Kold nat - Embry

Embry smilede af hendes træthed, han fik helt lyst til at give hende et kram. Der var ikke noget vedre end kram når man var træt. Han nikkede stille til at hun mente at det var forståeligt. Han smilede af det næste hun sagde "din tosse.." sagde han mens han gabte, det værste var, at det kunne han sikkert heller ikke, det var det værste ved at ryge, rygerlunger og dårlig kondi. Han stod stille og tænkte sig lidt om, det med hendes brødre vendte tilbage igen. Han kunne godt huske sine søskende, men han ville ikke rigtig tænke på det. Det skete nogen gange at han savnede sit hjem så meget, at han kunne være deprimeret i flere dage, men han prøvede så vidt muligt at lade være med at tænke på det. Han grinede lidt over at hun ville beskytte ham "tak det sætter jeg STOR pris på det" sagde han og grinede lidt. Han stod stille, og ventede på det næste hun ville sige, han havde jo kun fået 'jamen så..' og forventede at der ville komme noget efterfølgende. Han smilede skævt af hende, da han syntedes hun så forvirret ud.

Den selv samme tanke, havde slået ned i Clary og hun gik tættere på ham, men stoppede dog op, da hun stod bare lidt fra ham, istedet for at slå armene om ham. Hun kiggede måbende på ham, da hans stemme lød, som om han havde fornærmet hende dybt. Men smilede bare nogle sek. efter og sagde: "I know .. And back at ya darling". Hun havde altid holdt af eng. og snakkede det, hver gang det tiltalte hende, hvilket var ret så ofte. Hun førte kort hånden gennem sit hår af ren vanesag og betragtede ham lidt, da han så ud til at være noget væk i sine egne tanker. Hun kunne godt se på hans ansigtsudtryk, at han for en kort stund virkede lidt trist. "Er du okay ?", spurgte hun stille og betragtede ham fortsat. Selv savnede hun sin forældre virkelig meget, men sparede dem næsten aldrig en tanke, da hun godt var klar over, det ville tage hende lang tid, før hendes humør steg. Et let smil gled frem på hendes læber, ved det næste han sagde. "Det er jeg glad for", svarede hun og bed sig kort i læben, for at skjule et grin. Da han ikke rigtigt så ud til at ville sige mere kiggede hun lidt på ham, for derefter at stille sig på tæer, så de var på nogenlunde ansigt til ansigt. "Du er stille ..", konstaterede hun lidt dumt med en noget 'anklagende' stemme, mens hun prikket ham på panden, men kunne dog ikke tilbageholde et tandsmil.

Embry lagde hovedet på skrå da hun kom tættere på. Han smilede stille, og lagde armene om hende og gav hende et kram. Han kunne godt lide hun snakkede engelsk det mindede ham om da han var mindre. "Twat.." sagde han drillende, og slap hende igen. Han rettede sig op og så på hende "ja jeg har det fint" sagde han og smilede stille. Han havde ikke tænkt sig at snakke om sådan noget deprimerende noget, han snakkede i det hele taget meget lidt om sig selv og sin baggrund da han ikke ville have folk skulle blive skræmt væk. Clary var faktisk den eneste der vidste at han havde været indlagt. Han grinede lidt, og syntedes hun var fjollet, der var da ikke noget at være glad for, tænk hvis hello kitty rent faktisk åd ham i løbet af natten? Han gøs ved tanken. Han opfattede pludselig at hun var lige ud for hans ansigt "jamen du var ved at sige noget, men så stoppede du?" sagde han med hendes eget anklagende tonefald, og grinede lidt, og betragtede hendes tandsmil.

Clary gengældte krammet og trak ham blidt ind til sig, eller nærmere trak sig ind til ham, før hun ligeledes slap ham. Hun skulede først til ham, da hun hørte hva han havde kaldt hende. "Doofus ..", svarede hun lidt efter med et skævt smil på læberne og bekæmpede trangen til at række tunge af ham. Hun så igen undersøgende på ham. "Det så ikke rigtigt sådan ud ligefør", sagde hun i samme toneleje, men bed sig kort i læben, da han ikke så ud til at ville snakke om det. Og, hun havde ikke lyst til at presse ham, for at få ham til at tale ud. Da hun hørte hans grin, blinkede hun kort desorienteret med øjnene. Men opfattede så, at det drejede sig om Hello Kitty snakken. "Som sagt, de gør dig ikke noget, så længe jeg er her", sagde hun lidt efter med en lidt alvorlig mine og nikkede for at understrege det. Hun lagde hovedet let på sned, da hun opdagede at han betragtede hendes mund, og lavede kort trutmund, som skulle hun til at kysse ham, men stillede sig i samme øjeblik på flad fod igen. Hun var blevet lidt træt af at stå i den stilling. "Jamen ..", begyndte hun med et lille grin og slog ud med den ene arm. "Der var bare ikke så meget at sige mere ?", svarede hun og kiggede med et smil op på ham.

Han grinede lidt af hende, og rodede hende venskabeligt i håret. Han havde trukket sine horn ind, da han var træt af at snakke om dem. Han vippede lidt, først frem på sine tæer, og så tilbage på sine hæle mens hun snakkede "jeg er meget udtryksfuld, så jeg kan godt se ked ud af det ved en kort trist tanke, men smilet plejer at vende tilbage igen efter kort tid" sagde han, og smilede beroligende til hende. Han så på hendes desorienterede ansigt, og lod hende få den tid det tog for hende lige at opfatte hvad det var han grinede af "tak, det er godt du beskytter mig" sagde han, og lod sig falde ned på knæ og krammede hendes mave. Han lagde armene om hendes lænd, og så lidt op på hende "jamen.. du kan ikke bare stoppe midt i en sætning! Det lød som om du ville sige noget jo.." mumlede han stille, og lænede sin kind mod hendes mave, og lukkede sine øjne. Det var egentlig trygt på den måde, og Embry havde et eller andet med tryghed.

Et overrasket udtryk stod tydeligt fremme på hendes ansigt for et øjeblik, da han pludselig knælede. Hun havde troet, og lidt håbet, at han skulle til at forgude hende og kysse hendes fødder, for at udtrykke sin taknemmelighed. Men skar en grimasse, da hun godt var klar over han aldrig ville gøre det. Hun så kort tænkende lidt ud i luften, efter det første han havde sagt. Efter lidt tid svarede hun med et lille nik: "Okay ..", og svang blidt armene om hans nakke, selvom hun nu ikke helt var tilfreds med hans svar, men lod det ligge. Hun kiggede så med et lille grin på ham og rystede lidt opgivende på hovedet, for derefter at læne sig lidt frem og kysse hans hoved. "Se, nu er du lidt mere beskyttet", bekendtgjorde hun smilende og klappede ham kort på hovedet. Hun hævede svagt det ene bryn, ved det han sagde og kunne ikke tilbageholde et smil igen. "Altså .. Jeg kan jo ikke huske det", mumlede hun og førte nu fraværende hånden igennem de røde totter. Hun fokuserede igen på ham, da han krammede hendes mave og smilede fortsat. Det føltes gevaldigt beroligende på en eller anden plan. "Jeg undskylder så", tilføjede hun, men spidsede kort læberne utilfredst, da hun ikke helt kunne komme på, hvorfor hun beklagede sig.

Embry smilede lidt "din mave snakker.." mumlede han kort, og lyttede til lydene fra hendes mave, de der knurrende lyde man kun kunne høre hvis man var helt tæt på. Han slappede af, nød at have en varm, rolig person tæt på. "Det er jeg meget glad for så.." sagde han, beskyttelse var ikke noget at kimse af, men nu troede han ikke rigtig på at Ophelia kunne beskytte ham mod.. ja hvad han nu burde beskyttes mod, måske sig selv. Han nød kysset, og så op på hende og smilede lidt "jamen.. øj.. altså" mumlede han irriteret, og grinede lidt. Han nød den fraværende nussen, og slap hende stille, og rejste sig op. "Nå skulle vi ikke finde det der sengetøj?" sagde han og så sig lidt omkring.

// sorry mangel på krea >_<//

Clary hævede begge bryn og lyttede lidt til det han sagde. Embry var virkelig en større tosse, end han påstod hun var. Men lod være med at pointerer det, da hun i de timer hun havde kendt ham, havde lært, hvor meget det betød for ham at være betragtet som sig selv. "Virkelig ?", spurgte hun med en drillende tone, "jeg tror nu mere den rumler". Ikke fordi hun var sulten, men det var vel det maver gjorde ? Hun nikkede let til det næste og lagde så hovedet på skrå, da hans stemme igen lød. Hun grinede, da det han sagde, pludselig mindede hende om en Cowboy eller en eller anden bondsk i hvert fald, og rystede lidt på hovedet. "Øhm, jo det skulle vi vist", svarede hun derefter med et anerkendende nik, efter at ha sluppet taget i ham. "Skal du bare sove i dit tøj der ?", spurgte hun, og gik hen til skuffen igen, for at tage noget sengetøj frem. Selv burde hun vist også skifte til nattøj.

// Jeg overlever du. :D //

Embry smilede skævt og rystede på hovedet "nej jeg tror bestemt den knurrer.." mumlede han og så mistænksomt på hendes mave som om den virkelig var en eller anden løve. Han grinede lidt, og bed sig lidt i læben og så op i loftet. Han nikkede til det hun sagde og så på hende da hun gik hen til skuffen med den farlige hello kitty og rodede efter noget sengetøj. "ja det tror jeg.. det kan være jeg smider mine sokker, men det er vist også det" sagde han med en drillende undertone og så på hende. Han gabte stille, og rystede så på hovedet "kan jeg hjælpe?" spurgte han og tog et skridt hen mod hende og skuffen. "Men jeg tør ikke hvis hello kitty bider.." mumlede han så lidt tilføjende. Han så lidt hen på vinduet. Der var stadig mørkt, men klokken var vist ret mange så vidt han vidste, men han gik ikke med ur så han kunne ikke se det præcise klokkeslæt. "Clary.. hvor længe har du boet her?" spurgte han stille og så på hende igen. Han tog en dyb indånding, og så lidt rundt i værelset, hun boede egentlig ret hyggeligt, piget, men hyggeligt.

//thats good :D//

Clary rejste sig op igen, efter at ha taget noget sengetøj frem og skubbede med den ene fod til skuffen, for at lukke den. Hun vendte blikket op på Embry, der stod ved siden af hende igen og kunne ikke lade være med at lave himmelvendte øjne, ved det han sagde. Hun nikkede så derefter med et smil på læberne. "Det kan du og må du meget gerne ..", begyndte hun, men bed sig lidt i læben ved det næste han tilføjede. Hun kiggede ned på pudebetrækkene, lagenet osv., som hun havde lagt på dobbeltsengen og rystede med et lille grin på hovedet. Nu var det jo så kun dynebetrækket, der havde Hello Kitty motiv, mens resten var hvidt, så han var heldig. Hun satte sig ned og kiggede lidt undrende op på ham, efter at han havde vendt blikket mod hende igen. "Svigter din hukommelse altid på den måde, din fnat ?", spurgte hun i samme toneleje og sendte ham derefter et smil. Han havde jo allerede spurgt om det. Hun rakte dynebetrækket hen mod ham med et skævt smil og svarede: "Sådan ca. 1 år, men hele mit liv her i byen". Hun kiggede lidt undersøgende på hans ansigt. "Jeg tror trætheden har gjort din hjerne lidt omtåget .. mere end i forvejen du ved", tilføjede hun fortsat smilende.

Embry så på Clary og stod og vippede lidt frem og tilbage på sine tæer "mmm.. hvad er det med sokker?" spurgte han og grinede lidt. Han tog en dyb indånding, og stod stille igen. Han så lidt på sengetøjet, og pustede hende på kinden. Han blev overrasket over det hun sagde, havde han gentaget et spørgsmål? Det lignede ham ikke, det kunne godt være han var blevet for træt. Han gned sig kort i øjnene "undskyld, du har ret jeg er måske en smule senil.. jeg er også træt det må være derfor" sagde han og smilede lidt. Han rodede hende kort i håret, og smilede skævt "men hvis man er overtræt så bliver man overlallet, så det kommer nok lige om lidt også.." mumlede han så, og grinede lidt. Han tog imod dynebetrækket, og rakte tunge af hende "desuden er jeg slet ikke omtåget i hovedet til daglig, jeg er faktisk blevet sammenlignet med shakespeare, og blevet kaldt klog for nylig" sagde han og grinede lidt. Han så lidt på dynebetrækket og gjorde det klar til at putte om dynen "tager du lige dynen?" spurgte han stille og koncentrerede sig om det.

"Sokker ?", spurgte Clary lidt forvirret. Godt nok, havde hun hørt efter, men hans første sætning gjorde hende forvirret. Hun fik ikke rigtigt tænkt mere over det, da hun istedet gav sig til at betragte hans noget trætte ansigt. Selv havde hun lidt energi tilbage, dog var hun helt sikker på hun ville få en voldsom hovedpine dagen efter, som sædvanlig, når hun var længe op. Et utilfreds blik gled over hendes ansigt, men hun gav sig ikke til at rette på håret. "Aww, jeg elsker overlallede folk", svarede hun muntert og blottede tænderne i et smil. Hun kiggede vantro på ham, men rømmede sig istedet bare lavt, da hun vidste hun ville få sagt noget sarkastisk eller fornærmende. Og, han måtte jo være klog, siden hun var så meget enig med ham. "Shakespeare ligefrem ? Mhmm, det kan jeg godt se", mumlede hun med et skævt smil og førte kort en hånd gennem hans hår. "Du kommer vist også til at blive en halv skaldet dragqueen af en digter, senere hen". Hun nikkede kort. "Eller sangskriver i dette tilfælde", tilføjede hun og bed sig lidt i læben, før hun tog dynen og rakte den lidt frem mod ham, så han kunne få den i. "Du fortalte mig aldrig, hvor du blev født henne ?", spurgte hun stille og kiggede nysgerrigt på ham.

Han smilede skævt ved hendes uforstående ansigtsudtryk, men rystede bare på hovedet, han havde det med at snakke spontant om noget andet som hurtigt kunne blive kørt helt ud i hampen. Han pustede en tot hår væk fra sine øjne, og betragtede hende i lidt tid, og rettede så lidt på hendes hår, og smilede af hendes utilfredse ansigtsudtryk "nårh din lille buller.." sagde han kærligt, og var lige ved at rode hende i håret igen. "Overlallethed, kan være godt.. og dårligt til tider, hvis folk finder en meget irriterende.." sagde han og smilede stille. Han lagde nakken tilbage og grinede lidt "ja shakespeare... men jeg kan ikke huske om jeg var fuld, det tror jeg nok jeg var, og det var hende jeg var sammen med også" sagde han og smilede skævt "men det ændrer alligevel ikke på noget for jeg er jo stadig shakespeare agtig.. eller noget" sagde han og grinede lidt igen, og fulgte hendes hånd med øjnene da den gled igennem hans hår. "Halvskaldet?! Dragqueen?! forsøger du at fornærme mig!?" spurgte han fornærmet, dig med en munter undertone så han mente det ikke så slemt. Han rakte tunge af hende, og lagde armene over kors, mens hun igen spurgte "jeg er født i Glasgow i Skotland, men min familie flyttede forholdsvis tidligt efter jeg var blevet født, så jeg er vokset op i en lille engelsk by der hedder Thames" sagde han, og betragtede hendes nysgerrige ansigt, mens han puttede dynebetrækket ned over dynen.

Clary kiggede med en utålmodig mine, afventende på ham i et stykke tid, da hun forventede at han ville forklare sig. Men, det havde han åbenbart ikke tænkt sig. Hun betragtede lidt hans ansigt, imens han rettede på sit eget og derefter hendes hår. "I'm not a dog", mumlede hun og lavede en lav 'tsk-lyd', men kunne som sædvanlig alligevel ikke tilbageholde et skævt smil. Hun nikkede derefter lidt. "Jaer så sandt .. men, så skal man vel bare undertrykke det nogenlunde, så det ikke bliver for meget". Hun lyttede opmærksomt efter hans fortælling og slog lidt efter triumferende ud med den ene hånd. "Se, det giver jo mere mening nu", sagde hun smilende, men Embry valgte så åbenbart at modsige hende bare nogle sek. efter. Hun rystede bestemt på hovedet, men nikkede så lidt efter. "Det tog dig jo ikke så lang tid at regne ud .. Du er måske sådan klog alligevel", svarede hun og kiggede med et 'overrasket' blik på ham. "Nuuurh", mumlede hun, ved hans surmulen og kunne ikke tilbageholde et grin. Hun lyttede igen efter hans talestrøm og lyste op i et smil. Hun havde altid elsket Englændere og deres måde at snakke på. "Hey .. jeg kan ikke høre en accent", bemærkede hun med en anklagende klang i stemmen, mens hun fortsat hjalp ham med dynen.

Embry smilede stort, og trykkede sin næse mod hendes og kiggede på hendes øjne "vuf.." sagde han drillende "you are my puppy.." sagde han og smilede muntert, han kunne jo se at hun smilede. "Jeg overvejer hvad du laver når du ikke er sammen med mennesker du kan irritere.." sagde han og smilede sjævelsk, så hans tænder blev blottet, men han rystede bare på hovedet af hende, hun var skør, han var skør, så mon ikke det gik? Okay måske var hun ikke ligeså skør som han var.. men det var ikke nogen undskyldning! Han rakte bare tunge af hende, og rystede dynen lidt, og overvejede om han skulle ligge den over hende og kilde hende, det var nemmest lige at blinde hende med dynen, men hun skulle jo helst ikke blive kvalt eller noget. "Dragqueen.. så bøsset er jeg da heller ikke.. og jeg bliver aldrig skaldet" mumlede han lettere fornærmet, og fnøs. Han smed dynen på sengen og greb ud efter puden og pudebetrækket "Jeg gider ikke snakke med accent når jeg taler dansk.." sagde han roligt, og begyndte at putte pudebetrækket på puden, mens han smilede lidt af det anklagende tonefald. Der var aldrig nogen der ligefrem havde været skuffet over at der ikke var nogen accent at hente.

Clary lagde lidt hovedet på sned, da deres næser var mod hinanden. "Vov ?", mumlede hun smilende og betragtede ligeledes hans øjne. Hun spidsede derefter igen utilfreds læberne og rystede bestemt på hovedet, da hun stadig ikke var enig med ham, hvilket resulterede i at deres næser strejfede hinanden gentagne gange. Hun var sin egen og slet ikke en hund. Hun grinede lidt af ham og smilede stort, så hendes smilehuller og de to rækker af hvide tænder stod tydeligt fremme. "Jeg kan altid finde mennesker jeg kan irriterer, om det så er fremmede ..", svarede hun og betragtede lidt hans smil. Hun rakte drillende hånden ud, i et forsøg på at fange hans tunge, for derefter at rejse sig op. Hun foldede lagenet, der før havde ligget på sengen ud og vendte så blikket på ham igen. "Nej, synes nu heller ikke, du virker bøsset", sagde hun og sendte ham et smil. "Kommer en undskyldning måske lidt forsent ?", spurgte hun efter at ha betragtet hans ansigtsudtryk og grinede lavt. Hun havde åbenbart fornærmet ham, selvom det nu ikke havde været til hensigt .. Eller lidt havde det så. Hun fumlede stadigvæk med lagenet og prøvede at folde det ud på sengen. "Nej okay, det ville så også lyde grimt", mumlede hun lidt eftertænksomt. Hun havde nu bare altid elsket, når folk snakkede med accent. Det lød bare kært.

Han grinede lidt "pip" sagde han så, og rynkede lidt på næsen da hun lavede... hed det et eskimokys? Eskimo kys, nu med rysten på hovedet tænkte han "jov du er så.." sagde han og smilede stille, og betragtede hendes smilehuller, og hvide tænder. "Så du går bare rundt som sådan en djævel og stikker folk med gafler for at få opmærksomhed?" spurgte han, og lagde som hende hovedet på skrå, og blinkede lidt med sine øjne, og smilede fortsat. Han knurrede drillende da hun prøvede at få fat i hans tunge og snappede kort ud efter hendes hånd, men bed hende selvfølgelig ikke. Han så lidt på lagenet, og tænkte lidt "mmm.. det syntes jeg heller ikke" sagde han og smilede lidt, og lagde puden på dynen efter at have puttet betræk på. Han så ud til at overveje om hendes undskyldning var forsinket "måske lidt.. men det kan stadig nås.." sagde han drillende og så lidt på lagnet. Han satte sig ned på hug og forsøgte at hjælpe hende med at få det til at ligge lidt bedre. "Det er jo det.. men jeg skal se hvad jeg kan gøre hvis jeg fyrer noget engelsk af.." sagde han, og smilede til hende, mens han fik lagt den ene ende af lagenet på plads, og rettede sig op igen.

Hun nikkede med et grin og lagde igen hovedet på skrå, bare til den anden side. "Yes, det er lige hva du er darling", svarede hun fortsat smilende, efter at han havde sagt det første og smaskede så sine små hænder op på hans kinder, så hun maste næsten alt luften ud af dem. For Embry var jo meget skør, i hvert fald efter hendes mening. Hun hævede begge bryn og betragtede fortsat hans øjne. "Det kan man godt sige, ja", svarede hun smilende og vædede kort sine læber mod hinanden. "Men, det er du jo så garanteret også, ay ?", spurgte hun i en tilføjelse og sænkede hænderne igen, for at hun ikke skulle irriterer ham for meget. Hun kiggede med forholdsvis store øjne på ham og rystede 'skuffet' på hovedet, da han snappede ud efter hendes hånd. Hun hev lidt i lagenet for at få det til at sidde bedre, da hun efterhånden havde fået det sat lidt på og kiggede så lidt overvejende på ham. "Nah .. Jeg gider alligevel ikke", sagde hun med en drillende tone og trak på skuldrene. Hun betragtede ham lidt, da han begyndte at hjælpe hende med lagenet og lod ham bare fortsætte resten. "That sounds good", svarede hun med et lille nik og kiggede kort i rummet, for derefter at vende blikket på ham med et smil.

Embry så på hende og grinede lidt "I know hon, i know.." sagde han, og holdt ikke sin accent nede denne gang. Han skar lidt en grimasse ved lyden, sådan rigtig 'british talk', hvor alle ord havde alle de der overdrevne kartoffel-i-halsen lyde. Men det føltedes egentlig også ret godt at snakke sådan, mindede ham om hans far, og.. kage. Han smilede skævt, og mærkede hendes hænder på sine kinder, og pustede luften ud med en sær lyd. Han smilede da hun inrømmede at det var det hun gjorde, og rystede lidt på hovedet "nej jeg finder bare random folk på gaden der drikker kaffe, og slår mig ned ved siden af dem.." sagde han drillende, og betragtede hendes øjne. Han sukkede bare dybt af hendes svar på det med undskyldningen "så skal du jo ikke vifte med en undskyldning hvis du alligevel ikke gider at give den.." sagde han og smilede bare, mens han rystede lidt på hovedet af hende. Han tog sig ikke så meget af at hun slap lagnet helt, og fik det lagt bedre på plads og rettede sig ordentligt op "yup.." sagde han og smilede skævt, at hun gad høre på det, men når man havde levet med det i 7 år som han havde, og vokset op med det, så var det nostalgisk, men ikke noget at hoppe overlallet rundt over.

Clary nikkede lidt og kiggede så med et smil der nåede til 'ørene' på ham, da han begyndte at snakke med accenten. Det lød virkelig bedårende efter hendes mening, men nu var hun jo heller ikke lige helt normal. "Aww .. Repeat it", befalede hun med en drillende tone og betvang trangen til at placere sine hænder på hans kinder igen. Hun grinede lidt af hans ansigtsudtryk og betragtede ham i et stykke tid. "Du bryder dig ikke om det vel ?", spurgte hun og rystede lidt på hovedet, selvom det egentlig ikke havde været ment som et spørgsmål. Hun hævede begge bryn ved det næste han havde fået sagt og rynkede på næsen. Hun forventede lidt at høre en fortsættelse, der lød noget mere spændende og sukkede så. "Hvor er du dog kedelig", sagde hun lavt med et skævt og muntert smil på de lyserøde læber. Hun lagde lidt tænkende hovedet fra den ene til den anden side og nikkede så derefter. "Det er sjovere på den måde .. og, du kunne da også bare la være med at tro på mig", sagde hun og prikkede ham lidt i panden. Hun strakte sig lidt, efter at ha rejst sig helt op og kiggede op på ham. "Jeg tror vist, vi skal få sovet snart", mumlede hun og vendte lidt blikket mod vinduet, hvor gardinet var lidt trukket for.

Embry himlede med øjnene, men smilede alligevel af hendes kæmpe smil og eintusiasme for det engelske "hvorfor... nej vent.. Why don't ya just move to england?" sagde han, men så så ud til at skifte mening "nej bliv her hos mig.." sagde han så med et nærmest skræmt udtryk, han brød sig ikke om når folk flyttede, og slet ikke hans venner. Han trak på skuldrende "jo det er okay.. det får mig til at tænke tilbage.. det er ret nostalgisk" sagde han og smilede skævt, men fornemmede godt at hun pludselig ikke var lige så glad som før. Han smilede stille, og kyssede hende på næsen "jaja" sagde han, og viftede afvægrende med hånden, og grinede lidt. "Det må jeg gøre fra nu af.." sagde han dramatisk, og lavede et dybt falsk suk og lagde derefter bagsiden af sin hånd mod sin pande og himlede med øjnene som hvis han havde tænkt sig at besvime. Han tog sig sammen, og lyttede til hvad hun sagde "du har sikkert ret.. " sagde han og så på hende "kram før du går i seng?" spurgte han, og bredte sigende armene ud.

Clary smilede og kiggede lidt tænkende på ham, ved hans spørgsmål. Tanken havde strejfet hende en del gange, men det var bare en alt for stor forandring. Hun smilede større, da hun først nu lagde mærke til han faktisk havde snakket eng. og derfor med accenten og sendte ham drillende et luftkys. Hun kunne ikke lade være med at smile igen, da hans stemme igen lød. "Det skal jeg nok .. Or else, tager du med mig. Tror heller ikke helt jeg ville kunne klare mig alene i et helt nyt land ..", sagde hun og bed sig kort i læben. Hun lyttede i stilhed, mens han snakkede og hævede så det ene bryn. "Det er ret .. øhm, ja", mumlede hun og kløede sig lidt på kinden, mens hun prøvede at huske hva ordet betød. Hun havde godt nok hørt det før, men kunne ikke helt finde betydningen. Hun fulgte ham blikket, da han kyssede hendes næse og kunne ikke tilbageholde et smil. Hun spidsede betuttet læberne, da hun hørte ordet 'jaja' fra hans mund, da hun hadede når folk sagde det til hende. "Jeg har altid ret .. sådan .. næsten". Hun rynkede på næsen, men lyste så op i et stort smil, før hun overfaldt ham i et kram. "Definitely", mumlede hun ind i hans brystkasse, selvom svaret var kommet lidt forsent. "I don't wanna", tilføjede hun med en næsten trist klang i stemmen, henvendt til at sove, og holdt armene lidt tættere om ham. Det var helt vildt, så meget hun allerede havde knyttet sig til ham.

Embry så på hende og smilede skævt af luftkysset "Hmm.. okay" sagde han og prøvede at lyde lidt modstridene, men kunne ikke rigtig få det til at virke "Nej det er skræmmende at komme til et nyt land, det er nok værre hvis det er alene så jeg forstår dig godt" sagde han og smilede stille. Han pustede hende i ansigtet og grinede lidt "du ved sådan noget man tænker på, og bliver helt sådan 'årh de gode gamle dage' agtig" sagde han og håbede at det var en god nok forklaring. Han var træt nu, det kunne han mærke helt ned i fødderne, den der klistrede fornemmelse mellem øjenlågene når han blinkede, hvor han mest af alt havde lyst til bare at holde sine øjne lukkede. "Nej det er mig der altid har ret" sagde han, og smilede skævt, og kyssede hende på næsen igen. Han blev lidt overrasket af overfaldet, eller et kram var det vist nok. Han stod stille, med lagde så langsomt armene om hende og smilede lidt "why?" spurgte han, og aede hende kort over håret, og holdt om hende, mens han lyttede til hendes vejrtrækning.

Clary holdt stadig om ham og vippede dem drillende kort fra side til side. Hun lyttede lidt efter til hans hjerterytme, og kiggede hen mod vinduet, hvor månen halvt kunne ses. Men prøvede så at koncentrer sig om, hva han sagde til hende. Hun tænkte sig lidt om, da hun egentlig ikke kunne finde et ordentligt svar. For hvorfor var det hun ville ikke sove ? Hun var ellers aldeles træt. Hun slap taget i krammet, men holdt dog stadig om ham, da hun ikke havde lyst til at give slip på ham endnu. "Præcis, derfor du skal med". Ikke fordi, hun egentlig havde planer om at forlade Werclare. "Nårh, det hedder vist længsel", mumlede hun med et lille grin, ved hans forklaring. Et smil gled frem på hendes læber, da han kyssede hendes næse. "No way .. Eller la os gå på kompromis og dele pladsen ?", foreslog hun med et skævt smil og betragtede ham, før hun kort stillede sig på tæer og kyssede hans hage. Hun glippede derefter lidt med øjnene, da hun nu kunne mærke trætheden brede sig mere. "Jeg er inde ved siden af, hvis du får brug for noget, okay ? Godnathistorie, anything", tilføjede hun fortsat smilende og gav lidt slip på ham.

Han vippede lidt med og smilede skævt, mens han så ned i det mørkebrune, næsten sorte hår. Han stod lidt, og lyttede til hendes åndedræt, og gabte stille. Han grinede lidt og slap hende "det er tosset at du vil have mig med.." sagde han og smilede lidt, der måtte da være hundrede mennesker hun langt hellere ville have med, end bare ham. Okay han måtte da indrømme at han nok ville være den bedste underholdning på et fly. Han ville dog nok også stritte lidt imod at blive taget fra sit hjem her i werclare. "Nej det er da hvis man savner noget.. men længsel og nostalgi ligger meget tæt op af hinanden.. specielt hos gamle mennesker." sagde han og grinede lidt. Gamle mennesker sad jo ofte og sank tilbage i minder, og sukkede og længtedes efter at få det tilbage. "Hmmm.. okay du kan være lidt med" sagde han og virkede lidt utilfreds, men smilede dog skævt af det og nød kysset på sin hage. "Tak det lyder betryggende.." sagde han og smilede, og slap hende en smule.