Kold nat - Embry

"Det kan du da høre det gør?!" sagde han og prikkede hende i siden, hvor de fleste var kildne. Han gik igen ordentligt så hun ikke skulle blive "Nope.." sagde han roligt, og så på den kolde kaffe, og smilede skævt, det var nok lidt ondt et eller andet sted. Han så lidt på kaffen der plaskede ned på gaden og gik lidt til siden så det ikke stod op på hans bukser. Han så lidt på kaffen "så vandt jeg vist alligevel.." mumlede han drillende og drak det sidste og kastede papkruset i en nærliggende skraldespand. Han så lidt på hendes nøgler og rystede på hovedet "Næh, skulle jeg det?" spurgte han og lagde hovedet på skrå.

"Hey !", udbrød Clary med et grin og flyttede sig straks lidt væk fra ham. Hun var en af dem, der var meget kilden, og hvis hun først begyndte at grine, tog det som regel meget lang tid, at få hende stoppet. Hun kiggede lidt på ham mens han drak, og bed sig lidt i læben, før hun spærrede øjnene let op og rystede uenigt på hovedet, så hendes hår dansede om ansigtet på hende. "Tjahw, la os bare sige det, hvis det tilfredsstiller dig darling", svarede hun med et skævt smil. Hun rystede igen lidt på hovedet, og førte derefter noget pandehår væk fra øjnene. "Nah ikke som sådan, men det kunne da godt være". Clary kiggede lidt på nøglerne i sine hænder, før hun vendte blikket på hans ansigt igen. "Hva race er du egentlig ?", spurgte hun, bare for at være sikker på, hvem det nu var hun ville lukke ind i sit hjem, og betragtede ham lidt.

Han smilede af hendes reaktion, og bed sig i læben og så uskyldigt på hende gennem sine gulerodsrøde hårtotter "undskyld" sagde han i et blødt tonefald, som han brugte når han hypnotiserede folk. Men det gjorde han ikke lige nu, han hypnotiserede kun folk når han havde brug for sin evne. Det havde han jo ikke rigtigt. Han lavede et elegant buk, og rodede hende derefter i hendes mørke hår "det tilfredstiller mig helt fint" sagde han roligt. Han havde regnet ud hvor hun boede og så på hende da hun spurgte "Dæmon.. bloddæmon vel at mærke" tilføjede han så bagefter. Han smilede roligt til hende, og stak sine hænder i sine lommer, og så sig lidt om. Det var da et meget pænt kvarter? Men han vidste heller ikke rigtig hvad han havde regnet med, men nu var det jo Werclare, vampyrhovedstaden, makaber igen..

Hun trådte nu lidt tættere på ham igen, da han havde sagt undskyld og betragtede ham lidt. "Jeg skal ha tænkt lidt over din tilgivelse", svarede hun med et skævt smil og førte en let hånd gennem hans røde hår, da hun syntes, det skjulte hans øjne for meget. Et lille grin undslap hendes læber, da han bukkede for hende, men hun skulede straks til ham ved det næste han gjorde. "Se sådan noget der gør, at man ikke gider tilgive dig", mumlede hun lidt betuttet og førte nu en let hånd gennem sit hår. Hun smilte dog lidt efter, ved svaret på, hvilken race han var. Så hun havde gættet rigtigt. Selvom hun nu ikke rigtigt kendte ham, følte hun sig, underligt nok, ret tryg i hans selskab. "Så kom", sagde hun med et smil, tog fat i hans håndled mens hun blidt trak ham med sig, før hun satte kursen mod den noget høje, røde bygnings hovedindgang.

Han så på hende da hun trådte tættere på og stod stille, og smilede roligt "pas på du ikke kommer til skade på mine horn.." mumlede han kort, og så ordentligt på hende nu da han kunne se. "Men det var så fristende" sagde han og så på hendes hår og smilede skævt og undskyldene til hende. Hun måtte have gættet rigtigt, da hendes ansigt lyste op i et triumferende smil. Han himlede lidt af hende, men kun på den gode måde "jeg kommer, jeg kommer.." sagde han og lod sig trække med hen til den røde bygning. Han målte den med øjnene, og smilede lidt. Han gabte stille og var ved at blive træt.

"Har du .. ?", begyndte hun lidt dumt, men kunne nu godt se det, nu hun kiggede ordentligt på hans hoved. Det var lidt mærkeligt, hun ikke havde lagt mærke til det noget før, men hun plejede nu også at glo på folks ansigt, når hun snakkede med dem og ikke deres hoveder. "Det er da ikke en undskyldning din abe", sagde hun og rystede lidt på hovedet, men stadig med et drilsk smil, og prikkede ham nu også let i siden. Hun ventede lidt på hans reaktion, da det altid var sjovt at se, når drenge var kildne. Hun placerede begge hænder på glasvinduet, for at skubbe den tunge dør op, og gik videre op af trapperne. Hun kiggede lidt om han var med og grinte svagt, da han så lidt træt ud efterhånden. "Der er vist en, der bare skal sove med det samme", sagde hun med et skævt smil. Selv var hun dog ikke så træt, mærkeligt nok.

Han smilede lidt og nikkede, og bøjede sit hoved så de to spidser lige kunne anes midt i al det røde hår. Det var ret sjældent at dæmoner havde horn havde han fundet ud af, hun lignede heller ikke en med horn. Han grinede lidt af det hun sagde "jeg er ikke nogen abe!" sagde han og prikkede ud efter hende igen, men smilede dog, tænk at fornærme ham så groft! Han grinede lidt, og trådte til siden da hun prikkede ham "Neeeej...hold op med det" sagde han, og fulgte med hende ind i opgangen, en opgang som så mange andre. Han lod kort sit blik glide rundt, og fulgte med op af trapperne "med det samme? Du får mig til at lyde som et barn" mumlede han, og så på hende og smilede lidt. Han var en mærkelig blanding af overtræt, træt, og glad. Det måtte være kaffen der havde givet ham et kick så han var blevet overtræt. "Har du boet her længe?" spurgte han stille og så lidt rundt for at få et godt intryk af bygningens atmosfære. Han kunne godt fornemme forskel på bygningers atmosfærer, de blev ofte dannet hvis der var folk der var døde, der blev født børn, eller der måske skete noget andet.

"Aww", mumlede hun med et lille smil, og betragtede dem lidt. "May i touch ?", spurgte hun ham, men havde allerede strakt den ene hånd frem, for derefter at lade fingerspidserne svagt strejfe de små horn. Hun rynkede med et lille smil på næsen, og vidste ikke rigtigt hva det var hun havde forventet, at de ville blive større ? Hun flyttede sig straks væk fra ham igen, da han prikkede ud efter hende. "Jamen, hvorfor er det så, at du ligner en meget, meget kær en, i mine øjne ?", sagde hun med et drilsk smil, vedrørende abesnakken, og smølfesparkede ham derefter i panden, som straf for hans prikkerier. Hun fortsatte videre op af de få trin ved at tage dem 2 af gangen, som sædvanligt, og måtte nu selv skjule et gab med håndryggen. "Sori .. men jeg kan nu ikke få dig til at lyde, som noget du ikke er", svarede hun smilende og kiggede lidt op i det hvide loft, mens hun tænkte lidt over hans spg og prøvede at huske det. Hun havde nu aldrig været god til at huske datoer. "Tjahw, nej ikke rigtigt, kun 1 år højst". Før det havde hun boet hos sine brødre, dog stadig i Werclare.

Han smilede lidt af den måde hun sagde tingene på, og nikkede. Det var jo bare horn, det spøjse var bare at de fleste troede at de var kolde og glatte, de var det helt modsatte varme og ru. Han rynkede på næsen og rystede på hovedet "Aj.. nu må du holde op" grinede han og rystede lidt på hovedet af hende, og skar en grimasse da hun smølfesparkede ham i panden "auv.." mumlede han, og overvejede at udtænke en hævn, men han var ikke særlig hævngerrig af sind så han lod det fare. "Jeg syntes det går meget godt" sagde han drillende, og rystede lidt på hovedet, han var ikke noget barn, og han havde ikke tænkt sig at omtale sig som et. Han strakte sig lidt "Okay, det var ikke så lang tid.. Kommer du så et andet sted fra?" spurgte han, og så på hende. Folk kom tit fra andre byer, endda andre lande nogengange. Han gned sig i øjnene, og smilede lidt "jeg tror du har ret i det med trætheden.." hviskede han, og så på hende efter at have gnedet sig i øjnene.

Hun smilede lidt, med hovedet lagt let på sned. Det så egentlig ret sejt ud, men nu lignede de horn, ikke lige noget, man kunne ønske sig i julegave eller sådan noget. Det var vist noget man blev født med, eller der kom senere hen. Hun rakte lidt dumt op, for at føle på sit hoved, men ærgeligt nok, var det kun det tykke hår, der mødte hendes fingre. Hun grinede lidt af ham. "Du er vist ikke så let at smigre", sagde hun og prøvede at sætte et fornærmet blik op. Da han bare ømmede sig, fik det et stort smil frem på hendes læber. Hun rystede derefter lidt på hovedet, og opgav at modsige ham. Tsh, han var åbenbart fast besluttet på ikke at blive betragtet som et barn. "Nøøh .. jeg er født her og boet her i hele mit liv", svarede hun og stoppede op, nu de stod ved 7. sal og satte nøglen i den cremefarvede dør, der lå tv. "Hva med dig ? Har du altid boet her eller ?", spurgte hun og vendte nysgerrig blikket på ham, lige idet hun var trådt ind og tændte for lyset til sin lejlighed. Hun grinede lidt. "Så er det vel godt, at vi er her", svarede hun med et smil og førte kort blikket rundt i 2 værelses lejligheden, der var beriget med farverne sort og hvid.

Embry så godt hun følte lidt på sit eget hår og smilte skævt, og rakte ud og rodede hende i håret "Hey du har blødt hår.." sagde han drillende "Jeg troede det var sådan.. hesteagtigt" sagde han smilende. Han kunne godt lide hendes hår, det var tykt, og blødt og duftede sikkert også godt, sådan rigtig pigehår. Han smilede lidt af sine tanker, og rystede på hovedet "jo jeg er skam meget nem at smigre.. Men jeg er altså ikke noget dyr" sagde han og smilede skævt. Han blev overrasket over hendes svar "Okay, så må du være knyttet til byen" sagde han smilende. Han hev lidt op i sine bukser der sad irriterende løst, men det var mere eller mindre umuligt at få sig et bælte der pasede til ham på grund af hans undervægt. Han rystede på hovedet "Nej jeg flyttede meget som barn, og teenager" sagde han lidt tankefuldt. Det var ikke løgn fra England til her, og så rundt på forskellige psykitriske hospitaler. Han gik med ind i lejlugheden, og så sig lidt omkring "jep.." svarede han og så lidt på det sorte og hvide look, stilfuldt, men en smule upersonligt, men det kunne jo være der var billeder og sådan noget inde i stuen.

Clary kneb øjnene sammen, så de til sidst kun lignede en streg, da han igen rodede hende i håret. Men, kunne ikke lade være med at grine lidt, ved det han sagde. Hun undstødte et 'opgivende' suk, da han igen talte og tog blidt fat i hans hår med begge hænder, så det blev formet til rottehaler. "Det passer til dig, den frisure burde du have til daglig", sagde hun og nikkede let bekræftende, før hun igen gav slip på det. Det var lidt utroligt, sådan som de var fascineret af hinandens hår. "Nej, du ligner heller ikke så meget en", måtte hun nu konstatere, med et skævt smil på læberne, og prikkede ham drilsk på næsetippen. "Men, du er dog stadig kær", tilføjede hun og betragtede ham lidt. Hun nikkede, da det jo passede, og hun egentlig kendte byen ud og ind, eller næsten da. Der var nogle steder, hvor det var lidt for farligt for hende at tage hen, da hun jo ligefrem ikke havde den bedste evne. "Hvor er du så født henne ?", spurgte hun og fortsatte videre ind i lejligheden. Det var tydeligt at se, at Clary holdt af at købe alt mulige tingel tangel, da hun havde forskellige statuer, duftlys osv rundt omkring. "Ehm ehm ..", mumlede hun lidt tænkende, nu hvor de stod ind i stuen, der egentlig bare lignede resten af huset med farven og indretningen. "Vil du have en rundvisning or er du for træt ?", spurgte hun smilende, og stoppede op, for derefter at vende blikket på ham. Lejligheden var nu ikke så stor, så der var ikke så meget at vise.

Han himlede opgivende med øjnene "ih ja, det tror jeg gerne" sagde han sarkastisk, og grinede så lidt "Du er åndssvag.. men på den gode måde" sagde han smilende, og så sig omkrring for at danne sig et indtryk af lejligheden "hyggeligt sted.." hviskede han, og lod sine store øjne glide rundt på væggene. Han følte sig godt tilpas i lejligheden og så smilende på hende "Jeg takker, det er altid godt at være kær.." sagde han og trippede lidt rundt, og kiggede sig lidt om, og kiggede på hendes nips. Han vendte sig om mod hende "Hmm.. du kunne vel vise mig det vigtigste?" sagde han, og gik tilbage til hende, så han stod foran hende. Han gabte lidt igen, og holdt sig for munden "må man ryge her?" spurgte han så lidt fraværende mens hans øjne stadig studerede lejligheden indgående. Han rakte ud og strøg en tot af hendes hår om bag hendes øre, og smilede "Jeg bliver nødt til at finde på et godt kælenavn til dig" sagde han i sit bløde egendommelige tonefald, og bed sig tænkende i læben.

Hun hævede let begge bryn, men kunne alligevel ikke tilbageholde et grin, og stilte sig derefter let på tæer, som hun efterhånden var så vant til, da alle for det meste bare var tårnhøje i forhold til hende. "Er du nu egentlig ikke, den første til at fortælle mig", sagde hun med et smil og bed ham drilsk blidt i hagen. Hun lod blikket glide over sin lejlighed, da hun igen stod normalt. "Tak tak", svarede hun smilende, det var altid rart med noget anerkendelse. Hun nikkede enigt med ham. "Indeed .. Okay, det var nu bare for at være høflig", tilføjede hun mht rundevisningen, og blottede tænderne i et grin, men tog så fat om hans håndled. Mens de gik rundt mellem den lidt lange gang og rummene, udpegede hun dem, stue, 2 badeværelser, hendes værelse, gæste værelset og køkkenet. "Og sure .. Medmindre, der er noget med hunde ikke kan tåle det ?", spurgte hun med let rynket pande, nu hvor de var vendt tilbage til gangen igen og strøg ind i stuen. "Og, du er vel ikke allergisk eller sådan noget vel ?", tilføjede hun og kiggede spørgende på ham. Hun lagde, af ren vanesag, hovedet let på sned. "Øhm, hva med .. smukke, skønne og sådan til at starte med ? Du ved alle de der dejlige ting, du synes jeg er", svarede hun drilsk og kiggede lidt på ham, med et skævt smil om læberne.

Han smilede skævt og så ned på hende da hun bed ham i hagen "hov hov, du har ikke lov til at bide" sagde han stille, og grinede lidt. Han så kort rundt, og lod blikket glide tilbage til hende "Så lidt, så lidt" sagde han med en lille latter, og så på hende. Han lod hende hive sig med, og så på rummene de gik igennem "Hunde?? Du er sgu da ikke nogen hund" sagde han drillende og rystede så på hovedet "jeg har aldrig oplevet en hund der faldt død om fordi jeg røg i dens nærhed." sagde han og fulgte med tilbage til stuen "nej allergisk?... ikke hvad jeg ved af, allergisk over for hvad?" spurgt ehan undrende og så sig lidt omkring. Han så på hende, og blottede sine tænder i et djævelsk smil "okay det gør jeg så" sagde han henkastet, og grinede lidt. Han så sig lidt om "skal jeg hjælpe dig med at redde op til mig et eller andet sted" spurgte han og så sig lidt om.

"Jeg har da lov til at gøre, som jeg lyster", svarede Clary smilende og klappede ham let på kinden. "Skal du nok få lært", tilføjede hun og blinkede kort til ham. Hun hævede let det ene bryn. "Der fik du mig, overbevist om andet", mumlede hun og himlede med et lille grin med øjnene. "Men, jo jeg har så. En meget doven en ..", svarede hun med smilende. Det var rigtigt nok, hun havde en. Den lå og sov lige på tidspunktet, ligesom det meste af tiden, i sin kurv inde på hendes værelse. "Thank god, for hvis det var tilfældet, ville du i hvert fald ikke være her", sagde hun. "Ikke noget søde ven. Skal du ikke belaste din lille hjerne med at tænke over", svarede hun med et bredt smil, mht til allergien. Hun kigged så med et, af sine sædvanlige skæve smil på ham. "Men, du er også velkommen til at finde et på ordentligt et", tilføjede hun og smed sig ned på sovesofaen og vendte blikket mod vinduet, hvor gardinerne ikke var trukket for, så man kunne se mørket udenfor. "Tjah, kommer an på, hvor du vil sove .. Gæsteværelset eller her ?", spurgte hun og vendte sine gyldne øjne mod ham.

Embry smilede skævt, og rystede på hovedet og begravede sine hænder i sine lommer "as if.." mumlede han drillende, og himlede med øjnene. "Fantastisk, så kan jeg da få banket noget ind i hovedet på dig" sagde han drillende, og lyttede "Hmm.. jeg syntes der er mange der har hunde" sagde han tænksomt, masser der havde hunde og ingen der havde horn. Han rystede på hovedet af hende og smilede stille "du skal ikke fornærme mig din fisk" mumlede han og prikkede hende i siden og grinede lidt. Han nikkede blot, og så sig lidt omkring igen som om han ikke kunne se det samme nok gange. Han satte sig ned på sengen ved siden af hende og lagde sig så ned "jeg sover hvor du vil have jeg skal sove.. jeg er her jo byrden i det her forhold" sagde han og smilede skævt, og vendte sit ansigt mod hende, da han havde ligget og stirret op i loftet. Han så kort ned på sin mave der var blevet blottet da han lagde sig ned. Han hav hurtigt sin trøje ned, og vendte blikket tilbage mod loftet.

Hun bed sig let i læben og rystede langsomt på hovedet. "Du vil bare aldrig give mig ret, hva ?", mumlede hun og prøvede at kigge med et fornærmet blik på ham, men det gik hende aldrig godt, da hun altid bare begyndte at smile lidt efter. "Tsh, nu skal du ikke være næsvis". Hun kiggede lidt på ham og nikkede. "Men, ser du søde ven, det er jo fordi, de er menn .. eller alles bedste ven", prøvede hun at forklare ham, med en stemme, der lød, som talte hun til en 5 årig eller retard. "Hey", udbrød hun og flyttede sig med et grin lidt fra ham, eller så godt hun nu kunne, eftersom han nu også lå på sofaen. "Fisk .. Vil du nu have mig til at begynde at kalde dig abe igen ?", spurgte hun og prikkede nu også til ham i siden og derefter et par gentagne gange i panden. Hun satte sig halvt op, for at tage sin jakke af og rystede bestemt på hovedet. "Du er ikke en byrde og som sagt, bestemmer du hvor du vil sove", svarede hun og kiggede lidt på ham. Hun havde godt lagt mærke til, han hurtigt skjulte sin mave, men havde nu også for længst set at han var noget tyndere end normalt. "Betragt det som opholdt du dig på et luksus hotel, når du får så frit valg", tilføjede hun bare med et skævt smil og hev lidt ned i den tætsiddende Wildfox t-shirt hun nu var iført.

Embry lukkede sine øjne og smilede bare af hende, og gad ikke svare. Han vendte sig om på maven og gemte sit ansigt mod sovesofaen. Han slappede af og lyttede til de ting hun sagde "jeg er ikke et barn, hold op med at snakke til mig på den måde det gjorde de også på psykiatrisk afdel.." han gik i stå, og skulede lidt op til hende, han vidste ikke rigtig om det var for sent at redde den, og sank en klump. Han så hun satte sig op, og lå fortsat stille, mens hun tog sin trøje af. Han gabte stille og lukkede sine øjne halvt i. Han så ud til at tænke over hvor han skulle sove "Jeg tror godt jeg kunne sove her.." hviskede han stille, han havde allerede et godt forhold til sovesofaen, han var ikke faldeet ned af den og han lå ikke dårligt, så det var jo kun godt. Han smilede lidt af det sidste hun sagde han "det lyder rart" sagde han og grinede så lidt "men jeg vil ikke være til besvær.." sagde han og rykkede lidt på sig, og lagde sig så til rette igen. Han så lidt på hendes tøj, nu kunne han jo se hvad det var hun havde på.

Clary gjorde lidt store øjne, da han pludselig talte til hende med en fjendsk stemme, for det kom lidt bag på hende, da hun jo kun havde ment det for sjov. "Undskyld, det skal jeg aldrig gøre igen ..", sagde hun tøvende og kiggede lidt på ham, mens hun bed sig i læben, og overvejede lidt om hun turde spørge ind til det med, at han havde været indlagt. Men rystede bare svagt lidt på hovedet et stykke tid efter, da hun vidste der var mulighed for han ville råbe af hende igen. Måske ville hun spørge, noget senere eller når de havde lært hinanden bedre at kende. Hun nikkede lidt, mens hun igen lagde sig ned. Hun orkede egentlig ikke rejse sig op og ind til sin seng, lige foreløbig. "Det gør du bare", svarede hun med et smil og kiggede lidt tænkende op mod det lyse loft. "Det er du altså ikke", forsikrede hun ham om igen og gav denne gang hans hånd et blidt klem. Hun havde ikke noget imod at han sov der, for hun kunne godt bruge med noget selskab, og bare det at vide, at hun ikke var alene.

Embry bed sig lidt i læben, og så på hende "undskyld.. det var ikke min mening at sige det på den måde" sagde han og så op på hende. Han håbede ikke at han havde skræmt hende, eller gjort hende ubehagelig tilpas. Han lyttede til det hun sagde "tak.." mumlede han, og så på hende. Han så lidt på sin hånd, og klemte så blidt igen. "Ellers siger du bare til" sagde han og satte sig op og lænede ryggen bagud mod ryglænet. Han fumlede lidt med sin frie hånd i sin bukselomme. Han hev sine smøger op og så på hende "var det okay hvis jeg røg?" spurgte han.

"Nej, du skal ikke undskylde", svarede Clary og viftede let med den ene hånd, som for at understrege, at det ikke gjorde noget. Det var jo hende, der havde overgået en grænse, selvfølgelig uden selv at vide det. Hun satte sig nu også lidt mere op og kiggede lidt på ham. "Hvis du vil snakke om det, siger du bare til aight ?", sagde hun en anelse tøvende og bed sig lidt i læben. Hun havde ikke i sinde at rode op i hans barndom eller dårlige hændelser i hans liv, men ville nu stadig gerne hjælpe ham, hvis det hjalp bare lidt at snakke om det, som det jo for det meste gjorde. "Det skal du ikke tænke på", svarede hun og nikkede til det næste han sagde. "Sure sure, men giv lige en så", tilføjede hun og kunne nu ikke tilbageholde et smil.

"Men jeg vil gerne undskylde.." mumlede han og så lidt ned i sovesofaen. Han så lidt på hende igen og smilede stille "Jeg skal nok gøre det godt igen det lover jeg!" sagde han hurtigt, og med fast stemme for han mente det, han ville gøre hende glad igen. Han så lidt på hende da hun nævnte det og rystede på hovedet "nej det er ikke et godt samtale emne" sagde han med en hovedrysten. Han så på hende, og placerede en smøg i mundvigen og rakte hende pakken "selvfølgelig.." sagde han som han havde sagt før, og smilede lidt. Han var for træt til at begynde at spasse rundt i et forsøg på at opmuntre hende, men imorgen skulle han nok gøre revanche det lovede han sig selv, og hende i tankerne. Han rodede igen i sin lomme og fangede sin lighter, og trak den op. Han tændte sin egen cigaret og derefter hendes. Han inhalerede næsten ynkeligt, som om han havde hungret efter en smøg i umindelige tider.

"Jamen, jeg kan ikke se, hvorfor du skulle gøre det", modsagde hun ham igen og rystede bestemt på hovedet. Hun bed sig lidt i læben, og rystede igen på hovedet, men han så ikke ud til at ville give op. "Kun, hvis jeg må rette op på tingene også ?", sagde hun med begge bryn hævede spørgende, men det var nu ikke ment som et spørgsmål, for hun havde tænkt sig at gøre det, hvis han også gjorde. Hun trak let benene op under sig og svang armene om dem, mens hun betragtede ham lidt. "Og ? Og desuden behøvede det heller ikke at være ligenu, men altså, du skal bare vide, at du altid kan komme til mig, hvis du får brug for at snakke om det", forklarede hun med et smil, og mente det hundrede. "Tak", sagde hun smilende og tog imod smøgen, for derefter at lade ham tænde den for sig. Hun kiggede lidt tænkende ud i luften. "2 sek.", mumlede hun, før hun rejste sig op igen, for derefter at sætte kursen ud mod gangen, og videre hen til køkkenet. Lidt tid efter, kom hun tilbage med et askebæger og satte det på sofa bordet. "So, arbejder du egentlig ?", spurgte hun undrede, efter at have sat sig igen. Hun kunne ikke komme på andre måder, han kunne have betalt for sit store forbrug af cigaretter.

Embry så på hende, og rystede bare på hovedet. Han ville ikke skændes med Clary, han ville være hendes ven, og det var svært at være venner, hvis man skændtedes meget. "Men jeg er stadig ked af det.." hviskede han bare helt stille. Han så lidt undrende på hende ved det næste hun sagde "hvad er det du vil rette op på?" spurgte han og lagde hovedet på skrå. Han placerede sin cigaret mellem læberne og inhalerede røgen, og lukkede kort sine øjne. Han nikkede, og så lidt ned i madrassen "ja det ved jeg godt..." sagde han bare og kløede sig i nakken. Der var der mange der havde sagt til ham gennem årene, men hvad skulle han sige? Han ville gerne snakke, men problemet var bare hvad han skulle sige. Han så lidt efter hende, da hun rejste sig op, og blev siddene i sine dybe tanker, mens han så lidt ud i luften. Han så op da hun kom tilbage og smilede lidt "du læser jo mine tanker.." sagde han og så på askebægret, og tog et sug af sin smøg. Han nikkede til hendes spørgsmål og smilede "ellers havde jeg ikke råd til smøger " sagde han og grinede lidt "jeg skriver sange... men der er ikke rigtig gang i det lige nu.." sagde han med et skuldertræk "hvad med dig?" spurgte han og pustede røgen ud.