bange for. Rose ville bare prøve at snakke med ham eller bare se om han var en ond gammel stodder. Det kunne jo oss være at han var et væsen, hvilket ville forklare en hel del.

"Sir Crossby? Jeg vidste ikke han ventede gæster. Kom ind, kom ind, så skal jeg sige at du er kommet. Hvad var dit navn igen, søde?" sagde Nanny Blue, og trådte til side, sådan at den unge pige kunne komme ind i den store hall. Nogle børn på omkring 14 år, der sad på trappen og spillede kort, så nysgerrigt op. Deres tøj var finere i det, end Artemis' var, men det var stadig noget ala det samme.

Rose trådte forsigtigt ind i rummet og så sig omkring og fik øje på nogle børn som så ud til at være på næsten samme alder som hende "Øhm.. Rose Dorian" sagde hun og så tilbage på den gamle dame og smilte et varmt smil og strøg en hånd gennem sit blonde hår og så sig lidt omkring i det store rum.

Den gamle dame forsvandt op ad trappen, og børnene havde tilsyneladende glemt alt om kortspillet. De hviskede sammen, og så på Rose med blikke der fortalte at de var langt mere vigtige end hun var.
Efter en tid kom den gamle kvinde tilbage. "Hvis du vil komme med frk Dorian." smilede hun, og vinkede hende hen til sig.

Rose havde ignoreret børnenes blikke, men lod til sidst sit blik gå hen mod dem. Hun så ud til at være fuldstændig ligeglad med det de syntes og rystede på hovedet af dem. Hun så hurtigt over til damen som var kommet tilbage og nikkede svagt og gik hen til hende.

"Sir Crossby mente ikke at han havde nogen aftaler, men han ville gerne tage imod dig. Hvad handler besøget om? sagde hun, og førte Rose gennem labyrintiske gange i det store hus.

//Det blev kort 0.o''//

"Øhm.. Jeg ville bare stille nogle spørgsmål" sagde hun og så sig omkring på gangene og vidste ikke rigtig om hun kunne huske vejen tilbage hvis tingene gik galt. Hun ville ikke give alt for meget væk og gav svarene lidt korte.

// Overlever nok xD//

Nanny Blue stoppede op foran en stor, flot dobbelt dør, og bankede på. "Ja?" svarede en dyb røst bag døren, og den gamle dame gestikulere at Rose kunne gå ind. Der lugtede stærkt af varulv fra inde bag døren, men som menneske, lagde den gamle dame selvfølgelig ikke mærke til noget.

//Sikker? xD//

Rose gik langsomt ind i rummet og tvang sig selv til ikke at lave en grimasse da den stærke lugt af varulv slog hende i ansigtet. Det kom ikke som en overraskelse at manden var et væsen, men uheldigvis så Rose næsten aldrig nogen varulve, så hun vidste ikke hvordan hendes møde vil komme til at være med manden, men forhåbentlig ville det ikke ende slemt. Det håbede hun ihvertfald ikke..

// Jaaa, jeg tror at det lige går xD//

Rummet hun trådte ind i, var stort, og lettere gammeldags indrettet. Varulven så bag et stort skrivebord, og var ved at underskrive nogle papire så det ud til. Han så kort op da hun trådte ind i rummet, og døren blev lukket bag hende. "Sid endelig ned" bad han, og en af stolene rykkede sig let ud, så hun kunne sætte sig overfor ham.

Rose så hurtigt hen på døren bag sig da den blev lukket og så derefter hen på manden som sad bag skrivebordet. Han så ud til at være stærkere end hende, hvilket fik hende til at bande inde i sig selv. Hun brød sig ikke om væsner som så ud til at være ældre og stærkere end sig selv. Hun gik langsomt hen og satte sig ned på stolen som blev trukket let ud og så på manden med et roligt blik.