Jeg er helt færdig..(David)

David smilte skævt til ham og lyttede til han stemme. han tænkte lidt over det han sagde og træk kort på skuldrende "jeg kan en lille smule guitar, men ikke ret meget." sagde han for at sige noget musik han kunne. han havde ikke interesseret sig lige så meget for musik som med skuespil. han så lidt tilbage på Bailey og lyttede til Embry's skridt uden at síge noget. han vendte så hurtigt blikket tilbage på ham og grinte lidt "det ved jeg godt du er...jeg mente om din evne er sådan noge hypnose noget?..." sagde han og vidste jo det han sagde var rigtigt. han glemte bare at tænke på at Embry intet havde fortalt om at han var sangskriver noget tidligere, men faktisk noget han selv havde fundet ud af. han vidste hvordan det var når folk overvælede en med spørgsmål om alt mulig om ens arbejde, når man arbejde med noget lidt anderledes en andre. og han tænkte at sang skrivere vel fik lige så meget opmærksomhed som skuespillere. han så på sit hus og tænkte lidt over det dæmonen sagde "tjo... det går skam meget godt...det har det gjort siden jeg startede.. jeg blev set som et natur talent... så ja jeg tjener godt...men jeg er dog ikke så meget med i film længere..jeg er mere med i teaterstykke" forklarede han og så på Embry. han rodede sin lomme idt igennem for at finde nøglen til sit hus. han havde på ingen måde tænkt over Embry's øjne.

Han smilede og rodede David i håret "det er da stadig noget" sagde han opmuntrende. Embry så lidt frem og lyttede til det David sagde, og kneb øjnene sammen "ved du det godt??" spurgte han undrende, for de havde ikke snakket om hans job, det var bare noget Embry havde nævnt fordi han havde misforstået Davids spørgsmål "Ja det er.." sagde han, og undrede sig stadig, det var da sært at han kunne vide det uden at have spurgt eller at Embry selv havde nævnt det. Han skodede sin cigaret da de kom tættere på huset. Han smilede lidt til David og lyttede, han var en svamp på sådan et punkt, han sugede alt til sig hvad personen fortalte om sig selv "nice, det er altid fedt at vide at man er helt vild god på et specielt punkt" sagde han muntert. Embry bed sig lidt i læben, nu havde han jo slukket sin smøg, så nu kunne han mærke sulten gnave igen, men ignorerede det. Han tog en dyb indånding, og snuste den friske luft ned i sine lunger. Han så lidt om på Bailey, og kaldte stille på den så den kom op til ham, og nussede den lidt på hovedet og tog tennisbolden, og kastede den hen mod Davids hus, så hunden kom dem i forkøbet. Han smilede lidt af hundens eintusiasme "hvis hvalpene er lige så glade i låget som Bailey bliver de hurtigt populære" sagde han glad.

David rødmede, da han mærkede Embry rodede ham i håret og så lidt genert ned. ikke mange rodede andre i håret mnår de næsten lige ahvde mødes, så det undrede David lidt, men han havde da nyt det. han elskede når folk rodede ham i håret "øhm...ja...du sgade det jo lige til mig.." sagde han hurtigt, da det gik op for ham at han havde snakket over sig og prøvede nu bare at redde den. han så på Embry med et skævt smil og lagde hovedet svagt på skrå "okay.. jeg må jo bare være god til at gætte" sagde han med et lille skulder træk og gik stille videre. han så frem på sit hus og fik fisket nøglen op af sin lomme, men tabte den, da han fik et rimelig stort chok ovver at Bailey lige pludselig løb forbi dem efter bolden. han samlede dog hurtigt nøglen op, med nogle ret klodsede bevægelser. han rettede sig så stille op "det er det ja...jeg er ikke god til så meget andet..så det er no derfor jeg er så god til lige det" sagde han med et lille grin og så på Embry. han så hen på hunden igen og nikkede "de er lige så vilde,,,så jeg skal nok få dem solgt..eller bare give dem væk..jeg behøver ikke ligefrem penge" sagde han og så på Embry igen. da de var kommet hen til huset, hvor Bailey så fint sad med tennis bolden i munden og logrede, låste David op og åbnede døren, hvor der med det samme kom 6 små hvalpe væltende ud med små bjæf.

Embry så lidt mistænksomt på David mellem de to sprækker som han havde klemt sine øjne sammen til "Ja men du sagde at du vidste det.. før jeg havde.. aj det her bliver altså for rodet.." mumlede han, og så lidt ned i jorden. Det gjorde ham lidt forvirret, men han valgte ikke at spørge mere ind til det, da han ikke gad genere David. Han lagde mærke til David fik et chok og kom til at smile lidt "undskyld, det var ikke med vilje at gøre dig forskrækket" sagde han undskyldene. Embry nikkede til det han sagde "nej heller ikke jeg" sagde han stille, og så sig kort lidt omkring, mens han lyttede. Han smilte roligt til David "nej bare de får et godt hjem" medgav han og så lidt på huset. Han smilede lidt af Baileys artighed, og rystede lidt på hovedet af det. Han standsede ved døren og lod David låse op, mens han så lidt op af husfacaden. Han stod stille og lyttede til det klik det gav da han fik åbnet døren. Han blev lidt overrasket over de mange små hunde der pludselig kom farende. "Nå.. der var de.." sagde han med et lille grin, og kløede sig lidt forvirret i nakken, mens de små hunde væltede rundt mellem hinanden "nu forstår jeg dig egentlig godt.. hvordan får du overhovedet søvn?" spurgte han, og havde helt ondt af David. Hundene kunne jo vågne konstant, og sov måske mere om dagen end om aftenen.

David stirrede på Embry og smilte helt uskyldigt. han lod som om han ikke anede hvad Embry snakkede om "jeg forstår ikke hvad du snakker om...så..." sagde han lidt forvirret og lagde hovedet på slrå. han var på ingen måde forvirret, han spillede det bare for ikke at afsløre sig selv. og han klarede det jo eget godt, han var jo trods alt skuespiller. han så lidt rundt "du behæver ikke undskylde...." sagde han med et lille grin og så lidt ind i gangen, d ahundende var kommet ud "det skal nok få.." sagde han bestemt og var ret sikker på at det hele nok skulle gå. han så på de små hvalpe og grinte lidt af de ting Embry sagde, hvorefter han så på ham med et fjollet små træt blik "jeg for skam heller ikke sovet...ingen fred" sagde han med et grin og gik rolig ind i gangen. Bailey fik hvalpene til at gå ind i huset igen, da hun kunne mærke David var træt af hvalpene. David smilte af Bailey's hjælpsomhed, imens han skubbede sine sko af og tog sin jakke af, hvorefter han vente blikket tilbage på Embry "kom indd" sagde han og smilte stort. allerede i gangen kunne man se huset også inden i var et kunstværk. man kunne lige se ind i stuen og der kunne man se at der var en masse malleriger og skulbturte. møblerne så meget special syget ud og lignede også skulbture.

Embry så på ham "alle siger jeg ikke behøver undskylde.. hvad er der nu galt med undskyldninger?" hviskede han egentlig mest til sig selv. Undskyldninger var nok blevet en ret stor del af hans liv, da han jo havde det med at hoppe rundt på folks grænser, og så let og uforstyrret bare vadede hen over dem hvis det passede ham. Han smilede lidt til David og rystede lidt på hovedet, arme fyr, han ville nok gerne klare det hele på en gang. "Du er altså nødt til at få lidt søvn" sagde han småbekymret og så efter hvalpene og Bailey. Han trådte langsomt ind af døren, og så sig lidt omkring. Han var fristet til at sige noget højt, og se om det gav genlyd, men det gjorde han selvfølgelig ikke, han skulle ikke give David et nervesammenbrud. Han trådte sine sko af, og så sig lidt omkring indtil hans øjne igen søgte Davids "imponerende hjem.. specielt når du ikke har boet her så længe.." sagde han stille, som om han var bange for at forstyrre freden i huset. Han lukkede kort sine øjne og sugede husets atmosfære til sig. Så åbnede han øjnene og smilte "Oh well.. jeg kan passe hundene for dig i nogen timer, så kan du få lidt søvn?" tilbød han, for han havde det ikke så godt med at David ikke fik noget søvn.

David hørte ikke hvad Embry hviskede og sagde derfor intet til det. han sparkede lidt til sine sko sa de kom lidt væk fra selva gangen og derfor ikke stod i vejen. han vente dog hurtigt sit blik tilbage på Embry, da han hørte hans små bekymrede tone fald "det...det ved jeg godt..men det har jeg ikke tid til" sagde han stille og var overrasket over at Embry bekymrede sig for ham. det var en ting David ikk evar van til at andre var udover Andy. så han blevlidt forvirret over det, men også meget glad for at Embry bekymrede sig over det. David ville egentlig gerne det hele ville gå lidt hurtigere og at han iokke havde de hvalpe, da det forstyrrede hans dagligdag, nu når han boede alene. han rengørings dame kom jo heller ikke længere, da hun ikke kunne arbejde mere, så det hele var blevet en del svære. han så rundt i sit hjem og tænkte lidt over det "ja jeg elsker det også...det er som at være i min egen lille verden...men jeg kan snart ikke holde det ren selv længere..det er utrolig hårdt" sagde han næsten udmattet. bare tanken om alt den hårde arbejde gjorde ham træt. hans hus var dog helt rent nu, men nu havde han også brugt meget tid til at gør ren med. han så lidt ned og tæn kte over Embry's forslag, men rystede så på hovedet "nej tak...det går nok...jeg kan godt klare det" sagde han med et smil og rettede sig lidt, imens han så på Embry igrn.

Embry så på skubbede sine sko pænt ind til siden. Han var nok lidt perfektionistisk med sådan noget, men det havde en af hans psykiatere også en gang sagt at folk med psykiske problemer, ofte var meget perfektionistiske. Han så kort mod et vindue og tænkte over det David sagde, så pustede han en tot hår væk fra sine øjne og så på ham "det er altså vigtigt med søvn.." mumlede han og overvejede hvordan han kunne få David overbevist, han kunne jo ikke gå rundt og køre sig selv fysisk og psykisk ned ved ikke at få søvn. Han så sig kort om "det må også være svært at holde sådan et stort sted rent.." sagde han stille. Han kunne slet ikke forstå at Dabid kunne klare det hele, han ville da have givet op for længst, eller måske tilsidesat rengøringen.. eller.. han vidste faktisk ikke hvad han ville gøre, og så på sin lidt mindre ven "er du sikker? Jeg vil altså godt hjælpe dig hvis der er noget du behæver hjælp til.." sagde han og smilede lidt, selvom han stadig bekymrede sig om David.

David gik hen til det store vindue som fyldte hele den ene væg i stuen og så ud over havet "jeg ved det..men jeg sover jo også..bare ikke nok..men det kommer nok" sagde han lidt tænksomt og så hen på Embry, med et små tænksomt blik. han vidste udmærket godt han burde få mere søvn, men han havde stadig ikke vænnet sig til at havde alle de hunde og på sammetid at han mistede sin rengørings dame. det var en meget svær omventning og han havde svært ved at vænne sig til at skulle være så opmærksom på alting "det er det også...men efter min rengørings dame sagde op har jeg skulle klare det hele seæv og det er svære en jeg troede" sagde han med et lille smil oh gik stille hen til ham igen med lette skridt. David kunne stadig ikke forstå at Embry bekymrede sig sådan, men det fik ham faktisk til at rødme lidt over tanken om at en bekymrede sig sådan "du er min gæst...det ville være uhøfligt af mig at bede om sådan en ting...og jeg kan godt klare mig med den søvn jeg for" sagde han med et lille smil, selvom at han nok ikke kunne klare det med den smule søvn.

Embry så efter David, og bed sig lidt i læben. Han nikkede stille, ville ikke til at diskutere med David, det var der ingen grund til. Han syntedes dog stadig det var vigtigt, men nu ville han holde sin mund og dreje sine tanker hen på noget andet. Det var nemmere end han havde troet for hans tanker gled straks hen på hans mave, der efterhånden skreg på blod, eller kød, eller et eller andet varmt der kunne gå. Han så hurtigt på David da han snakkede igen "kan du ikke hyre en ny?" spurgte han forsigtigt, og lagde hovedet på skrå. Han kunne næsten hele tiden få øje på noget nyt i Davids hus, som han ikke havde lagt mærke til før, og det fik ham til at smile lidt. Han så på David da han kom hen til sig, og gjorde et opgivende træk på skuldrene "bare... sig til hvis du behøver hjælp.. jeg har alligevel svært ved at skelne mellem uhøflighed og alt muligt andet" sagde han med et skævt smil. Han havde svært ved at fornemme sine egne grænser og andres. Han så på ham, og så sig lidt rundt, men stilheden blev afbrudt af hans mave der kom med en utilfreds lyd. Embry så kort ned af sig selv, og rødmede så en lille smule "undskyld.." mumlede han kort.

David så op på Embry og smilte til ham med et glad smil, imens han træk på skuldrende "jeg ved det ikke...der er ikke rigtig nogle af dem der vil gøre ren sådan et stort sted...og så har jeg meget svært ved at stole på nogen..så jeg stoler ikke rigtig på nogle af dem lader mine ting være og bare gøre rent" forklarede han, da han havde prøvet med hans første rengøringsdame havde stjælet flere af hans ting før han fik hyret en anden en. så han stolede ikke rigtig på sådan nogle mere. han så lidt rundt i sin stue og betargede nogle af de mange malerier "det skal jeg nok..men lige nu er du altså min gæst og du skal ikke til at passe mit hjem" sagde han bestemt og så på Embry igen med et lille smil. han så hurtuigt ned på Embry's mave og tænkte på om Embry måske kunne blive farlig som sulten "det er okay...du burde måske få noget at...spise" sagde han lidt tøvende og så op på Embry igen med et lidt uskyldige smil.

Embry så kort rundt "det er stort.. men der må da være nogen der er villig til at gøre det.. men ja du har jo nogen lidt svære krav" sagde han og smilede lidt. Embry smilede fornøjet af Davids stædighed "du er godt nok stædig.." mumlede han bare til svar, og grinede lidt. Han trippede lidt på stedet, for han var ikke for god til at stå stille i længere tid. Han så lidt ned i gulvet "aj det går nok, jeg kan sagtens trække det lidt.. det har jeg gjort hele aftenen" sagde han og smilede svagt, og så på David. Hans blik faldt på hans uskyldige smil. Hvis ikke det havde været for Davids personlighed og udseende havde han aldrig troet på det der uskyldige smil på en dæmon, men han stolede på David, kunne egentlig ikke forestille sig den anden dæmon ond mod nogen. Han så lidt rundt "må jeg se resten af huset?" spurgte han så muntert, og lagde hovedet på skrå.

David træk på skuldrende og så lidt ned i gulvet "det er der nok..skal bare finde en der kan klare det" sagde han med et lille skulder træk. han grinte tsille og lagde hovedet på skrå "tror mig jeg kan være meget stædig." sagde han med et lille grin og kløede sig lidt genert i nakken. han så lidt på Embry's mave og overvejede det hele lidt "hvis du kan trække det lidt..og du har trækket det hele aftenen...burde du nok snart få noget mad" sagde han stille og tænkte egentlig mest på om hans hunde nu var i sikkerhed. han vidste jo at nogle dæmoner kunne jo miste besinelsen hvis de manglede mad og han vidste jo endnu ikke hvad der skete med Embry. han så lidt rundt i stuen og tænkte lidt over det, men nikkede så og så på Embry igen "jo selvfølgeligt...kom med" sagde han hvorftere han tog Embry's hånd og træk ham forsigtigt med sig hen til en dør. han åbnede døren og et okay stort køkken kom til syne. det var et utrolig smukt kunnet i meget sort og det lignede lige så meget et kunstværk som alt mulig andet i hans hjem.

//er simpelthent så træt Oo..logger nu så vi ses sov godt når du en gang går i seng ^^///

Embry grinede opgivende "det er godt.." sagde han så og rystede lidt på hovedet af den lille stædige dæmon. Embry kunne godt lide at David var genert, det var kært "jeg tror dig.." sagde han ærefrygtigt og holdt hænderne op foran sig som om han var bange for David. Han smilede skævt og trak på skuldrene "du skal ikke være bekymret, jeg kan sagtens gå uden mad i flere dage" sagde han roligt, og smilede venligt til ham. Selvom han ikke var vild med hans øjenfarve når han var sulten. Embry var ikke sådan som vampyrerne, hvis de ikke havde fået mad i flere dage kastede de sig gerne over det første og det bedste de kom i nærheden af. Han selv brugte tid på at udvælge det perfekte offer, men ligenu ville han hellere tilbringe tid med David. Han fulgte med, og så kort på deres hænder, men smilede bare lidt af det. Han så ind af døren og spærrede øjnene op "flot køkken.." sagde han stille, og så rundt på det, mens han stille sank en klump. Davids hus var overvældene, men flot. Embry kunne godt forholde sig til husets atmosfære, det var så nyt, så det havde ikke rigtig nogen historie bag sig. Dog kunne han fornemme David i huset, hans sorg og glæde.

David nikkede kort, men sagde intet det han sagde, da han intet svar havde på det udover nikket. han så på Embry og hans sære opførsel og begyndte med det samme at grine af det. han syntes det så meget sjovt ud og Embry kunne åbenbart nemt få ham til at grine "godt så" sagde han med et lille grin og smilte stort. David var glad for Embry var her. det ville nok bare havde været en stressende og kedelig aften med hundene, hvis han ikke havde mødt Embry og det at han kunne få David til at grine synes David kun var en rar ting for han elskede at grine. David lyttede til det han sagde og nikkede stille "okay...jeg stoler på du kan styre dig.." sagde han, imens han så på Embry med et blik, der faktisk fortalte at han stolede på Embry allerede. det var ikke sket så tit at han så hurtigt stolede på en anden person. David så rundt i køkkenet og ræk let på skuldrende. han var meget stolt af alle rum i hans hus, da hvert et rum mindede ham om både gode og dårlige ting i hans liv, som han havde svoret ikke at glemme, men på samme tid var det nærmest også en dør ind til et nyt liv. en ny start "tak...selvom jeg ikke laver så meget mad her..er det nu dejligt a havde" sagde han og så lidt på Embry. han lagde så mærke til han stadig holdte i Embry's hånd, men lod dog somom han ikke havde tænkt over det og holdte derfor stadig fast i hans hånd. David havde af en eler anden grun ikke lyst til at slippe.

Embry så på David og smilede skævt af hans latter "hvad griner du af" sagde han drillende, men vidste udemærket godt hvad David lo af, han havde forstået at han kunne være lidt af en klovn til tider, men det var en del af hans natur. Han nikkede til det David sagde "tro mig jeg vil ikke forråde din tillid" sagde han roligt, sådan noget kunne han sagtens finde ud af, men han lovede aldrig folk andet. Han så godt Davids blik, og var glad for at han stolede på ham, det var sjældent at folk stolede på ham så hurtigt. Men han havde dog også en fornemmelse af at David ikke stolede så meget på folk han lige havde mødt, så han følte sig glad over at han stolede så meget på ham. Embrys øjne for rundt i køkkenet, dannede sig indtryk, huskede hvad han så. Han så på David og smilede stille "nej det er nok rigtigt nok, det er næsten spild.." sagde han med et lille træk på skuldrende. Hvrofor have et køkken når man ikke spiste mad? Men det var nok mest for hyggens skyld, og for ikke at vække mistanke hvis man havde mennesker på besøg. Embry havde nærmest glemt at David holdt hans hånd, han holdt den fortsat, og så rundt i køkkenet. Han ville gerne huske stedet, huske det som en oplevelse, og som et sted hvor en af hans nye venner boede.

David så på ham og smilte stort "ikke noget.. det var bare du...nej lige meget" sagde han med et lille grin og rystede på hovedet imens. han kunne nu meget godt lide Embry kunne få ham til at grine. det var ikke alle der kunne det for han grinede kun når folk morede ham. det skete dog oftere og oftere fordi han var blevet mere glad for alt muligt. han så på Embry og nikkede kort "okay...godt..for hvis det misbruger på nogen måde så for du den ikke igen" sagde han forsjovt, men alligevel med et alvorlig undertone. da han jo faktisk mente det. han stolede ikke bare lige på folk og hvis man misbrugte den ville han ikke give tilliden til folk igen. han smilte glad og så lidt rundt på køkkenet "ja måske...men jeg har jo penge nok..og nogle gange laver jeg mad..til hvem ved jeg ikke" sgade han med et lille skulder træk og grinte stille. han vidste at et køkken var overflødigt og han ville nok aldrig lade et menneske komme ind, hvis de ikke kendte til hans sande væsen da for mange ting i hans hus ville kunne afsløre ham. men han brugte det til at lave mad i og så stilte han maden ud for døren. næste dag havde der så åbenbart været nogle det havde haft glæde af det. han vidste ikke hvem det var men det passede ham fint nogle kunne blive mæt af det.

Embry smilede fornøjet, og pustede David i nakken. Han elskede at gøre ting spontant, det fik ham til at føle livet mere end hvis alt var planlagt og tilrettelagt. Han nikkede alvorligt "stoler du ikke på mig?" sagde han så drillende, og blev først nu klar over at hans tadig holdt Davids hånd. Han smilede stille af det og så på David og begyndte så at grine "laver du bare mad..til.. ingen?" spurgte han og så sig lidt om, men trak så på skuldrende "nå ja så kan du vel også lære at lave mad.." sagde han så lidt efter, men forstod stadig ikke hvad det skulle gøre godt for. Han havde aldrig rigtigt tænkt over at det måske kunne være en idé at lære at lave syltetøj, men det var vist også en besværlig proces, og det havde Embry ikke tålmodighed til. Embry så sig lidt omkring, før han igen så på David og bed sig kort i læben, dog ikke for hårdt, for han havde oplevet at der så gik hul. "Hvad er det næste rum?" spurgte han så nysgerrigt, og gav Davids hånd et lille klem. Embrys koncentration var ikke alt for stor, og han kunne nemt kede sig. Ligenu var den dog fastholdt af alle de forskellige ting i huset, og David, som han stadig fandt umådelig spændene.

David fik kolde gysninger i nakken og kløede sig lidt i nakken, hvorefter han grinte lidt af det lille pust. han stirrede lidt på Embry og smilte skævt "jo jeg gør...det er jo det jeg lige har sagt" sagde han med et fjollet smil. han lyttede til Embry'd latter og hvad han sagde, hvorefter han rystede på hovedet "nej jeg laver nogle gange maden hvorefter jeg stille det ud og næste morgen er det spist" sagde han med et skævt smil og syntes selv det lød mærkeligt, men han var sikker på at det var en ting han ikke ville stoppe med "det kan jeg nemlig" sagde han med et lille nik og så lidt rundt. han nikkede kort og træk igen Embry med sig videre til nnæste rum "sove værelset nedenunder..." sagde han, imens han åbnede døren til sove værelset. det var et okay stort sove værelse med kunst, men mere gammeldags stil en den mere kunstagtige stil det er andre steder. det lignede nærmest en kahyt hvor en hædred kaptejn trykt kunne sove. sengen var en slot stor seng som hang ned fra loftet og lignede på en måde en stort gynge, da den kunne gynge.

Embry smilede stille, og grinede stille "jo.. men du skal jo stole på at jeg kan holde din tillid" sagde han og grinede lidt, og pustede en tot hår væk fra sine øjne. Embry lyttede til David, og hævede et øjenbryn "virkelig? Det var pænt af dig" sagde han, da han ikke kunne forestille sig at der boede en ræv på havnen så det var nok et menneske. Embry lod sig trække med og så sig omkring imens. Han havde et soveværelse, det måtte jo så betyde at han sov. Embry smilede lidt ved tanken, der var mange dæmoner der ikke sov, men han selv var ikke en af dem. Han lod igen sine øjne glide rundt i soveværelset og smilede lidt af kreativiteten "ih hvor er du kreativ" sagde han og så på David og smilede skævt. Det var egentlig mest for at drille ham at han sagde det, men han mente det nu også. Han betragtede sengen lidt "hvad er der med den?" spurgte han, da han syntedes det lignede en kæmpe gynge. "Kan den... gynge?" spurgte han overrasket. Det var meget overraskende og det havde overrasket Embry, for han havde aldrig set noget lignende "sover man overhovedet godt i sådan en?" spurgte han, og blev klar over at han nok spurgte ret meget.

David rystede opgivende på hovedet "jeg advarede dig jo bare ikke" sagde han med et lille grin og så på ham og smilte skævt. han træk kort på skuldrende og så lidt rundt "tja...fattige mennesker skal vel også havde noget at spise..og jeg har jo penge nok til det" sagde han imens han så rundt på værelset. han var ikke sikker på om han nu var kreativ nok, men han elskede bare havdet og det bedste ved et gammeldags skib var kahytten, sådan havde David det hvertfald. han ås på Embry og var ikke sikker på om han nu mente det da han godt kunne høre det også var dril, men han regnede med det var rigtigt. for det var vel egentlig kreativt "tak..tror jeg" sagde han lidt tænksomt, men smilte så. han så på sengen og grinte lidt af alle hans spørgsmål, imens han rystede lidt på hovedet af ham "ja den kan gynge..lidt lige som et skib... det er meget forskelligt for person til person om man kan lide sådan en seng...hvi man godt kan lide at sove på havdet hvor båden viber så vil man elske den seng..." sagde han med et smil og så på EMbry igen.

Embry smilede lidt "aaaw David du skal ikke tage det så tæt det er jo for sjov" sagde han. Han kunne godt lide at drille folk, og køre diskussioner langt ud i hampen. Han gav ham et kort kram, så han ikke tog det så alvorligt. Han nikkede til det han sagde "jeg giver dig ret, det er en god ting du gør" sagde han. Det eneste Embry ikke kunne finde ud af var hvordan helvede David fandt tid til alt det som han skulle nå, hans job, hundene, rengøring, mad til hjemløse. Bare alt det gjorde Embry helt rundt på gulvet. "Det er godt at være kreativ" sagde han, og smilede venligt til ham. Han så lidt på sengen og lyttede til Davids forklaring om den "sejt.. det må være ligesom når man falder i søvn i en bil.. bare uden støjen" sagde han muntert, og så på David med et smil. Det havde altid fascineret ham når folk sov og hvordan de bedst sov, det var lige før man selv faldt i søvn en gang imellem. "Sover du bedst sådan?" spurgte han, og så på David. Han ville gerne vide om mere om ham, men han havde lidt på fornemmelsen at det var svært at få ham til at fortælle om sig selv.

David så på ham og grinte lidt. han blev lidt overrasket over krammet men kunne godt lide det "jeg ved det...men.. men nu synes jeg lige at du skulle vide det altså" sagde han med et lille grin ogs milt eglad. han havde ment hvad han sagde, men han havde dog sagt det i sjov lige som Embry jo også havde. han nikkede stille og tænkte lidt over det "det er det..og der er mage der burde gøre det...men jeg må indrømme at lige fortiden har jeg ikke så meget tid til det hvis jeg bare skal havde en smule søvn" sagde han med et lille grin. han plejede at havde mere tid til asig selv og slappe af og lave mad til hjemløse, men det var ved at blive for hårdt nu når han også skulle gøre rent og passe hvalpe. david nikkede stille til det Embry sagde "helt enig" sagde han med et smil og så lidt rundt i værelset. "tjo på en måde..jeg vil nok mere sige som når man falder i søvn ude på et skib bare uden vandet der klukker med skibet. det mangler nogle gange" forklarede han og grinte en smule. David nikkede til det han sagde "ja..det er min ynglings seng...jeg sover bedst i sådan en seng,...hvordan sover du bedst?" spurgte han nysgerrigt da han havde det som om det kune var ham selv der svarede på spørgsmål. David var også ret dårlig til at spørge fordi han somreglt bare så i folks fortid.

Embry så på David og smilede stille, og rakte kort tunge af ham. "Nånå altså" sagde han og grinede lidt. Han så på David og havde næsten glemt alt om sin sult, og det var han egentlig også glad for, for det distraherede ham frygteligt, når han kunne mærke den. Han nikkede enigt "helt enig, jeg syntes også det er fantastisk når organisationer arragerer sådan noget som suppekøkkener for hjemløse og fattige og sådan.." sagde han og lagde så hovedet lidt på skrå "men ja jeg kan se dit problem, jeg bliver nærmest træt bare af at tænke på alle de ting du skal nå" sagde han, og skar en grimasse. Han overvejede lidt om han skulle få hvalpene hypnotiseret i søvn inden han gik, det ville nok være godt for David at sove igennem hele natten. Embry smilede lidt over at David var enig med ham, for de fleste var overraskende nok enige med ham i mange af de ting han sagde. Han nikkede stille til Davids forklaring, det lød da egentlig hyggeligt bare sådan at falde i søvn, mens man blev vugget frem og tilbage. Han så på David og smilte "virkelig? Okay.." sagde han, det var meget sjovt at høre at det var sådan David sov bedst "hmm.. det er svært.. det lyder måske sært men jeg sover bedst når jeg kan høre en andens åndedræt" sagde han og trak på skuldrende, det var nok en slags tryghedssag. "Og så kan jeg ikke sove uden en pude" sagde han så og smilede skævt.

David så han rækte tunge og grinte lidt af det imens han rystede på hovedet. han lyttede til hvad Andy sagde og nikkede stille til dte han sagde "dem er jeg virkelig også facinerede af..jeg syntes det er sådan en god ting at gøre" sagde han med et smilk og rettede sig op "okay..du skal ikke blivetræt af det... det er ikke så slemt jeg må bare vænne mig til det" sagde han med igen et smil og gik så hen til sin seng. han satte sig ned på den og fik den til at gynge lidt "ja virkelig...det for migtil at slappe af" sagde han med et kort grin og kunnne mærke han blev mere søvnig af at sengen gyngede "en andens åndedræt...så må det vel betyde du har en sammen bo eller noget?0" spurgte han og så op på Embry med et nysgerrigt blik. han nikkede så kort "ja en pude kan man aldrig unvære" sagde han og kunne heller ikke sove uden en pude.