Havnet/Havnen

Dag:irl
Tid;22.32
Sted:Havnen
Dato:irl
Omgivelser: både.


Demetri havde stadig sit fantom of the opara på hen smilte imens han sad med fødderne hængende ned mod vandet, han smilte men kunne ikke se sig selv i havnet, hun den maske han bar kunne man se.
Han sukkede men sagde intet.

V der havde stået mellem bygningerne et godt stykke tid, betragede ham tavst. Hun havde genkendt ham med det samme... Men hun kendte jo ikke hans navn... Han vidste så meget om hende. Hvordan var det muligt? Hun havde jo ikke fortalt ham noget.... V havde stadig meget svært ved at acceptere hans forklaring.

Han sukkede imens han bøjede sig lidt frem mod vandet, "Vendekita" hviskede han og holdte pause, han var ligeglad med om hun hørte hans HViskend eller ej, "Tror du virkelig du kan gemme dig fra den der har gjordt dig til det du er, Den der kender dit blod allerbest" han sukkede og rettede sig så op igen som en soldat.

Hun rystede først på hovedet. "Det bilder jeg mig på ingen måde ind..." svarede hun stille uden at tage øjnene fra ham. "Lad vær med at sige Vendekita... Hun døde allerede før jeg mødte dig. Jeg er kun V!" tilføjede hun lidt efter. Hun hadede sit navn og havde lagt det bag sig dengang.

Han rystede på hoved af hende, "Vi kan forandre os men det ændre ikke på hvem vi er" sagde han tavst imens han lod noget mås det var på jorden falde ned i vandet med hans hjælp.

"Navnet Vendekita er kun et ord... Som jeg ikke bruger mere. Den dag han smed mig ud, efterlod jeg det navn" svarede hun stille, stadig uden at tage øjnene fra ham

Han sukkede, og vendte sig nu mod hende, "Men hvorfor bruger du så stadig V`ét, du vil altid være Vendekita." sagde han og kiggede lige direkte på hende.

"V'et er så nemt, så neutralt... Det kan godt være at jeg altid vil være Vendekita, men jeg vil ikke bruge det navn igen." svarede hun og rystede på hovedet. "Hvordan kan du egentlig havde snakket med hende der... Min tip-tip-tip-eller-hvad-det-nu-var oldemor?" spurgte hun og så nysgerrigt på ham

Han sukkede over hende, og lavede en bevægelse der betød. *kom*

Hun kneb øjnene en smule sammen men gik alligevel over mod ham.

Han rejste sig op"Ville du tro på mig hvis jeg sagde jeg var over 100år gammel" sagde han imens han kiggede på Vendekita.

Hun lagde hovedet en smule på skrå og stod tavst og betragtede ham et stykke tid. Så svarede hun: "Jeg troede heller ikke på vampyrere før jeg mødte dig, så at du er over hundrede år gammel lyder ikke så usansynligt som det ellers ville have gjordt."

Han grinte, "hvad hvis jeg så fortælle dig jeg snart er ca 2000år elelr rettere 1989år" det gav et lille glimt i hans øjne.

Hun rystede på hovedet, ikke fordi hun ikke troede ham men fordi hun ikke kunne se virkeligheden i det. "Det kan du godt bilde mig ind." svarede hun og så udover horisonten

Han grinte lidt af hende, "Tror du det var et tilfælde at du skulle møde mig" han sukkede imens han kiggede på hendes blik.

"Det ved jeg virkelig ikke" svarede hun stille. Hun vendte sig mod ham og så på hans øjne.

Han smilte, "Nej du kendte ikke engang den her verden" sagde han og smilte lidt.

Hun så på ham og rystede på hovedet. "Nej der gjorde jeg ikke..." svarede hun bare, og kom så til at smile svagt.

"Åbenbaring" sagde han og lavede en lille bevægelser som så ret sjov ud.

Hun lo af hans bevægelse men forstod ikke hvad han mente med det han sagde

Han rystede på hoved af hende.

Hun lagde hovedet på skrå og så på ham mens hun sagde: "Hvad hedder du egentlig?"

"Er det vigtigt" sagde han og lagde også dit hoved på skrå.

"Sikkert ikke... Men det ville nu være rart at vide eftersom du kender mit." svarede hun og betragtede ham roligt

Han smilte, bare roligt, "Demetri"