Der går for lang tid mellem vi ses min skat - David.

Dag + dato: Irl.
Tid: 22:12
Sted: Davids hus.
Omgivelser: Stuelige omgivelser x3

Embry sad på sofaen i Davids stue, lidt ligesom en gang for længe siden hvor david havde rendt rundt og slået sig ovenpå. Det havde været første gang de havde været, så intime med hinanden.. altså ind til de havde sex selvfølgelig. Han sad stille, og så lidt på sine hænder. Faktisk var David vist ikke engang hjemme han havde bare haft brug for at tale med ham, for han havde haft det mærkeligt i et godt stykke tid, og han havde brug for at tage lidt væk, men han ville gerne se David først.. Hans hjerte slog hurtigere ved tanken om den lille dæmon. Han elskede ham jo.. sikkert fuldstændig overdrevet meget, men det lå til Dæmoner havde han hørt. Når de først var forlskede var der ingen vej tilbage. Han rejste sig og gik hen til det sore vindue og så ud af det. Han sukkede og lagde armene over kors, og lænede kort panden mod ruden.. måske var David ude og lufte hund?

David var på vej tilbage til sit hus efter en godt går tur med beilay som hun virkelig havde fortjent og hun var da også virkelig træt nu. han sukkede stille da han så sit hus, som han havde lukket sig inde i den sidste lange tid hvilket han egentlig fortrød, efter han jo havde været sammen med Embry den aften, for noget tid siden. for lang tid siden. det skar lidt i hjertet på ham, da han mærkede det store savn til sin elskede dæmon. han stoppede ved døren og ledte lidt efter din nøgle. hvorefter han tog fat i dørhåndtaget for at tjekke om den nu var låst af ren vane, men da døren bare gik op uden han havde brugt nøglen, stod han lidt og stirrede små skræmt på gangen. Beilay luntede stille ind som ingen ting og David fugte stille efter hende. han lyttede dog godt efter alle fremmede lyde. han hørte så da Beilay pludselig løb, for hun havde set Embry og var derfor løbet hen til ham. David gik hen mod stuen og så Beilay nærmest overfaldte Embry af glæde. det fik et lille smil frem på David's læber da han så det var Embry.

Embry mærkede noget glompe sit ben, og vaklede let, for han havde ikke særlig god balnceevne. Han så ned på Bailey, og smilede til den "hej Bailey" sagde han stille, og lod sig glide ned på knæ og hilste ordentligt på hunden. Dens hvalpe havde lignet den rigtig meget, Embry kunne sagtens huske dem som små halvblinde pibende lodne bolde der kom tøffende hen over gulvet.. han havde jo også fisket en op af vandet på et tidspunkt. Han gøs ved tanken, og nussede kort Bailey bag ørerne før han kom på benene igen, og så på David "Undskyld hvis jeg skræmte dig.. men der var åbent så jeg troede du var her." sagde han stille, og smilede lidt til ham. Han blev automatisk glad af at se sin elskede, selvom det var lidt tid siden. Han gik stille hen til ham med Bailey efter sig, og trak ham forsigtigt ind til sig og gav ham et lille klem, og kyssede ham på håret. "Har du haft det godt?" spurgte han stille, mod hans øre, og slap ham lidt igen så han kunne se ordentligt på ham og se om han havde det godt.

Bailey var tydeligvis glad for at se Embry og gned sit hovede mod hans hånd, og luntede med det samme efter ham da han havde vent opmærksomheden mod David. David stod stille i dørkarmen og betragtede Embry, helt uden at sige noget. han rytsede blot på hovedet af undskyldningen og trykkede sig ind til ham efter han mærkede de dejlige arme om sig. han lukkede sine øjne og bed sig i læben "jeg har savnet dig alt for meget... jeg mangler dig hver dag... men jeg har haft det nogenlunde" hviskede han stille og smilte stille. han så lidt op på ham igen, da han blev trukket ned og betrgatede ham med helt forelskede øjne. han kan huske sidst de var sammen og mærkede varmen stige i sig og trykkede sig ind til EMbry igen, hvorefter han kyssede ham på munden. David havde virkelig savnet at mærke Embry's læber mod isne igen og havde bare virkelig brug for at være tæt på EMbry.

Embry smilede kort ned til Bailey, og så på David igen. Han lyttede til det han sagde og smilede lidt til ham "det var godt.." sagde han stille, bare han havde det okay, selvom Embry hellere ville have at han havde det godt. Han så lidt ned i de grønne øjne og smilede stile til ham "jeg skal til England om to dage.. og jeg følte egentlig bare at jeg lige var nød til at fortælle dig det.. så du ved hvor jeg er" sagde han stille, og mærkede han trykkede sig ind til ham igen. Han hævede sine øjenbryn da han mærkede hans læber mod sine, og lukkede sine øjne og gengældte kysset. Han blev altid så blød i knæene når han mærkede Davids læber mod sine, og trykkede ham tættere ind til sig. Han lukkede sine øjne på klem igen, for han ville gerne se sin elskedes ansigt, selvom de kyssede.

David kunne mærke det skar i hjertet da han hørte hvad han sagde og det var også en af grundene, til han trykkede sig tættere på Embry. han ville ikke afbryde kysset for at svare på det Embry sagde, men han vidste også at lige så snart kysset sluttede ville han nok ikke være særlig glad. han ville ikke mangle sin Embry igen, det savnede han ham for ofte til og derfor gjorde det ham ked af det. dog vidste han det ikke fordi kysset ikke skulle ødelægges. han havde jo opdaget hvordan rejser kunne skade ham selv, så han frygtede selvfølgelig at der måske ville sle EMbry noget. efter noget tid, stoppede David kysset og han vente blikket ned med det samme "hvor længe?" spurgte han helt stille og havde det virkelig svært med at sprøge, da han gerne ville havde EMbry var hos ham og ingen andre. det var der jo så bare ikke rigtig noget at gøre ved vel.

Embry mærkede at han kun kom tættere på, og lod ham gøre det. Han klemte også lidt tættere om ham, han elskede ham så højt. Og han var efterhånden begyndt at kunne skelne Davids følelser selvom han ikke sagde noget, han kunne godt fornemme at han var ked af det, og han ville helst ikke slippe ham. Han nussede han forsigtigt med fingerspidserne på ryggen, og mærkede at David stoppede kysset, og så på ham med sine brune øjne "en uge.. højst, længere tager det forhåbentlig ikke" sagde han ømt. Det var hans arbejde der fik ham til at skulle rejse fra det ene sted til det andet popstjerner, rockstjerner osv. ville jo ikke bare komme rendene for den person der arbjede for dem. Han kyssede ham blidt på panden, og trykkede ham tættere ind til sig. "Jeg kommer hjem igen jo.." hviskede han stille, og slap ham langsomt. "Det var egentlig det eneste.. jeg kommer jo lidt uannonceret så det er nok bedre at jeg går igen hvis du har ting du skal og sådan noget" sagde han, og smilede stille til ham. Selvfølgelig ville han savne ham.. han hadede at være uden David, hjertet var en underlig muskel.

David så forsat ned, da han ikke ville vidse han var ked af det. han trykkede sig så tæt på Embry som muligt og bed sig hårdt i læben "en hel uge?" hviskede han lidt fortabt det bare en uge nu føltes som en evighed for ham. han kunne slet ikke undvære EMbry, men han vidste godt at arbejde var vigtigt. han nød det lille kys på panden og begyndte allerede at savne ham slevom han ikke var taget afsted endnu. et lille suk kom fra ham, men så nikkede han bare pg så lidt op på EMbry igen. hans blik så ikke ligefrem glad ud, for han var på ingen måde glad for at EMbry skulle afsted. det brød han sig bare ikke om, men da Embry slap ham, klemte han sig hårdt ind til sin elskede "du må ikke gå endnu" sgade han lettere ynkeligt, da han ikke ville lade ham gå endnu. godt nok havde han tænkt sig at han ville lave mad til personen udenfor, han stadig ikke kendte, men at være sammen med Embry var meget vigtigere især nu når EMbry skulle rejse. sådan havde David det hvertfald.

Embry så på ham og smilede forsigtigt til ham, og trykkede let sine læber mod hans pande igen "lille skat du må ikke være ked af det.." sagde han, og forsøgte at lade være med at smile, for David virkede virkelig kær i sin tristhed, selvom an også selv var ret ærgelig over at skulle efterlade ham der, han elskede jo den lille dæmon med ddet store hjerte. "Og ja en hel uge.. forhåbentlig mindre." hviskede han forsigtigt. "Umf.." kom det fra Embry da David trykkede sig ind til ham hurtigt igen, og lagde armene om ham "Honey.." mumlede han mod hans hår, med sin skottiske accent, og strøg ham blidt ned over ryggen. Han kunne ikke stå for den der ynkelige tone, og sukkede stille "troede bare du havde noget mere interessant at tage dig til end at snakke med mig, når jeg sådan bare kommer brasende" sagde han, og kyssede ham i tindingen. Han kunne jo ikke holde læberne fra ham, det var fysisk umuligt.

David nød at mærke det lille kys mod sin pande og holdte vejret stille "jamen... jeg prøver også at lade være" mumlede han stille og så lidt små trist op på ham. han vidste ikke helt hvorfor han blev trist på denne måde, da han sjælent vidste at han var trist hvis nogen skulle væk i længere tid eller sådan noget, men når det var Embry, kunne David altså ikke skjule det, det betød EMbry alt for meget til at han kunne. han nikkede stille "jeg håber virkelig det bliver mindre..." hviskede han for sig selv og begravede sit ansigt ind mod Embry, imens han knugede sig ind til Embry. David kunne dig ikke lade være med at smile det den skottiske accent var virkelig tydeligt. han elskede virkelig Embry's accant, den var så rar at lytte til. ham gav en lille lyd fra sig da han nød Embryøs bertøring "mh.. det har jeg ikke...jeg har intet interessandt at lave...hverfald ikke noget der er vigtigere en at være sammen med dig efter min mening" mumlede han bestemt og nød det lille kys, hvorefter han så op på Embry med at et barnligt blik.

Embry så lidt på ham, og lagde godt mærke til det triste blik "du er ikke særlig god til det.." mumlede han ømt, og kærtegnede forsigtigt hans kind. Det gjorde heller ikke noget, det var jo svært at pakke sine følelser ned. Han nikkede til at David håbede at det ikke tog alt for længe for ham at være i England.. Han så lidt ned på Davids hår, og mærkede hans ansigt mod sin brystkasse. Han holdt forsigtigt om ham, men stadig så han var sikker på at David stod tæt ind mod ham. Han smilede af den lyd David kom med, og lyttede "mmh.. jeg tror nu der er en del ting man hellere kunne lave, end at være sammen med mig, men jeg vil gerne blive, og du må sige til hvis du vil have jeg skrider" sagde han blidt, og så lidt på de barnlige øjne der mødte hans, og smilede kærligt til ham. Han rodede ham kærligt i håret og smilede stort "Nå.. men jeg afbrød dig vist ikke i noget, men er der til gengøld noget jeg kan hjælpe med?" spurgte han stille, og så rundt i huset. Måske kunne han hjælpe med at gøre rent.. David havde haft brug for hjælp til det på et tidspunkt, medmindre han havde fået en ny rengørings hjælp siden sidst.

David rystede stille på hovedet og så op på ham "det plejer jeg at være... det er ligesom lidt vogtigt når man er skuespiller" sagde han som en lille joke og prøvede virkelig at ryste den triste tone af sig. han nød kærtegnet og smilte helt stille. han sukkede dog stille efter og trykkede sig ind til ham, imens han lyttede til hvad EMbry sagde "hvor er du dum nogen gange....jeg har akdrig noget bedre at atge mig til en at være sammen med dig...." sagde han bestemt og så op på sin elskede med et barnligt blik. han så det store smil og kyssede ham blidt på kinden. hvorefter han fik sig ud af Embry's greb "gør hvad du vil, så længe du bliver her... jeg skal lave noget mad" sagde han med et lilel smil og gik ud i køkkenet. hans hus var stadig ret beskidt, selvom David nu havde prøvet at gøre det rent, men han fandt ud af det var for svært og ikke lige noget for ham.

"Mm.. det kunne jeg forestille mig" sagde han og grinede lidt. Hna var ikke selv god til skuespil, hans engelsk lærer havde aldrig set en værre Hamlet da de skulle spille et skuespil med Hamlet og Ophelia. Meen det gik Embry nu heller ikke særlig højt op i, det ville han hellere end gerne overlade til David, at tage sig af skuespillet, måtte være hans afdeling. Han grinede lidt da David sagde at han var dum, og kyssede ham drillende på munden "dum er mit mellemnavn.. nogen gange i hvertfald" grinede han, og slap ham stille. Han nød det blide kys på kinden, og så lidt på ham "okay.." sagde han så, og så efter ham da han forsvandt ud i køkkenet. Embry lod sin finger glide hen over et panel, og så på støvet der havde sat sig på hans finger med et lille suk. "Årh David.." hviskede han for sig selv, med et lille grin, og sukkede derefter. Han havde så travlt med alt andet at han aldrig fik styr på hus og alt muligt andet. Han gik ud i et skab, og søgte lidt rundt til han fandt en klud. Han gik igang emd at støve af, og åbnede et vindue. Han glemte dog at lukke det igen.. Han gik lidt videre, og tabte kluden. Han sukkede lidt af sig selv, og gik ned på knæ og samlede den op. Dog lagde han ikke mærke til vinduet over sig, og stødte hovedet lige op i. "Av.." mumlede han kort, og gned sig lidt i nakken, og lukkede øjnene. Der blev underligt sort rundt omkring ham, og han forsøgte at åbne øjnene igen, men han kunne ikke. "Hvad sker der?" spurgte han, men hans stemme rungede som var han i et lille mørkt rum. En ting var sikkert, han var ikke i Davids stue mere. Embry åbnede langsomt sine øjne igen, og betragtede vinduet med et irriteret blik. og lukkede det i. Hans øjne var ikke brune, eller grønne, eller blå mere.. de var lilla. Han så sig lidt om, med et skeptisk blik. Han strakte sig en smule som om han var træt efter at have sovet længe, og smilede så ubehageligt, koldt og man kunne vel kalde det.. ondt. Han gik ud i køkkenet, og lænede skulderen mod dørkarmen, og betragtede David med samme ubehagelige kølighed.

David grinte lidt og rystede bare på hovedet af det EMbry sagde og gik ind i køkkenet. han kunne høre EMbry gik rundt inde i huset og lod ham bare gøre det, imens han begyndte at lave mad som han plejede at lave når han var i godt humør, men ikke havde noget at lave. han smilte stille, da han var så glad for EMbry var hos ham nu. det havde føltes så ensomt i den tid de havde været adskildt. han hørte et lille bumb og vente blikket ind mod stuen. han kunne se at Embry sad under vinduet og smilte lidt, da han ikke troede der var sket noget. igen så han på hvad han lavede og stod egentlig i et godt styrkke tid. han havde fornemmelsen af et koldt blik men ignorerede det, da han vidste der ikke var andre en EMbry og det kunne ikke havde været Embry. han vendte sig så om for at hente noget i køleskabet som stod ved samm evæg som døren. der fik han så øje på EMbry og tabte en den skæl han havde i hænderen, da han så det ubehagelige blik. han brød sig på ionegn måde om det og rystede stille i kroppen, da det nærmest brændte i hans hovede da han se det ubehagelig blik "Embry?... er du...er du okay?" spurgte han forsigtigt, hvorefter han samlede skålen op og så hele tiden på EMbry.

Embry stod roligt, og så på ham. Nærmest vogtede på hver bevægelse han gjorde. Han var stille i et godt stykke tid "Han har det fint" sagde han så, og rettede sig op, og lagde armene over kors "Han siger at jeg ikke må gøre dig noget.. fordi du er uskyldig.. det lyder lidt underligt syntes du ikke?" spurgte han, og smilede igen det der ubehagelige smil, og gik ud i selve køkkenet. "Der er ingen der er uskyldige, heller ikke Embry.. han myrdede jo sin familie.." mumlede han og grinede lidt "eller.. jeg hjalp måske lidt til" mumlede han smilende. Han gik forbi David, og greb en af knivene i køkkenet. Han trykkede spidsen mod sin pegefinger og betragtede blodet der piblede frem "skarp.." mumlede han for sig selv, og så smilende på David. "Han var ikke helt sikker på om det var en god idé at i blev kærester, for han ville ikke skade dig.. du ved sådan som jeg nu har tænkt mig" mumlede han, og så på ham med et djævelsk blik. Han gik roligt frem mod David, havde en idé om at dette ville blive nemt, i forhold til Embrys familie burde denne enkle sag være let at skræmme, han var dæmon, men derfor kunne man jo godt skade ham så meget at han ville være arret for livet, sådan noget var da nemt nok, havde han ikke selv gjort det med Embry? Han lod dovent kniven slæbe hen over bordet, og fangede de grønne øjne med sine lilla. "Løb lille ven, løb.." mumlede han drillende, men med en undertone af sindssyge.

David stirrede bare på Embry med et tomt blik og knugede skålen ind til sig. han sagde ikke noget til det dæmonen sagde, men stod bare og rystede i kroppen, imens han lyttede. David brød sig ikke om det ubehagelig smil, det skræmte ham meget og han kunne mærke en klump sad fast i halsen på ham. han lukkede stille sine øjne ,da han mærkede dæmonen gik forbi ham "ingen er uskyldige...Embry's familie fortjente at dø..." hviskede han med en næsten lydløs stemme, da han ikke rigtig turede at hæve stemmen. han åbnede hurtigt sine øjne da han duftede blodet og vente blikket mod dæmonen med et blik som nærmest bad om at dæmoenen ikke skulle gøre ham noget "det er ikke ham der skader mig.. det er dig der skader mig...jeg ved at Embry elsker mig og jeg ved han er der inde.." sagde han nu med en hørlig stemme og havde fået tåre i øjnene. David gik stille baglæns nu når dæmonen kom tættere på ham og bed sig hårdt i læben. lyden fra kniven der slæbte med bordet fik blot flere tåre frem i hans øjne, da han virkelig hadede at frygte sin Embry..eller Embry's krop styrret af en fremmede. han mærkede nu tårene slap hans øjenkroge og de trillede ned af sine kinder "Embry jeg ved du er der inde... få nu kontrol... det er din krop Embry..tag den igen" sagde han ynkeligt, imens han så ind i de kolde lilla øjne. han håbede Embry hørte ham. David kastede så skålen på dæmonen og løb ind i stuen.

Embry smilede bare koldt til ham, og trak på skuldrende "ikke helt sandt.. der var en der intet havde med det at gøre" sagde han bare, uden at sige hvem for det var sagen uvedkommende mente han. Han møddte det uskyldige blik med en hvis ligegyldighed. Det bed ikke på ham, eller denne anden personlighed, den var ligeglad med hvor uskyldig denne dæmon så ud og virkede som om.. "Vi kan jo lave et kompromis og sige at det er os begge? Jeg tænker bare tanken, og fører kniven og Embry er mit vidne" mumlede han og grinede stille, for det gav jo ikke rigtig mening. "Men han kan ikke høre dig" hviskede han, mens stemningen blev mere og mere uhyggelig og lyset nærmest dæmpede sig. Han smilede bare af Davids forsøg på at hente Embry tilbage "han kan ikke" sagde han bare, og så på skålen og dukkede sig hurtigt så den snittede hans skulder. Han knurrede, og skyndte sig efter den lille dæmon ind i stuen "du kan flygte ligeså meget du vil.. men det vil ikke nytte noget i længden!" sagde han højt så han vidste at David kunne høre ham, for han kunne ikke lige umiddelbart få øje på ham. Den halvlange hale, med den røde haledusk fejede afventende hen over gulvet, og han smilede for sig selv da han fik øje på ham "det er jo ikke noget du dør af.. vi skal bare lege lidt" mumlede han ondskabsfuldt.

David sank en klump og vidste godt hvad dæmoen mente med det. han vidste godt at Embry havde slået en uskyldig ihjel.. men helt rigtig var det jo ikke Embry, men dæmonen. han gemte sig bag en af det lidt større skuldpture. og tænkte igen de ting som dæmonen havde sagt. han tørrede hurtigt sine øjne og prøvede at finde en måde at komme væk på. der kom han i tanke om Bailey og frygtede nu også for hendes liv. den hund betød jo så utrolig meget for ham. han så lidt frem fra sit skjuld og så EMbry's krop går rundt ind i stuen. da han så den halv lange hale, kom han til at tænke på deres sidste møde og hvordan han havde elsket den hale. han gemte sig igen, da han kunne se dæmonen kiggede hen mod hans gemmested, men kunne regne ud han ikke havde været hurtigt nok da han hørte hvad han sagde og nærmest kunne mærke hans blik. han gik stille ud af sit skjul og så hen på dæmonen "Embry please kæmp nu imod, for over tag om din krop.. jeg beder dig kæmp imod!" forsøgte han igen, hvorefter han skubbede statuen, som han ellers holde meget af og var af stor værdi. statuen vældtede mod dæmonen. David løb så hurtigt han kunne ind i hans stille rum og låste døren. med det samme slukkede lyset inde i rummet og noget helt stille afslappende musik gik igang. hvorefter nogle forskeliige lys begyndte at blinke osv. David trykkede på en knap som forsejlede døren, så man ikke bare lige kunne komme ind. han satte sig hen i et hjørne og tikkede og bad om at der ikke ville ske Bailey noget. Bailey lå helt fredligt ude i hendes kurv og sov så tungt.

//arme hund.. really >__> x'D//

Embry stoppede op, og lyttede til Davids beden om at få ham tilbage, og grinede bare lidt af det. Han skulle til at forfølge ham, da statuen væltede ned mod ham. Han greb den med en hånd, men det var ikke nok til at stoppe statuen der lige vejede lidt mere end han havde troet så han væltede med. Han knaldede baghovedet mod gulvet, og gik ud som et lys. Kniven gled ud af hans hånd. Heldigvis havde han ikke nået at skabe alt for meget ravage. Han åbnede øjnene efter et par minutter og så sig lidt omtumlet omkring. Hans øjne var igen brun/grønne, og en smule undrende "David?" fik han hæst frem, men der var ingen der svarede. Han gloede lidt undrende på skupturen der lå ovenpå ham "uf.." mumlede han, og fik den skubbet væk med hjælp fra sin hale. Han rejste sig og ømmede sig lidt og fik skubbet skulpturen på plads. "David?" spurgte han forsigtigt, og ledte lidt efter ham. Han fik øje på Bailey, og smilede kærligt til den sovende hund "hvor har du gjort af David?" hviskede han stille, og ledte videre til han kom til døren til værelset. Han tog i dørhåndtaget men der var låst. "David?.." spurgte han, og bankede på. Hvorfor havde han låst sig inde? Og hvordan var han havnet under en skuptur? Han følte sig temmelig forvirret.

David kunne høre braget fra statuen, men blev bare siddende i hjørnet og holdet om sine ben. han havde fået tåre i øjnene igen og de var allerede begyndt at trille ned af hans kinder. han sank en klump og snøftede kort efter. hvad skete der? han kunne slet ikke lide det der skete. han ahvde virkelig brug for at Embry blev sig selv igen. Bailey så lidt op på Embry da den hørte ham og logrede lidt med halen da den jo bare var glad. David så hurtigt op på døren, da han hørte nogen bankede på og begyndte nu at ryste i hele kroppen. han troede stadig at den onde side havde overtaget Embry, da han hørte hans stemme, fordi døren havde en tildens med at gøre folk stemme mere uhyggelige fordi den var så tyk "giv mig min elskede tilbage" hulkede han ynkeligt og gemte sit ansigt igen. han rystede stadig i hele kroppen og græd stille. den fredlige musik spillede og overdøvede derfor hans hulken og snøften. Bailey rejste sig op og luntede hen til Embry og gav et lille bjæf fra sig, imens den logrede. det reagerede David på med det samme *bailey!?* tænkte han skræmt og rejste sig op "lad hende være!!!!" råbte han da han var sikker på at Bailey bjæffede fordi hun led. han forstillede sig det værste og frygtede virkelig at dæmonen gjorde noget ondt mod hunden.

Embry så undrende på døren og undersøgte den. Hvorfor havde han barikaderet sig derinde? Han bankede stille på igen "David? Kom nu ud, hvad laver du derinde?" spurgte han, for han forstod ikke hvad i alverden det var han lavede derinde, og hvorfor døren var låst. Han så lidt ned på Bailey, og gik ned på knæ og nussede den forsigtigt bag øret. Han stirrede lidt på døren da Davids udråb kom derindefra, og skævede lidt til Bailey "hvad er det han ævler om?" spurgte han rådvild, selvom hunden ikke kunne svare ham. "David.. elskede hvad er der?" spurgte han, og lagde øret mod døren, for at kunne høre om han sagde noget, for man kunne næsten intet høre igennem døren. "Skat.." bad han stille, da han ikke forstod Davids gemmeri inde bag døren. Han blev siddene på knæ op ad døren, for han var bekymret for sin lille elskede dæmon. Han forstod slet ikke hvad der skete, eller hvad der var sket. Han hørte et par svage snøft og blev helt dårlig, græd han? Hvad fanden var der sket?! Han forlangte at vide hvad der havde hændt siden David var ked af det?

David lyttede til stemmen uden for dørne og rystede stille på hovedet. han faldt ned p åknæ og gemte sit ansigt i sine arme. igen og igen snæftede han og hulkede, men da han hørte hvad Embry ellers sagde og begyndte at undre sig lidt over hvorfor han pludselig lød så venlig med hensynd til det han sagde. han så stille op på døren og bed sig hårdt i læben "Embry?..." hvisked ehan stille og kravlede hen til døren. han snøftede stille, men tørrede så tårende væk og lyttede ud af døren. Han kunne høre Bailey's potter lunte hen over gulvet som hun plejede, da han luntede tilbage til sin kurv, men lige da han hørte ordet skat vidste han det måtte være Embry, eller næsten da for han kom til at tænke på at dæmonen måske bare narrede ham til at det var Embry "hvordan kan jeg vide det er EMbry?...hvordan kan jeg vide at når jeg går ud af denne dør, at jeg ikke bliver dolket ned?" spurgte hanlige ved dørne og hulkede kort efter, da tårene igen var begyndt at trille. han rystede forsat over hele kroppen, da han virkelig frygtede EMbry lige nu, da han ikke anede om det var hans elskede eller den onde dæmon.

Embry sad stille med øret mod døren, han forstod stadig ingenting. Han himlede da David nævnte hans navn "ja det er mig.." mumlede han, og lyttede efter ham. Han kunne høre hans snøften og sank en klump, han brød sig ikke om athan virkede så ked af det. Han lyttede efter flere detaljer, og trak vejret stille. Han blev endnu mere forvirret da han snakkede om at han ikke kunne være sikker på at det var ham.. Enkelte brudstykker dukkede op i hans hukommelse... kniv, Davids forfærdede udtryk i ansigtet. "NEJ!" skreg han, og skubbede sig hurtigt væk fra døren, med en pibende måde at trække vejret på. Det kunne han ikke.. det måtte han ikke... han kunne da ikke have.. Han kom op og stå, og bakkede væk fra døren. Havde han gjort ham noget? Han så hurtigt ned af sig selv ned af sit tøj og sine hænder, der var ingen blod.. kun et sår på hans egen finger. "Jeg.." begyndte han, men kunne slet ikke. Han havde været ved at forsøge at myrde den person han elskede allermest i hele verden? Han begyndte at gå baglæns, væk fra døren. Han kom ned til skulpturen og så kniven på gulvet. Han stod helt stille i nogen sekunder, så lagde han sine hænder over sine øjne, og bakkede ud, væk, han skulle ikke være der. Han var et monster, et forfærdeligt monster. Han vaklede ud i gangen, og åbnede døren og gik udenfor i den kolde luft der huserede udenfor.

David lyttede til hvad han sagde og sank en klump. han så ned i gulven og så lyset tændte igen og musiken stoppede. han lyttede til den minste lyd uden for døren og bed jeg stille i læben. han fik et kæmpe chok, da han hørte Embry råbte og nu var han helt sikker på det var EMbry. sådan ægte ville ingen kunnse spille. han rejste sig hurtigt op "Embry?!" råbte han, da han var bange for Embry nu ville gøre noget dumt. han trykkede på knappen, men døren gik ikke op. han begyndte at trække vejret mere nervøs, ad han bare ville efter Embry, men nu ikke kunne "Embry!!!" skreg han, da han kunne høre skridt der blev lavere og lavere. han begyndte at slå p ådøren *pokkers...* tænkte han og bed sig hårdt i læben. han sank en klump "Bailey efter ham!!" råbte han i hån om at Bailey tog med Embry. han trykkede igen og igen på knappen for at få den op. Bailey så lidt efter Embry, da han gik og reagerede ikke på at Davd råbte. David sang en klump og slog hovedet ind i døren "embry?" hulkede han og gled ned på gulvet. alt der kunne gå galt gik galt.. igen. David ville bare allerhelst sidde i Embry's arme og blive trøstet og føle sig tryg. dette var alt for dramatisk efter Davids mening.

Embry kom uden for døren, og sank helt sammen i sine skuldre, og så op på himlen, og gjorde en opgivende bevægelse. Hvorfor? Hvorforhvorforhvorfor.. det blev ved med at runge i hans hoved, hjemsøge hans tanker. Og ordet monster.. han krummede sig lidt sammen, og lagde mærke til at han rystede. Hvordan kunne han gøre det? Han kunne ikke blive der, han måtte gå langt væk fra det sted David var så han ikke kunne skade ham. Han gik stille, blev ved med at dreje hovedet, men han ville ikke se tilbage, hvis han så tilbage ville han ikke være i stand til at gå. Han var ved, han var ked af det, og han var ikke helt sikker på hvad han burde gøre. Han trængte voldsomt til en smøg, det hele var alt for galt.. for forfærdeligt.. Han stoppede op og begyndte at overveje.. hvis han blev indlagt igen, kunne han måske komme af med det? Nu hvor han vidste hvad der havde været galt så længe med hjælp fra David. Han satte sig op af en container, og så tomt ud i luften... David.. det var det eneste han kunne tænke på, men han kunne ikke.. for han måtte ikke, og hvis.. hvad hvis det skete igen.. Han så på sine smøger, tog en ud af pakken og kastede resten ud i havet.. han tændte den med rystende hånd, og så kom tårerne. Han lagde sin hånd for sine øjne, og bed tænderne hårdt sammen i hvidglødene raseri.