Ved havnen

Dato : 09/04
Årstid : Forår
Dag : Tirsdag
Vejr : Lunt
Sted : Havnen
Tid : 20.45
Omgivelser : Både og pakhuse

Zoran sad på et af pakhusenes tag, og så ud over havnen. Hvor var her kedeligt... Han sukkede tung, og strøg hånden gennem håret. Han lukkede øjnene, og lagde sig på ryggen. Egentlig var han sulten.. Han sukkede igen. Hvorfor kom sulten altid på sådan et ubelegeligt tidspunkt?..

//Ved ikke om du havde lavet det til nogen, hvis så bare ignorerre mig//

Talia sneg sig hen over havne pladsen, han var iført en lang sort kjole, som blafrede let mens han små løb, han så sig lidt omkring og stoppede op, han foldede sine knyttede hænder ud og en diamant halskæde kom til syne, han kiggede kort på den, før han knugede hånden om den igen, han havde stjålet den, ligsom når han stjæler folks skygger, dog var det her noget man kunne blive meldt for, men ingen havde nogensinde opdaget ham i at stjæle, men alligevel var han altid på vagt hvis nogen skulle se ham.

Lugten af en dæmon fik Zoran til at sætte sig op. Dæmoner smagte godt.. De var bare ikke altid lige lette at bide.. Zoran scannede hurtigt havnen, og fik øje på skikkelsen. Han smilede for sig selv, men blev på taget. Han ville jo tidsnok blive opdaget, hvis altså ikke dæmonen var for travlt optaget af andre ting..

Talia gik lidt videre, men stoppede brat op da lugten af vampyr pludseligt slog ham, han så sig hurtigt omkring og kunne ikke få øje på denne vampyr, han gik lidt videre stadig med halskæden i sin hånd og tænkte over om han havde lugtet forkert, siden han ikke lige kunne få øje på ham eller hende. Han så sig små søgende omkring og rystede så på hovedt af sig selv "Jeg må ha' lugtet forkert" mumlede han så til sig selv.

"Enten det, eller også har du ikke ledt godt nok." svarede Zoran, der havde rejst sig, og nu stod på kanten af taget, og så ned på dæmonen. Var det en dreng eller pige?.. Lugten sagde dreng, men kjolen var forvirrende.. Zoran besluttede sig for at stole på sin lugte sans, og afgjorde at det så var en dæmondreng han havde med at gøre..

Talia fik et chok og var lige ved at tabe halskæden, han så på den mandlige vampyr, men så hurtigt ned "Je .. Jeg så vist ikke ordentligt efter" sagde han så og turde næsten ikke se på manden, vampyrer var ikke ligefrem det bedste han vidste også selvom han aldrig var blevet bidt. Talia lød som en pige, lignede en pige og havde bevægelser som en pige, et menneske ville ikke kunne andet end at tro han var en pige, faktisk troede han til tider selv han var en pige.

Zoran lo, og hoppede ned fra taget, så han landte få meter fra dæmonen. "Org, hvad er der galt?" spurgte ham med en silkeblød, næsten bekymret stemme. Han holdt let armene ud fra kroppen, som for at sige 'Se, jeg er da ikke så farlig'..

Talias øjne flakkede kort rundt, før de landte på ham "ikke noget .. jeg .. " sagde han, men stoppede da han ikke rigtige vidste hvad han skulle sige, han foldede sin hånd ud og så ned på halskæden, han lagde den ned i en lille lomme på kjolen og så op på ham "Hvad hedder De?" spurgte han så og så ham i øjnene.

"De?.. Det må jeg nok sige.. Manerne fejler da intet.. Jeg er Zoran. Og du?" svarede han lettere leende, og så på den 'lille' dreng. Han virkede ikke til at være så gammel.. Og dæmoner var kendt for at være aggresive? Ja ikke ham her i hvert fald..

Talia så lidt ned da han lo af ham "Mit navn er Talia" sagde han så og var ret genert, faktisk var han lidt bange, men det var nu ikke for Zoran, men mere for vandet der befandt sig henne ved bådebroerne. Vand va det værste han vidste, men det var vel forståeligt.

"Talia?" gentog Zoran overrasket. Talia var sgu da et pigenavn?.. Med beslutsomme skridt gik Zoran helt hen til.. Dæmonen, og tog fat om hans hage. "Sg mig, du er en dreng ikke sandt?" spurgte han en anelse hårdt, da han ikke brød sig om at tage fejl.

Talia så lidt forbavset op på ham, han sank kort "Je .. Jeg er en pige" sagde han så, selvom han var en dreng, han elskede at lade andre tro noget andet end sandheden. Han så ind i Zorans øjne, men så lidt ned i skræk for at han fandt ud af at han havde løjet.

Zoran slap dæmonens hage, men nægtede at tro på det.. 'Den' lugtede stærkt af dreng, men så i dengrad ud som en pige... Han lagde en arm om livet på dæmonen, og trak 'den' ind til sig. "Er du nu også det?" Spurgte han næsten venskabeligt, og smilede et mildt og beroligende smil.. Ikke at han ville berolige nogen som helst, han ville somend bare have sit svar..

Talias mund røg op, for første gang, i et smil "Hvad synes du jeg ligner?" spurgte han så og så ind i hans øjne, Talia lignede en pige, men dog afslørede det flade bryst rimeligt meget, dog havde alle piger jo ikke store bryster, han lignede en pige der ikke var udviklet.

"Tør du lege? Nej, hvor fint" Et lumsk smil bredte sig på Zorans læber. "Jeg synes du stinker langt væk af dreng, så det må vi jo hellere tjekke, ikke sandt?" spurgte han blødt, og lod en hånd glide ned langs siden på dæmonen.

Talias smil forsvandt ligeså hurtigt som det var kommet i det han rørte ham "Du rør mig .." Sagde han så og sank kort, mens hans hjerte bankede i fuld fart "Stop .." hviskede han så og vred sig ud af hans greb og gik et skridt væk fra ham. Han stirrede på ham "Jeg vil ikke lege med dig .." sagde han stille og så ned.

Zoran lo blidt. "Åh, det er det mindste jeg kan gøre ved dig." forsikrede han med et grumt smil. Han undrede sig dog over den voldsomme reaktion. "Så... Lad os nu finde ud af det er sammen skal vi?" foreslog Zoran mens han smil ændrede sig til venligt.

Talia så op på ham igen og rystede svagt på sit hoved " .. Er du til drenge?" spurgte han så pludseligt uden at besvare hans spørgsmål, han så Zoran i øjnene med et udtryks fuldt blik, men hvad udtrykket præcist betød, var nok ikke helt til at se.

"Om jeg er til drenge? Kæreste lille Talia, om jeg er til drenge er ikke et spørgsmål jeg vil besvare. Det må du jo selv finde ud af" svarede han med et kryptisk smil.

Talia lagde hovedt svagt på skrå og så på ham "Tør du lade mig finde ud af det?" spurgte han så og virkede helt seriøs, han smilede ikke, han mente det alvorligt. Han gik lidt tættere på ham, Talia var ikke direkte bange for Zoran, men var heller ikke tryg ved ham.

Zoran klappede ham let på kinden. "Hvis du tør prøve?" svarede han, med et lumsk smil.

//Sorry det korte svarm ser die hard//

Talia tænkte sig kort om og var selvfølgeligt blevet nysgerrig efter at vide om han var til drenge. Han trødte helt tæt på ham så der kun var meget få centimerter mellem dem, han lagde forsigtigt hænderne på hans bryst og lod dem glide om i nakken på ham "Lov mig at du ikke slår mig .. " sagde han så stille.

Zoran så ned på dæmonen med et kryptisk blik. "Hvorfor skulle jeg dog slå dig?" spurgte han, og lød overrasket, var det dog ikke... Han måtte egentlig holde sig i stramme tøjler for ikke bare at bide, men han mente at dette kunne gå hen og blive særdeles sjovt. "Forresten, du rør mg." pointerede han, med et drilende glimt i øjet.

Talia nikkede og trak på skuldrene "Hvem ved .. " sagde han så og smilede svagt, han lænede sig svagt ind mod ham og så ham i øjnene "Så længe du ikke rør mig" sagde han så og nærmede sig hans ansigt med sit, han fugtede sin underlæbe og så kort på hans læber, før han så ham i øjnene igen. Han overvejede det nøje om det nu var en god idé, hvis han nu ikke var til drenge ville han jo nok blive ret sur, selvom Talia jo lignede en pige.

Zorans smil forsvandt nu, men han så ikke vred ud, bare.. Tja.. Ulæselig vel egentlig.. Alvorlig måske?.. Han lyttede til Talia's puls.. Så fristende, så.. Nej.. Han ville se hvor vidt dæmonen ville bringe det. Hvor langt han turde gå.. Han bed svagt sig selv i tungen, for ikke at bide drengen i halsen...