Ups.. Taget igen. *Rødme* [Nick.=Privat.. I think?]

Dato : 10. December
Årstid : Vinter
Dag : Lørdag
Vejr : Koldt.. og den første sne er på vej!..
Sted : Midt ude i skoven
Tid : 22.30
Omgivelser : Natur..0o

Sookie sad op af et træ med sin guitar i favnen. Hun spillede, og sang teksten til. Hun var glad.. Som altid, og hendes stemme rystede svagt, men ellers var der igen tegn på hendes følelser. Kun gennem hendes øjne, som altid sagde sandheden. Hun var iført er par sorte jeans, og en blå jakke. Hendes hår hang løst, og musikken brød klart igennem skovens stilhed. Dog blandede den sig, med træernes vislen. Og den dejlige lyd, af decemberens sne. Hun gættede på, at det snart ville bgynde at sne. For himmelen var hvid, som sne? Hendes hoved var tomt, Ingen hadfølelser eller andre uvelkommende tanker. Imens begyndte langsomt at slappe af mens hun spillede, benene rystede ikke så meget mere. og øjnene var så småt ved at lukke sig, de kolde fingre spillede ikke så højt. Men nok til at folk ville kunne høre det, vis de var noglelunde tæt på.

En ung høj fyr med lysebrunt kort hår sad oppe i et højt med en violin i hånden, den unge fyr hed Nick og var faktisk en vampyr dog ku han ikke styre sine kræfter endnu da han var blevet forvandlet for en månde siden, han sukke svagt og hoppe så ned fra træet og stille sig op af det hvorefter han begyndte at spille en smuk fransk sang på sin violin, hanvar iført en sort jakke(som avatar) og et par grå lidt løse bukser samt et par sorte all stars.

Hun havde stadig lukkede øjne, da hun hørte lyden. At en violin, vis hun ikke tog fejl? Hun åbnede øjnene, og så hen mod en mand eller dreng? Han stod med en violin, og spillede. Hun måtte indrømme, at han var rimelig god. Mere end god.
Hun smilede, da hun så hans sko. *All-Stars!..* Tænkte hun, og smilede forlegent. Hun ville helst ikke stoppe ham, for han havde jo lov til at fylde skoven med liv. Et meget.. Smukt liv.
Et lille grin, kom frem. Men hun tog sig til munden, og drejede sig lidt. Så hun bedre kunne se ham, og lagde sit hoved ind mod træstammen. Mest for at nyde det, nyde hans musik.
Hun var for travlt optaget af hans musik, at hun ikke opdagede hvad han var. Men hun var ligeglad, kunne vampyrer da ikke føre rare. Mod en de kan lide, nok.
Sneen kom, som sent fra himmelen. Det var den praktisk set også, men den var perfekt placeret. Den hvide sne, dækkede let hendes brune hår. Og hun kom med et lille grin, mens at hun så op i himmelen. Det kunne næppe blive mere perfekt, det følte hun i hvert fald.
Musik, og sne. Begge ting havde hun elsket lige siden hun var barn, og de betød begge meget for hende.

Nick spille roligt vidre og lod øjne glide i mens han nød sin musik og beyndte da også at synge med på fransk med sin smukke franske lidt mørke stemme, han ku lugte noget men han kendte ikke til alle de andre væsners lugte så han tog sig af det men sang og spille blot vidre men da det begyndte at sne åbnede han øjne og slutte med at spille hvorefter han så mod himlen da han ud af øjnkrogen fik øje på en ung ret smuk kvinde, han vendte så blikket mod hende"hej?"sag han prøvende.

Hun sad stadig og kiggede op mod himlen, da han stoppede med at spille. Synd og skam syntes hun, for hans stemme var så smuk. Fransk?
Hun så på ham, da han begyndte at snakke. Hans stemme var så mørk, og rolig. Hun kunne næsten ikke sige noget, for at afbryde den aroma hans stemme havde efterladt.
”Hej..” Sagde hun glad, med en klokkeklar stemme. Den var meget påvirket af den fascination, hun følte over for ham. Hun forstod ikke hvordan nogle personer, kunne være så pæne. Men alligevel, have noget de var gode til. Livet var uretfærdigt.
Der stod han, og så pæn ud. Mens at hun sad der, og lignede en på 15? I hvert fald ikke en på 17, snart de 18 faktisk.
Hun rejste sig lidt op, og smilede sødt til ham. Hun ville ikke bedømme ham på sit væsen, for hun kunne godt mærke nu, at han var vampyr. Men dæmoner og vampyrer, de passede jo sammen. De blev gode venner? Det havde hun i hvert fald hørt noget om..
”Jeg hedder Sookie..” Hun viste ikke, om hun skulle række hånden ud, eller hvad hun skulle? ”Du er meget god til at spille!.” Røg det ud af hende, og hun så ned i den let sneede jord. Med tungen der strejfede siddetænderne, hun sagde tit noget uden at tænke det igennem!..
Hun havde fået guitarens snor, rundt om brystet. Så halsen på guitaren, hang ned af.

Nick så over på kvinden med et nysgerigt blik i de lysebrune øjne imens han trådt et par skridt tætter på så han stod lidt foran hende, han holdt violien i den ene hånd imens han kort kørte den anden hånd gennem håret og fjernede det sne der havde lagt sig på hans lysebrune korte hår før han rakte hånden fram mod hende, han vidste ikke hvd hun var men det btød heller ikke noget for ham så længe hun bare var sød"Sookie det er et spændne navn"svarede han roligt med sin franske stemme dog snakke han engelsk for det va ikke alle der ku fransk"jeg hedder Nick"tilføj han og smilede let over hendes kommentar"tak det er jeg glad for du syns"svarede han roligt og betragte hende nøje, han syns nu hun var en ret køn pige og indtil vidre var hun sød nok.

Hun bed sig i læben, da han kom nærmere. Og rakte hånden ud, og gav ham hånden. Hun syntes at hans hår var smukt, en tone lysere end hendes selv.
Hans hånd var kold, men ikke så kold som hun havde forventet. Hendes var faktisk nogle lunde, lige så kolde som hans. På tros af at hun frøs lidt, men hun kunne klare det.
”Tak..” Sagde hun, og smilede. ”Nick er da også specielt?” Det lød mest som et spørgsmål, mens at hun smilede sødt og skævt til ham.
Hun rettede sig lidt op, og så ham ind i øjnene. Med sine unaturlige blå øjne, de havde havets blå farve og glans. Og solens varme, selvom at de skulle have været onde. For det var sådan hendes natur var, hun skulle være den onde.
”Øhm.. Du har en fransk dialekt.. Ikke sandt?” Hun lød meget interesseret, og på en måde spændt. For hun elskede det franske sprog, selvom at hun ikke kunne tale det så godt. ”Øhm.. Jah.” Hun sagde ikke rigtig andet, da hun gerne ville høre hans stemme igen. Helst høre ham synge, lige meget hvad. Han havde denne mørke, men stadig naturlige skønne stemme.

Nick gav hendes hånd et kort klem før han slap den roligt og så hende i øjne med et muntert varmt blik i de lysebrune øjne man ku vel kalde farven nødebrun eller noget der hen af, han sendte hende et smil og nikke så let"hmm det ved jeg ikke helt"svarede han så roligt med den mørke stemme med den lidt franske dialekt"ja det har jeg da"svarede han muntert"jeg er født og opvokset i selveste Paris lysets by eller kærlighedens by kan man vel sige"sag han roligt, han elske sit hjemland højt og savnede det lidt dog ville han snart rejse hjem og besøge famillien men han ville dog komme her tilbage igen, han fik først nu øje på hendes gitar"spiller du?"spurgte han nysgerrigt og lag hovdet på skrå"jeg er en stor musik elsker"tilføj han roligt.

Hun kunne godt lide, hans varme brune øjne. Som en efterårsdag, en glad efterårsdag. Hun smilede endnu engang, da han sagde hvor han var fra.
”Det tænkte jeg nok..” Hun nikkede, og så drillende på ham. ”Så du er bare en haj.. Til kærlighed?..” Hun så lidt drillende, men også spændt. Det kunne da godt være, at sådan nogle var gode til kærlighed? Hun kunne godt se på ham, at han elskede Frankrig. Som hun elskede sit tidligere hjem, højt.
Hun så ned på sin guitar, og grinede let. ”Nej.. jeg bærer bare rundt på den?” Hun drillede ham, og man kunne nemt høre det.
”Nej.. Eller jo.. Jeg spiller på min guitar..” Hun nikkede, og så ham igen i øjnene. Hun gjorde så mere end det, men det måtte han få en anden gang. Vis der kom, en anden gang? ”Det er dejligt.. At se at der er andre der hver sætter musikken..!” Hun lød glad, der var da noget de havde tilfælles?

Nick betragte hendes ret smukke blå øjne imens han lytte til hendes ord "hmm lidt er jeg vel"svarede han roligt og sendte hende et forførende blik for at vise hvad han mente dog gjorde han det også med vilje da hun var en ret køn pige som også ku li musik som ham"haha"sag han og lo let med en varm latter hvorefter han stoppe igen og smilede"fedt jeg kan desværre ikke spille på gitar men på violin og kalver"sag han han muntert"så har vi noget tilfælles"sag han muntert og betragte hende lidt med hovdet på skrå*hun er lige min type*tænkte han og vis han nu havde været menneske ville hans kinder nok være røde men det blev de dog aldrig igen.

Hun så ind i hans øjne, og smilede sødt tilbage. Da han sendte hende, blikket.
En lille latter kom frem, da han også grinede. Og hun rynkede næsen, mens hun stadig så på ham. Hun så undrende på ham, og rystede på hovedet.
”Violin og klaver.. Tror jeg altså ikke er noget man bare lære..” Hun trak på skuldrende, og så ned i jorden. ”Men der er mange der spiller guitar?.” Det var nok også derfor at denne evne hun havde, var en guitar der skulle gøre arbejdet. For der var mange, der spillede på dem. Så skilte hun sig ikke ud?
Hun bed sig i læben, og smilede charmerende til ham. Hun vidste, at hun så mindre årig agtig ud. Hun var aldrig sådan.. Sexet?
Hun sukkede, og så igen op på ham. Hans blik fik en kuldegysning til at gå i gang, i hendes hoved. Det store runde tykke hoved, som mest af alt var rimelig piget.
”Hvordan kan du gøre det?!” Hendes stemme var undrende, og ikke mindst fortrydende. Lige så snart sætningen kom ud over hendes læber, tog hun sig til hovedet. Og forbandede sig selv, over hendes ukontrolering! Hun sukkede endnu engang, og bed sig i læben. Inden at hun tog mod til sig, og kiggede op på ham igen. *Waow..*

NIck smilede muntert"min mor spiller violin og min storebror spiller klaver så det er nok der jeg har det fra"sag han roligt og betragte hende nysgerigt"er der?"spurgte han undren han kendte ikke rigtigt nogle der ku spille guitar men nogle der ku spille trommer, violin, bas, trompet og klaver"men jeg gad godt lære det en dag"sag han roligt og så lidt op for ikke hele tiden at se på hende"går du enligt til noget sport?"spurgte han så og så på hende igen nu med et nysgerrigt blik og et varmt smil på læben, han selv gik til fægtning da det var en ret elegandt sport som krevede smidighed samt hurtig hed og klogskab det var det han elske ved den sport og så at der ikke var mangen der gik til det han ku godt li at være anderledes.

Hun lyttede til ham, og nikkede. ”Det er det sikkert..” Hun grinede lidt, men så sig ned i jorden. Hun strøg sine fingre hen over strengende på sin guitar, så den gav en tone. Hun lyste op, da hun så en mulighed for at de kunne mødes igen. ”Jeg kan godt!..” Sagde hun hurtigt, og så op på ham. ”Altså.. Jeg kan godt lære dig det?” Hun spurgte meget spændt, for hun ville meget gerne hjælpe ham med at lære det.
Hun så lidt undrende på ham, men nikkede så og grinede faktisk lidt. ”Øhm.. Nej ikke direkte.. Altså vis mit skateboard er en sport?.” Hun så halvt igennem hendes øjne, og løftede det ene øjenbryn. Hun elskede skateboarding, det var noget af det bedste hun vidste. Bort set fra hendes guitar, altså. Hun havde gjort det i mange år, sammen med hendes storebror. Han var en af de bedste, i deres lille varme by.
Hun lagde hovedet på skrå, og smilede sødt til ham. Så kun hans øjne, og de brune øjne. Som hun efterhånden var begyndt at kende, vide hvad de betød.
”Hvad går du da til?” Spurgte hun nysgerrigt, og smilede stort. Inden at hun gik et skridt nærmere, ikke sådan at de stod klinet op af hinanden. Men så det var bekvemt, og der ingen grænser var blevet brudt.

Nick smilede stort da hun sage hun ku lær ham det og det ville også være en god undskyldning for at se hende igen for han var begyndt at syns ret godt om hende"det må du meget gerne"sag han varmt"så ku jeg måsk lær dig noget andet"sag han muntert og betragte hende da hun kom nærmer, han havde intet mod det han ville faktisk gerne ha hende tætter på måske også røre hende men han holdt det dog inde han ville ikke overskride hendes grænser eller noget i den stil"det er da lidt en sport tror jeg da har dog aldrig selv prøvet det men vil da gerne prøve en dag"sag han muntert og smilede så chamerne"jeg går til fægtning en virklig fed sport"sag han glad.

Hun nikkede, og rynkede på næsen. ”Jah.. Noget sjovt..!” Hun smilede tilbage, og sugede hans smil til sig. Det var faktisk ret så flot, og.. Charmerende?
”Vi siger bare det er en sport.. Ikke?” Hun løftede det ene øjenbryn, og smilede kært. Det var ved at drive hende til vanvid, at hun ikke kunne være sexet? Hvordan var der så nogle, der kunne.. Føle sig.. Hun rødmede, og slog sine tanker væk. Dem skulle hun ikke tænke nu, ikke når han var der?
”Jeg kan da godt vise dig det?” Hun nikkede, og så lidt ned af sig selv. ”Det kræver ikke så meget..” Hun smilede, og grinede let. Hendes krop var spinkel, men alligevel ikke for meget. Den var i rimelig normal tykkelse, men dens former.. Var ikke for store..
”Jeg kan.. Lære dig det snart?” Hun trak på skuldrende, og smilede sødt til ham igen. ”Eller bare vise dig det?” Det kunne jo godt være, at han var lidt genert over for nye udfordringer? Eller var franskmænd, bare ikke det?
Hun grinede let over sin tanke.. Franskmænd?

Nick smilede chamerne og nikke let"ja lad os bare kalde det en sport"sag han muntert og lag en forsigtig hånd på hendes skulder imens han mødte hendes blå øjne med et varmt blik"jeg har masser af tid ser du jeg har ikke noget job men for snart et"sag han smilne"jeg ku måske lære dig at fægte? vis du har lyst"sag han spørgne og betragte hende nøje, hun behøvede ikke være sexet for hans skyld han tænkte faktisk mest på det indre og hvordan personen opførte sig, han smilede og grine varmt"du kan bare kontakte mig når du har tid, du må også meget gerne komme hjem til mig en dag hvis du vil"sag han han muntert.

Hun smilede igen, og nikkede. ”Vi kalder det en sport!..” Hun blinkede, og smilede sødt. Hans varme blik, smeltede hende helt. Men hun prøvede at lade som ingen ting, det duede jo ikke at hun skulle blive det nu?.. I en vampyr?
Hun smilede forlegent, og så ned i jorden.. Hun måtte vel bare acceptere, at hun var en af de onde nu? Hun nikkede, til at lære at fægte. Det var da meget sjovt, og hun var noget af et konkurrence menneske.. Så.. Hvorfor ikke prøve, det kunne være at hun kunne slagte ham? Hun grinede over hendes tanke, og håbede at hun engang ville kunne.
”Jeg vil meget gerne.. Tage imod din undervisning!.” Hun smilede, og nikkede sødt.
Hun blev på en måde lidt trist, da han sagde kontakte. Så skulle han vel videre? Men hun ville ikke undgå ham det, vis han skulle altså.
”Ja.. Jeg kontakter dig.” Hun smilede, og så ned i jorden. Synd og skam, at hun ingen telefon havde. Men hun ville ikke ødelægge dette, så hun lod være med at sige noget. Hun kunne altid finde en mønt telefon, et eller andet sted?
Hendes smil blev støre, da han sagde at hun gerne måtte besøge ham. ”Det skal jeg nok huske.. Det lover jeg dig.” Hun smilede, og bed sig i læben. ”Øhm.. Når jeg får noget op og stå.. Må du også gerne.. Komme hjem til mig.” Hun blev lidt forlegen, over ingen steder at bo. Men hun havde jo disse hoteller?

NIck smilede varmt til hende han sku skam ikke gå han mente bare at hun måtte kontakte ham når hun fik tid og lyst til at få undervisning eller bare at komme hjem til ham hun ku da godt få en soveplads hos ham vis det sku være, han betragte hende lidt imens han tænkte over mange i´ting de ku ellers være et kønt par for de begge elske musik og ja det ku da være fedt han selv var også på jagt efter en kærste, han var vampyr men det betød ikke at han ville blive kold nej slet ikke, han rystede let på hovdet for at komme ud af alle sine tanker før han igen så på hende"det lyder super"sag han muntert"godt du er altid velkommen og vis du en dag mangler et hjem kommer du bare jeg har senge plads nok"sag han muntert og lod stadig sin hånd vile på hendes skulder.

Hun så på ham, og strålede. Hans hånd lå på hendes skulder, og der bredte sig en varme på den. Hun trak lidt op i den, og lagde sin kind mod den. Hun smilede op til ham, mens at hendes øjne skinnede. ”Tak..!” Hun nikkede, for at vise at hun virkelig var taknemmelig. Han havde allerede gjort så meget for en pige, han lige havde mødt.
Hun ville gerne.. Mere.. Men hun var bange for at han ville knuse hendes hjerte, for altid. For hun havde altid været en, der var meget nervøs over kærligheden. Hun ville ikke blive knust, af den hun elskede...
”Øhm... Det er stadig meget sødt af dig..” Hun smilede, og så ham ind i øjnene. Og hun mistede helt tråden, så hun begyndte på noget helt nyt..
”Fortæl mig om din familie!..” Hun lød oprigtig interageret, og meget nysgerrig. For han føltes som en hun kunne blive gode venner med, og måske mere. Så hvorfor ikke få så meget at vide, om ham og hans familie?
Det sneede stadig, og et snefnug landede på hendes næse. Hun grinede let, da det kildede.

Nick smilede og hans smil blev varmt da hun lag hans hånd på hendes kind det betød at hun ikke var bange for at få kontakt med ham og det var han glad for måske ku dset udvikle sig? han håbe lidt på det men det krævee at han viste hende at hun altid vil ku stole på ham"jeg er bare en sød person"sag han og smilede imens han nusse hende let på kinden"min familie?"sag han spørgne og smilede"ja hele min familie stammer fra frankrig og vi har altid bode der, jeg har en mor og en lillebror og en stoerbror men jeg har desværre midstet min far, han blev syg da jeg var 18 og han døde her for et år siden af en mystisk sygdom som lægerne ikke ku helbrede, min mor er violinist og min storebror er ved at udnanne sig til designer men han spiller også klaver og ja min lillebror går i 2. klasse og har fået et lille modeljob for et børnetøjs mærke, mere du vil vide?"sag han muntert.

Hun nød hans nussen på hendes kind, og smilede mens at en svag rødme kom frem på hendes kinder. ”Selvfølgelig er du det!..” Sagde hun, til at han var en sød person. Hun lyttede stadig med, og smilede når hun skulle smile. Og havde sympati, når hun skulle have det. Især dette med hans far, det sagde også lidt mere om hans alder. Men hun var egentlig lidt ligeglad med, hvor gammel han var. Bare han var sød, og hans hjerte duede.
”Det er sødt.. Med din lillebror?.” Hun grinede lidt, mens tænkte så hvad hun skulle spørge om. ”Øhm.. Er det hårdt?.” Hun så forsigtigt på ham, og tog hans hånd der lå på hendes kind. Og lagde sin egen hånd på den, for at vise at hun ikke svigtede ham. ”Var det hårdt.. Med din far, da han døde?”

Nick var glad for hun var så god til at lytte for det var rat at snake med en som faktisk ku forstå hans føelser , han smilede let"tak du er også ret sød"sag han og nikke så smilne"ja min lillebror var faktisk ret vild at være model og ligenu siger han at det er det han vil når han bliver stor"sag han og ku ikke lade vær med at smile for hans lillebror var bare skøn og han vidste at lille Charlie savne ham ret megt så han ville snart skrive et brev til ham, hans smil forsvandt let"ja det har været hårdt men nu har han fået fred og det fortjente han efter den kamp han havde kæmpet"sag han og smilede så let igen og nusse hende kind lidt igen.

Hun smilede, da han snakkede om sin lillebror. Som gik i anden klasse, men stadig var model. Skønheden måtte ligge til familien, og sådan. Hun smilede, og havde lidt ondt af hans mor. 3 drenge, måske ville hun gerne have lidt.. Pigetid? Det kunne Sookie huske, at hendes egen mor var meget glad for. Men så viste det sig, at Sookie ikke var den bedste shopper. Så det blev bare en tur i musikshoppen, en gang om måneden. Og så lige en tur, ned af den lange gågade. Det var en laang dag for hende, somme tider tog det mere end 3 timer, at komme fra enden til anden. Hun rystede på hovedet, og så op på ham igen. Da han fortalte om hans far, og nikkede forstående. "Jeg kan godt forstå dig.. Det måtte være slemt.. Men det er over nu.. Ikke?" Hun så på ham, med hovedet på skrå. Og trådte et skridt længere frem, stadig ikke så de rørte hinanden. Men de var tættere på hinanden, og Sookie måtte kigge mere op af. 
"Har din mor ikke ønsker en pige? En gang imellem?.." Spurgte hun af ren nysgerrighed, det måtte være lidt trættende. 
Det var bare en tanke, men hun kunne jo være en af disse aupere.. Eller hvad de hed? Og hun kunne hjælpe hans familie, samt hans mor. Vis hun altså havde det hårdt?  

//må desværre logge kommer på imorgen//

//okai.. Ses der så.xD//