Vampyr tid Narj mere tristhedstid (artemis)

Dato : Irl
Årstid : Forår
Dag : Mandag
Vejr : Tåget, støv reng
Sted : Byen, foran Ambers halvfærdige galleri
Tid : 21:00
Omgivelser : hende selv og hendes hus

Amber sad stille på trappen hun havde siddet der længe og en masse mennsker havde kigget på hende og hun havde holdt sit vejr ind til nu vejen tom det eneste der var tilbage var regnen hun elskede den og ville ønske at dette tidspunkt ikke ville forsvinde hun var iført en lang jakke som gik hende til under knæene hendes som ellers plejede hænge i stram knold hang vådt men hun kunne lugte nogle få mennsker længere henne af vejen hun kunne ikke rigtigt vudere hvor mange de var men de skulle hun nok for at se hun gav sig holde vejret hun havde været ude jæge for time siden men sulten var ustoppelig hun skulede svagt ud luften da hendes øjeblik var ødelagt af de mennsker som om nogle få minutter ville gå forbi hende og hendes hus * glem moral og etik* tænkte hun og lod sit blik rette sig imod de mennsker som ville komme til syne hun kunne høre de fem og en der ikke sagde noget hun skulede ondt til dem før hun vendte sit blik bort

Artemis gik stille og roligt i hendes egne tanker. Hendes lyse hår var bundet op i en fletning, og derved var de to små røde mærker på hendes hals ikke skjult. Hun gik med bøjet hoved, og ænsede ikke meget omkring sig. Heller ikke den ældre pige, der sad på en trappe sten. Hun stirrede bare ned mod sine sko. Sine lidt for store sko... Det var altså mærkelig havd man kom til at tænke på, når man blev forvirret over verdenen.

Amber betragtede den lille hun fik ret hurtigt øje på bidmærkerne og hendes hånd røg op på sin hals der hvor hun var blevet bidt ingen blev forvandlet drog var der ingen ar efter bidet hun rømmede sig smule før rejste sig fulgte efter pigen hun stod drog afstand uden trække vejret hun var bange for at komme til at lugte til den lugt hun vendte blikket ned jorden for få det til at se ud som hun ikke fulgte efter de få mennsker der gik forbi stirrede på hende men hun lod sig ikke mærke med det fulgte pigen videre

Artemis så op, da hun hørte nogen rømme sig, og så let på pigen. På den usandsynligt blege pige... Mon hun var..? Nej, det ville Artemis ikke tænke på. Hun blev ved med at gå, og ænsede ikke de andre, der passerede dem. Så i steddet frem for sig.

//Det blev ikke så langt 0o Sorry//

// det gør overhovdet ikke noget//

Amber smilede svagt hun ville ikke gøre pigen noget hun havde allerede bestemt sig og desuden så vældig sød ud hun gættet på at hendes alder var omkring de ti hun bed svagt læben og trak vejret kort og smilede venligt hun var ikke en kolde vampyre det sugede i alt alle hun lagde mærke til pigen havde fået øje på hende " hey vent" sagde hun løb uden besvær op siden af pigen hun smilede igen men med lukket mund hun ville ikke havde at pigen skulle se det altødelæggende hjørnetænder forresten havde hun ikke lyst til bide sådan lille pige " hvad er der sket med din hals" spurgte hun engle blidt nej hun ville ikke gøre den lille pigen noget hun syntes hun var for lille

Artemis så et øjeblik forskrækket ud, da den fremmede spurgte til hendes hals. "Eh... Det.. Ikke noget." sagde hun, og rystede på hovedet. Dækkede arene med sin hånd. Artemis var blevet meget tilbageholdende på det sidste. Men på den anden side var der jo ogsp vendt op og ned på hendes verden. Hun så op på den fremmede med et ulæseligt blik i de kønne grønne øjne.

Amber smilede endnu en gang venligt hun gøs en smule ved tanken om at en vampyr havde gjort det imod den lille pige brændene fornemelse forsvandt for et stykke tid hun havde ondt af pigen hun flyttede en brun og våd tot bort fra sin pande og satte den bag øret hun vidste udmærket hvad det var der havde lavet det mærke men lod som ingenting hun ville nødig lade pigen vide at hun kendte til dem for hun var bange for at det ville skræmme pigen væk " desuden er jeg amber" sagde hun venligt og lod det ligge hun mindede hende om hendes søster da hun var på pigens alder men hun kunne ikke se dem mere fordi hun var bange for at gøre søsteren og hendes mor ondt hun var mærkelig vampyr synests hun selv hun kunne ikke lide at gøre mennsker fortræd men hun havde alligevel blevet mere kold men havd kunne lille pige gøre ikke ret meget imod hende ihvertfald og derfor stolede hun på pigen hun ville ikke give hånd fordi hun var kold og pigen var varm og det ville sikkert afsløre hende

Artemis betragede en tid den anden pige uden at sige noget. Så bare på hende. Fjernede så hånden fra halsen igen, da det så yderst påfaldende ud, når man på den måde holdt sig på halsen. Hun nikkede let, da pigen præsenterede sig, men var tavs endnu.
Efter lidt betænkningstid svarede hun dog: "Jeg er Artemis." Igen blev hun tavs, og betragtede pigen. Hvorfor var det egentlig at ældre personer altid tog kontakt til hende? Hun så måske ud som om hun havde brug for hjælp? ... Dumt spørgsmål... Hvordan kunne en pige omkring ti år gå rundt alene, om natten, uden at se ud som om hun havde brug for hjælp?

Amber sagde ikke noget hun overvejede sit næste skridt hun vidste ikke hvorfor hun havde taget kontrakt men hun var blevet mere nysrrig hun betragtede Artemis hun virkede nervøs over et eller andet måske var det på grund af de ar hun skulle ikke have bragt det banen " Artemis" gentog hun og smagte på navnet hun syntes det var pragtfuldt navn så smukt et navn " et smukt navn til en smuk pioge" sagde hun og løj ingen gang hun syntes Artemis var pæn " hvorfor er du ude på den af tid af døgnet?" spurgte hun en smule overbærende hun var meget venlig og havde engentlig ingen bagtanker med og det første gang siden hun var blevet vampyr at hun var venlig men hun holdt sig også fra mennsker fordi hun bange for gøre dem fortræd hun havde bestemt for kun at tage når hun havde brug for og hun havde bestemt at tiden ikke nu

Artemis nikkede let, da hendes navn blev gentaget, og smilede svagt da Amber komplimenterede hende. Komplimenter var ikke ligefrem noget Artemis var vant til.
Hun så op, da spørgsmålet blev stillet, og fugtede sine læber. Hvorfor var hun ude sent om aftenen? Fordi hun ikke brød sig om de andre børn... Fordi hun var i stand til at gå ud selvom det var forbudt. Fordi hun kunne modsætte sig de voksne på den måde. "Jeg vil ikke være sammen med de andre." svarede hun, og begyndte igen at gå. Mest fordi fremmede havde for vane at undre sig stærkt over hvad hun dog mente med det.

" sammen med de andre?" spurgte hun lettere forrundret før det gik op for hende at det måske var søskende hun talte om fulgte stille efter hun kunne ikke forstå at barn så lille som hende ikke havde brug for nogle søskende at være sammen med og så kom hun tanke om pigens bidemærke måske pigen havde fået det på en af hendes nattelige eventyr eller hvad men nu skulle kalde dem " det bidemærke?" spurgte hun med en køllig stemme det var ikke fordi hun var sur på pigen nej hun sur på vampyren der kunne finde på skade et barn på sådan en måde og hendes hånd røg op under hende lange brune hår ind til det sted i halsen hvor Demetri havde bidt hende den nat hun var blevet forvandlet hun sukkede svagt men lod sin hånd falde ned igen

Artemis nikkede bekræftende, til Ambers forundrede spørgsmål, og så ned mod jorden. Rettede dog hurtigt blikket mod hende, i det hun nævnte mærkerne efter bidet. "Hvad med det?" spurgte hun stille, og så varsomt på den ældre pige. Det var ikke et emne, hun ligefrem havde lyst til at snakke om.

" Har du fået dem når du været ude?" spurgte hun satte sig ned på fortovet med blikket rettet imod den anden side hun følte sig underlig til mode hun kunne ikke forklare hvordan hun følte fordi hun selv blev smule forvirret hun havde regnet med blive en kold skid men nej hun ville ikke tænke på det hun vendte forsigtigt blikket imod hende åbende munden så meget hun kunne så Artemis kunne se hendes hjørnetænder hun ville ikke gøre hende noget men Amber syntes at Artemis måtte havde det at vide " jeg blev forvandlet fordi jeg naiv og dum og selvom folk fortalte mig blive inde om natten gjorde jeg det ikke" sagde hun vidste ikke hvor det kom fra men følte at hun kunne stole på den pige hun sukkede kort før hun atter vendte sit hoved bort hun vidste ikke hvordan Artemis reagere på den viden hun havde fået om Amber " men jeg vil ikke gøre dig noget" afsluttede hun sin sætning før hun igen sank ned i sin trist hed

Artemis nikkede let til spørgsmålet, og så lidt på Amber. Satte sig så ved siden af hende, og lyttede til hvad hun sagde. Egentlig blev hun ikke overrasket over det. Hun havde jo allerede gættet på at hun var vampyr. "Du virker heller ikke som om du vil gøre mig ondt." svarede hun, og betragtede forsigtigt Amber. Selv mente Artemis ikke at hun var naiv... Og hun var bestemt ikke dum. At hun kom til skade alligevel var en anden sag. Et spinkelt pigebarn som hende kunne alligevel ikke gøre ret meget mod en vampyr... Eller nogen som helst anden med lumske bagtanker...

" nej vil gøre dig noget desuden spiser jeg kun når det er strengt nødvendigt" sagde hun mente hvert ord hun sagde hun var ikke som alle de andre hun kunne ikke lide tanken om tage blod fra et andet levende væsen så sikke en køn vampyr hun var " Hvem har gjort det ved dig?" spurgte hun nærmest kærligt men alligevel med kold undertone hun satte en flyvsk tot bag øret " det jeg mener med er at man skal var påpaslig med hvem man går" sagde hun og syntes det var rart at snakke med nogen