Jeg er helt færdig..(David)

David tænkte sig om og rettede si stille op. han satte sig i skødet på Embry, så han havde et ben på hver af hans sider og så på ham med blide øjne "har du lyst til at vide hvad der er ivejen,...hvad der satte det igang?.." spurgte han da han var næsten sikker på han ville kunne med sin evne finde ud af hvad der skete i Embry's hovede, før, imens og efter ulykken. han ville dog kun gøre det hvis Embry ville vide det, men han ville gøre alt for at hjælpe Embry så godt han overhovede kunne. han havde lagt sine hænder på hans brystaksse og sad og nussede ham der. ´David var pludselig fuldstændig ligeglad med emnet om hans fortid, nu ville han bare hjælpe Embry. derfor sagde han heller ikke mere til det, men ventede blot på Embry ville svare. han havde også glemt alt om at han var så utrolig træt. det var som om at det at være sammen med Embry gav ny energi.

Embry så lidt på David, og gjorde plads til ham så han kunne sidde på hans skød, og så undrende på ham. Hans øjne blev større ved det han sagde "d-det ved jeg ikke.. tror du det er en god idé?" hviskede han, mens han tænkte så det knagede. Kunne David virkelig finde ud af det? Kunne han virkelig finde ud af hvad psykologer havde brugt 4 ½ år på at finde ud af? Han sank en klump, og nød at blive nusset på brystkassen. Han så på ham, og bed sig i læben. "Hvordan... kan du bare... " sagde han og trak på skuldrende. Det han mente med det var bare om David bare sådan lige kunne finde ud af det, og Embry frygtede at det ville hyle David helt ud af den at se hvad han havde gjort for Embry forestillede sig at David så det som en hel lille film. Han sad helt stille, og tog langsomt sin hånd ned fra Davids hår, og lagde sin hånd på hans kind.

David så på ham og var helt alvorlig i sin sag "måske...du vil leve i vished...istedet for at leve uden at ane hvad der satte det igang..hvad der rigtig skete...hvis du lader mig..så kan du finde ud af det og leve med viden om det...og få ro i sjælen" forklarede han og bed sig i læben. han kunne godt se på Embry han var nervøs over det og det nok ikke lige var det han havde regnet med David kunne gøre. han nussede ham fortsat på brystkassen "min evne...jeg kan finde ud af ting du ikke selv ved om dig..." sagde han stille og bed sig i læben. han rødmede svagt da han mærkede Embry's hånd på sin kind og søgte efter Embry's øjne. han var slet ikke bange for det han ville komme til at se og frygtede slet ikke at få et andet syn på Embry. det vidste han nemlig han ikke ville få, ligemeget hvor grådigt og indhumant mordet var.

Embry så på ham, og lyttede "okay.. så gør det" sagde han langsomt da han stadig tænkte over det, men han var sikker, han ville lade David se om han kunne finde ud af hvad der var galt med ham. Han nød at blive nusset, det beroligede ham en lille smule. "Hmm.. det må være skræmmende nogen gange" mumlede han stille, og sad fortsat stille. Embry så ind i hans øjne og strøg ham kort over kinden, før han lagde hånden over hans ene hånd der lå på hans brystkasse. Han besluttede sig for at tage det som en oplevelse, selv om han stadig var skræmt over idéen om at David måske ikke ville kendes ved ham bagefter og det fjorde ham lidt nervøs igen, men David virkede ikke som en der dømte andre, og han havde jo egentlig taget det meget pænt.

David nikkede kort og tog en dyb indånding, ligesom for at forberede sig selv på det der nu skulle ske. nogle gange når det var sådan en bestemt ting han skulle finde ud af kunne han godt blive meget udmattet éfter, men det ville han ikke fortælle, da han vidste det så måske kunne være at Embry ikkev ville havde han skulle gøre det alligvel. han så på ham og nikkede stille "ja...det kan være skræmmende..men det skal nok gå" sgade han stille og rettede sig en smule op. han nød at blive strøget over kinden og havde det somom det fik ham til at slappe mere af, hvilket var meget godt lige nu. han så lidt på sin hånd, da han mærke Embry lagde sin hånd på hans. han smilte forsigtigt og lukkede sine øjne. han tog en dyb indånding og koncentrerede sig meget. han brugte sin evne til at se tilbage i Embry's fortid og gik så langt tilbage at han han kunne se fra ca. en time før mordet.

Embry var stille. Helt, helt stille. Han sad bare og så på Davids ansigt der nogen gange så ret sjovt ud som om han oplevede et eller andet. Han sagde ikke noget, ville ikke forstyrre ham, han holdt bare fast i hans hånd, og bed sig igen lidt i læben. Embry tog en dyb indånding og fornemmede sit hjerte hamre så meget at det næsten gjorde ondt. Han havde lyst til at afbryde David, og alligevel ikke for hvis han kunne.. så ville det jo være ret godt, eller måske ville det være rigtig dårligt. Han lyttede efter hvis det nu var david sagde et eller andet, men det virkede ikke ligefrem sådan som om han ville begynde at snakke om alt muligt. Han lukkede sine øjne i lidt tid og lyttede til pibelydene ude fra gangen.

David koncentrede sig og blev meget overrasket over vidse ting. han så mange ting han ikke havde ventet og fik flere chok og især da han så blodbadet. det skræmte ham at se al det blod. han lod sig se lidt længere tilbage i Embry's fortid, men åbnede pludselig øjnene og tog en så voldsom indånding at det nærmest kunne lyde som om han ikke havde kunnet få luft. han var lige ved at falde af Embry da han skubbede sig tilbage af, men han træk sig hurtigt tæt på Embry igen og faldt ind mod ham. han lænede udmattet sit hovede mod hans brystkasse og rystede i hele kroppen. han træk vejret hurtigt og var lige ved et hyperventilere, da han var i en form for chok tilstand. det havde været en voldsom oplevelse at se alle de tingt og det havde været meget udmattende.

Embry stirrede på David da han pludselig åbnede øjnene og fik et lille chok af det. Embry greb hurtigt fat i ham da han var på vej til at falde ned fra ham "D-David er du okay?" spurgte han bekymret, og lagde armene om ham da han faldt ind mod ham. Han lyttede lidt forskrækket til Davids hurtige vejrtrækning. Han vuggede ham forsigtigt fra side til side "Shh... shh.." hviskede han stille, og forsøgte at berolige David der virkede opskræmt. Han nussede ham blidt i håret igen og bed sig lidt i læben. "David please.. sig et eller andet?" bad han stille, og så ned på den lille dæmon der virkede helt ved siden af sig selv, og træt. Han lukkede kort sine øjne for lige at samle sig, og koncentrerede sig så om at lulle David til ro igen. Han tog dynen og lagde den helt om David i stedet for sig selv, og holdt igen om ham, mens han lyttede efter andre livstegn end den skræmmende vejrtrækning fra David.

David hørte godt Embry's stemme, men svarede oikke op noget af det han sagde og lod sig bare ligge ind til ham. han mærkede Embry nussede ham i håret og det fik ham til at slappe en meget lille smule af. han rystede over hele kroppen og mærkede dynen. han gjorde dog alt for at være tættest på Embry da han følte sig mere tryk ved ham. efter lidt tid slappede han mere af og træk vejret mere normalt. han rystede stadig lidt "stakkels dig" hviskede ahn halvkvalt og trykkede sig ind til ham. han så så stille op på Embry og så helt fortabt ud. han lukkede sine øjne hårdt sammen og gemte sit ansigt ind mod ham "det var ikke dig...du er uskyldig" hviskede han stille. han mente at den Embry han kendte var uskyldig, men den onde dæmon der vilder i ham er den skyldige. den onde dæmon betargtede David som en anden og ikke Embry.

Embry lagde kinden mod Davids hår og lyttede, mens han fortsat holdt om ham, og fornemmede at han krængede sig ud af dynen og indtil ham alligevel. Han sank stille, det lille stykke tid det tog for ham at samle sig føltedes som en evighed for Embry, og han var død bekymret for David, indtil han endelig sagde noget "stakkels mig?" spurgte han undrende, og knugede den lille dæmon ind til sig. Han så lidt på hans fortabte ansigt "David er du okay?" spurgte han bekymret igen, for han så ikke helt okay ud. Han nussede ham forsigtigt i håret, og mærkede hans ansigt mod sin brystkasse. Embry vidste ikke rigtig hvad han skulle tro "men jeg.. jeg slog dem ihjel" hviskede han så, og lyttede til Davids vejrtrækning. Han bed sig i læben, og forstod ingenting, men han ville ikke spørge mere, han ville hellere give David tid til at slappe af og komme til sig selv. Han lagde igen sin kind mod hans hår, og lyttede mens han fortsat nussede ham i håret.

David mærkede hans kind mod sit hår og syntes det var rart at mærke ham tæt op sig. han rystede svagt i kroppen og prøvede virkelig at slappe af og få styr på sig selv. hna nikkede stille, men sagde intet og rystede til næste spørgsmål igen uden at sige oget. han var bestemt ikke okay. billederne af blodbadet, mordet, de gange Embry var blevet slået af sin far fylte David's hovedet og var grunden til han havde det så forfærdeligt. han tog en dyb indånding og så stille op på ham igen "det var ikke din...fejl...du ved...d-dæmoner har nærmest..to personligheder...den..d-den menneskelige og...og...og den dæmoniske...det var...den..den onde dæ..dæmo...dæmon i dig der gjorde det..i-ikke dig...d-din far...hvor var han..han var så ond" stammede han stille og gemte igen sit ansigt ind mod hans brystkasse. han slappede mere af ved at Embry nussede ham i håret og han følte sig utrolig tryg, men billederne gjorde det svært for ham at være helt rolig.

Embry bed sig i læben og lyttede "jeg skulle ikke have bedt dig om at se det.. undskyld.." hviskede han stille, og forsøgte at få ham til at slappe af og blive ligeså glad som før. Han lyttede til det han sagde, forvirret af de ting han fik at vide, flere gange havde han jo troet at det var ham, at det var hans skyld at de var døde, det var hans skyld alt sammen. Han bed hul på sin læbe, og var overrasket i nogen sekunder, så slikkede han blodet væk og så lidt ned i gulvet. Han var holdt op med at nusse ham i håret, han forstod det ikke, men han havde ikke lyst til at spørge mere ind til det. Han rystede lidt på hovedet, og satte igen koncentrationen ind på at få David beroliget. Han bed sig i læben igen, men holdt hurtigt op da såret fra før mødte hans tænder. "Måske skulle du sove lidt David" hviskede han prøvende og sank stille, mens han lyttede til Davids vejrtrækning.

David lyttede til det han sagde ig rystede hurtigt på hovedet. hna var uenig med Embry. han havde på ingen måde fortrudt at havde set det, da han nu vidste mere og bedre kunne forstå Embry's handling, men han var sikker på han ville havde nemmere ved at fortælle det til Embry når han havde fået sovet ilidt, for lige nu bar han alt for træt og udkørt "Embry,...jeg ved nu med sikkerhed det...det ikke var din skyld" hviskede han stille og ville bare havde Embry til at forstå hvad det gode ved dette kunne være. han manglede at mærke Embry's nussen, da han kunne mærke han ikke slappede mere af. han duftede svagt blodet og så så stille op på Embry. han tørrede forsigtigt blodet væk med et rystene hånd, som faldt ned igen. da han ikke havde mere energi tilbage "sove lidt" hviskede ahn stille og puttede sig forsigtigt in dtil EMbry for at være sikker på han ikke pludselig skulle forsvinde. han lukkede øjnene og prøvede at lukke alle billederne ud. pludselig stoppede han med at ryste og lå nu helt stille ind til EMbry og sov tungt. han var gået ud som et lys og sov så tungt man overhovede kunne uden at være død.

Embry så på ham, men svarede ikke rigtig på det. Han kunne godt se at David var ved at falde om af træthed, og trykkede ham ind til sig. Han tog en dyb indånding "tak.." hviskede han med hensyn til blodet, og så på ham, mens han så på den trætte dæmon der pyttede sig ind til ham. Han så lidt på ham, da han pludselig ikke rystede mere eller bevægede sig. Han mærkede istedet at David var blevet helt tung og hans pndedræt var dybt. Han trak ham helt tæt ind til sig, og lagde sig lidt ned så David kunne ligge lidt bedre. Han lagde dynen om ham, og tænkte sig lidt om. Han var træt, træt til døde, men han kunne ikke sove, hans krop nægtede ham simpelthen at få ro for sine tanker der blev ved med at rumstere i hans hoved. Han tog en dyb indånding og så op i loftet. Han lod sin tunge glide hen over sin underlæbe, og kunne stadig smage blodet. Han så lidt på David, og strøg ham kort over håret "tak.." hviskede han så igen, og så op i loftet mens han lå stille så David kunne få en uforstyrret søvn.

David var helts tille ud over sit åndedrag og fulgte med ned at ligge, da Embry lagde isg ned. han bevægede sig ellers slet ikke, da hans krop ikke kunne klare mere nu. det havde været en stor og meget hårdt oplevelse. men David fortrød slet ikke at han havde gjort det. nu var der heller ikke så meget at fortryde. han var jo så træt og udkørt han ikke engang kunne holde sig vågen. han sov trygt og længe ovenpå Embry og var fuldstøndig drømmeløs. hvilket nok var ret unormalt efter alt der var sket.

//sorry den blev kort men der er ikke så meget at skrive når man sover XD//

Embry så op i loftet, i lang tid før hans øjne blev tunge og begyndte at glide i. Han trak dynen op omkring David og sig selv. Han overvejede om han ville lide af mareridtene den nat, men han vidste det ikke rigtigt. Han så lidt på David, og trykkede så et lille kys mod hans hår, og lagde sig ordentligt ned, og faldt langsomt i søvn. Hans søvn blev hurtigt dyb, og han havde det som om han bare sank ned i et sort hul. Han trak vejret langsomt og roligt som man gjorde når man sov tungt nok. Han holdt stadig om David da han ikke havde lyst til at give slip.

//Yeah i know, skal vi bare springe frem til morgenstunden 8D?//

//jep lad os sige det//


David vågnede ved at solen skinnede på dem fra det store vindue. han åbnede stille sine øjne og var helt øm i kroppen. han mærkede godt han stadig lå på Embry og det gjorde ham faktisk meget lettet, da han havde frygtet lidt at Embry var gået eller måske slet ikke havde været der. han så lidt på ham og bed sig i læben. det var lidt underligt bare at ligge her og betargte en man havde mødt dagen før. han kom så i tanke om alt det der var sket lige før han faldt i søvn og det gik et lille gys igennem David's krop. han kravlede forsigtigt af Embry og tog sig lidt til hovedet. det hele virkede fuldtstændig sygrealistisk og alle mulige tanker om ting som var meget vigtigt at fortælle Embry fylte David's hovede så han fik en dunkene hovedpine.