Rengøring.. What a drag..

Rose rystede på hovedet af ham og begyndte at gå igen i det samme tempo "Nu må du ikke overanstrenge dig selv.." sagde hun med et skævt smil.

Trako fnøs og rystede på hovedet "Der skal sgu mere til at stoppe mig! Bare fortsæt med at gå" Sagde han stædigt

"Klart, bedstefar" sagde hun sarkastisk og flabet og begyndte at gå i et hurtigere tempo for at se om han kunne følge med. Hun så frem for sig og så at de var tæt på det sted hvor hun boede.

Trako fnøs og humpede forpustet efter hende "Så let slipper du altså ikke" grinte han højt og så sig omkring. Alderen var måske ved at indhente ham lidt.

Rose kunne ikke lade vær med at grine og så sig over skulderen tilbage på ham "Bring it on, bedstefar!" kaldte hun drillende og hånligt og så utrolig barnlig ud når man tænkte på at hun havde den store jakke på som fik hende til at se utrolig lille ud. Hun fulgte fortorvet og så over på et lille hvidt hus nogle få meter længere fremme som var hendes.

"Du skal ikke kalde mig bedstefar!" Hvislede han "Jeg er jo ikke engang far" tilføjede han så og fnøs "Og så gammel er jeg altså heller ik!" Han fnøs af hende "Måske du skulle vokse lidt mere?" Klukkede han så og strøg en sveddråbe væk "Er vi der snart?"

"Du er en gammel gnier.. Det er hvad du er.." sagde hun og så op på ham og løftede et øjenbryn af ham "Jeg har ikke brug for at vokse mer.." mumlede hun og så derefter hen på det lille hus "Dér" sagde hun og pegede hen på det og begyndte at gå over til det.

"spar mig for din smiger" Fnøs han sarkastisk og stoppede op mens han så på det lille hus. Han lagde hovedet på skrå og smilte tilfreds "Det er da et hyggeligt hus" Sagde han så og et lumsk blik kom frem

"Jeg gør hvad der passer mig.." sagde hun lavmælt og smilte svagt over den kompliment han gav hendes hus "Ja, det syntes jeg oss at det er" sagde hun og så over skulderen og rynkede forvirret panden da hun så det lumske smil og vendte hurtigt blikket væk fra ham da hun ikke havde lyst til at vide hvad han havde i tankerne. Hun gik hurtigt over til husets hoveddør og låste døren op og så ind i det mørke hus og tilbage på jægeren "Vil du stå dér hele natten, eller hva?" spurgte hun og lagde hovedet let på skrå.

"Ja, eller ihvertfald til jeg får min jakke tilbage eller andre muligheder skulle dukke op" Sagde han så med et tilfredst smil og så på hende. Han skuttede sig kort imod kulden og stak sine hænder ned i sin lommer før han bevægede sig hen imod hende igen med et let grin.

Rose så op på jægeren med et forvirret blik 'andre muligheder'? Hvad mente han med det? Hun sukkede lavmælt over ham og gik ind i huset og tændte for lyset som oplyste en stor stue. Hun så over skulderen og trak ikke jakken af sig og så sig lidt omkring og ventede at høre hoveddøren lukke.

Han så en smule overrasket på hende da hun gik ind. ville hun have ham til at gå med ind? Turde hun virkelig det? Et kort smil spredte sig på hans læber før han selv gik det sidste stykke og trådte ind gennem døren. Han så lidt afventende på hende. For at se hvad hun havde i tankerne. Om han bare skulle følge hende til døren og så få sin jakke der, eller om han skulle blive der et lille stykke tid. Han så kort på døren og overvejede at lukke den, men det ville så føltes ret akavet hvis han alligevel skulle gå igen med det samme.

Rose hørte ikke døren lukke og så hurtigt over på ham. Hun tænkte stadig lidt over det han havde sagt og det lumske smil på læberne han havde haft og vidste ikke rigtig hvad det skulle betyde, men han måtte jo selv fortælle hende det hvis han havde lyst. Hun trak langsomt jakken af og kunne mærke koldt luft mod hendes mave som var halvbar på grund af den alt for lille t-shirt og prøvede med det samme at få hendes nøgne hud dækket og så ned på jakken og ville nu hellere beholde jakken så han ikke skulle se mere af hende.

Han rakte sin hånd frem imod hende, klar til at modtage jakken "Kan du godt være alene hjemme nu, eller skal jeg blive lidt?" Spurgte han så med et let drillende smil. Hans øjne flakkedes en kort stund over hendes krop men tvang dem dog op på hendes ansigt igen.

Rose så på ham og klemte jakken ind mod sig "Er du sikker på at du kan holde ud at være oppe til det, bedstefar?" spurgte hun flabet og hånligt og gik et skridt væk fra ham og ventede bare på at kunne skubbe ham ud over randen af arrigskab og elskede at se ham blive irriteret. Se ham en sidste gang være skide vred så ville hun få det bedre.

Han knyttede sine næver sammen og tog en dyb indånding "Hør... Hvorfor sparke til løven?" Spurgte han med et koldt blik og trådte hen imod hende og greb ud efter sin jakke "Slip den!" Hvislede han

"Fordi løven har godt af at blive sparket?" spurgte hun hånligt og sprang hurtigt væk fra ham da han greb ud efter jakken og kom længere og længere ind i stuen. Hun så på ham og smilte hånligt over hans temperament og blev ved med at holde jakken tæt ind til sig.

"Argh" Udbrød han og stoppede op. Han stod en kort stund og vurderede hende før han langsomt bevægede sine hænder op til sin nakke mens han iagttog hende "Jeg giver dig en sidste chance, giv mig den, tal pænt og så skal jeg nok gå" Han skar tænder

Rose så tilfredst på jægeren og elskede at se ham sår'n. Hun gjorde ingen tegn til at gøre som han sagde og tog derimod endnu et skridt væk fra ham "Hvorfor skulle jeg?" spurgte hun flabbet og løftede et øjenbryn af ham "Kan du ikke holde ud at blive hånliggjort?" spurgte hun og grinte hånligt over ham.

Han tog atter en dyb indånding og lukkede sine hænder om skæftet på hans sværd som stadig hang på ryggen af ham. Hans øjne flakkedes rundt i rummet før de atter frøs fast på hende "Som du vil" Hvislede han og trak sværdet op af skeden imens han farede imod hende med sværdet i et sving, oppefra ned.

Rose så på ham mens han bare stod dér og spilede sine øjne op da hun så sværdet. Hun hvinede da han kom frem mod hende med sværdet i en position til at svinge og ramme hende. Hun rakte en hånd frem mod ham og brugte sine telekinese kræfter til at hive sværdet ud af hænderne på ham og fik sværdet til at lande på gulvet langt væk fra dem.

Trako svang hovedet i retning med sværdet med store øjne før han stirrede vredt på hende "Jeg er spækket med våben. I bare mit bælte har jeg kasteknive nok til en kamp. Sæt dig ikke op imod mig, din magi varer ikke evigt, men det gør stålet"

Rose så på ham og vidste at han havde ret. Hun kunne mærke at hun allerede var svagt svækket og hun kunne mærke at hun ikke holdte særlig længe mod ham. Men hendes stædighed fik hende dog til at blive ved med at være hånlig overfor ham "Du er squ svag! Du gemmer dig bag dine våben!" snerrede hun og blev ved med at holde hans jakke ind til sig og håbede at han glemte at angribe hende med våbnene, da hun ikke ville til at bruge alle sine kræfter på at få hans våben væk fra ham.

"Og hvad med dig? Gemmer dig bag dine små magiske tricks. Jeg tør i det mindste møde fjenden i åben kamp!" Hvislede han og spyttede ned på gulvet. Han greb fat i en lille kniv i hver hånd "Lig min jakke, tal pænt, og så løser det hele sig" Hvislede han og svang den ene kniv rundt så han holdte den på bladet, klar til at kaste.

Rose skar tænderne mod hinanden da han kaldte hende for svag og kunne simpelthen ikke tage at han gjorde det. Hun rystede på hovedet og gjorde ikke som han gjorde "Det kan du godt glemme" sagde hun og så sig omkring og smilte lumsk og løb hurtigt ud i køkkenet for at finde en lighter så hun kunne sætte ild til hans jakke!