Musik i kirken...

Manden gjorde sig færdig med papirene, og så først nu rigtigt på Rose. "Jean-Paul Crossby. Og du må være Rose Dorian?" sagde han, og ragte en bred lab ind over skrive bordet. "Hvad er det helt præcis dette drejer sig om?" spurgte han så, og betragtede Rose med sine nærmest gyldne øjne.

Rose så på Jean-Pauls store hånd og tog langsomt fat i den "Ja, det er mig" sagde hun og gav hans hånd et klem og tog den langsomt til sig igen og rømmede sig lidt "Jeg fandt en af dine børn på kirkens ejendom. Jeg spurgte vedkommende om hvorfor at man ikke var hjemme og sove, og jeg prøvede at få barnet til at tage tilbage igen. Jeg prøvede også at ringe til politiet og få dem til at hente barnet. Ser de Hr. Crosby, dette barn syntes at have været bange for dem og jeg fik indtrykket af at de ikke var venlig mod børnene.. Jeg ville bare se om mit indtryk var korrekt" sagde hun og snakkede i sit mest roligste og høfligeste tone hun kunne lave og håbede på at han ikke havde opdaget at hun var en engel. Rose undlod at give pigens navn og bare oplysninger så han kunne gætte til at det var hende, da Rose havde lovet at manden ikke ville kunne krumme et eneste hår på pigens hoved bagefter. Og Rose var en person som holdt hvad hun lovede.

Jean-Paul brummede let til det hun sagde, men lyttede ellers til hun var færdig. "Aha. Jeg kan forsikre dig om at jeg behandler alle børnene her på stedet ganske godt. Men sig mig; Hvad for en engel til at bekymre sig om børn, der tydeligvis bare er stukket af hjemme fra?" Svarede han, og ledte, i sit hoved, blandt de børn der plejede at stikke af om natten. For Artemis var ikke den eneste med sådanne vaner..

Rose så på ham og troede ikke rigtig på det han sagde da hun tænkte over hvordan pigen havde opført sig, men ville ikke fortælle ham at hun ikke troede på det han sagde "Hr. Crossby, jeg er en engel som faktisk tænker på mine omgivelser. Jeg prøver at hjælpe folk. Det barn kom jo fra et sted, og hun så ikke ud til at kunne klare sig ude fra hjemmet på denne tid" sagde hun og lød ret irriteret over ham.

"Største delen af de børn, der bor her, har været igennem nogle ganske traumatiserende ting. De fleste har mistet deres familie ved enten angreb af væsner, eller ved taktiske fejl fra dusørjægeres side. Nogle af dem har for vane at tage på natte vandring rundt i området, og de børn, der gør det, har godt styr på hvordan de klarer sig selv. Vi ser selvfølgelig helst at alle børnene bliver i deres senge om natten, men vi kan umuligt holde øje med dem alle sammen, så der vil altid være en eller to, for hvem det lykkedes at slippe ud." svarede han, og valgte omhyggeligt hvert eneste ord.

//Skal spise//

Rose så på ham og troede virkelig ikke på hvad han sagde. Hun lagde sine arme over kors og hævede et øjenbryn af ham "Hr. Crossby.. Det kan godt være at jeg er en engel, men jeg kan godt tænke mig frem til at der sker noget omkring her. Barnet fortalte mig nogle ting. Jeg er ikke dum, Hr. Crossby" sagde hun og smilte derefter svagt hånligt "Jeg skal skam nok finde ud af hvad der foregår. Og jeg skal nok fortælle politiet det, når jeg finder ud af det" sagde hun derefter og smilte stadig svagt hånligt. Det så underligt ud på hendes ansigt, at have et hånligt smil. Hendes ansigt var ikke beregnet og bygget til sår'n noget. Hun så på Jean-Paul og rystede svagt på hovedet af ham og skulle til at rejse sig op for at gå.

"Hvad er det helt præcist dette barn har fortalt dig?" spurgte han med let rynkede bryn. Jean-Paul var en mand der så ud til at være midt i 30'erne, og havde engang været ganske køn. Det var han ikke mere, da ar flængede hans øjenbryn, og underlæbe, og gav ham et underligt ubestemmeligt udtryk. Han havde kulsort hår, og hans hud var brun som var han lige kommer fra sydens sol og varme.

"Ja, det er jo aldrig godt at vide Hr. Crossby. Jeg ved ikke rigtig om jeg har lyst til at fortælle det til dem" sagde hun og så på ham og lagde sine arme over kors. Rose som var næsten stik modsat til Jean-Paul; Hun var bleg, tynd, havde blond hår og utrolig flot. Hendes ansigt var fejlfrit og man skulle lede længe efter en som hende. Men hun var oss så pokkers stædig at folk blev virkelig irriteret over det. Et hånligt smil var stadig på hendes læber, og hun blev siddende lidt i stolen for at høre hans svar.

"Frk. Dorian, hvis De har tænkt Dem at gå til politiet, forventer jeg at blive informeret om anklagerne. Desuden. De kan ikke altid regne med hvad et traumatiseret barn har at fortælle." sagde han roligt, og ignorede endnu engang Roses hånlighed.

"Sådan set, så behøver du ikke at få det at vide fra mig. Du kan bare få det at vide fra politiet" sagde hun og lagde derefter hovedet let på skrå "Prøver du på at snakke mig fra at rende til politiet med dette, Hr. Cossby?" spurgte hun og løftede et øjenbryn af ham og rejste sig op "Og jeg ved at barnet talte sandt. Jeg har en evne til at se det" sagde hun og ville ikke høre på at man ikke altid kunne stole på et traumatiseret barn "Du burde stole på børn lidt mer" sagde hun og hun var jo oss selv et barn. Eller, hun lignede et barn, men var jo flere hundrede år gammel.

Jean-Paul rejste fra sin magelige stol, og gik tænkende gennem rummet. "Frk. Dorian, jeg forlanger at få afvide hvad dette barn har fortalt Dem, der har fået Dem til at komme til mig, med en sådan tone. Som forstander for et børnehjem, må jeg vide hvad det er, der for børnene til at snakke, så det bekymre omgivelserne, så jeg kan gøre noget ved det. Som sagerne står nu, er jeg trodsalt alle disse børns værge. Hvis noget gør dem ondt her i mit eget hjem, må jeg vide, så der kan sættes en stopper for dette onde." sagde han roligt, og så ned mod gulvet, mens han gik frem og tilbage i rummet.

"Jeg vil ikke fortælle dem noget. Jeg lovede dette barn at jeg ville gøre mit bedste for ikke at få barnet ud i problemer. Hun sagde at du ville straffe hende eller sår'n noget.." sagde hun og lavede en eller anden bevægelse for at hun ikke kunne huske hvert ord "Men jeg vil gå til politiet med dette, og de kan jo ikke gøre noget ved det" sagde hun og trak på skuldrene "Du er jo kun en varulv. Og jeg har ikke mødt en eneste fjendtlig varulv" mumlede hun og gik over mod døren.

Jean-Paul greb fat i Roses arm, idet hun gik forbi ham. "Så lad mig være det første." sagde han, i samme neutrale tone han havde brugt fra starten af. "Ved du hvor let en ulvs kæber kan knuse et menneskes knogler? For ikke at tale om en engel?" spurgte han venligt, og pressede hende ned at sidde i stolen igen. "Vi laver en byttehandel skal vi? Jeg fortæller dig noget, og du fortæller mig noget?" spurgte han pædergosik som han var.

Rose så op på ham med et vredt blik "Jeg vil ikke have noget at vide fra dig" sagde hun og vidste ikke rigtig om der var noget som han kunne fortælle "Så den byttehandel kan du godt smide ud af vinduet. Prøver du at holde mig fra at fortælle politiet noget? Du skjuler noget, gør du ikke?" spurgte hun og lød tilfredst over sig selv og at hun havde ret fra starten af. Hun prøvede at komme op fra stolen igen og så hånligt op på Jean-Paul.

Jean-Paul så roligt på hende, og sænkede sin hånd let, som ville han tysse på hende. Men i stedet ville Rose føle det som blev hun holdt nede i stolen, af en usynlig vægt. "Jeg skjuler noget for menneskeheden. Ser du, børnehjemmet er egentlig et dække over en rekrutering af nye varulve. Der er desværre ganske få andre varulve, der tænker på at udbrede og yderligere, og derfor er vi urydelsestruet. Som sagt kommer de fleste af børnene fra familier der har været udsat for angreb af væsner, og derfor har de en smule kendskab til den virkelige verden."

Rose så op på Jean-Paul og kunne godt mærke den usynlige vægt og kunne ikke rejse sig fra stolen. Telekinese? Hun så vredt op på ham og ville ikke have noget at vide af sår'n noget "Og hvad så?" spurgte hun og var ligeglad og prøvede nu bare på at komme fri fra den usynlige vægt som han pressede ned på hende. Hun rakte en hånd ud mod ham og fik sine telekinese evner til at skubbe ham hurtigt op af væggen for at få hans koncentration og opmærksomhed et andet sted og prøvede igen på at komme op og hen til døren.

Jean-Paul forvanlede sig snerrende, idet han blev skubbet op mod væggen, og stilte sig mellem Rose og døren. Hans børster stirttede ud til alle sider, og de skarbe tænder var blottet i en snerren. Han var ganske velvoksen, i sin ulveskikkelse, da han var alt andet end lille i menneskeform..

Rose gispede da Jean-Paul havde forvandlet sig og nu stod mellem hende og døren "Flyt dig så!" snerrede hun og knyttede sine hænder hårdt sammen, men gik dog alligevel et skridt baglæns og ville ikke nyde noget af det han ville gøre mod hende hvis hun prøvede at komme forbi ham.

Jean-Paul blev stående hvor han var, men forvanlede sig dog tilbage. "Jeg ved ikke hvilke af mine børn, der har fortalt dig om stedet her, eller hvad vedkomende har fortalt, men jeg kan forsikre dig at de alle har det god. Også dem der ikke er udset til forvandlingen fra menneske." sagde han roligt, og så på hende, med knusende øjne. "Jeg vil bede dig om nu at fortælle mig helt præcis hvad det er der gjorde dig urolig, hvad barnets fortælling?" sagde han, stadig med ro i stemmen.

Rose så over på ham og var lige ved at fortælle det, men lod derefter sin stædighed tage over og rystede på hovedet "Nej, jeg vil ikke! Du kan fanme rende mig!" snerrede hun og så vredt på ham og prøvede at komme forbi ham og hen til døren.

Han trådte ud foran hende, så hun ikke kunne komme hen til døren. "Meget kan du tillade dig. Men fornærm mig ikke i mit eget hus! Du kunne jo risikere ikke at slippe her fra igen." sagde han med indestængt vrede i stemmen. "Desuden er sandsynligheden for at politiet rent faktisk vil gribe ind, usansynlig lille." tilføjede han, og så på hende, med en snert af hån i blikket.

Rose så op på Jean-Pail og havde været lige ved at løbe ind i han da han havde stillet sig hen foran hende. Hun stod ret tæt på ham og så op på hans ansigt med et vredt blik "Truer du mig?" spurgte hun og syntes at det lød som om at han truede hende med at hun måske kunne risikere ikke at komme ud igen. Hun smilte derefter over det han sagde og strøg en hånd gennem sit hår "Jeg har nogle små tricks til at få dem til at gribe ind" sagde hun derefter og blev ved med at se op på Jean-Pauls ansigt "Men nu vil jeg bede dig venligt om at flytte dig" sagde hun og tvang sig selv til at lyde venlig og rolig, men var skide sur indeni i sig.

Jean-Paul så lidt på hende. "Det kunne aldrig falde mig ind at true dig." sagde han så, og trådte til side. Han gik hen, og satte sig ved sit skrive bord igen, og fandt nogle dokumenter frem. "Pas på, på vejen ud. Hvalpene bider." sagde han henkastet, og så ikke på hende.

Rose så efter Jean-Paul og rynkede panden "Hvalpene? Du siger ikke til mig at de der unger kan finde på at angribe mig" sagde hun og var ikke rigtig glad for at gå ud når de der unger kunne finde på at angribe hende.

"Selvfølgelig ikke dem alle sammen. Men nogle af dem, har stadig vanskligheder med at holde sig på måtten, når de bliver sultne." svarede han med en nærmste provokerende rolighed i stemmen.