Jeg er helt færdig..(David)

Embry lyttede til Davids latter, og smilede skævt. Han nikkede stille "det er godt der er nogen der gider at tage sig af det.. jeg tror lige jeg skal have styr på mit liv før jeg an kaste mig ud i sådan noget.." sagde han tænksomt. Han havde faktisk tænkt sig at lede i avisen den morgen efter en lejlighed for det var efterhånden blevet trættende at bo hos sin ven, og han boede der jo også kun på halv tid, resten af tiden boede han hos andre venner, så nu trængte han til sit egget sted. Han vågnede lidt op ved David igen talte til ham "nej nej jeg skal nok holde mig vågen" sagde han og smilede lidt til ham. Han så lidt efter ham da han satte sig på sengen og smilede stille "det er godt, det er fedt at have et sted hvor man virkelig kan slappe af.." sagde han, og grinede stille. Han rystede stille på hovedet "jeg bor hos en ven på halvtid... og vi har to forskellige værelser, så jeg sover ret dårligt der.. jeg sover som regelt hos andre derfor er det mest på halvtid jeg bor hos min ven" sagde han, og trak på skuldrende. Han smilede skævt af David der åbenbart heller ikke kunne sove uden en pude "samme lidelse så.." sagde han og grinede lidt.

David så på Embry og nikkede stille til det han sagde "forståeligt...det vil altid gøre det lidt nemmere...men..hvilke ting gør da dit liv svært..hvis jeg må vide det altså..jeg vil ikke presse på" sagde han forsigtigt og lagde hovedet på skrå. han ville ikke presse på, men han var nu meget nysgerrigt og ville meget gerne vide noget mere om Embry, da han var sikker på han var en spændende person. han nikkede stille til det han sagde og grinte lidt "godt godt" sagde han med et smil og gyngede stille på sin seng. han kunne dog mærke han ikke skulle sidde der meget længere før han ville falde i søvn "helt enig..det er meget rart" sagde han og rejste sig op, for at være sikker på at lade være med at falde i søvn. han nikkede stille til det han sagde og gik hen til ham "okay...men hvorfor sover du ikke bare et sted på fuldtid hvor der er en der sover i samme rum som dig.. så du kan sove godt" spurgte han og lagde hovedet let på skrå. et ille gab undslap ham, da han faktisk blev lidt træt af at snakke om søvn "ja..hvis man han kalde det en lidelse" sagde han med et lille grin.

Embry stak sine hænder ned i lommerne på sine løse cowboybukser. Han gik som regelt i løst tøj, da det skjulte hans undervægt bedre end tøj der sad helt stramt. Det kunne dog godt ende med at alle hans løse bukser var til vask så han kun havde det lidt strammere tilbage, det var sket for ham en gang. Han smilede lidt til David og tænkte sig lidt om "du presser ikke på, du er den der har spurgt pænest" sagde han og smilede skævt, men rystede så på hovedet "alt muligt mærkeligt du ved.. jeg skal have fundet mig en lejlighed, og bevist over for min psykolog, og min psykiater at jeg ikke er en psykopat.. hvad skal jeg mere.." det sidste tilføjede han lidt tænkende og kløede sig i nakken "jeg skal have købt syltetøj" sagde han så stille, og så på David. Måske var syltetøj ikke noget livsnødvendigt for andre, men det var det for Embry! Han syntedes David så helt træt ud "du ser træt ud.." hviskede han stille, og blev stående midt på gulvet. Han smilede lidt "jeg har det med at falde i søvn på gulvet.. jeg skal bare have en pude så går jeg død med det samme.. hvis det kan sammenlignes med et yndlingssted at slappe af" sagde han, og trak på skuldrende. Han så tænksomt op i loftet ved Davids spørgsmål, og så lidt ned i gulvet "det.." sagde han og gik i stå. Han sov jo med vilje ikke sammen med nogen da han for det første sov uroligt, og for det andet var bange for at gøre skade på vedkomne han sov sammen med. Han valgte at svare med endnu et træk på sine skuldre.

David så lidt på Embryøs bukser og tænkte lidt over tingende, men så så op på ham igen, da han sagde noget og David smilet stille "som sagt jeg vil ikke presse på..derfor spørger jeg pænt" sagde han venligt og smilte skævt. han lyttede opmærksomt til det han sagde og synes det lød lidt underligt. David kunne mærke lysten til at finde ud af mere og turede næsten ikke at spørge. han gik lidt tættere på Embry og så ind i hans øjne med et tænksomt blik "psykopat...jeg synes på ingen måde du minder om en psykopat...du virker sin en virkelig sød og rar fyr" sagde han og mente hvad han sagde. han kunne slet ikke se hvad der skulle være psykopatisk ved Embry. ja han var sær på vidse punkter, men det gjorde ham bare som den han er og David kan godt æide Embry som den han er "syltetøj?" spurgte han og forstod ikke hvorfor det var vigtigt. men selvfølgelig hvis han godt ville havde det så var det da fint. David kløede sig i nakken og nikkede stille "jeg er også træt..men det går" sagde han og rettede sig op , for at virke mere frisk. han smilte glad og betargtede Embry, imens han lyttede til hvad han sagde "på gulvet...virkelig.. det kan jeg så ikke...hvordan kan du dog sove på noget så hårdt" spurgte han og prikkede Embry på næsen. han lyttede spændt til hvad han sagde, men da han ikke sagde noget blev han lidt mistænksom "øhm...okay?" sagde han en smule forvirret.

Embry gned sig lidt i øjet, og lyttede til David, og smilede lidt "hvad så hvis du gerne ville presse på?" sagde han og grinede lidt, mens han rystede på hovedet, det lød bare retarderet det spørgsmål. "Må jeg så erklære dig som min psykolog?" spurgte han, og smilede lidt. Det ville være en umulig drøm at få sin psykolog til at sige den sætning, og derfor umulig at forestille sig. Han nikkede stille "ja syltetøj er også vigtigt.." sagde han nøgternt, og smilede så lidt, og stod stille. Embry rynkede lidt på næsen, han troede ikke helt på at det nok skulle gå, David havde lignet en der var ved at besvime da han sad på sengen "hmmm.. okay" sagde han, og var stadig en smule skeptisk. Han nikkede lidt "der er intet galt med gulvet" sagde han og smilede skævt "aj det kan godt være lidt hårdt at ligge på hvis folk ikke har gulvtæppe" indrømmede han så, og kløede sig i nakken med et lille grin. Han stirrede lidt på sin næsetip efter at David havde prikket på den "nej ikke min næse.." hviskede han så, og lagde sin hånd over den, og smilede fjollet. Embry så godt spændingen i Davids ansigt og kunne ikke lade være med at smile svagt af det "undskyld det er bare... jeg har ikke rigtig noget konkret svar på det, jeg er bare ikke så.. god til at sove sammen med andre.. jeg sover uroligt" sahde han, og valgte at bruge den hurtige og forståelige forklaring, da han ikke var særlig god til at forklare det andet med at han var bange for at gøre skade på den han sov med. Det havde været nat, da han havde slået sin familie ihjel.

David tænkte lidt over spørgsmålet og stirrede lidt forvirret på Embry "det vil jeg ikke...det har jeg aldrig ville..det ville være uhøfligt" sagde han og smilte sklævt. det fik ham så til at tænke på det var lige så uhøfligt at bruge sin evne mod andre, da det jo egentlig var være en at presse på. han rystede hurtigt den tanke ud af hovedet og lagde hovedet på skrå over det Andy sagde "øhm...jo det vil jeg da meget gerne..men jeg er ikke uddannet psykolog så du for intet ud af det" sagde han med et lille skulder træk og grinte lidt drillende efter. han ville da gerne fortælle han ikke var psykopat, men han havde selvfølgelig ingen erfarring med det, men stadig. han synes ikke Embry var psykopat "kan du godt lide syltetøj?" spurgte han med et lille grin og smilte glad til ham. David vidste udmærket han ikke kunne klare det, men på samme tid ville han ikke give op, for han ville være sammen med Embry, da han virkelig godt kunne lide Embry. for han virkede som en utrolig rar fyr. en rigtig rigtig god ven. David kunne også sagtens se at Embry stadig var skeptisk. han så ned på gulvet og tænkte lidt over det han sagde "ja okay...men jeg vil nu hellere sove på en blø madres" sagde han ærligt og kunne ikke forstille isig at sove på gulvet om der så var gulvtæppe på eller ej. David grinte lidt af Emrbry og rystede lidt på hovedet "ej undskyld..jeg skal nok lade din næse være" sagde han med et grin og kløede sig uskyldigt i nakken. David nikkede stille til det han sagde "så du kan ikke sove med andre..men du sover bedst når du høre en andens åndedræt..sover du så nogensinde rigtig godt?" spurgte han og studerede hans ansigt lidt tid.

Embry smilede stille af Davids konstante forvirring, det var egentlig lidt synd.. måske skulle han være lidt mere præcis og lidt mindre forvirrende. Han rystede lidt på hovedet "det ved jeg godt du aldrig ville" sagde han beroligende, og smilede til David. Han smilede stille "det er nok for mig at du gad være det hvis du kunne.. det tror jeg ikke der er mange der ville gøre for mig" sagde han og lagde hovedet lidt på skrå, og betragtede David lidt. Det ville være rart ikke at have pskologer, og psykiatere der kun så sort på alting, men han havde heldigvis ikke set dem længe så han gad næsten ikke tænke på det. Han nikkede lidt "kan du ikke lide syltetøj?" spurgte han undrende. Han kunne dog godt indrømme at første gang han havde set det, havde han troet det var en ny slags blod på glas, men der havde han taget fejl, men heldigvis havde han da smagt det. Han grinede lidt og så op i loftet, men vendte så blikket ned på ham igen "jeg forstår dig godt, en blød madras er godt, men der er intet som bare at ligge på gulvet og falde i søvn med en pude.. prøv det en dag" sagde han opmuntrende, og smilede glad. "Jeg tror det er muligt for mig at sove allesteder.." sagde han og smilede skævt, og kærte kort en hånd gennem sit hår. Han smilede lidt af ham "min næse klarer det nok.. du skal bare ikke fornærme min hårfarve så bliver det værst for dig selv!" sagde han drillende, og fjernede kort en tot af Davids hår fra hans pande så han kunne se hans ansigt ordentligt. Han nikkede stille "det lyder modstridene.. men det er kun enkelte personer der rent faktisk kan sove ved siden af mig uden at få spat" sagde han og trak på skuldrende.

David så på Embry og smilte helt uskyldig, men gjorde det helt ubevist "godt...for det vil jeg nemlig aldrig" sagde han og kløede sig lidt i nakken. han lagde hovedet spørgene på skrå og forstod ikke hvorfor nogle ikke ville være det for lige neto ham. han virkede jo ikke sindsyg eller noget. David studerede Embry med blikket og så på hans øjne med et lille smile "selvfælgelig ville jeg gøre det for dig...men jeg forstå ikke hvorfor du overhovede har brug for sådan en?" spurgte han og bed sig stille i læben. han grinte lidt af det han sagde og nikkede hurtigt "jo...det kan jeg da men jeg spiser det ikke rigtig" sagde han med et lille grin og forstod stadig ikke hvorfor det var så vigtigt. det mættede jo ikke engang. han tænkte lidt over det med at sove på gulvet. han havde aldrig sovet direkte på gulvet, men han kunne ikke forstille sig det var særlig rart, men det kunne jo godt være man lå godt "okay...jamen...så må jeg vel prøve det på e tidspunkt så" saagde han og så op på Embry med et lille grin "over alt...også i mit hjem omringet af små bidende og slikkende hvelpe?" spurgte han med en små drillende tone og betragtede Embry med et glad blik. David så lidt på hans hår og rysede hurtigt på hovedet "jeg ville aldrig kunne fornærme dit hår...det er virkelig smukt..jeg godt godt lide farven" sagde han men sænkede stille farten lidt på det sidste fordi Embry strøg hans tot hår væk fra sin pande. en svag rød farve kom frem på hans kinder og et lidt genert glimt i øjnene. han nikkede stille til det han sagde "okay....så nogle kan du godt lade være i søvne...det lyder lidt underligt" sagde han tænksomt, men smilte stdaig meget.

Embry så på ham og rystede bare lidt på hovedet med et lille grin, selvom David smilede så uskyldigt fik det kun Embry til at tænke på at han ikke var særlig uskyldig. Embry vippede lidt frem og tilbage, fra tåspids til hæl, og lyttede til Davids spørgsmål "det er rart at vide.. nej det er også svært at tro på men det har noget at gøre med noget jeg gjorde for et stykke tid siden.." sagde han undvigende, han var ikke helt vild med at snakke om det han havde gjort mod sin familie, men måske ville det være bedre at snakke om det? Det havde psykologen sagt hundrede gange, men Embry troede ikke på dem, det måtte da være skræmmende at høre at han havde slået sin egen familie ihjel. "Nå okay... det gør jeg jeg kan ikke leve uden" sagde han og smilede skævt, nogen dæmoner var til chokolade, men han brød sig ikke om meget andet end syltetøj. Han smilede stort "ja prøv det.." sagde han muntert, og lagde hovedet på skrå og grinede lidt "ja.. jeg ville dog betragte det lidt som en udfordring" sagde han roligt, men kunne næsten forestille sig at det nok skulle være en udfordring. Embry blev overrasket over de pæne ord om hans hår, han havde da engang fået at vide at det var pænt, men smukt? "Tak.." sagde han lidt mere stille, og lagde hovedet på skrå til den anden side, og betragtede David "jeg kan nu også ret godt lide dit hår, men jeg kan næsten bedre lide dine øjne.." sagde han tænksomt, og så ind i Davids øjne. Han grinede lidt af det næste David sagde "det er altså ikke fordi jeg bider i søvne, jeg vågner bare 150 gange, og har mareridt, og snakker i søvne.. så det er besværligt for folk at få noget søvn når de sover ved siden af mig" sagde han og grinede stille, han sov bare i det hele taget uroligt.

David lyttede til hvad han sagde og tænkte lidt over det. han var ikke helt sikker på om han burde spørge ind til det, men det ville han hellere ind at bruge sine evner "og hvad var det da?" spurgte han forsigtigt og kløede sig let i nakken. han ville helst havde Embry fortalte det, for ellers ville han nok ikke selv kunne lade være med et bruge sin evne og så finde ud af det. han var derfor også bange for Embry skulle finde ud af hans evne og måske blive sur på ham eller noget. David smilte skævt til Embry og nikkede stille "ja okay...ikke leve uden syltetøj det virker lidt under ligt, men stadig det smager egentlig godt" sagde han og grinte lidt. David nikkede blot kort, da han ikk ehavde mere at sige til et sove på et gulv. ikke før han havde prævet det. han grint elidt af det Embry sagde og smilte stort "en udfordring..ja det er en udfordring..jeg tror ikke du kan" sagde han med et lille drillende grin, da han vidste at det var svært at falde i søvn omringet af hvalpe. David betragtede Embry lidt "så lidt..." sagde han stille og bed sig forsigtigt i læben. han så ind i Embry's øjne og rødmede blot mere, derfor vente han hurtigt blikket ned "mine øjne?...tak" sagde han genert og så op på Embry igen. hans kinder var stadig små røde, men han smilte dog også nu og så på ham med et betragtende blik "det lyder ikke så godt.. det er aldrig sjovt at havde marerit" sagde han lidt tænksomt og havde tit selv marerit

Embry stod lidt og bed sig i læben, mest af alt fordi han ikke havde lyst til at sige det, og så fordi at han alligevel godt gad et eller andet sted. Han så lidt ned i gulvet, og kløede sig i nakken "jeg øhm.. jeg slog min familie ihjel, men jeg kan ikke selv huske hvordan.. psykologerne mener at jeg har personlighedsspaltning, altså at jeg er skizofren" mumlede han. Det føltedes sært at sige det, men egentlig også godt, nu måtte han bare vente på reaktionen. "Jeg er også lidt underlig.." sagde han og smilede stille, for det kunne han nok ikke komme udenom. Han grinede stille "det kan jeg altså godt, om der så var en masse hundehvalpe også" sagde han og grinede lidt. Han havde lyst til at kramme David, han var krammeværdig i Embrys øjne. Han betragtede Davids rødmen lidt, og smilede bare af det, han ville ikke kommentere det da det nok ville gøre ham pinligt berørt "ja dine øjne.. de er sådan.. grønne og dybe" sagde han og smilede muntert. Han rystede på hovedet "nej mareridt er noget møg rent ud sagt" sagde han og vædede kort sin underlæbe med tungespidsen.

David stirrede først ned i jorden og sagde intet. han så billede for sig af sin døde familie efter ulykken og rystede derfor lidt i kroppen. han rystede så hurtigt på hovedet som om han vågnede op fra en trance og så hurtigt på Embry "personlighedsspaltning...du slog din familie ihjel...ved en fejltagelse ikke?..." spurgte han for at være sikker. han tænkter det hele lidt igennem og tænkte på om han skulle finde ud af hvordan Embry havde båret sig ad med at slog sin familie ihjel. det kunne han jo sagtens finde ud af. han så lidt ned og tænkte over tingene og nikkede lidt til det med at han var underlig. for det var han udentvivl. men det kunne David nu godt lide. David kunne ikke grine da han stadig tænkte meget over det med Embry's familie "jeg vil ikke tro det før jeg ser det" sagde han stille og så op på ham igen med et forsigtigt blik. han lyttede til det Embry sagde og smilte stille "dybe...synes du virkelig det?" spurgte han helt forunderligt. han elskede selv den grønne farve, men han havde aldrig hørt nogen andre kommentere hans øjne eller nogen syntes de var dybe. David bed sig stille i læben og betragtede Embry lidt tid "helt enig" sagde han så stille for at sige noget.

Embry brød sig ikke om den larmende stilhed.. et underligt udtryk egentlig, men det passede ret godt til situationen. Han tog en dyb indånding, og så lidt på David igen "jo det var et uheld.. eller snarere en ulykke, det hele var lidt.. " han gik i stå.. vidste ikke hvad han skulle sige, det hele blev rodet op i hans indre og han havde allermest lyst til bare at kunne forsvinde. Embry sank stille, og så ned i gulvet. David var bestemt ikke den eneste der reagerede på den måde, andre blev så skræmte at han ikke så dem igen. "David måske skulle jeg g.." han nåede ikke at sige mere før David vendte tilbage til samtalen om at han kunne sove alle steder. Han smilede svagt "måske en anden dag" sagde han sagte, og tænkte sig lidt om. Han så lidt ind i hans øjne igen, og nikkede "jeg siger ikke noget hvis jeg ikke mener det" sagde han, og lagde hovedet lidt på skrå "jeg lyver ikke.. jeg lyver aldrig" sagde han roligt, og rettede sig op. "Nu ved du hvorfor jeg har mareridt.." sagde han, og forsøgte at smile lidt, men det var lidt svært.

David så op på ham og tænkt elidt over de ting han sagde. han så så lidt ned og tænkte meget over hvilke svar han skulle give "alle kan begå fejl Embry..." sagde han stille og så op på ham med et forsigtigt blik. han vidste godt han havde tænkt sig at sige han burde gå, men det ville David ikke tillade. han ville mest af alt bare havde Embry blev ved ham og ikke gik fra ham. David så op på ham og lagde hovedet på skrå "en anden dag...lover du det?" spurgte han forsigtigt og bed sig en smule nervøst i læben. han håbede virkelig at han ville måde Embry igen efter han var taget afsted. David lyttede til det han sagde og krammede så Embry "tak for komplimenterne.." sagde han blot og trykkede sig ind mod Embry "ja det ved jeg...og det gør mig virkelig ondt det der er sket dig" sagde han stille og bed sig lidt i læben.

Embry så på ham, og nikkede lidt "ja.. men nogen fejl er større end andre" sagde han stille, og rystede så på hovedet "nej der er ingen grund til at blive ved med at snakke om det"sagde han David havde jo ret, alle kunne lave fejl. Han nikkede stille "promiss" mumlede han og lagde hånden ud for hjertet, og smilede forsigtigt til ham. Han blev lidt overrasket over krammet, det var ikke det han havde regnet med efter sin lidt makabre udtalelse. Han lagde forsigtigt armene om David og trykkede ham ind til sig "det var så lidt.. de var jo sande nok" sagde han, og så kort ind i Davids øjne, for at forsikre ham om at det var sandt. Embry så lidt ned i gulvet "tak.. " sagde han. Han havde egentlig ikke lyst til at slippe krammet, men det var mest for Davids skyld han ville gå.. det var nok ikke så fedt at have en morder i sit hus. "Jeg har ikke lyst til at gå.." mumlede han så stille.

David tænkte lidt over det og rystede stille på hovedet "det kan godt være...men det gør ikke den store forskel for mig..det var jo ikke medvilje" sagde han stille og tænkte lidt over det. han så stille på ham og rystede stille på hovedet "det har så ret i..." hviskede han og smilte helt stille "tak..." sgade han og var meget glad for Embry lovede det. det løfte ville David ikke glemme nogensinde. David nikkede blot til det Embry sgade og holdte sig ind til ham. han var egentlig ret ligeglad med at han havde slået sin familie ihjel. det havde jo ikke været med vilje, så det gjorde ikke David så meget. han havde jo også selv slået nogen ihjel. det var dog en ting han prøvede at fortrænge lige som alle de andre minder fra fortiden. David var glad for at Embry roste hans udseende og havde det egentlig meget godt med han var hos ham. derfor blev han ret overrasket over det Embry sagde "havde du tænkt dig at gå?...jeg vil ikke have du går" sagde han måske en smule barnligt, men han ville ikke havde Embry gik fra ham endnu

Embry nikkede stille, valgte at lytte til David i stedet for sine egne tanker "ja du har ret.." hviskede han, og holdt om ham. Han lænede panden mod Davids skulder. Nød trygheden der omgav ham, og undrede sig over hvor den kom fra "du er varm.." mumlede han så bare, og nød varmen fra ham. "Det var så lidt.." sagde han, men forstod ikke hvordan det kunne betyde så meget for ham. Han trak vejret stille ind, og tænkte sig lidt om "ja det var det jeg var ved at sige før.." sagde han men stoppede da David sagde han ikke ville have at han gik. Han løftede sit hoved fra hans skulder og så på ham "vil du have jeg bliver?" spurgte han overrasket og lidt undrende. Han holdt stadig om ham, men så bare lidt undrende på ham, for han forstod det ikke rigtigt "du er sær men jeg kan godt lide dig" sagde han og smilede så lidt. Han bed sig lidt i læben, og kunne høre små pibelyde udefra "jeg tror dine dyr er vågnet.." mumlede han, og grinede så lidt. Dyrene som han omtalte dem, var jo ikke særlig farlige.

David nikkede stille og vidste jo han havde ret i det. det kunne godt være at nogle var uenig med ham i det, men han syntes nu han havde ret og var derfor også bare glad for Embry også syntes han havde ret. han trykkede sig blidt ind mod Embry og nød at være tæt på ham. han mærkede godt Embry's pande mod sin skulder. et lille smil tegnede sig over hans læber da han hørte hvad Embry sagde og rødmede svagt af det "fryser du da?" spurgt ehan hviskende og syntes at det var Embry der var varm og ikke ham selv. men nu ville han bare havde at EMbry havde det varmt. David trykkede sig helt tæt på ham, da han bekræftede hvad han havde tænkt sig at sige. David ville ikke havde Embry gik. han nikkede stille og så på Embry med et uskyldigt blik, igen ubevist "ja...jeg vil gerne havde du bliver" sagde han og mente hvad han sagde, for han ville meget gerne havde Embry blev hos ham. han rød mede stille af det Embry sagde men smilte mere fjollet "det ved jeg...jeg kan altså også godt lide dig" sagde han og bed sig svagt på læben. han hørte godt sine dyr og så hen mod udgangen "jeg tror de skal tisse..." sagde han og bed sig lidt i læben igen, men slap den så igen "det må de helst ikke gøre inden for"

Embry rystede svagt på hovedet "nej.. eller jo det kan man egentlig godt side, jeg har i hvertfald et eller andet med varme" sagde han og smilede stille. Det var ikke løgn han elskede varme det gjorde ham rolig, og lettere søvnig. Det var næsten det samme med tryghed, det gjorde præcis det samme ved ham, og det gjorde selvfølgelig at han stolede på andre. Han fornemmede godt at David trykkede sig tættere ind til ham, og det havde han ikke noget imod, det var bare en varm person han godt kunne lide der kom tættere på og det gjorde ham ingenting. "Okay så bliver jeg.." sagde han roligt, og så på David med et lille smil. Han betragtede hans rædmen lidt, og smilede svagt af det, selv havde han ikke noget problem med rødmen, det skete meget sjældent at han rødmede. Han smilede større "fedt! nogen gange har jeg nemt ved at gå folk på nerverne" sagde han og grinede lidt, men han var ret glad for at det var gengældt for så var det ikke helt så akavet. Han nikkede stille "det forstår jeg godt... skal jeg hjælpe dig med at holde styr på dem udenfor?" spurgte han, og slap ham langsomt, og begravede sine hænder i sine lommer, og betragtede ham lidt. Han kunne godt høre hvalpene pive, og smilede svagt af det "vi må hellere skynde os så" sagde han og greb Davids hånd, og trak ham med hen til døren ud af soveværelset.

David så op på Embry og forstod ikke helt det han sagde, men smilte blot af det "varme er også rart..." sagde han og trykkede sig lidt ind mod ham. han altskede også varmen, derfor holdte han sog også fra vampyre. de var så kolde. det kunne David ikke lide, da det blot mindede ham om alle de kolde minder han havde. derfor var han bare glad for Embry var dejlig varm "tak for du bliver" sagde han taknemmeligt. David stirrede lidt på ham, men grinte så lidt "det kan jeg så godt forstille mig, men jeg tror der skal meget til før du går mig på nerverne" sagde han med et lille grin og rystede lidt på hovedet. ofte var det personer der gik andre på nerverne som david var sammen med. det var nemlig svært for ham at blive irriteret. han slap stille Embry da han gjorde og nikkede stille "det ville være dejligt..hvis du gider må du meget gerne" sagde han med et lille nik og studerede hans ansigt med et betragtende blik "jep" sagde han hurtigt og lukkede sin hånd om Embry's. han gik med ud af værelset og med det samme blev de overfaldet af de 6 hvalpe. David træk Embry med hen til hoveddøren og hundene fulgte automatisk med. han åbnede forsigtigt døren og alle hvalpene for ud. Bailey luntede stille efter dem.

Embry så på ham, og smilede muntert, det var ofte tydeligt når folk ikke forstod hvad han plaprede om, og han snakkede jo en del. "Det var så lidt.. " sagde han og undrede sig over hvorfor han mon takkede for det, folk var som regel ret ivrige efter at Embry enten lukkede ædespalten og holdt op med at snakke så meget, eller gik. Han stirrede tilbage, men smilede imens så det ikke kunne misforstås til noget dårligt "nå da? Jamen det er da altid noget.. " sagde han og grinede lidt, det var fint hvis han ikke begyndte at vade på Davids grænser, og over dem lige med det samme. "Jeg gider godt" sagde han med et skævt smil, og så på deres hænder, og lod sig trække med. Embry kunne ikke lade være med at smile over at blive overfaldet af alle hvalpene, de var bare så små og.. kunne ikke beskyte sig selv så de rendte rundt efter David hele dagen, og deres mor selvfølgelig. Han fulgte med hen til hoveddøren, og trådte til side så hundene kunne komme udenfor. Han så lidt efter Bailey, og smilede skævt "så er udyrerne blevet lukket ud af deres bur" sagde han i et dramatisk tonefald, der lidt efter knækkede over i latter.

David smilte glad og kløede sig let i nakken. han så rundt på hvalpene for at være sikker på de ikke løb væk. Beilay løb rundt efter dem som løb lidt for langt væk eller for tæt på vandet. David så på ham og smilte glad "ja...går du da tit folk på nerverne?" spurgte han og lagde hovedet svagt på skrå. han grinte lidt og så på hvalpene "tak" sgade han stille og så betragtende på Embry igen med et lille smil på læben. han lyttede til hvad han sagde og lagde hovedet svagt på skrå, men brød så ud i latter og rystede lidt på hovedet "udyr...kalder du dem for udyr?" spurgte han med et grin og smilte glad "du er fjollet...det hedder da ikke udyr" sagde han og så lidt på hvalpene "det hedder plageånder" sagde han med en drillende undertåne.

Embry så på ham, og så derefter lidt rundt på hvalpene for at sikre sig at de ikke blev væk eller pludselig kom til at mangle. Han nikkede "ja jeg er ikke alt for god til at fornemme andres grænser så de kan godt få et flip på mig nogen gange" sagde han og smilede skævt. Han klemte stille Davids hånd, en vane, nok ikke lige så dårlig som alle andre vaner. Han smilede lidt "så lidt.." sagde han og så omkring. Han lyttede til Davids latter, og betragtede ham lidt "de er mine udyr.." sagde han og smilede lidt, de kunne da godt gå som små udyr. Han grinede lidt "små uhyrlige plageånder?" foreslog han, og så lidt på dem da de tumlede rundt ind i hinanden og efter Bailey. Han stak sin frie hånd i lommen og tænkte lidt.

David så på Embry imens han lyttede til hvad han sagde, med et opmærksomt blik "okay...det er også et problem at gøre det..men du har endnu ikke gået over mine" sagde han med et ille smil og var egentlig ikke sikker på om Embry nogen sinde ville gøre det. det eneste han ikke ville snakke om eller mindes var hans fortid og han behøvede jo ikke at fortælle den. han så ned på deres hænder da han mærkede klemmet og smilte lidt af det. han så op på Embry igen og bed sig stille i læben "dine?..hvis de er dine skal du passe dem" sagde han drillende og smilte lige så drillende. dog vente han blikket mod hvalpene igen for at holde øje med dem "ja..små uhyrlige plageånder.. det er det de er" sagde han med et kort nik og så kort på Embry igen.

Embry smilede skævt " det er jo det der er så fantastisk" sagde han, og smilede muntert. Han skar dog en grimasse ved det næste David sagde "aj det går ikke, jeg har hverken tid eller overskud til sådan noget" sagde han og rynkede på næsen, hundehvalpe var ikke lige det der lokkede allermest når han knap nok boede et fast sted. "Aka. Udyr.." grinede han, og så lidt rundt på dem. Han så lidt på ham igen, og lagde hovedet på skrå "du fortalte mig aldrig hvad din evne var?" sagde han langsomt, da det jo var rigtig nok. David havde jo gættet hans, men han havde aldrig nået at spørge hvad David kunne af specielle ting. Han kiggede kort efter en hvalp der legede faretruende tæt på vandet, men heldigvis var Bailey opmærksom nok på den slags.