Jeg er helt færdig..(David)

Embry stod lidt og så rundt i stuen, indtil han fangede en bevægelse ud af øjenkrogen. Han vendte blikket mod David og tog imod håndklædet, og smilede roligt. Det var tydeligt at David var lidt pinligt berørt, men Embry ville ikke kommentere hans røde kinder. "Okay det gør jeg så.." sagde han, og nikkede til det andet han sagde med at give hundene mad. Det trængte de sikkert også til. Embry stod og så lidt efter David, og kløede sig lidt genert i nakken. Han rettede sig op og tørte det værste vand af sig, det var dog mest hans hår der var vådt. Han så lidt på tøjet, og tog det så på. Det var en smule småt, men det gjorde ikke så meget, det var bare rart at være varm igen. Han satte sig ned på sofaen igen, og skævede kort til dynen. Han så sig lidt om, og håbede egentlig at David snart ville komme ind igen, der virkede sådan lidt tomt uden ham.

David så lidt rundt i køkkenet og kunne mærke fornemmelsen i sin mave blev mere og mere tydelig og mere mere ubehagelig og dog behagelig nu mere han tænkte på at Embry havdet stået nøvn i hans stue og i det hele taget bare at Embry var her. han fandt så hurtigt hundemaden og gik ud i gangen til hunde skålene og helte noget mad op i to af dem, hvorefter han hentede noget vand i de to andre. han så lidt ind på Embry og smilte helt stille. han tog en dyb indånding og gik ind i stuen igen, men da han mærkede hans kinder blev helt røde igen, drejede han en gang rundt om sig selv og gik videre hen til ham "tag også dynen på, du må slet ikke fryse" sagde han og tog dynen, hvorefter han lagde den omhyggeligt rundt om Embry, så han var sikker på at Embry kunne holde varmen. han satte sig så ned ved siden af og så genert ned i gulvet.

Embry så sig lidt om i stuen igen. Nu kendte han den mere eller mindre, alle detaljerne, malerierne, osv. Han lukkede kort øjnene, og gabte. Han følte sig egentlig godt tilpas, men rykkede alligevel lidt rundt i sofaen, indtil David pludselig kom til syne igen. Han smilede til ham, og undrede sig lidt over den lille piruette han lavede, men nåh ja man kunne vel godt danse en gang imellem. Han så lidt på dynen "tak.." sagde han, og lod ham ligge den om ham. Det var ret vildt at han pylrede så meget om ham, men det ville nok ikke have været anderledes hvis det havde været omvendt. Han fik rykket sine arme ud af dynen, og så på David "blev de glade for at få noget mad?" spurgte han, og nikkede ud mod hundene som man svagt kunne høre. Han frøs nu stadig, men han frøs altid. Han kørte en hånd gennem sit fugtige hår, og lagde hovedet på skrå, mens han betragtede David "vil du have noget dyne?" spurgte han så, og lagde lidt over ham, og smilede.

David nikkede bare som så lidt og håbede virkelig ikke EMbry opdagede hans lille piruette, da han selv syntes det var utrolig pinligt.han så på ham med et uskyldigt blik og bed sig stille i læben. han så kort ud mod hundene og nikkede "ja det gjorde de vidst...de var sultne" sagde han med et smil og vente blikket tilbage på Embry. det var lidt underligt at sidde her med Embry efter han lige havde været David's helt og reddet hvalpen. han syntes han burde stå og hyle Embry på grund af hans helte mod. David syntes det var heltemod, for der var ikke mange der ville gøre det for en nærmest fremmed hund. han rødmede meget da Embry tilbød noget af dynen, men han rykkede sig da tættere på Emrby og træk sine ben op til sig så han kunne få dynen om sig, imens han ville sidde indmod Embry. David tænkte ikke over om det var det Embry havde ment, men han havde sådan en lyst til bare at være tæt på Embry og føle sig tryg.

Embry smilede lidt, og nikkede "det kan jeg godt forstå.. " sagde han så, og lyttede til pibelydene ude fra gangen. Han gjorde plads til David da han rykkede lidt tættere på så han også kunne få noget dyne over sig. Han undrede sig lidt over at han rødmede så meget, men det var også lidt kært "du ved så meget om mig.. men jeg ved næsten ikke noget om dig... hvem er du egentlig?" spurgte han i et drillende tonefald og så på David. Det var jo ikke helt løgn, han vidste kun at David hed David, var skuespiller, og boede i det hus med sin hund og dens hvalpe. Han kunne dufte David, mest fordi han han havde en lugtesans der var hundrede gange bedre end et menneskes. Han kunne godt lide den duft, det duftede af varme, tryghed, det var rart. Han kunne mærke at han sad lidt ind mod ham nu, og purrede kort lidt op i hans hår "nurh du har blødt hår" sagde han muntert, og kørte kort sin hånd gennem det.

David smilte stille og nikkede stille "ja...de fortjener mad" sagde han stille og lod sig blive liggende ind mod ham. han lyttede ikke til hundene, da han alligevel var så van til den lyd så han registrerede han ikke. han lyttede til det Embry sagde og bed sig nervøst i læben. han lukkede sine øjne og puttede sig helt forsigtigt til ham "hvem jeg er...jeg er..mig...du må uddybe dit spørgsmål hvad vil du vide?" spurgte han og så på ham. han var ikke så glad for han nu pludselig ville vide noget om ham.David var ikke glad for at skulle fortælle om sig selv, da det mest han kunne fortælle var om hans fortid og den ville han helst glemme. han lukkede øjnene i og sank en klump. han kunne godt mærke Embry duftede til han hår og det fik ham blot til at smile. han nød et blive purret op i håret "syntes du?" spurgte han stille og havde faktisk aldrig fået det afvide før. så det overraskede ham faktisk meget. han nød at mærke hans fingre ignnem sit hår

Embry så på ham og nikkede og smilede lidt. Det var hyggeligt at være så tæt på en anden person, den sidste der havde været så tæt på ham måtte være.. det kunne han ikke huske. Han lukkede kort sine øjne, fornemmede den anspændte person ved siden af sig "du behøver ikke fortælle noget hvis du ikke har lyst, jeg ville bare.. høre om dig, hvor er du vokset op, forældre er som regel et ømt emne så det gider jeg ikke spørge ind til.. øhm" sagde han og nussede ham tænksomt i håret. "Hvor gammel er du egentlig..?" spurgte han så og lød helt undrende, for det havde han helt glemt at spørge om. Eller også havde han spurgt og derefter glemt det, det skete nogen gange, for han var utrolig let at distrahere. Han nikkede kort, og så på hans hår "ja.." sagde han, og smilede lidt. Han kunne mærke varmen var begyndt at brede sig, og det fik ham til at blive mere afslappet end han allerede var. Han kom i tanker om at hans cigaretter nok var blevet våde, sær tanke at få egentlig. Han skød den fra sig og så på David igen.

David lyttede til hvad han sagde og lagde stille hovedet lidt på skrå, men rettede det op igen "jeg vil gerne fortælle...du har været så ærlig for mig...så..jeg vil også være ærlig og åben for dig...du skal bare spørge så svare jeg" sagde han stille og vidste at hvis han spurgte ind til hans fortid, ville han nok havde det lidt svært ved at fortælle. men han ville stadig være åben og fortælle. han åbnede sine øjne og så op på ham med et lille smil "jeg er 17.." sagde han stille og lænede sit hovede mod hans skulder igen. han lukkede sine øjne igen og slappede mere og mere af. han følte sig helt tryg sammen med Embry og det var ellers kun Andy der havde kunne klare det. David smilte tsille og lagde sin ene hånd på Embry's brystkasse "tak...det har jeg ikke fået afvide før" sagde han stille og kunne mærke trætheden vælte over ham igen. derfor åbnede han sine øjne for ikke at falde i søvn.

Embry så på ham, og smilede så svagt "jeg er meget ærlig, det er bare.. sådan jeg er.. men nogen gange er det ikke så godt.." sagde han og bed sig kort i læben. Man kunne åbenbart godt være for ærlig nogen gange. Han så lidt på David igen "Hmm okay..øhm.. har du nogen søskende?" spurgte han, og lagde hovedet på skrå. Han havde fundet en ret behagelig måde at sidde på uden at skulle rykke på David "nåh okay" sagde han og smilede stille til ham. Han havde slet ikke tænkt over Davids alder før nu, ikke at det gjorde noget, men han fandt ofte selvskab der var yngre end han selv var.. det var måske bare fordi at han var barnlig. Han nussede ham fortsat blidt i håret, og mærkede en hånd på sin brystkasse. "Okay så? Men det har du så nu" sagde han med et lille grin. Han kunne egentlig godt se at David var ret træt "er du træt?" spurgte han for at få det bekræftet, for så kunne han vel ligeså godt få lidt søvn, og sådan..

David træ på skuldrende og smilte stille "det er du nemlig.. og det kan jeg godt lide..." sagde han med et lille smil og sukkede træt, men han ville ikke sove. han lyttede til hans spørgsmål og tænte grundig over det "ja...en storebror...men jeg ved ikke om han stadig lever" sagde han stille og kunne mærke han ikke havde tænkt på sin bror i lang tid. han havde betødet alt for David da de var små og David havde altid set op til ham, men det tog så også overhånd. han så ud i luften og tænkte det hele igennem. han var ret sikker på der ikke var nogle af sine venner der rigtig havde spurgt ind til hans bror og det passede ham egentlig også fint nok. for nu når han kom i tanke om ham kom han til at savne ham lidt. David vidste jo udmærket godt hvor gammel Embry var så han ville ikke til at spørge om det, da det jo bare var unødvendigt. han lod sin hånd ligge på Embry's brystkasse og slappede helt af i varmen far dynen og især Embry "ja..og det kan jeg godt lide" sagde han lid lsukt, men grinte så. han så stille op på hamog nikkede stillle "ja lidt...men det går" sagde han træt og smilte stille. han ville ikke sove af ren frygt for Embry ikke var der når han vågnede igen og han ville ikke sove fra Embry.

Embry lyttede og smilede lidt "det er da altid noget" sagde han og smilede lidt, og lyttede til hans trætte suk. "nå okay.. ingen kontakt til familien så?" spurgte han stille, men det var vel egentlig ret indlysende hvis han ikke vidste om han overhovedet levede. Han gned sig kort i øjnene. Selv havde han haft en lille søster.. det havde han jo så ikke mere. Det var det der var allermest skræmmende ved hans drømme, han fik en gang imellem flashbacks i sine drømme, og det skræmte ham fra vid og sans, for engang imellem så han sig selv fra sin mors, eller sin fars, eller søsterens blik. Han blev revet ud af sine dystre tanker ved Davids stemme, og af den varme hånd på sin brystkasse. "Det var mange ting du godt kan lide.." sagde han drillende og nussede ham i håret. Han betragtede hans trætte ansigt, og smilede stille "du er trææææt.." hviskede han og trykkede ham let på næsen med sin frie hånd. Han rømmede sig lidt igen, for det duede jo ikke at han måske lige pludselig fik lullet David i søvn eller noget i den stil. Han lukkede sine øjne på klem og tænkte sig lidt om "du nævnte på et tidspunkt at du måske hørte til på en sindssygeanstalt.. hvorfor det?" spurgte han stille, og så på David gennem de halvlukkede øjne. David havde sikkert set at han havde været indlagt så der var ingen grund til at nævne det.

David smilte skævt og brummede et lille 'ja'. han puttede sig forsigtigt tættere på ham ved spørgsmålet "nej det kan man ikke ligefrem sige jeg har" grinte han på en lidt trist og ironisk. han havde som så meget andet prøvet at glemme sin familie. da han følte det var for svært at vide han aldrig ville se dem igen, på grund af det der var sket. der for prøvede han, som ved alt mulig andet, at glemme det. han tænkte lidt over det emne de var ved at pege hen på og skulle virkelig anstrange sig for ikke at gå sin vej og sætte sig inde på badeværelset og tude sig selv tom for væske. han grinet lidt af hans dril og prikkede ham kort på brystkassen. han nød at blive nusset i håret og det hjalp ham lidt med at komme af med sine anstrangelser at Embrydrillede ham lidt "jep...jeg kan lide rigtig mange ting" sagde han stille og så op på ham med skulene blik "neeeej jeg er ej" sagde han og prøvede, uden held, at lide frisk. han rynkede stille på næsen og så ned på den kort. han så så hurtigt op på Embry og hans smil forsvandt stille "hvorfor...tjo...der er mange grunde... jeg har været ude...for nogle ting som...ikke ligefrem gav gode minder..." forklarede han.

Embry nussede ham fortsat i håret, og lyttede til det lidt triste tonefald. Han havde ikke lyst til at gøre David ked af det så han nikkede bare uden videre at sige noget. Han tog en dyb indånding, og lyttede til Davids vejrtrækning, da det var en af de ting der beroligede ham allermest. Det var også derfor han havde det svært med vampyrer, de var kolde, de trak ikke vejret, og de skræmte livet af ham..nogen gange. "Ikke prikke.." sagde han og grinede lidt, og så på ham. Han trak på skuldrende "jeg kan også godt lide mange ting.. men der er også mange ting jeg ikke kan lide" sagde han og skar en grimasse, og smilede så. "jouv du er så.." sagde han og han måtte kvæle en latter ved Davids forsøg på at lyde frisk. Han var nok ikke blevet mindre træt af at skulle lede efter hvalpen og blive så nervøs "nej grundene til man bliver indlagt er som regel ikke særlig fede" mumlede han, selv om han alligevel var nysgerrig, holdt han mund for han ville som sagt ikke gøre David deprimeret eller noget i den stil. Han så lidt på hans ansigt, og derefter på hans hår. Han gabte stille, og lukkede kort sine øjne. Han havde ikke lagt mærke til at David var kommet tættere på, han lagde bare sin frie arm om ham, og åbnede øjnene.

David nød at blive nusset i håret og slappede af. han kunne mærke at trætheden gjorde hans trished værre, så han prøvede bare at lytte til alt det sjove og holde humøret opppe. han så op på ham og grinte lidt "okay så" sagde han med et smil og nussede ham istedet på brystkassen. han lyttede til det Embry sagde og nikkede stiulle. selvfølgelig var der også ting David ikke kunne loide, der var faktisk mange, men han prøvede for det meste bare at se på de gode ting "det ville altså også være mærkeligt hvis man kunne ide alting" sagde han med en drillene tone og så op på ham- han rystede på hovedet og så barne surt på ham, men kom så til at gabe meget "aar okat så" indræmmede han og lukkede sine æjne i uden rigtig at tænke over det. David tænkte på det Embry sagde og nikkede stille "nemlig...så jeg tror jeg ville passe godt ind" sagde han stille og satte sig lidt bedre tilrette ind til ham.

Embry nussede fortsat David i håret, da det var glimrende tidsspild, og Davids hår var blødt. Han mærkede den stille nussen på sin brystkasse, og lukkede øjnene lidt. Hvis han kunne spinde ville han have gjort det. "Ja det ville nok være lidt sært.." sagde han og grinede lidt, og betragtede hans barnlige surhed, og smilede varmt. Han grinede lidt da David endelig gav efter og sagde at han var træt. Han vile ikke sige mere, selvom han overvejede at tilbyde David at få lidt søvn, men det havde han jo gjort, og David havde takket nej, og sagt at det var okay. "Du skal holde op med at pirre min nysgerrighed, jeg vil ikke gøre dig ked af det.." mumlede han, og trykkede ham lidt tættere ind til sig. Han lukkede øjnene lidt igen, men stadig så han kunne se David. Han kunne mærke at David blev tungere i kroppen, og overvejede lidt om han var ved at falde i søvn. Det var lidt sødt hvis han gjorde, og det var nok egentlig også meget hyggeligt.

David nød at blive nusset og smilte stille. han nussede ham forsat på brystkassen og slappede godt af så tæt på Embry. han ville altid kunne falde i søvn ved Embry var han ret sikker på hvertfald "det ville det" sagde han stille og grinte lidtt. han så op på ham og var glad for han ikke ville præve at få ham i seng. David ville nemlig gerne sidde og snakke med Embry, da han virkelig godt kunne lide at snakke med ham. David lod sig blive trykket tættere på ham og så stille op på Embry med et blidt blik "du gør mig ikke ked af det..jeg har snakket om det en gang før..der græd jeg, men jeg burde godt kunne snakke om det nu uden ar græde" sagde han, men var egentlig ikke sikker på at det egentlig var rigtigt. han havde jo været tæt på at græde da han komi tanke om sin bror. men hvis Embry ville vide noget ville han svare, og selvfølgelig gøre alt for at undgår at græde. han så så frem for sig og holdte sig tæt ind til Embry. han kunne tydeligt mærke han når som helst kunne falde i søvn, men han kæmpede for at holde sig vågen, da han ikke ville sove nu når de snakkede om sådan et emne.

Embry lyttede, og nød at blive nusset og nussede fortsat David i håret. Han pustede en tot hår væk fra sine øjne, og vendte så koncentrationen tilbage til David igen. Det var egentlig hyggeligt bare at snakke sådan, fugtigt hår, dejlig varm person, regn mod det store vindue.. det var ikke en dag han ville glemme det var helt sikkert. "Det skal man aldrig sige.. jeg snakkede med mange psykologer om det samme emne, og jeeg græd hver gang indtil jeg til sidst manglede tåre tror jeg... til sidst føler man sig bare.. tom" sagde han, for det var den rigtige beskrivelse af følelsen man fik når der pludselig ikke var flere tåre, kun sorgen. Embry havde det ikke godt med at få andre til at græde, så han ville allerhelst bare holde David glad. Han så lidt på hans hår som han snoede om sine fingre, og gabte stille. Han bed sig lidt i læben "er der en grund til du ikke har kontakt med din familie mere?" spurgte han stille, som om han var bange for at snakke for højt og gøre ham ked af det, men egentlig ville han heller ikke overdøve regnen der trommede mod ruden. Han kunne godt lide den lyd.

David slappede godt af i Embry favn og føltwe sig mere en tryg. han lyttede til hvad han sagde imens han nuissede ham på brystkassen med en bliv bevægelse og nød at blive nusset i håret. han stirrede lidt ud i luften "ja okay...det kan så godt være...jeg ikke kan lade være med at græde så..men du begyndte ikke at græde da du fortalte mig det?" sagde han stillle og rykkede sig så tæt på han kunne komme uden at sidde helt oppe på ham. han havde aldrig tænkt over hvor nemt han kunne begynde at græde, men hvis han tænkte alt igennem kunne han godt se det nok var alt for nemt. han fokuserede kun på Embry's stemme og at han legede med hans hår. det kunne David virkelig godt lide, da det fik ham til at føle sig bedre tilpas, selvom der kom det svære spørgsmål "fordi....mine forældre døde i en bil ulykke...og jeg ved ikke hvor min storebror er" forklarede han helt stille og så helt forsigtigt op på Embry med et helt uskyldig og barnligt blik.

Embry så på ham, og lyttede og nød at blive nusset. Han rystede lidt på hovedet "nej, men jeg gav dig heller ikke detaljer eller fortalte dig hvordan jeg havde det da jeg fandt ud af hvad jeg havde gjort.. så kunne det måske godt være jeg havde knebet en tåre" sagde han og smilede stille. Han var ikke meget for at græde, han havde faktisk ikke grædt meget meget længe. Han nussede fortsat David i håret for at koncentrere sig om noget andet end sine tanker, for det var bare besværligt at begynde at blive deprimeret. "det er jeg ked af.. har du prøvet at finde ham?" spurgte han stille og betragtede det barnlige blik som David sendte ham. Han forsøgte at modstå tangen til at gabe, men han kom til det alligevel. Han lukkede sine øjne lidt, måske var det forkert af ham ikke at græde over det så ofte mere... men det var som det var.. han var simpelthen tømt for tårer og så havde han lukket det ude fra sit sind.

David lyttrfr til hvad han sagde og tænkte lidt over det "ja okay...jeg vil ikke spørge om det hvis du ikke vil fortælle det..det er aldrig rart at græde" sagde han stille og så op på ham. han anede ikke helt hvorfor, men han ville gerne vide hvordan Embry havde følt og vide der mere i detaljer, da han var meget meget nysgerrigt, men han ville ikke selv finde ud af det da det var sådan et følsomt emne. han nød at blive nusset i håret og følte sig stadig meget tryg ved Embry, men tanken om sin bror gav gam en lille stikken i hjertet "finde ham...nej...da han flyttede hjemmefra fortalte han mig noget...der startede..mine...yheldige oplevelser kan man sige...jeg turede ikke at finde ham til sidst..jeg har det ikke godt med at skulle finde ham af ren frygt for han ville skamme sig over mig på grund af mine handlinger selvom han intet ved" forklarede han stille uden helt at komme ind på det der var hent ham. han var ikke sikker på om han nu burde fortælle det. han puttede sig forsigtigt ind til ham igen og lukkede sine øjne "vil du sove?" spurgte han og bed sig i læben.

Embry så lidt op i loftet, overvejede om han skulle fortælle det til David. "Hvad vil du vide.." spurgte han så i et sært tonløst tonefald, mens han fortsat så op i loftet. Egentlig var det en manøvre for ikke at begynde at græde, det var at gøre sig fjern, og fastholde sit blik på noget ovenover en for så havde tårerne ikke så let ved at kunne være i øjnene. Han nussede dog fortsat David i håret, og kom til at kilde ham på øreflippen. "Fortalte han dig noget?" spurgte han stille, og så lidt på ham selvom det var meningen at han skulle have haft sin nakke lænet bagud hele tiden. Han overvejede hvilke ting David kunne have været igennem. Han rystede lidt på hovedet "nej jeg vil ikke sove, i hvertfald ikke lige nu" sagde han og smilede forsigtigt til David. Det var en lidt for interessant samtale de var kommet igang med til at han bare kunne ligge sig til at sove midt i det hele. Han så lidt på hans lukkede øjne og lagde hovedet på skrå, og trykkede ham tættere ind på sig.

David lyttede til hvad han sagde og så lidt ned. men så så op på ham igen og bed sig kort i læben "hvad følte du da det skete?...og hvorfor gjorde du det?" spurgte han og så lidt ned. han var ikke sikkert på om det var godt han spurgte, men han ville bare så gerne vide det og finde ud af mere om EMbry's handling. han mærkede det lille kilden ved øret og skulle holde et lille fnis tilbage. det ville være et forkert tidspunkt at grine eller fnise. han rystede istedet kort på hovedet og sørgede for at Embry istedet nussede ham i håret igen. han lukkede sine øjne og tænkte iver det "ja...han...han fortalte at da han var på hospitalet...efter jeg var kommet til plejefamilien...blev han..voldtaget af to tre forskellige af lærene" sagde han stille og så ned igen. han puttede sig tættere ind til ham og nikkede stille "okay... men sig til...hvis det er" sagde han stille og lukkede sine øjne igen. han kunne godt mærke Embry's blik på sig.

Embry så på ham, og tænkte sig lidt om "jeg ved ikke hvad jeg følte da det skete... jeg kan ikke huske det ordentligt jeg kan kun huske en susen i mine ører, og latter... og blod" mumlede han, og pustede kort en tot af det røde hår ud af sine øjne "hvorfor.." gentog han stille. "Jeg ved det ikke, jeg ved ikke hvad der gik galt, min psykolog.. den ene af dem sagde at det måtte have været i et raserianfald, men jeg bliver næsten aldrig vred eller sur" sagde han og trak på skuldrene og så lidt på ham. Det gjorde ondt at tænke på, og varmen bag øjnene var sjælden, men den var der og truede med at komme frem som tårer. Han rømmede sig stille, og nussede David ned i nakken, og lyttede. "Svin.." mumlede han stille og hidsigt, og så på David "det er jeg ked af på din brors vejne og på dine" sagde han og gav David et lille klem. Han nikkede stille "det skal jeg nok" sagde han stille, og så lidt på hans øjenlåg, og derefter hen mod det store vindue hvor regndråberne gled ned af ruden i et langsomt tempo.

David lyttde til det han sagde og så op på ham med et tænksomt blik. han bed sig stille i læben og nikkede stille "tror du...det kan være....en indre dæmon..jeg mener ikke sådan en indre dæmon fordi du er dæmon, men en anden slags dæmon?..siden du kun kan huske de ting for følelsen og du ikke aner hvorfor et skete?" spurgte han og nussede ham blidt på brystkassen igen. han lukkede stille øjnene ogen og lyttede til det Embry sagde. han nikkede stille "det forandrede alt...jeg håber virkelig de lægerer..er blevet fyret og sat i fængsel" mumlede han stille. de fleste ville nok havde sagt du burde være blevet slået ihjel, men David ønskede ingen døde, da alle jo kunne begå fejl. han nikkede stille "godt.." hviskede han stille og åbnede stille sine øjne igen. han så op på Embry og tænkte over alt der var sket. han lyttede til den rolige lyd af dråber der stille slog mod ruden på det store vinsue.

Embry trak på skuldrende "jeg ved det ikke.. jeg tror de har givet op på at finde ud af hvad der er i vejen med mig" sagde han bare og trak på skuldrende igen, han huskede i det hele taget bedre følelelserne bagefter. Følelsen af at være forkert, og uønsket. Han var overbevist om at han var forkert, ikke nok med at han var et væsen han var også fucked op i sit sind. Han nød den blide nussen, og nussede stille David i håret. Han lukkede sine øjne kort for at tvinge tårerne tilbage igen, og det lykkedes heldigvis. "Ja det kan jeg godt følge dig i" sagde han stille, og nussede ham blidt i håret. Han så lidt ned i dynen og pillede fraværende ved den mens han lyttede til lyden af Davida åndedræt, når han snakkede om den slags fik han rygetrang, men han havde ikke lyst til at ryge lige nu overraskende nok. "ja.." sagde han og så på ham.