Sen aften eller tidlig nat? - Artemis

Dag + dato: Irl.
Tid: 23:11.
Vejret: Køligt og blæsende.
Sted: En stille gade, ved et beboelses område.

Felicia stod lænet op ad plankeværket, der udgjorde den ene væg ind til skuret. Bag det sortmalede skur lå det rækkehus hvor hun tidligere have boet med sin far. Nu var det hendes hus... Et svagt smil formede sig på de smalle læber, og Felicia lod blikket løbe langs gaden. Hun satte den glødende cigarret mellem læberne, og inhalerede. Pis og møg... Hun var ellers holdt op med at ryge, men dette område var simpelthen for meget. Det var nærmest ikke til at være i fred. Egentlig var Felicia mest af alt kommet tilbage, fordi hun havde savnet sin veninde.. En vampyr. Ironisk egentlig. Felicia kunne ikke udstå de fleste vampyrer, og så var hendes bedste veninde en af dem. Men det så dog ud til, at Elisabeth enten var flyttet, eller også var rejst væk for en længere tid. Et kort suk undslap hendes læber. Hun pustede røgen ud gennem næsen, og lænede så hovedet tilbage mod plankerne, og lod blikket søge op mod himlen.

Små, lette skridt gav genlyd mellem gaderne. Det lyse hår faldt ned foran ansigtet på barnet, og skjulte helt hendes ansigt. Nakken var let bøjet, og blikket rettet mod vejen foran hende. Munden stod svagt åben, og tungen gled forsigtet over spidsen på tænderne. Øjene skinnede svagt, som to sorte perler. Sulten brændte inden i hende, og fik halsen til at snøre sig sammen. Hun fulgte lugten af engel, og cigarret røg, stadig med blikket rettet mod jorden. Hun havde ikke lyst. I guder, hvor havde hun ikke lyst til at gøre det... Men det skulle jo gøres. Hun var nødt til at bide for at få blod, og hun behøvede blod for at overleve.. For at tæmme den brændende sult...
Artemis hadede det. Hun hadede det noget så grusomt. Og hun var ellers ikke en pige, der sådan hadede noget. Hun brød sig som regel ikke om ting, men hun hadede dem ikke. Undtaget dette altså...

Felicia løftede hovedet, og strøg det røde hår væk fra øjnene, da lyden af skridt nåede hende. Mistænksomt lod hun blikket løbe op langs vejen, og skodede så cigarreten mod skuret bag hende. Lugten af vampyr var tydelig... Hvor irriterende altså... Hun overvejede lidt at gå ind, før vampyren kunne nå at få øje på hende, men så igen... Vedkommende ville jo kunne lugte sig frem til hvor hun var, og ville let kunne trænge ind i huset, hvis det var hendes blod vampyren var ude efter. De kendsgerringer kombineret med Felicias nysgerrighed fik hende til at blive stående hvor hun var.

Artemis bed let sammen om sin læbe, og holdt fortsat blikket rettet mod jorden. Lugten af engel var tydligere, og Artemis løftede nu blikket. Dér var hun!.. Englen...
Artemis fortsatte de lette skridt, men tempoet var ikke længere helt så roligt, som det havde været. Hun var så sulten. Hvis nu bare at hun kunne få overtalt englen til at give hende en smule af hendes blod uden modstand... Sandsynligheden var lille, men hvis nu?.. Åh, hvor kunne det være godt, hvis det kunne lykkes på den måde...

Da Felicia fik øje på det lille barn, bed hun sig let i læben. Hvem ville dog finde på at forvandle et barn?! Tænk at tage den uskyld er hviler over et barn på den måde!... Hun ville aldrig kunne behandle et barn, som hun behandlede andre vampyrer.. Det var hun alt for blød til. Det lyse hår fik Felicias tanker til at løbe mod den lille pige hun engang havde kendt og elsket... Roligt begyndte hun at gå vampyren i møde. "Hej med dig." sagde hun venlig, og så omsorgsfuldt på pigen. Hvor hun dog lignede Felicias søster...

Artemis lagde hovedet let på skrå, da kvinden begyndte at gå hende i møde. "Godaften" svarede hun på hilsenen, og lod de sorte øjne hvile på hendes hals. Hun var så umådeligt sulten, hvilket også let kunne ses på hende. I øjeblikket arbejde hun på at finde den letteste måde at skaffe sig adgang til englens blod...

Felicia stoppede op, og satte sig på hug, mens hun ventede på at barnet kom nærmere. "Hvad er dit navn?" spurgte hun, mens hun forberedte sig på at pigen muligvis ville komme springende mod hende i et angreb. Der var en hård kant i blikket, der hvilede på den lille pige, som denne kom nærmere. Felicia havde aldrig brudt sig meget om vampyrer... Men så igen... Dette barn mindede i en sådan grad om den søster, som Felicia havde elsket og mistet for så mange år siden, at hun ikke kunne lade være med at føle omsorg for barnet. Føle træng til at passe på hende...

"Artemis." svarede hun, og så let undrende på englen. Hvorfor reagerede hun på den måde? Artemis stoppede op, da der ikke skulle mere end nogle få centimeter til, før deres næser rørte hinanden. "Du ved godt, at jeg bider dig om lidt, ikke?" spurgte hun, blot for at være sikker. Hvis nu englen regnede med at hun ville være ganske harmløs, så ville hun jo få sig et gevaldigt chok. Artemis kunne ligefrem høre det varme blod, der brusede rundt i årene på englen. Hvordan mon engle blodsmagte?... Vicente havde aldrig nævnt noget om nogle af de andre racer....

Felicia nikkede let, og trak håret ned over den ene skulder, så en del af hendes hals blev blottet. En del, der allerede var prydet af røde ar efter vampyrbid. "Jo, det ved jeg godt. Men det gør du kun fordi du for lov til det. Ellers ville stadig gå rundt, og lede efter et bytte, husk det!" sagde hun, og så alvorligt på pigen. Hvor gammel mon hun var? Lige så ung, som hendes krop antydede, eller var hun ældre end som så?.. Hun virkede ikke meget ældre.