Prinsessen på Butikstur -Caden

Hun bed tænderne sammen og samlede ham forsigtigt op. "Tag dte roligt." Mumlede hun og begyndte at gå i vampyr tempo. Og inden længe stod hun foran sit hus der altid stod åbent. Hun skubbede den op med sin ryg og gik ind i det mørke hus uden at tænde lysende. "Jeg har et lille hospitalsværelse. Spørg senere." mumlede hun sammenbidt. Dog lagde hun ham ind i sin seng. "Hvor gør det ellers ondt?" Mumlede hun og undersøgt ham forsigtigt ved at mærke hans ribben. "Har du noget imod, jeg kigger nærmere?" Mumlede hun og mødte hans blik, hun var koncenteret, men hun var også bekymret. Dette lyste ud af hendes øjne.

Caden gispede af Cisses blide berøring der alligevel sendte ild af smerte op igennem ham. Han nikkede sammenbidt og hjalp hende med at få sin trøje af.
Hele hans venstre brystkasse var blålig og nogle af ribbenene sad underligt under hans hud. "Pokkers vampyrer og deres styrke!" bandede han da han så det. Det havde faktisk gjort mindre ondt end det så ud. "Shit jeg tror sgu ikke du kan fikse det der her." *Ikke så underligt jeg knap kan trække vejret* tilføjede han mentalt så Cisse ikke skulle bekymre sig om det.

Hun lod blikket glide ned over hans brystkasse, og bed tænderne hårdt sammen. "Jeg har en mestergrad i knogler og deres udvikling." Mumlede hun. Hun ville ikke fortælle om dte nu. "Historie senere." Sagde hun rutineret. Hvis hun havde kunne, havde hun tudet af bekymring. Men da hun ikke kunne, kunne hun kun mærke det inde i som en boblen og syden i sit indre. "Vil du have noget smertestillende inden jeg sætter dem på plads?" Mumlede hun og så op på ham, med en blidhed gemt bag det koncentrerede udtryk i hendes øjne.

Caden lo igennem smerten. "Har du noget stærkt?" spurgte han sammenbidt. Nu hvor han endelig lå ned var det umuligt for ham at rejse sig igen. Han så op i hendes bekymrede øjne men mistog det som smerte. "Nej vent med det" tilføjede han hurtigt. "Tag dig af dig selv først. Du fik da også en ordentlig omgang."
Caden blev pludselig mindet om da han troede de havde dræbt hende. *Shit, jeg ville sikkert have dræbt dem alle sammen* Gik det op for ham og han spærrede øjnene op over den nye information.
*Jeg ville rent faktisk have dræbt dem uden tøven...* Tanken skræmte ham

Hun smilte stille til ham. "Jeg har ikke ondt." Løj hun, ikke så ondt som hun havde haft, for hendes krop heldedes af sig selv ret hurtigt. "Du får noget nu." Mumlede hun og forsvandt hurtigt. Hun kom dog hurtigt igen. "Der kommer et lille stik." mumlede hun og stak ham så med det stærkeste hun havde. "Der går lidt tid." Mumlede hun så, hun satte sig så ned ved siden af ham, til højre for ham. "Hvad er der galt?" Spurgte hun så, hun havde lagt mærke til hans ansigt inden hun gik, men hun havde prioteret hans heldbred først.

Caden mærkede det lille stik som var det en fjer ved siden af smerten i brystet. Han forsøgte at smile til Cisse. "ikke noget" løj han og ledte sin hjerne igennem for at skifte emne. Han hadede at bekymre andre. *Nå ja*
"Hey Cisse?" spurgte han langsomt. Var medicinen allerede ved at sætte ind? Hvorfor kørte alt sammen rundt omkring ham. Hvorfor er alting sort? Hvorfo-
"Shit Cisse jeg tror je-" Cadens øjne rullede tilbage i hovedet på ham og forsvandt bag hans øjenlåg.



//Ps. han er ikke død^^'//

Hun bed sig i læben da han sagde 'ikke noget' til hende. Men da han begyndte at snakke til hende, og han så faldt i søvn over bedøvelsen slog hun sig selv og bennet, men hun kunne ikke blive der længe, hun skulle igang..

Da hun var færdig, lagde hun bandage omkring hans mave, bryst og skulder. Så satte hun sig i ved siden af ham, stirrede på hans bedøvede krop, og tog forsigtigt hans hånd, hvis han vågnede ville hun slippe den. Andet ville være alt for pinligt for hende. Hun ville spørger om det hans sagde når han vågnede, det han havde sagt havde kørt rundt i hovedet på hende, mens hun havde rettet hans ribben ud. Så hun ville udspørger ham om det.

Cadens maridt var som sædvanligt om fortiden.

Et skingert skrig hørtes nede fra stuen og 14årige Caden så op fra sin bog. Skriget blev fulgt (?) af lyden af splintred træ og hans fars rungende stemme kunne høres i hele huset. "Kom tilbage din so!"
Caden var hurtigt ud af sengen. Han løbe ud i gangen og kiggede ned af trappen. For enden af den sad Renesmee sammenkrøbet, hendes tynde skikkelse rystede af skræk. Deres far var på vej hen mod hende med noget der så ud til at være et stoleben og et sadistisk smil klædte hans ondskabsfulde ansigt.
Caden sprang over trappegelænderet og landte med et let bump foran Renesmee og stillede sig beskyttende mellem hende og deres far. Deres fars smil blev bare bredere og han løftede langsomt armen bevæbnet med stolebenet. Caden vidste at hvis han flyttede sig ville det gå ud over Renesmee så han blev stående hvor han var og lod stolebenet smadre ind i hans pande.

Caden vågnede med et halvkvalt skrig.

Cisse slap hans hånd hurtigere en lynet og sørgede for at han blev liggende.
"Rolig.." Hviskede hun og prøvede at berolige ham ved at hviske beroligene.
"Det er okay alt sammen.." Mumlede hun og kiggede på ham med trøstende blik.

//Smutter nu:O har mega pndt i hovedet ><'//

Helt i orden, bliver voldtaget af en dæmon imens O_o Satans evne XD//

Caden satte sig gispende op i sengen men faldt hurtigt tilbage igen. *Den drøm igen...* Han kiggede på Cisse med opspærrede øjne. "Undskyld, jeg havde marridt"


//Sorry kan virkelig ikke få mig selv til at skrive. Total writers block//

Hun strøg ham over kinden. "Det er okay." Hviskede hun.
Så kom hun i tanke om det han var ved at sige inden han faldt i koma.
"Hvad var det du ville sige før bedøvelsen virkede?" Hviskede hun så og bed sig i læben.

Caden måtte side og tænke et øjeblik inden han pludselig kom i tanke om hvad det var han ville spørge om.
"Nåja. Hvorfor har du en hospitalsseng?" spurgte han og prøvede igen at rejse sig op i sengen"
Hvor var han enlig henne?

Hun lagde ham blidt ned igen og kyssede ham forsigtigt, søgende. Men stoppede det så. "Jeg var sygeplejeske et længere stykke tid, for at udforske min selvbeherskelse og gøre den bedre. Samtidig læste jeg lægevidenskab. Og operedede i smug her hjemme. For dengang var dte kun mænd der var læger. Og kvinder sygeplejesker. Men dem der havde utrolig brug for hjælp, kunne komme til mig døgnet rundt. De vidste besked om mig, men frygtede med. men tog chancen. Nogengane gik det godt, eller faktisk fantastisk og ganske få gange gav jeg efter. Men jeg holdte af det." Hun trak på skuldrende. "Jeg hjælper nogle få endnu." ´Hun smilede.