Dad-hunting - til Theo

Sidsels hjerte gik i stå, da Theo gjorde udfald mod vampyren og slyngede ham gennem opgangen. Hun ville have skreget, hvis det ikke var fordi hun var ved at hyperventilere.
Hun hørte Theos stemme og prøvede at komme ned på jorden, vendte opmærksomheden mod lejligheden. Mens Theo var optaget af at slå løs på vampyren, forsvandt hun med bange, flakkende øjne ind gennem den åbne dør.
Hun så sig rundt hele tiden, følte sig paranoid. Bare Theo kunne holde vampyren nede. Bare der ikke skete ham noget. Sidsel kunne høre Theo sige noget til vampyren, og den klaskende lyd af slag. Hvad var det vampyren havde kaldt ham? Hun huskede det ikke, det var sikkert også lige meget.
På usikre ben kom Sidsel ud af entreen og ind i lejlighedens "stue". Der var to madrasser på gulvet og tæpper lå spredt ud over det hele i en rodet kludebunke.
Gardinerne var trukket for og belysningen var sparsom. Sidsel så dog med isnende, gribende panik hvordan et hjørne af kludebunken bevægede sig med en underlig lyd. Et blegt hoved med tjavset hår kom til syne. Der var sorte rander under øjnene, der var lige så blå som hendes egne. De blå øjne blinkede søvnigt et par gange og fokuserede så på hende.
Udenfor lejlighedens firkantede verden hørte hun Theo og vampyren rode rundt, uden helt at være klar over hvad der foregik. Det følte som om værelset snurrede rundt.
"Sidsel?" spurgte manden under alle tæpperne, mens han blinkede forvirret. Man kunne skimte hans hugtænder, da han bevægede læberne. Hans tøj var snavset og hans hud var ualmindelig gusten. Han lignede ikke de vampyrer, Sidsel havde stiftet bekendtskab med indtil videre. Måske var han endnu ikke "fuldendt"?
Det var hendes far, men det var ikke hendes far og det var helt, helt forkert.
Sidsel gjorde store øjne. Åbnede munden. Tog sig til hovedet og steg skiftevis op på tæer og ned på flad fod igen.
Manden på madrassen begyndte at røre på sig, og gjorde mine til at ville stå op.
"Sidsel? Er det virkelig dig? Hvad laver du her?"
Uvilkårligt bakkede hun langsomt tilbage. Det levende lig rakte hånden ud mod hende.
"Far," hviskede hun hæst, helt uden stammen. Tårerne begyndte at trille. "T-t-Theo..." græd hun stille. "THEO!"

Theo havde det egentlig ret sjovt selvom det var dødsens alvor, og han blev ved med at lytte så meget han overhovedet kunne, selvom han allermest havde lyst til at smadre kraniet på iglen under sig, sompludselig overmandede ham. Der var stille inde fra lejligheden så vidt han kunne høre, det beroligede ham, og fouroligede ham, for han ville allerhelst være ved Sidsel så hun ikke skulle gå alene.
Han prøvede at komme uden om vampyrens slag, men desværre var vampyren en del stærkere en ham.
Han forsvarede sig så godt han kunne og lyttede, efter Sidsel. Der var alt for stille. Han var igang med at vride sig løs da han hørte Sidsel. "Sidsel..?" hviskede han, og skubbede så vampyren fra sig så hårdt han kunne, og kom på benene. Han styrtede ind i lejligheden, og smækkede døren bag sig, mest for at irritere den anden vampyr "hvad er der, er der sket noget??" råbte han, og kom farende ind i stuen, og stoppede op. Det første han fik øje på var selvfølgelig Sidsel, og så en eller anden bleg bleg... grålig.. et eller andet ovre i hjørnet.
Den havde dog visse ligheder med Sidsel, men var langtfra et raskt syn.
Han lagde hænderne på Sidsels skuldre, og lignede sikkert noget der var løgn, for vampyren havde blødt på ham, og han havde også selv fået en skramme eller to. Og så havde iglen ude på gangen fået revet t-shirtens halsudskæring i stykker. Det var nok ikke til at undgå når to væsner med så skarpe tænder kom op og slås.
Han vendte langsomt Sidsel om, og trak hende ind til sig "shhh.." hviskede han forsigtigt mod hendes hår, mens han holdt øje med Sidsels far.
"Vi går nu.." sagde han, mest ment til Sidsel for at berolige hende lidt.

Det føltes som om der gik en evighed og Sidsels ben var nær givet efter under hende, da Theo endelig kom og tog fat i hende. Den unge pige var så opslugt af sine egne flossede nerver, at hun slet ikke lagde mærke til at Theo var forrevet og blodindsmurt. Uden videre lod hun sig føre ind i hans favn og lod ham hviske i hendes hår og lænede sig bare ind mod ham og begyndte stille at græde. Det lød godt at gå. At komme væk. Langt væk.
Imens var hendes far stille kommet på benene.

"Hvem er du?" raspede han hæst, henvendt til Theo. "Sidsel..." han rakte igen hånden ud mod hende.

Sidsel vendte hovedet væk og bed sig hårdt i læben. Det gjorde for ondt at se på hendes far. Hvad der var sket med ham. Var vampyrer ikke normalt smukke og indbydende? Hun havde villet finde ham, og nu var han fundet.
"Undskyld," hviskede hun forpint. "Undskyld, undskyld, undskyld..."

"Hvad er det, du er dækket af?" spurgte hr. Roth Theo med en vis forvirring i stemmen mens han langsomt fik stavret sig over mod de to unge. "Er det..." hans pupiller blev helt små så man tydeligt kunne se hvordan de dybblå øjne skiftede farve til rød. "...Blod?"

Han trak Sidsel med sig baglæns. Et skridt af gangen så de ikke faldt. Han kunne mærke Sidsels varme tårer mod sin trøje. Hans øjne var fæstnet på Sidsels far, fulgte hver en bevægelse han foretog sig, holdt fast om Sidsel, og forsøgte at høre hvad vampyren ude på gangen foretog sig.
Han klemte hårdere om Sidsel og tog et længere skridt bagud "Theo.. Sidsels ven.." sagde han kort. Han ville ikke lade ham røre Sidsel, mest af alt var han bange for at Sidsel pludselig ville besvime eller noget i den stil, så han holdt godt fast i hende.

Theo sank stille ved det næste der skete, og så på Sidsels far. Han var jo forholdsvis ny vampyr, hvor ny vidste han ikke, men de nyeste plejede at være fuldstændig besatte af blod. Ham ude i gangen måtte være hans skaber, han skulle måske have givet ham nogle flere tæsk og fortalt ham hvilket svin han var at forvandle en familiefar til vampyr.
Han fulgte farveændringen i Sidsels fars øjne, kendte den udemærket, hans egne skiftede også farve, eller nuance de blev mere mørkerøde ved lugten af blod. Han blottede advarende sine tænder af Sidsels far, og slap Sidsel, og skubbede hende langsomt om bag sig og ud i gangen "Sidsel ud.." mumlede han.

Omtumlet rød Sidsel ud af lejligheden og ud i opgangen igen. Desorienteret greb hun fat i dørkarmen.
"Theo, lad være!" hviskede hun. *Du må ikke lade mig gå alene. Du må ikke skade min far...*
Hun havde ikke lyst til at se, hvad der siden skete med hendes far og hun havde ikke lyst til at være en større byrde for Theo, end hun allerede var. Hun vendte grundene for og imod at blive eller lade Theo i stikken. Han havde sagt, hun skulle gå, havde han ikke? Men hun kunne ikke bare forsvinde uden at vide hvad der skete med ham. "Jeg er ked af det... jeg kan ikke hjælpe dig..." hviskede hun til Theo. "K-k-k-kom nu med ud..."
Erik Roth gjorde et udfald mod Theo. "Min datter!" hvæsede han. "Sidsel, kom her!"

Klynkende veg Sidsel tilbage og var glad for at Theo stod i mellem hende selv og hendes far.
"Theo! Kom nu, v-v-v-vi går!"
Med tårerne trillende ned af kinderne tog hun en hånd op for munden og vendte sig væk fra dem begge og begyndte at gå over mod trappen.

Skælvende trådte hun hen over vampyren der lå i en blodig bunke. Sidsel bemærkede ikke at vampyren greb efter hende. Da han fik fat i hendes ankel, skreg hun. Med et krampagtigt fast greb om gelænderet prøvede hun at trække sig væk, mens hun i ren chok sparkede vampyren i ansigtet igen og igen, mens hun skreg og skreg og skreg.

Omsider blev han slap og faldt til jorden, men hun blev ved med at sparke i ren panik. Som om hun lige havde børstet en edderkop af sig, men stadig følte at den var på hende. Det var et held at Theo allerede havde svækket vampyren, ellers havde hun måske fået fat på hende.
Panisk så hun på Theos ryg i døråbningen.
"Kom nu!" råbte hun febrilsk. "D-d-d-d-du... kom nu!"
Langsomt stavrede hun ned af trappen mens hun holdt om sig selv for at føle sig en smule beskyttet.
Hun hadede vampyrer. Hadede dem. Grædende besluttede hun sig for at hun hadede synet af blod mindst lige så meget og ville ikke tænke på at vampyrens blod i samme sekund søbede ind gennem hendes converse, der var blevet helt rød efter mødet med hans ansigt.

Theo følte sig lidt i klemme, mellem Sidsel og hendes far, og så hans egen hidsighed. "Jeg gør ham ikke noget, han er forresten den af os der kan heale sig selv.." mumlede han irriteret. Det irriterede ham at alle vampyrer havde evner ud over den ene man ellers havde. De kunne heale sig selv, de hørte bedre, de var hurtigere, og så havde de hugtænder.
Han vidste godt Sidsel ikke kunne gøre noget, så han ville allerhelst bare have hende ud. Han trådte et skridt baglæns da Sidsels far gjorde et udfald mod ham, og vidste at hvis han angreb ville han såre Sidsel, og hvis han ikke gjorde.. hvad så?
Det virkede allermest som om Sidsels far havde savnet Sidsel, men hvorfor var han så taget afsted? Var det den anden vampyr der havde bedt ham om det?

Først der, lagde han mærke til Sidsel ikke var bag ham mere men var gået ud. Det gjorde ham lidt lettet, selvom hun stadig kunne høre hende råbe på ham og at hun bad ham komme ud nu.
Han sank stille "det gør mig ont.." hviskede han så stille til Sidsels far, før han vendte om og skyndte sig ud af døren og lukkede døren bag sig. Han hørte Sidsel skrige, og holdt døren da der blev hevet i den fra den anden side.

Da der endelig blev stille bag døren, skyndte han sig ned af trapperne og greb fat i Sidsel "vi skal ud nu!" sagde han hurtigt, for en vampyr kunne han holde stangen, men to var lige i overkanten. Han hev hende med ned af trapperne og udenfor. Der var først der han lagde mærke til blodet på sig selv.
Han rystede kort på hovedet, og hev hende med ned af gaden, tilbage til motorcyklen. Ud af Werclare. Han havde ondt i hånden, lagde kort mærke til at der var bidemærker "den igle bed mig!" hvæsede han irriteret. Han var kun blevet bidt af en vampyr før, men det var ikke noget han gad tænke på lige på dette tidspunkt. Han stoppede stille op, og så om på hende "er du forresten okay?" spurgte han stille.

Som om hun ikke rigtig var i sin egen krop, men et sted langt væk, tog Sidsel motorcykelhjelmen på. Hun havde hørt Theo lukke døren og hendes far havde flået i den. Vampyrerne kunne ovenikøbet hele sig selv, sagde Theo. Hvis de begge to havde angrebet på samme tid, ville det have set sort ud. Også selvom Sidsels far virkede svækket og forvirret. Og han havde grebet ud efter hende...

Hun sukkede og efterhånden stoppede hun med at græde. Hun havde stadig våde striber på kinderne. Hendes far og Theo var ikke kommet op at slås, og det var godt. Hun følte sig skyldig nok allerede over at have fået Theo til at gå med på det her.

Konsekvenserne var slet ikke gået op for hende. Det var aldrig faldet hende ind at et møde med hendes far kunne være potientielt livsfarligt for både Theo og hende. Måske fordi tanken om vampyrer virkede så syret, at den umuligt kunne være sand.

Theo havde slæbt hende hele vejen ud til motorcyklen og før hun vidste af det, var de på vej ud af Werclare. Hun holdt om Theo, mens hun sad bag på motorcyklen og gjorde sit bedste for ikke at tænke på, at det hun holdt fast i, var sølet til i blod. Egentlig havde hun mere ondt af Theo, som var dækket af det. Og monsteret havde åbenbart også bidt ham! Theo virkede rasende over det, og det var fuldt berettiget.
Hun ville have lænet sig i mod ham, hvis det ikke havde været for motorcykelhjelmen.
"Jeg har det f-f-f-fint..." sukkede hun og var bare glad for at han havde trukket hende med væk. Hun talte højt for at overdøve motorstøjen. "Jeg er ke-ked af, at han bed dig. Du... du klarer den, g-g-gør du ikke?" spurgte hun med dybfølt nervøsitet.
Noget sagde hende, at Theo var vant til at slås og blive slået, men hvis han var i fare på grund af hende, ville det ikke være til at bære.
De nåede motorvejen, men Sidsel fortrak ikke en mine denne gang. Farten virkede ligegyldig. Ubehagelig, men ikke noget at tage sig af.
"Og du er dæ-dæ-dækket af blod..." mumlede hun. "Undskyld jeg f-f-fik dig dækket af blod. Tak for det hele... Det, øh, det var godt at d-du var her."

Theo var irriteret over at der ikke havde været nogen stole i gangen så han kunne have givet den vampyr hvad den havde fortjent. Vampyrer slap ikke ustraffet for at have bidt ham uden at havde fået lov, men måske havde han også givet den lige slag nok den havde jo blødt på ham.
Han lyttede da Sidsel pludselig åbnede munden og begyndte at snakke. Hun havde ellers været stille hele vejen hen til motorcyklen.
Han nikkede stille "godt.." sagde han, for han havde ikke set hvad der var sket da hun havde skreget, så han havde kort frygtet hvad der mon var sket. Note til ham selv, det var svært at bevare fokus i sådan en situation.

Han nikkede stille til hendes spørgsmål "jo jeg klarer den, jeg er næsten ligeså udødelig som vampyren" sagde han og smilede stille, han var næsten mere svær at slå ihjel end vampyren, men nemmere at skade.
Han trak på skuldrende ved det hun sagde, det var ligegyldigt, det var næsten hverdag at blive dækket til med blod, selvom det ikke var til at få af.
Han overvejede om Sidsels mor mon havde nogle smarte tricks til at vaske blod af tøjet. Men på den anden side, Sidsel virkede ikke som den person der slogedes så meget, og fik blod på tøjet.

"Det går nok Sidsel, det er ikke så meget anderledes fra min hverdag, jeg er van til at blive beskidt, hvad enten det er blod eller motorolie" sagde han og smilede lidt til hende.

De kom væk fra motorvejen igen, og Theo styrede motorcyklen ned af den vej der førte til Sidsels rækkehus. Han stoppede udenfor hendes hus, og slukkede motoren så han kunne høre hende ordentligt.