Intet sjov? - Artemis

Dato : Irl
Årstid : Sommer
Dag : Lørdag
Vejr : Fint
Sted : Byen
Tid : 23.10
Omgivelser : Øde..

Zoran gik med lange, taktfaste skridt ned af den tomme gade. Han var sulten.. Og arrig. Der havde været så forfærdeligt kedeligt på det seneste... Ingen piger, der var værd at kaste sin kærlighed på.. Ej heller drenge, for den sags skyld. Ikke engang en enkelt pige, der skillede sig nok ud til at være værd at forevige... Og Rose havde ikke været til at finde, når nu man endelig skulle bruge hende... Der havde virkeligt ingen underholdning været.. Udover Lovell selvfølgelig... Men selv en dreng så sød som ham, var til at blive træt af i længden...

Artemis' rolige skridt var næsten ikke til at høre i natten. Hendes øjne var klare, og grønne, hvilket tydeligt viste at hun fornylig havde indtaget blod. Dét og så den smalle stribe af blod, der langsomt gled ned over hagen på hende, for at lande på jorden i små, tunge dråber.
Hendes blik var rettet ned mod hendes fødder, og hun så ærlig talt ikke ud til at tage sig synderligt meget af sine omgivelser. Hun pillede let ved en lok af det blonde hår, og slikkede sig så kort om munden.

Den søde lugt af et velkendt barn, blandet med lugten af vampyr, fik Zoran til nøje at se sig om. Et skævt, mere eller mindre ubehageligt smil bredte sig på hans læber. Hans lettere røde øjne faldt på den lille pige, og erindringerne om deres sidste møde kom til ham, som en sød drøm... "Artemis, min kære!" udbrød han, og satte kursen mod hende.

Artemis løftede hovedet med et ryk, da hendes navn blev nævnt, og stoppede brat ved synet af manden. "Jeg tilhører ikke nogen." var hendes eneste svar, før hun drejede om på hælen, og med raske skridt gik væk fra ham. Ikke om hun havde den rigeste lyst til at konversere den mindste smule med ham igen...

Zoran lo let af hendes kommentar, og fulgte efter hende. Med sine lange skridt indhentede han hende også hurtigt. "Åh jo, mit kære barn.. Du tilhører mig." sagde han, og lod en hånd lukke sig om hendes spinkle skulder. Han stoppede hende dog, ikke men satte farten ned til hendes tempo, og trak hende blidt ind til sig.

Artemis satte hælene i, og forsøgte at vriste sig ud af hans greb. "Slip mig!" sagde hun bestemt, og bed tænderne sammen. Hun ville ikke tilhøre nogen som helst, og ville bestemt ikke lade ham tro, at han kunne eje hende. Hvis hun var nogens, så var hun vel Vicentes... Hans vampyr... Men ikke Zorans!...