Jeg er helt færdig..(David)

David grinte lidt og nikkede "rigtig fantastisk.." sagde han glad og r´girnet lidt efter. Embry gjorde ham i så godt humør og det var der altså ikke mange der kunne så nemt "tror du jeg har?...så hjælp mig med det i det minste" sagde han med et lille grin og begyndte ubevist at nusse Embry på hånden. han grinte så "nej ikke udyr" sagde han bestemt, men grinte igen og smilte glad. hans smil forsvant dog med det samme da han spurgte og han så lidt ned i jorden "øhm..min evne.." han var ikke sikker på om han burde sige det, da han var bange for det kunne gøre Embry vred eller sådan noget. han så at Bailey hentede den vilfarende hvalp "se hvor dygtig hun er..en rigtig mor" sagde han for at skifte emne og lod selvfølgelig som ingen ting. han smilte igen.

Embry så på ham og smilede "jamen jeg vil jo gerne hjælpe dig, men jeg må jo ikke?" sagde han, og grinede lidt "så må du udtrykke præcist hvad du vil have mig til at gøre?" sagde han, og smilede muntert. Han mærkede den svage nussen på sin hånd, og nød den da også selvom den tog hans tanker med sig, og gjorde ham lettere uopmærksom. Han så på David og betragtede hans falmende smil ved spørgsmålet "ja din evne?" sagde han stille, og lyttede, troede der ville komme en slags forklaring om hvad for en evne han havde, da han pludselig udbrød noget omkring Bailey "mm.. hun er dygtig.." konkluderede han bare, men hang stadig lidt ved spørgsmålet fra før, David virkede ikke som en der gerne ville snakke om den. Det forvirrede ham tit når folk havde hemmeligheder, for han vidste ikke om han skulle være ligeglad.. for det var han ikke, han ville gerne vide hvad David tænkte og hvilken evne han havde.

David så på ham og smilte skævt "ja okay...det var jo før jeg vidste mere om dig ikke...du må godt hjælpe med at passe dem nogle gange...det villle gøre alt en del nemmere" sagde han med et lille grin og betragtede ham lidt. han nussede forsat hans hånd, stadig uden at tænke over det. han så lidt rundt på hvalpene og undlod at svare på hans spørgsmål, da han jo var bange for Embry skulle blive sur eller sådan noget "hun gør det en smule nemmere...men nogle gange er hun meget doven" sagde han og så rundt på hvalpene. han prøvede stadig at skulle svare på spørgsmålet. han ville gerne være ærlig over for Embry, men han var bare sikker på hen ville blive sur og han ville ikke miste ham, så ville han hellere undlade at sige det. han stod stille og så rundt på hvalpene, da han ikke kunne få sig selv til at se på EMbry, da han var sikker på at han nok ikke var helt glad for han ikke svarede.

Embry smilede fornøjet af den forklaring David gav ham "så vil jeg gøre hvad jeg kan" sagde han og smilede lidt. Han nød den blide nussen, og så lidt ned i jorden og tænkte sig om. "Hvorfor svarer du ikke på spørgsmålet?" spurgte han så, og så lidt ud i luften. Han havde hørt det med Bailey, men han ville høre hvorfor han ikke ville fortælle ham om sin evne, var han pinlig over den? Han tænkte sig lidt om igen, man kunne da ikke være pinlig over sin evne? Han havde lyst til at ryge, men havde alligevel ikke lyst til at begynde at fumle med det, mens han ventede på det svar der ville komme. Han fulgte hundene lidt med øjnene, og sank stille. Han havde ikke lyst til at gøre David vred, selvom han næsten ikke kunne forestille sig at den anden dæmon kunne blive sur.

David var glad for Embry ville hjælpe, men han sagde dog ikke noget til det da han hørte det andet Embry sagde. han så ned i jorden og sukkede stille "fordi..." han stoppede sig selv, da han var bange for at sige det- han så op på ham igen og slap stille hans hånd. han holdte om sig slev og så ned igen "jeg er bange for du vil blive sur på mig..eller foravet over det" sagde han uden at fortælle hvad hans evne var. han bed sig hårdt i læben og havde det dårligt med han ikke havde nok mod til bare at sige det til Embry, da han jo bare ville være ærlig og åbne. det havde Embry jo været over for ham. han så lidt hen på hundene for at holde lidt øje med dem. men hans smil var helt væk og det var tydeligt han ikke havde det godt med at fortælle sin evne.

Embry så på David og tænkte sig lidt om "jeg kunne ikke blive sur på dig David, om jeg så ville det ville det ikke være muligt" sagde han og smilede forsigtigt til den anden dæmon. Embry var næsten aldrig sur, han kunne måske lyde sådan hvis han blev irriteret, men ellers opførte han sig mere som et barn hvis der var nogen der pissede ham af. Han stod lidt og betragtede David og hans usmilende ansigt, så gav han ham et kram. Ikke et jeg-klemmer-livet-ud-af-dig-kram, men mere et forsigtigt et. Han slap ham igen, og vendte blikket ud over hundene for at holde øje med dem. Han spurgte ham ikke mere, ville ikke presse ham til at fortælle ham til at fortælle, det skulle komme af sig selv. Han så lidt efter en af hvalpene, og så en anden af dem... gud hvor var der egentlig mange?!

David lyttede til hvad han sagde og så lidt op på ham. han sagde intet, før han mærkede det forsigtige kram og det fik ham til at rødme lidt "jeg kan finde ud af alt om en person bare ved at se på dem i 1 sek....jeg kan finde ud af ting om deres barndom som de selv ikke kan huske" sagde han helt stille og så lidt ned i jorden iegn. han så så mod hundene og fløjtede stille. Bailey reagerede med det samme og begyndte at samle hvalpene sammen. han flyttede sig lidt for døren så hundene kunne komme ine, men opdagede der manglede en hvalp. han så lidt rundt efter den, men kunne ikke få øje på den.

Embry så på ham, og lyttede. Han blev overrasket, det var da egentlig en ret fed evne nu han tænkte over det, men så betød det vel egentlig også at David havde vist.. alt om ham ved første øjekast, eller frøste berøring? "Interessant evne, men den er åbenbart et bjerg bundet til din fod kan jeg forstå?" sagde han. Han havde det med at bruge en lidt sær måde at udtrykke sig på en gang imellem, men det skyldtedes mest, at han ikke var vokset op med det danske sprog. Han fulgte Davids blik "hvad kigger du efter?" spurgte han, og så efter den sidste hund der forsvandt gennem døren. Han overvejede lidt om det kunne være en hvalp der manglede.

David så på ham og tænkte over det han sagde, men nikkede så "jo...ser du jeg kan sagtens styre den..men nogle gange bliver jeg for nysgerrig og jg tør ikke spørge så finder jeg ud af for meget...og nogle gange dummer jeg mig og kan ikke huske hvad personen havde fortalt mig og hvad jeg selv har findet ud af...det er en krænkene evne...folk kan ikke holde noget hemmeligt for mig" sagde han stille og så lidt ned. han så så rundt efter hvalpen igen "en hvalp..den minste af dem" sagde han stille og blev lidt nervøs.

Embry så på ham og lyttede, han forstod ham godt, det måtte være supernederen hvis folk ikke fortalte noget, og man var nysgerrig, men kunne finde ud af det hvis man ville. "Du må bare.. " han gik i stå, hvad måtte han bare? Han rystede lidt på hovedet "du er den du er, og det kan du jo ikke gøre noget ved." sagde han kort. Han bed sig kort i læben "vi kan kigge efter den.." mumlede han, og begyndte så at gå mens han lyttede efter de karekteristiske pibelyde. Han så lidt rundt, og kom til at tænke over at havneområdet var et enormt område med en del gemmesteder for sådan et lille dyr. Han rystede på hovedet, det lå ikke til ham at give op.

David så på Embry og nikkede stille. han så lidt ned "det er rigtig nok...der er bare så mange der bliver sure og fornærmet over det" sagde han og var bare glad for at Embry tog det så pænt "det bedst eved det er nok at jeg kan vinde over den stærkeste person fordi jeg hurtigt kan finde ud af hvad deres svage punkt er både fysisk og psykisk" forklarede han. det var den eneste måde han kunne vinde over nogen, da han var utrolig slap af en dæmon at være. han ville nok ikke engang kunne klare et stærkt menneske. han nikkede kort "det skal vi" sagde han og gik med. han så lidt rundt og lyttede efter pibelyden, men da han ikke kunne høre den var han bange for den måske var faldet i vandet eller sådan noget. han blev pludselig meget mere nervøs og urolig.

Embry så lidt på ham "kan jeg forestille mig.. det er aldrig rart at blive busted i noget som man ikke engang har fortalt.." sagde han langsomt, og tænksomt for der var jo mange ting man nok helst ville holde for sig selv, det havde han sikkert også, han kunne bare ikke huske nogen ting lige på tidspunktet. "Det er ret godt.." sagde Embry, han selv forsvarede sig med ord og fornærmelser. Embry snuste stille, men sådan et lille dyr var svært at opsnuse "prøv du at gå den vej, så prøver jeg at gå den der vej" sagde han kort mens han stadig så rundt efter hvalpen, og håbede inderligt den ikke var faldet i havnen. Det havde hverken den eller David fortjent.

David nikkede stille og så lidt ned "nemlig...jeg ved allerede for meget om dig...forhold til hvor længe vi har kendt hinanden" sagde han og så loidt ned. han sukkede sp stille og var lidt bange for han nu var for ærlig, men han kunne alligevel ikke helt huske hvad han selv havde fundet ud af og hvad Embry havde sgat. han nikkede stille "ja..." sagdehan stille og så lidt rundt. han så ned mod havet og var virkelig bange for hvaloen var druknet "okay...fint nok" sagde han hurtigt og gik den vej ehan sagde, imens han så sig godt omkring.

Embry så på ham, men smilede bare. Det David vidste var åbenbart ikke nok til at skræmme ham væk. Han fortsatte med at gå, og så sig omkring. Han kunne svagt høre Davids skridt bag sig forsvinde i en anden retning end hans. Han lyttede efter den svage piben, og kunne til sidst ikke høre David mere. Han sank stille, men hørte så endelig en svag piben og følte en enorm byrde blive lettet fra hans bryst. "Hvor er du henne?" spurgte han forsigtigt, og gik ned på alle fire og lyttede. Han fik øje på en bevægelse lidt væk. "Kom herhen.." sagde han i det der bløde behagelige tonefald, og håbede hvalpen ville lytte. Den virkede mere interesseret i sporene efter mågerne ude ved kanten.

David så rundt og var ved at blive skrækslagen. han hadede at gå alene lige nu, da han bare ville være i sit trygge hjem, og være sammen med Embry. og det gjorde det ikke bedre at den lille hvalp var væk. han var hundered for hvad der kunne være sket, for han ville bare havde den ved sig. godt nok havde det været hårdt og stressende med så mange hunde, men han holdte af dem og han ville ikke msite dem på den måde. hvalpen hørte godt Embry og kravlede ud fra sit gemmested, men dens klodsede bevægelser fik den til at snuble og rullede derekte ned i vandet med et lille plask.

Embry så på hunden og stivnede da den pludselig kom faretruende tæt på kanten. Han rejste sig da den faldt ud over kanten og løb hen til kanten, og hoppede i. Han gispede da han kom op til overfladen igen, vandet var koldere end han havde troet som tusinder af små kolde nåle der borede sig ind i huden. Han så rundt efter hundehvalpen, og fik øje på den lidt længere fra sig. Han dykkede hen til den, og fik fat i den. "Shh rolig rolig.." hviskede han til hvalpen der peb, og rystede af kulde. Han sørgede for at den ikke fik hovedet under vand, og svømmede hen til en trappe der gik op fra havnen. Han fik hevet sig op på den, og satte kort hvalpen ned og lod den ryste sig. Han strøg noget af det våde hår væk fra sine øjne, og vred kort sin trøje for vand, selvom den ikke blev mere tør af det. Han samlede hundehvalpen op igen, og skyndte sig op af trapperne "vi må hellere finde David.." hviskede han til den, og så sig lidt om efter David.

hvalpen rystede sin pels, men skælvede stadig over hele kroppen. den puttede sig godt ind til Embry, selvom han var våd. David havde svagt hørt de to plask og derfor var hen gået lidt tilbage af, da han var bange for det var sket Embry noget. han så så Embry med halpen i armene og skyndte sig hen til ham. David omfavnede Embry med det samme "du fandt den" sagde han lettet. han mærkede så først nu hvor våd Embry var og han trådte hurtigt tilbage "du er våd...faldt du i vandet?" spurgte han og så på Embry med et spørgende blik.

Embry nussede den forsigtigt på hovedet, og så rundt. Han fik øje på David, og mærkede krammet. Han gav ham et kort klem, for ikke at gøre ham våd, slap han ham hurtigt igen. "ja.. men den er ligeså våd som jeg er.." sagde han, og rakte den til David "Her.. du er nok lidt varmere, og det tror jeg den har brug for" sagde han, da han var lidt bekymret for om hvalpen ville ende op med en forkølelse.. hvis altså hunde kunne blive forkølede. "Nej jeg sprang selv." sagde han og kunne ikke lade være med at smile, det lød som et dårligt selvmorder forsøg. Han var egentlig bare lettet over at hvalpen ikke var nået at drukne før han selv var kommet i. Han havde ellers overvejet at smide skoene for så var det nemmere at svømme.

David så på hvalpen "stakkels pus" sagde han og tog hvalpen, som med det samme puttede sig ind til hans varme krop "ja det er nok rigtigt...men det tror jeg altså også du har brug for" sagde han "altså varme" tilføjede han hurtigt og smilte lidt. han så ned på hvalpen og holdte den blidt ind til sig, for at holde den varm. han så op på ham med overraskede øjne "sprang du i?...for at redde hvalpen?" spurgte han og virkede meget overrasket over det. han ahvde ikke regnet med nogen ville håbe i det kolde vand for at redde en lille hvalp som man nærmest først lige havde mødt. han så op på ham og smilte taknemmeligt "kom med" sagde han og tog hans hånd, hvorefter han træk ham med sig tilbage mod sit hus.

Embry så på ham og nikkede. Han trak på skuldrende "det går nok, det er jo ikke fordi jeg dør af det.." sagde han stille, og smilede lidt, selvom han sikkert rystede som et siv i vinden, men han gad ikke brokke sig over det. Han nikkede stille "ja.. jeg regnede ikke med at den kunne svømme.. og den faldt jo i og jeg kunne ikke bare lade den drukne" sagde han og gøs lidt af den kolde vind. Han ville aldrig have ladet hvalpen drukne, og han ville aldrig lade nogen, eller noget drukne, der var ingen der fortjente sådan en død. Han så lidt på hans hånd, og lod sig trække med. "Er du egentlig okay?" spurgte han, og lagde hovedet på skrå, mens de gik.

David mærkede et sug gå igennem ham da han nævnte ordet 'dør' og rystede det hurtigt ud af kroppen "rigtig nok..men du kan blive syg og det skal du ikke og du ryster og det er ikke noget godt tegn" sagde han og ville bare havde han kom hjem og ind i varmen. han ville sørge for at Embry hurtigt skulle få varmen igen "du har virkelig et stort hjerte...tusind tak fordi du reddede den" sagde han taknemmeligt og så på ham med et taknemmeligt smil. han så frem igen og tænkte over hans spørgsmål. han nikkede stille "selvfølgelige...hvorfor skulle jeg ikke være det?" spurgte han og så på ham.

Embry så på ham og tænkte lidt "nej du har sikkert ret.." sagde han, og havde ikke lyst til at sige David imod, det var jo rigtigt nok, selvom han ikke kunne dø kunne han sagtens få lungebetændelse eller influenza eller noget i den stil, han rystede lidt på hovedet af sig selv. Han blev lidt overrasket over det næste David sagde, et stort hjerte..? Ham? Han så kort ud som om han ikke vidste hvad han skulle sige eller hvad han snakkede om "det.. det var så lidt du skal ikke takke" sagde han og smilede svagt. Han trak lidt på skuldrende "standard spørgsmål.. og så så du ret bekymret ud da vi gik hver sin vej, så jeg tænkte at der måske var noget i vejen" sagde han, og smilede lidt.

David nikkede kort, da han jo godt vidste han havde ret. han havde selv prøvet at være alt for kold og så få influenza og det syntes han ikke Embry behøvede at få. han så huset længere fremme og blev lidt lettet. han så på Embry og kunne godt se han blev overrasket over det han sagde og det forstod David ikke helt. Embry var stor hjertet efter David's mening. han havde jo været så ærlig og rar mod David og han havde forstået David's evne´også selvfølgelig det at han reddede hans hvalp. David kom også i tanke over da Embry tilbød at passe hundene så han selv kunne få noget søvn og der kendte de ikke engang hinanden rigtigt. det var da meget stor hjertet "men det gør jeg..det betyder meget for mig" sagde han med et ebestemt nik. han stoppede foran døren til sit hus og fik åbnet døren. han skubbede sine sko af og træk Embry med sig ind i stuen "jewg var jo også bekymret for hvalpen...og...jeg havde det ikke så godt med at skulle gå alene" indrømmede han og skubbede Embry ned og sidde på sofaen "tag det våde tøj af..jeg finder noget tørt tøj og at tæppe." sagde han og gik hurtigt mod det ene værelse.

Embry så på David, kunne næsten mærke varmen fra ham, specielt fra hånden der holdt hans. Det var rart, betryggende på en eller anden måde, selvom det ikke var andet end at holde i hånd. For Embry var det rart. Han nikkede bare langsomt "okay.." sagde han og så på David. At det betød så meget for ham var vildt, men han var egentlig også ret glad for at hvalpen havde overlevet. Han fulgte med ind i huset, og nåede lige at træde sine sko af i gangen før David trak ham videre med ind i stuen. Han så sig lidt omkring, i det kunstneriske hus, det var meget personligt at komme ind i og rart for det afspejlede David så meget at det var som om han var i hvert rum selvom han måske slet ikke var der "det må jeg huske hvis der kommer en næste gang" sagde han, med et lille nik, og smilede svagt. Han satte sig, og så op på David, og nikkede til de ting han fik at vide "okay.." sagde han og så lidt ned af sig selv. Tøjet klæbede efterhånden som et ekstra lag hud på grund af at det var vådt. Han trak tøvende sin trøje over hovedet, og derefter sine sokker, og resten af sit tøj. Han gøs kort ved det kolde gulv mod sine bare fødder, og så rundt i rummet. En enkelt dråbe vand fra hans hår gled ned af hans ryg og gav ham kuldegysninger.

David så rundt på værelset og fandt noget tøj frem der kunne bruges og en dyne og et stort håndklæde. han gik hen til døren og så lidt ind på Embry. han rødmede da han så Embry havde klædt sig af og at lille genert smil tegnede sig på hans læber. han gik så ind i stuen og lod som ingen ting. dog var han stadig meget rød i kinderene og man kunne også lige ane han var genert. David rækte først håndklædet hen til Embry "her...tør dig først så kan du tage tøjet på efter." sagde han og lagde tøjet og dynen på sofaen "jeg giver lige hundene mad" sagde han og vente sig om. han havde hele tiden set ned i gulvet, ud over få gang hvor han så op på Embry's ansigt, som da han skulle give ham håndklædet. han skyndte sig så ind i køkkenet og lukkede døren efter dig. han tog en dyb indånding og kunne nu mærke sommerfuglene i maven. det var en underlig følelse, som han ikke havde haft før. det gjorde ham en smule nervøs, da han var lidt bange for følelsen.