Ved havnen once again

Dato: Irl
Dag: Fredag
Tid: Irl
Sted: Havnen
Vejr: Ganske lunt. Skumring.
Omgivelser: Havne-ting??

Artemis tullede som sædvanligt rundt, hvor hun ikke burde være. Hun var iført en hvid skjorte, og en mørk, ærmløs kjole ud over, som var det tøj alle pigerne hos Far gik i. Hun balancerede på kajen, og bed sig svagt i læben. Ikke fordi hun var bange for at miste balancen, og falde i vandet, men fordi hun havde rigeligt at tænke over. Det var også derfor hun ikke bemærkede at der var andre på havnen denne aften. Hun så ned mod sine fødder, der var iført de lidt for store, sorte lak sko. Igen en ting alle pigerne gik med. Dog var det ikke alles sko der var for store, men da Artemis var lille af fysik, så var det svært at finde tøj, der passede hende hundrede procent.

Påklædning. http://www.republic.co.uk/content/ebiz/republic/invt/82910/82910_lg1.jpg

Rose kom langsomt og roligt gående ned af kajen. Hun var i et ret muntert humør og var glad for det lune vejr og at solen kun lige var gået ned, så det ikke var helt mørkt. Hendes blik gik langsomt og undersøgende rundt og fik langsomt øje på en person som hun langsomt genkendte. Hun smilte skævt da hun kunne se hende som pigen som hun havde mødt i kirken. Pigen som hun havde været hjemme hos og havde fået en snak med hendes 'far'. Hun tænkte ikke rigtig over den mand og tænkte kun på sit nu andet møde med pigen. Hun gik muntert over mod hende og smilte et venligt og afslappet smil "Halløj" sagde hun muntert og så hvordan pigen balancerede på kanten.

Artemis standsede ved lyden af en stemme. Langsomt lod hun armene synke ned langs siderne, og vendte blikket mod pigen. Hun kunne skam godt genkende pigen.. Det var hende... Hende fra kirken. Men hun kunne ikke huske navnet. Dumt... Artemis betragtede hende tænkende. "Godaften" svarede hun så, og så let ned mod asfalten. Hun var blevet noget mere stille og afstandstagende siden det sidste møde med pigen.
Hun krummede tæerne inde i skoene, og så op på pigen igen, mens hun forsøgte at huske navnet.

Rose så på.. Navnet var lidt fjernt.. Artemis? Hun smilte venligt til hende og kunne næsten se at hun ikke var særlig glad for hende. Hun rystede mentalt hovedet af pigen. Rose var jo ikke farlig og slet ikke truende. Nå! Men folk havde jo hver deres syn på tingene. Hun kunne se at hun havde svært ved at huske noget og gik hurtigt ud fra at det var Roses navn. Hun smilte skævt og strøg en hånd gennem sit hår "Rose" sagde hun for at få pigen til at huske det så der ikke var nogen pinlige og akavede tavsheder mellem dem.

Først rynkede Artemis uforstående øjenbrynene, før det gik op for hende, at det var pigens navn... Så nikkede hun. "Det kan jeg godt huske." svarede hun. Det var jo ikke helt løgn. Hun kunne jo godt huske det, nu hvor pigen, eller Rose, havde sagt det. Hun kløede sig svagt på halsen. Der hvor de to lyserøde prikker - som hun nyligt havde erhveret sig - befandt sig. En vane hun havde fået efter sit højest ubehaglige møde med sin 'bror'. hun var ikke sikker på om hun troede på ham... Han var jo gammel nok til at kunne være hendes far??

Rose smilte over det hun sagde. Selføli vidste hun det.. Rose trak på skuldrene "Okay så.." mumlede hun med et skævt smil og så lidt på det sted hvor hun kløede sig og lavede store øjne "Hvem har gjort det?" spurgte hun og var overrasket over at se det på et menneske. Hvis hun havde været en engel var det naturligt at have bidemærker i sig. Men Artemis var et menneske. En lille pige. Hvilken vampyr kunne dog få sig selv til at bide en lille pige?

Artemis fjernede sin hånd, og blev en anelse stram i ansigtet. "Ikke nogen..." mumlede hun så, og begyndte igen at gå langs kanten. Bed sig let i kinden. De tindrende grønne øjne var nærmest klistret til den sort tjærede bjælke hun gik på.

Rose sukkede og himlede med øjnene ved hendes svar "Kom nu, Artemis! Du kan godt fortælle det til mig" sagde hun og løb hurtigt hen til hende og stillede sig foran hende så hun ikke kunne komme videre. Hun satte hænderne i siderne og havde ikke tænkt sig at flytte sig før hun havde fået det at vide.

Artemis stod lidt, og så op på Rose. "Jamen jeg kender ham ikke..." svarede hun med spag stemme. Hun stirrede stift ligeud, da hun var bange for at Rose ellers ville se de tåre der var ved at samle sig i hendes øjne. Hun ville ikke græde. Hun hadede at græde. Det var egentlig løgn. Hun kendte ham godt. Hun kunne bare ikke huske ham. Men nu havde hun jo heller ikke været særligt gammel før han forsvandt ud af hendes liv i mange år. Artemis snøftede kort, og vovede at se op, da faren for tåre var drevet over.

Rose så på hende og sagde intet før at hun havde hørt en snøften "Hey.." sagde hun i en blid og beroligende stemme "Jeg syntes ingen skulle få lov til at gøre dette.. Kunne du være venlig at fortælle hvordan denne person så ud så?" spurgte hun i en lige så rolig og blid stemme som før og tog blidt fat i Artemis' arm og fik hende hevet væk fra kanten og så på hende. Hun hadede vampyre som kunne finde på at bide små børn. Det var så svært at blive bidt. Det er svært for en teenager som Rose.. Hvordan ville det så ikke være for et lille barn?

Artemis så lidt på Rose, mens hun genkaldte sig billedet af ham. Han havde været høj... Og havde haft langt hår... Mørkt hår... Men meget mere havde hun ikke set. "Han hed næsten det samme som mig... Artemios..." fortalte hun, i stedet for at give en beskrivelse. For når hun ikke rigtigt kunne huske hans udseende, så var navnet vel bedre?...
"Han kaldte mig 'lillesøster'..." tilføjede hun mumlende, og blev overvejende i blikket. Havde hun nu sagt for meget igen?...

Rose lyttede til det som hun sagde og strammede sit greb i hendes arm da hun sagde navnet "Artemios?.." spurgte hun med en lille stemme. Hun havde ikke kunnet tro det! Hun var venner med Artemios. Og hun havde ikke troet at han havde kunnet finde på sådan noget. Han havde angrebet Rose og bidt hende før. Oss selvom at de var venner. Men hun kunne ikke få sig selv til at tro at han kunne finde på at bide små børn. Og så lige den lille detalje at det var hans søster! "... Det er jeg da ked af at vide" sagde hun og lød ret ked af det og løsnede hurtigt sit greb og så ned på Artemis.

Artemis rynkede på næsen, da Rose strammede grebet. Nikkede, da navnet blev gentaget. Hun så lettere overrasket på Rose, ved den sidste bemærkning. "Hvorfor?" spurgte hun så, og så indgående på hende. Mon hun kendte ham? Det måtte hun vel næsten gøre, når hun reagerede sådan... Eller også var hun bare ked af at vide at han havde bidt hende... Nu var det jo ikke sådan, at Artemis ikke havde kendt til vampyrer før hun mødte ham, men bidet var alligevel kommet som lidt af et chok.

Rose så på hende og så lidt undskyldene ud, mest på grund af det stramme greb og sukkede lavmælt. Hun kløede sig lidt tænkende i håret "Øhmm.. Det er bare tanken om at Artemios har gjort det. Og så at han er din bror.." sagde hun og kunne stadig ikke rigtig fatte at han havde en søster. Og så at det var Artemis. Hun smilte svagt til hende og kløede sig tænkende på kinden "Hvornår er det sket?" spurgte hun og lagde hovedet let på skrå.

Artemis trak let på skuldrene. Det var noget tid siden. Hun havde haft brækket et ribben, og det var kommet sig. "Det er noget tid siden.." svarede hun, og så let ned igen. Løftede dog inden længe blikket. "Du kender ham?" spurgte hun så, og så undersøgende på Rose. Mest for at få bekræftet sin tanke.

Rose nikkede svagt over det og var da glad for at det havde været længe siden. Så var Artemis ikke stadig påvirket af chokket. Hun bed sig blidt i underlæben og nikkede "Ja, vi er venner.. bekendte.. What ever.." sagde hun og trak på skuldrende og vidste ikke rigtig hvad hun skulle kalde dem. Venner var vidst godt nok da de jo havde kendt hinanden i noget tid og hun ikke havde været bleven sur på ham da han havde bidt hende. Og tanken om at han faktisk kunne holde hende ud, gjorde dem vel til venner.

Artemis nikkede let, og vippede svagt med tæerne, før hun så op på Rose igen. "Hvordan er han?" spurgte hun så, ganske alvorligt. Hvis han virkelig var hendes bror, så ville hun egentlig gerne vide noget om ham... Hvem ville ikke have haft det sådan? Hun vidst stadig ikke om hun troede på det. For hvorfor skulle hun ellers bo hos Far, og ikke hos deres forældre?...

Rose så ned på Artemis og rynkede på panden over hendes spørgsmål. Hun tænkte lidt over det og vidste ikke rigtig om hvordan hun skulle svare da hun jo ikke ville sige noget dumt omkring ham "Øhmm.. Han er venlig. Han ved hvornår han har gjort noget forkert og siger hurtigt undskyld. Øhm.. Han er et legebarn" sagde hun og kunne ikke lade vær med at smile skævt ved det sidste og huskede tilbage til dengang hvor hun havde gynget med ham på legepladsen "Men han er meget venlig og rar at være sammen med" sagde hun og nikkede af det hun sagde og nød Artemios' selskab meget.

Artemis nikkede lidt, og så ned mod vandet, mens hun lyttede til hvad Rose fortalte hende. Det var bestemt ikke det indtryk hun havde fået af ham. Overhovedet ikke. Det gjorde stadig ondt i ribbenet, hvis hun bevægede sig for meget. Artemis sank let hen i tanker, og sagde ikke noget. Hun rynkede panden en smule, og blev en anelse stram i masken.

Rose betragtede Artemis lidt og kunne stadig ikke rigtig fatte at Artemios havde en søster. Men hvis hun tænkte sig lidt om, så kunne hun egentlig godt se visse ligheder mellem hende og Artemios. "Hmm.." mumlede hun tænkende og lagde hovedet let på skrå "Men hvad laver du egentlig herude?" spurgte hun for at skifte samtale emne og lod sit blik gå lidt rundt.

"Jeg går." svarede Artemis, og så på vandet. Hun kunne godt lide vandet. Man vidste aldrig hvor man havde det, men alligevel var der alt et eller andet betryggende over det. "Hvad laver du selv herude?" spurgte hun så, og lod blikket vendte tilbage til Roses ansigt.

Rose betragtede Artemis og trak på skuldrene "Jeg går.." sagde hun og smilte skævt til hende "Men du ved vel godt at det ikke ligefrem er sikkert for en lille pige som dig, ikke?" spurgte hun og så sig lidt omkring og brød selv ikke om at gå rundt alene på denne tid da der fandtes skræmmende væsner i mørket som hurtigt kunne tage én og gøre ens liv til et mareridt. Hun gøs svagt ved tanken, men rystede derefter hovedet af sig selv og så tilbage på den unge pige som stod foran hende og smilte et muntert og venligt smil til hende.

"Jeg er ikke lille." påstod Artemis hårdnakket, og så op på Rose. Det ødelagde selvfølgelig lidt effekten af hendes stædighed, at hun var nødt til at se op, men det forhindrende hende nu ikke i at holde fast i sit. "Men jo, jeg ved godt at det ikke er sikkert. Men jeg er ikke bange." svarede hun, og gengældte svagt Roses smil. Nej, Artemis var ikke bange. Ikke for ret meget. Jo, hun blev da hunderæd for vampyrerne, når de kom tæt på, men når man kunne se alting sådan lidt fra afstand, så var det egentlig ikke så farligt.