Dad-hunting - til Theo

// hov hov! Han kører ikke knallert han kører motorcykel :D//

Han syntedes hun løsnede grebet, og lagde den ene hånd om så han kort rørte hendes skulder for at minde hende om at holde ordentligt fast. Han tog sin hånd tilbage og lagde den på styret og gassede lidt mere op, så de kørte lidt hurtigere.
"Ja vi kan ligeså godt prøve telefonbogen først, derefter kan vi spørge os frem, måske er han kendt på petronia night club" sagde han, det kunne være deres tredje mulighed.
Han så fremad og så et skildte hvor der stod Werclare, og en pil til højre. Han svingede til højre og kom ud på motorvejen "hold fast" mumlede han, for på motorvejen kunne han jo ikke rigtig ligge og køre 50 kmt.

//xD Dude, har jeg skrevet knallert? Det var ret ubevidst... O_o undskyld, hjerneblødning. Det er også den ands skyld! :D//

Det gav et gib i hende, da han satte farten op, men hun fik endelig styr på, hvor fast hun skulle holde. Det duede jo ikke at hun røg af midt i det hele. Et eller andet sted kunne hun ikke tro, hun endelig kom til Werclare.
Hun skulle til at spørge hvad Petronia Night Club var for et sted, men hendes mund blev pludselig lille og sammenknebet. Hendes øjne føltes som om de skulle poppe ud af hovedet, da hun så piktogrammet, der signalerede "Motorvej" og skiltet med "Werclare". Hun gav en besynderlig gurglende lyd fra sig. En ting var at sidde bag på en motorcykel, en anden at køre på motorvejen!
"Th-th-th-Theo," sagde hun og rykkede ham forsigtigt i kraven. "J-j-j-j-jeg har det ikke så godt med..."

For sent. Theo drejede af ved motorvejen og gassede forståeligt nok op. Sidsel gav et halvkvalt "Aiieeh!" fra sig og klamrede sig til føreren.

---

"E-e-e-... er det ovre?" hun åbnede forsigtigt øjnene på klem. Motorcyklens larm var holdt op. Den eneste bemærkelsesværdige lyd var hendes pulserende hjerte og heftige åndedræt. De var velankommet. Sidsel mere eller mindre gled ned af motorcyklen. Hendes ben føltes som kold havregrød. Hun tog hjelmen af. Hun lignede en forpjusket ugle, med elektrisk hår, store øjne og et lettere forurettet udtryk. Den pinlige erkendelse at hun vistnok havde skreget hele motorvejen gik op for hende. Hun så rystet på Theo.
"T-e-e-e-lefonbog?"

//Rap rap xD ohoo du har meget krea! :3//

Theo hørte ikke rigtig hendes halvkvalte lyde, og forsøg på at fortælle ham om det med at hun ikke var så vild med fart, og motorcykler osv. Han smilede bare lidt, og gassede lidt mere op. Han standsede langsomt op da de var kommet ind i Werclare bymidte. Han så lidt om på hende, og så at hun stod af. Han kom til at grine af det forurettede udtryk i hendes ansigt, og at hendes hår stod ud i alle sider. Hun lignede en af de der hunde fra eventyret, hvad var det nu det hed... fyrtøjet. "Med øjne så store som thekopper.." sagde han drillende, og hoppede af motorcyklen og satte den op på støttebenet, og lagde hjelmen ned under sædet.
Han låste motorcyklen og nikkede til det med at de skulle finde en telefon bog. "Ja lad os finde den" sagde han og begyndte at gå, men ventede lidt på hende så hun kunne følge med.

//Er det godt eller skidt? xD jeg kan bare godt lide at ævle 8D//

Sidsel forstod godt hvorfor han grinte og prøvede at tvinge et smil frem. Det lykkedes ikke rigtig. Hun lod ham uden videre tage hjelmen, nikkede, og fulgte ydmygt med ham.

Først nu fik hun overblik over, hvad for et sted de egentlig var havnet. Werclare så ikke direkte faretruende ud, men heller ikke direkte hyggeligt. Der var mange baggyder med uigennemtrængeligt mørke og mange bygninger, der så forladte ud selvom de sikkert slet ikke var det. Hun så næsten ikke andet end folk i sort tøj, og følte sig malplaceret i sin farvestrålende regnjakke. Der var mange, der helt sikkert var almindelige mennesker, men mindst lige så mange der var mennesker, der vidste mere om bagsiden af Werclares medalje, og endnu flere blege, menneskelignende eksistenser med usædvanlige øjenfarver. Og alle sendte de mørke blikke til den spinkle pige i den grimme regnfrakke. Det føltes i hvert fald sådan.

Hun småløb efter Theo, der allerede var nået hen til en telefonboks og havde fundet et køleskab af en telefonbog. Med folks øjne tvunget om et sted i tankerne, hvor de ikke fyldte så meget, spurgte hun, om han havde fundet noget.

//det er da en god ting :D//

Han smilede undskyldene til hende "undskyld, det var ikke meningen at gøre grin med dig" sagde han og rakte ud og gav hendes skulder et lille klem, og slap den derefter igen. Han gik ind i en telefonboks, og fandt en kæmpe telefonbog frem. *Roth..* tænkte han og begyndte at bladre. Han lagde ikke mærke til at Sidsel var sakket bagud, og stod og kiggede ned over siderne.

//:D YAY! :DD//

Hendes smil blev bredere og mere ægte, da han gav hende et lille klem på skulderen. Hun rødmede og så ned for at han ikke skulle opdage noget, hverken det ustyrlige smil eller de rosa kinder. "Det... det følte jeg heller ikke," mumlede hun så lavt at han sikkert ikke havde hørt det. Hun stod lidt og trådte sig selv over tæerne, indtil hun opdagede at han var gået videre.

Hun prøvede at læse over skulderen på ham, men han var alt for høj. Diskræt strakte hun sig på tæer, men det var ikke nok. Hun prøvede at tage et skridt til siden, men det hjalp heller ikke. Hun stod og trippede lidt. Så lagde hun, måske lidt voldsommere en planlagt, men sådan er det med overbalance, en hånd på hans skulder for at have noget at støtte sig til. Hun strakte hals.
"Finder du noget?"

Han så lidt om på den trippende Sidsel bag sig og grinede lidt "vil du se med?" spurgte han, og grinede lidt. Han trådte lidt til side så hun kunne være med. Han rystede på hovedet "nej ikke endnu" sagde han og ledte videre, og bladrede. Han stoppede ved et navn, og så på hende "hvad med det?" spurgte han og pegede på navnet og nummeret. Hvis hun genkendte telefon nummeret kunne det jo være, navnet stemte i hvertfald.
Han tænkte sig lidt om, han boede på en gade ikke så langt derfra, de kunne gå derhen hvis det var det. Han håbede det var ham, det ville være meget nemt og garanteret også glæde Sidsel.

Sidsel skævede til telefonbogen hen over Theos skuldre. Navnet passede. Hendes vejrtrækning og hjerterytme blev mere uregelmæssig.
"Jeg genkender ikke nummeret..." sagde hun eftertænksomt, og en smule nedslået, mens vejrtrækningen blev mere og mere ustyrlig. "Men han plejede jo også at have sit... mit hjemmenr. opgivet. Det der er godt nok heller ikke hans mobiltelefon... men..." hun følte sig pludselig svimmel og bed sig i læben. "Måske vil han bare ikke findes." hendes lille krop skælvede.
Hun kunne mærke at optakten til et anfald så småt var ved at gå igang og det sortnede for øjnene et kort stykke tid. Hun gav slip på Theo, satte sig tungt ned og tog sig til hovedet, mens hun prøvede at slappe af.

Theo så på hende og smilede lidt "det kan være han har skiftet nummer..." sagde han og virkede eintusiastisk, de var jo på sporet!
Han lukkede telefon bogen og vendte sig mod Sidsel "Det er jo enestående! Tænk hvis det er ham? Så fandt vi ham jo, det er kun nogle gader herfra vi kan sagtens gå derhen og-" han stoppede sig selv da hun pludselig så dårlig ud "Sidsel hvad er der?" spurgte han forsigtigt. Han fik et lille chok da hun satte sig ned, og tog sig til hovedet. Han satte sig hurtigt ned på hug "Sidsel? Hvad er der, har du det dårligt?" spurgte han, og lagde en hånd på hendes pande. Han havde ikke set sådan nogen reaktioner før, hvad kunne det betyde, var hun overvældet af glæde? Han overvejede ikke at hun kunne være nervøs.

Sidsel hev efter vejret. Hvordan kunne hendes krop bedrage hende på det her tidspunkt? De var så tæt på! Det havde været så nemt, og Theo virkede så glad.
Hun ville finde sin far, det var hendes mission! Men nu da det var så tæt på, virkede det alt sammen for godt til at være sandt og hun kom til at tænke på hvor forfærdeligt det havde været lige da han forsvandt.
"Min m-m-m-m-mo-m-mo... m-m-mor tr-tr..." hun opgav at færdiggøre sætningen og lukkede øjnene. Hun havde det pludselig som om hun skulle græde.
*Min mor tror han er død. Jeg troede han var død. Jeg mistede alle mine venner, fordi jeg ikke kunne konentrere mig om andet end ham. Tænk hvis det viser sig han bor to gader væk fra hvor jeg sidder!*
Hun sukkede og sad stille lidt. Lod ham lægge hånden på sin pande. Smilede lidt ironisk. Han måtte tro, hun var syg.
"J-j-j-jeg er ok..." hun så Theo lige i øjnene. Troede ikke på de ord, der kom ud af hendes mund. Håbede at Theo ville hive hende op at stå, og tvinge hende ind i den lejlighed. "M-m-m-måske er jeg slet ikke klar til at møde min far..." sagde hun ynkeligt og havde mest lyst til at tude.

Theo så bekymret på den lille rystende pige der hev efter vejret, og så så forvirret ud. Hun så pludselig ked ud af det. Han aede hende forsigtigt, og måske lidt kejtet over håret, og lagde hovedet på skrå "hey.. du ser så trist ud?" sagde han undrende og forstod ingenting.
Det måtte irritere hende at han ikke forstod noget som helst.
Hans øjne fløj væk fra hendes, og han pustede ud, heldigvis... heldigvis havde han ikke nået at give hende stød. "Det er godt.." mumlede han kort, og så lidt på hende og rejste sig stille op og rakte hende sin hånd så hun kunne komme op og stå. Hans øjenbryn strøg i vejret "Hvorfor ikke? Han er der jo, lige derovre, så tæt på?" sagde han uforstående.

Hun følte trøst i de lidt akavede strygninger over håret og forstod ikke hvorfor han så brat så væk. I dag var en dag fuld af emotionelle øjeblikke, hun havde aldrig været så oprørt før. Sidsel kunne godt høre på Theo at han ikke forstod hendes tristhed, og det undrede hende ikke. Hun havde al mulig grund til at være lettet. Men hvad hvis hun slet ikke havde lyst til at møde sin far? Hvad hvis han ikke var hendes far længere? Midt i al selvmedlidenheden fik hun også ondt af Theo, som ikke havde bedt om at blive hevet ind i alt det her. Han havde nok så sødt tilbudt sin hjælp og havde ikke brug for, at hun fik nervøse anfald midt i det hele.
"U-u-undskyld," var det bedste hun kunne finde på at sige. "J-j-jeg er bare så nervøs."
Hun lod Theo hive sig op at stå og stod og dinglede armen lidt frem og tilbage med hans hånd i sin. Så trist ud.

Theo så lidt på hende, og tænkte lidt. Hvad kunne der være galt? De var så tæt på?
Han så lidt på hende da hun talte "Du behøver ikke undskylde Sidsel" sagde han stille, og lagde hovedet på skrå "Nervøs for at møde ham igen?" sagde han stille. Han bed sig lidt i læben, og gik om bag hende og tog fat i hendes skuldre og førte hende ud af telefonboksen og ned af gaden. "Nu ikke så trist.. du må være positiv!" sagde han. Og det skulle komme fra ham? Pff.. Men han sagde ikke noget, puffede hende bare videre ned af gaden.

Under hele episode nhavde Sidsel forholdt sig tavs, med blikket mod jorden. Hun nikkede blot som tegn på at hun havde hørt hvad Theo sagde.
Den spinkle pige følte sig pludselig tøsefornærmet over hans facon. "Bare være positiv." ... Var det Theos far, der muligvis var blevet til blodsugende, bleg psykopatmonster? Sidsel tog sig i at sige noget. Hun hadede skænderier, og hun havde det kun godt med at Theo bare forsøgte at hive hende videre i teksten. Det havde hun i virkeligheden aller mest brug for, efter al den vælten rundt i mudder og ængstelse efter hendes far forsvandt.
Så hun holdt klogeligt sin, lagde blidt sine hænder oven på Theos, så han ikke skulle give slip og lod ham føre sig ned af en kedelig, grå gade, med kedelige, grå lejligheder, indtil de stoppede ved en kedelig, grå opgang, hvor maling skaldede af på dørkarmen og metallet omkring dørtelefonen var grårødt af rust. Sidsel så navnet og det var som om det lyste op midt i det hele.

Theo sagde ikke noget, men fortsaatte roligt med at gå med hende foran sig. Han så lidt på hendes hænder der lå på hans, og så sig lidt omkring. Han stoppede ved døren og så lidt op af bygningen "Skal vi... ringe på" hviskede han lavt. Måske skulle de ikke ringe på, det kunne jo være at hendes far ikke ville lukke dem ind.
Theo havde en underlig fornemmelse omkring dette, men han ville støtte Sidsel så han stod stille. Han stirrede lidt på den rustne dørtelefon, og derefter på døren.
En lille sammenkrummet dame kom gående hen mod de to unge mennesker, hun standsede ved døren, og så op på den unge pige og dreng "Skal i besøge nogen?" spurgte hun med en lille stemme, og fiskede en nøgle frem.
Theo så på den lille dame og nikkede hurtigt "ja men vi har glemt nøglen så vil du ikke låse os ind?" spurgte han med en blød stemme, og smilede venligt til den gamle dame.

Det var som om alt snerpede til i Sidsel og hun begyndte langsomt at bakke væk. Var glad for at Theo stod bag hende og holdt hende fast.
Det var som i en drøm, da den lille dame kom ud og Theo fik hende til at lukke dem ind. Den lille, meget blege menneskepige lod ham hive sig med ind i opgangen og så op af trapperne.
"D-d-d-det var 2. sal, i-i-ikke?"
Sidsel sank en klump. Hun turde virkelig ikke finde ud af, hvad der var bag døren til hendes fars lejlighed. Håbede mest af alt han ikke var hjemme.

"Jo anden sal på højre ikke?" spurgte han og så på hende. Den lille dame var stadig nede ved døren, og havde nok heller ikke så meget hørelse tilbage så hun tøffede bare langsomt op af trapperne et, for et og hørte nok ikke hvad de unge mennesker snakkede om.
Han stoppede oppe ved døren og hev Sidsel de sidste tog skridt med op. Han så kort på navneskiltet på døren "det stemmer.." sagde han og pegede på navnet. Han så lidt på Sidsel "skal jeg banke på?" spurgte han, for hun virkede helt ved siden af sig selv.

Sidsel bed sig i læben og nikkede.
Bankene lød unormalt høje i hendes bevidsthed og gav genlyd gennem hendes kranie. Tok, tok, tok...
Som i en drøm rakte hun hånden ned og lagde den på dørhåndtaget.
"Hv-hv-hv-hv..." hendes stemme rystede så meget at hun var nødt til at tie stille og trække vejret.
"Hvis m-m-in far er v-v-v-v-vam-" igen tav hun, men hun var ret sikker på at Theo forstod hende. "... og a-a-angriber... så f-f-flygter vi og kommer a-a-a-..." hun huskede sig selv på at trække vejret, sank en klump. "Aldrig tilbage."
Hun bed tænderne hårdt sammen. Kneb øjnene i. Kunne mærke tårerne presse på. Sidsel greb fat i Theo med sin frie hånd og ventede.
De ventede i lang tid. Der kom intet svar. Forsigtigt åbnede Sidsel først det ene, så det andet øje og slap sit greb i Theo. Forsigtigt førte hun hånden fra dørhåndtaget op til selve dørens træflade.
"M-m-m-måske sover han?" spurgte hun forsigtigt og lagde hovedet på skrå.
Prøvende bankede hun selv. Først et fesent bank, som ingen kunne høre. En dyb indånding senere lød tre langsomme, tydelige bank igen i opgangen.
Hun stivnede. Hørte noget bevæge sig på den anden side af døren. Hun greb hårdere i Theo og knyttede sin frie hånd.

Theo var lidt irriteret over at atmosfæren og spændingen hylede ham helt ud af den. Han rømmede sig "ja nu må vi se hvad der sker.." hviskede han, og rømmede sig igen, for den satans spænding.
Han så lidt på Sidsel, og havde virkelig ondt af hende. Hun så ud som om hun kunne får et nervøst sammenbrud hvert øjebik det skulle være.
Han så lidt på hende, og gav hende så et kort kram, ikke noget voldsomt, bare et lille klem.
Han mærkede hun tog hårdere fat i ham, og stod roligt ved hendes side, og så lidt på døren, og ventede at høre det vante klik det gav, når døren blev åbnet. Han tog en dyb indånding og prøvede at være så stille som muligt.

Sidsel nikkede igen og sank en klump. Det hjalp lidt at få et kram og hun gengældte kort den venlige gestus. Den rystede pige vendte derefter hovedet og så igen hypnotiseret på dørhåndtaget, der langsomt blev trykket i bund. Døren åbnede sig med et lille klik og svingede langsomt op. Den spinkle menneskepige trak vejret dybt og støjende.
Når hun kom hjem herfra, ville hun få sin læge til at skaffe en recept på nervemedicin.
"For helvede..." åndede hun skælvende, helt uden at stamme. Det overraskede hende lidt.
Hun så op på Theo, der også så ud til at være mærket af spændingen. Det hjalp lidt. Så følte hun sig ikke helt så ynkelig længere.
Døren åbnede sig helt og Sidsel spændte i hele kroppen, rejste sig på tæer og gik ned på flad fod igen.
"Far...?" mimede hun hæst. Men hendes hjerne fik hurtigt alle informationer på plads. Manden i døren var ikke hendes far. Han var bleg og indbydende at se på, sikkert vampyr, og en del ældre end de to unge mennesker i døren, men han var ikke Erik Roth. Ikke Sidsels Erik Roth i hvert fald.
Sidsel stod bare og stirrede på ham med let åben mund. Hvad skulle hun dog sige? Det her havde hun ikke tænkt på. Hun så op på Theo med store, skræmte øjne. Håbede at han ved telepati kunne forstå at han skulle sige noget, for hendes hjerne og stemmebånd nægtede at kommunikere.
"Hvad kan jeg hjælpe med?" spurgte manden, lettere anstrengt men velopdragent. Som når man modtager et par spejdere, der sælger lodsedler, man alligevel ikke vinder noget på.
Sidsels hoved drejede med et snap tilbage i hans retning.
"Øh... v-v-i... vi l-l-l-l-l-leder efter Erik R-r-r-oth."
Manden hævede et øjenbryn, men så ikke uvenlig ud.
"Han sover," konstaterede han.

Theo kneb øjnene sammen, og snuste ind så snart døren blev åbnet. Vampyr. Vampyrer. Der stank af Vampyrer. Han rynkede kort på næsen, og så på Sidsel, men der var ingen gensynsglæde at spore i den unge piges ansigt.
Theo undertrykte en knurren, og prøvede at virke venlig men der var bare noget... slibrigt over ham.
Theo rømmede sig og så på ham i døren "sover?" spurgte han med et lettere sarkatisk tonefald, vampyrer sov da ikke? Fie sov aldrig, og det gjorde Morgan vel heller ikke.
"Kan vi tale med ham? Det er vigtigt.." mumlede Theo så, selvom han ikke brød sig om det. Hvis Sidsels far var så ny vampyr som hun havde fortalt ham var han ikke helt sikker at være i rum med, specielt ikke med Sidsel på slæb da hun jo var menneske. Men det kunne selvfølgelig være Hr. Roth foretrak engleblod, eller vampyrblod eller noget andet, der var jo ikke nogen der sagde at menneskeblod var det han helst ville have.. forhåbentlig ikke. Theo rystede på hovedet af sig selv, nu måtte han tænke positivt, det kunne jo være Sidsels far ikke var vampyr.
Og han kunne forhåbentlig også forsvare hende hvis det skulle blive nødvendigt. Han skævede lidt til vampyren i døren.. hvor gammel kunne han være? Han lugtede ikke af mug så han var nok ikke over de tusind.
Theo kunne ikke gøre for det sarkastiske tonefald. Han blev en smule pirret af vampyrduften, da det ofte var den race han kom i slåskamp med.

manden i døren lagde armene over kors og stillede sig an.
"Han har det ikke godt..." Han kastede et blik på Sidsel.
Det gav et sæt i hende. Den lille, forskræmte pige var ikke i tvivl om, at han var vampyr, og at han udemærket godt vidste, at hun var et menneske. "Han har været ude hele natten. Skal jeg give ham en besked?"
Sidsel stod bare og rystede. Hvad lavede den mand med hendes far? Hvor var hendes far? Hvorfor kom hun ikke ud?
*Jeg vil have min far!* tænkte hun hysterisk og var lige ved at hyle af manden. Hun tog et dybt, skælvende åndedrag og så op på Theo. Han virkede anspændt. Han fornemmede sikkert tilstedeværelsen af vampyrer endnu tydeligere, end hun gjorde.
Hun gav hans skulder et klem.
"V-v-v-vi... må nok h-h-h-h-hellere gå, i-i-i-kke?"
Vampyren lagde hovedet på skrå og smilede sejrssikkert og flabet til Theo.
"Ja det må I hellere, ikke?" udfordrede han vrængende og smilede, så man kunne se hans klamme hugtænder.
Inde fra lejligheden lød et bump og Sidsel stivnede.

Theo rystede irriteret på hovedet og beherskede sig for ikke at komme med en sur bemærkning.
Han lod Sidsel snakke for ellers ville han bare koge over. Han stirrede irriteret på vampyren i døren, overvejede om han bare skulle puffe ham ned af trappen og råbe "Løb Sidsel.. LØØØB!" men han beholdt det lille skuespil i hovedet. Han fornemmede det lille klem, og så på Sidsel, der virkede hylet ud af den.
Theo knurrede af Vampyrens selvsikre grin, og havde lyst til at tørre det af hans flabede mund "Vi går ingen steder" sagde han fast og ønskede næsten at vampyren ville sige noget dumt så han kunne fare i hovedet på den. Igle.
Theo hørte også bumpet, og fjernede sit blik fra iglen i døren som han mest af alt havde lyst til at smadre.

Vampyrens grin ændrede sig til en hård, kold maske af raseri. Sidsel gjorde mine til at rykke lidt tilbage, men stoppede i sine bevægelser, da Theo stædig fastholdt at de blev, hvor de var. Først tøvede hun og så nervøst op på bloddæmonen. Hun havde aldrig set ham sådan på kogepunktet. Så edderspændt havde han ikke engang været, da han havde fundet ud af, at hun var blevet bidt af en vampyr. Den lille pige sank en klump og så fra Theo til vampyren og tilbage igen. De havde vist gang i en stirrekonkurrence.
Hun vendte koncentrationen mod rummet, hvis indgang vampyren blokerede. Sidsel kneb øjnene sammen til to smalle sprækker.
Midt i al angsten og skuffelsen følte Sidsel en ustyrlig vrede. Hvis hun bare havde haft hugtænder eller kløer eller været en to meter høj bodybuilder!
I et midlertidigt anfald af sindssyge, overvejede Sidsel om Theo mon var stærk nok til at tackle vampyren i døråbningen, eller om hun simpelthen skulle smadre ind i hans mellemgulv og udnytte overraskelsesmomentet.
Hun droppede sin spekulering og vendte tilbage til virkeligheden ved at vampyren sagde noget til hende.
"Hør her, hvorfor tager du og..." han havde ikke flyttet blikket fra Theo, og nu smilede han hånligt. "... Og dit kæledyr af en bloddæmon ikke og skrubber af?" Han vidste tænder til Theo og hvæsede sagte.

Theos øjne blev dybrøde, som hvis han havde lugtet blod, og hans knurren steg eller rettere faldt og blev dyb og advarende. Han havde holdt på det længe nok, nu så han rødt. Han greb ud efter vampyren, og slyngede ham ud af gangen og ind i væggen. Selvom han var lille var han alligevel dæmon, og han gik til kickboxning så den satans blodsuger skulle slet ikke stå der og spille smart. Han lagde vampyren ned og satte sig overskrævs på hans mave, og forsøgte at holde ham nede.
"Sidsel gå ind til din far.. kald hvis der er noget.." mumlede han hidsigt, og var ikke sikker på om hun hørte det.
Han smilede djævelsk til vampyren, og knaldede ham en på siden af hovedet "Skal vi lege?!" hvæsede han og blottede sine tænder, der ikke var helt så frygtingydene som vampyrens, men bestemt ikke noget at kimse af. "Og lad os se om du kan lege... blind" sagde han og så vampyren i øjnene og tog hans syn. Han ville ikke kunne holde det længe, før eller senere ville vampyren få synet igen, og de havde jo fantastisk lugtesans, så det ville stadig være en udfordring for Theo at slås med ham, men det gjorde ham ikke urolig, vampyrene var de sjoveste og mest udfordrende at slås med.