Der går for lang tid mellem vi ses min skat - David.

David sad bare og græd og rystede i hele kroppen. han anede ikke hvad han skulle gøre og håbede af hele sit hjerte embry ville komme tilbage til ham, så han kunne komme ud... og få et kram. han snøftede igen og igen og gav et hulk fra sig en gang imellem. han mærkede så en lille dråbe trille ned over sin pande og videre ned af næseryggen *blod* hviskede han stille, da det gik op for ham at han havde slået sit hovede så hårdt ind i døren der var gået hul. han sukkede stille og gav et skreg for sig. han kunne ikke mere, han havde brug for at slappe af og at det hele bare virkede normalt og der ikke hele tiden skete noget der skulle få ham til at græde. han rejste sig stille op igen og trykkede på knappen igen.. han stod dovent og trykkede på knappen igen og igen, imens tårene trillede ned af hans kinder og han snøftede hvert sekund. "Embry... kom tilbage til mig... kom tilbage.. jeg.. jeg vil have et kram.. kom tilbage" hviskede han imens han hulkede og trykkede på knappen. pludselig åbnede døren sig så og David stirrede bare måbene ud "hvad?" hviskede han, da han ikke fattede døren pludselig gik op, men han skyndte sig så hurtigt ud i gangen og så døren var åben. med lydløse skridt gik han hen til døren og så ud "Embry?!!" råbte han så hæjt han kunne i håb om at han kunne høre ham.

Embry fik tørret tårerne væk med en arrig håndbevægelse. Han prøvede febrilsk ikke at tænke tanken om ikke at se David igen, det holdte han næsten ikke ud, så han tænkte på så meget andet, og tog et sug fra cigaretten. Han askede ned på jorden, og sad stille. Han lænede sin pande mod sine knæ og sukkede stille. Han så ud på vandet.. kunne dæmoner drukne? Det kunne de sikkert ikke.. Han rejste sig langsomt, han måtte jo hjem.. Det sved, det gjorde ondt, han ville så gerne gå tilbage.. men han turde slet ikke tænke på David for så var han bange for at alt måske ville gå galt. At han ville blive endnu mere forvirret i hovedet end han allerede var. Han begyndte at gå, der var langt hjem. Han hørte pludselig Davids stemme runge højlydt gennem den tomme havn. Han standsede op, og stod længe og stirrede ud i luften. "David.." hviskede han stille, og lukkede hårdt sine øjne i. Han kunne ikke..

David så rundt, men kunne ikke få øje på nogen og det bekymrede ham meget "Embry?!!!!!" skreg han så da han ville have Embry hørte ham. han begyndte at gå og så rundt efter Embry. han rystede stadig i hele kroppen og snøftede igen og igen "Embry!!!" skreg han igen og kunne mærke hvor tæt han var på bare at bryde sammen. altså bryde helt sammen. han ignorerede blodet der trillede ned over han næse ryg og nu videre ned over den ene side af han kind. han satte i løb da han vill finde Embry og det skulle være lige nu. han ville være i sin elskedes arme igen. han ville ikke undevære ham længere. han snublede, som så klodset han nu var, over sine egne fødder og faldt ned på jorden. han skravede sine knæ og sine håndflader da han havde prøvet at tag fra for faldet.

Embry bed tænderne sammen, og forsøgte at overhøre David. Dert var selvfølgelig overhovedet ikke muligt. Hvorfor.. vidste han ikke, men han måtte vel bare prøve at gå videre. Han gik stille indtil en hvis duft fangede hans næse. Det kunne godt være hunde havde en god lugtesans, men det havde bloddæmoner altså også, for Embry kunne dufte blod på lang afstand.. og han havde kunnet dufte den slags blod før. Han standsede brat.. "David.." hviskede han forskrækket, og vendte om. Havde han virkelig såret ham?! Han skyndte sig tilbage og smed smøgen på jorden. Da han endelig fik øje på David var han godt og grundigt stakåndet, for han var i virkelig dårlig form. Virkelig, virkelig dårlig form. Han så lidt på David, og så på den mørke væske der trillede ned af hans næseryg "David.." hviskede han ømt, og forbandede et øjeblik den svaghed han havde for den lille dæmon.

David havde sat sig op poå knæ og ømmede sine hænder lidt, da de virkelig sveg, dog kunne han ikke rigtig mærke smerten i sine knæ..endnu. han hørte skridt komme tættere på og lige da han så op, fik han øje på Embry. han elskede Embry var kommet tilbage til ham. David rejste sig usikkert op og tænkte slet ikke over blodet. han løb hen til Embry og knugede sig ind til ham, fuldstændig ligeglad med hvad der lige var sket og om Embry overhovede gad holde om ham. Embry måtte ikke gå, det måtte han bare ikke. så derfor ville David gøre alt for at få Embry til at blive, om det så skulle være tvang. et lille hulk kom ud af David, da han jo stadig græd "ååh EMbry" klynkede han, da han var godt og grundig grædefærdig. han kunne godt høre hans elskede dæmon var forpustet, men det fik ham egentlig bare til at få det lidt bedre, for så måtte det da havde betydet at Embry var løbet tilbage efter ham, vel nok forsi David betød noget?

Embry så lidt på ham, og stod lidt foroverbøjet og holdt ved sine knæ sådan så han kunne støtte ved dem. Han tog et par dybe indåndinger, og rettede sig op og så på ham. Han så på blodet med en bekymret mine "du bløder.." hviskede han, og rakte forsigtigt ud mod ham, men nåede ikke at røre ved ham før David fløj lige hen i hans arme. Han så lidt overrasket ned på den lille dæmon, og stod bare lidt, og han med hovedet. Han så på ham, med et ømt blik, og strøg forsigtigt noget af hans pandehår væk fra hans pande så han kunne se såret. "Du må altså passe bedre på dig selv.." hviskede han stille, og lagde sine arme om ham, og knugede ham ind til sig og lænede sin pande mod hans hår, og sukkede tungt. "Shh, shh.. rolig" hviskede han helt stille, og trykkede ham ind til sig, og kærtegnede hans ryg. Han elskede ham inderligt, det gjorde så ondt at han skulle slippe ham, for det ville han ikke.Han rystede tanken af sig, og ville bare holde om ham og nyde den tid de måske havde tilbage.. for der kunne vel ikke være lang tid til han måtte gå fra ham.. han kunne ikke skade ham igen.. han ville aldrig tilgive sig selv for det der var sket. for det han havde gjort mod ham.

David lyttede til hvad han sagde og blev egentlig lidt sur over det "jeg skal passe på mig selv?..." spurgte han lettere oprevet, da han jo egentlig var kommet tilskade i ren frustration. han knugede sig ind til Embry "jeg var så bange" hviskede han efterfuglt af et lille hulk. han var å oprevet og ked af det at han ikke anede hvordan han nogensinde skulle stoppe igen. han frygtede at de nu skulle skilles forevigt. han vilel aldrig kunne klare sig uden Embry. EMbry var det der holdte David igen, det sidste david havde tilbage som han havde kontakt med. ikke engang Andy havde han kontakt til længere.. han havde kun David tilbage og derfor ville David ikke miste ham.. det kunne han ikke. David var ligeglad med blodet og ville egentlig bare være tæt på EMbry, men han kunne dog godt mærke det dunkede mere og mere i hans hovede, hans håndflader sveg meget en før og hans knæ var i store smerter, men det rørte ham ikke. han var ligeglad han ville bare så tlt på EMbry og være i hans arme.

Embry holdt blidt om ham og lyttede "ja det skal du" sagde han alvorligt, han ville have at den lille dæmon skulle passe på sig selv, han ville ønske han selv kunne passe på ham, men.. Han rystede igen på hovedet, og nikkede uden at sige noget. Han vidste godt at David havde været bange "jeg er ked af det.. undskyld.." hviskede han med en stemme der virkelig undskyldte. Han vidste godt David var blevet bange.. forskrækket, det var også derfor han ikke kunne byde ham den slags igen. Han sank stille "David du bløder.. du skal have renset sårene" mumlede han stille, og fik gjort sig fri af Davids arme, og tog ham blidt i armen, og trak ham med tilbage til huset og indenfor. Han var nødt til at få det overstået, han kunne ikke blive for længe for så ville han ikke være i stand til at gå fra ham igen, men tanken om at gå fra den lille ulykkelige dæmon tiltalte ham ikke, og han ville bare trække ham ind til sig, og kærtegne hans bløde hud, og kysse ham inderligt, og undskylde overfor ham. Men han kunne heller ikke klare tanken om at skulle miste sig selv igen, og måske gøre skade på hans elskede. Han fik ham indenfor og lukkede døren og fik ham placeret på en stol i køkkenet og fandt en klud, og strøg hans pandehår væk fra såret i panden, og duppede det forsigtigt.

David så op på ham og sank en klump, da han ikke anede hvad ahn skulle sige. han puttede sig ind til ham og tænkte sig om "det var ikke din fejl" hviskede han stille, da han ikke ville havde at Embry troede det var hans fejl. han sank en klump igen for at stoppe sin hulken og snøften. han lukkede sine øjne hårdt sammen, da han hørt hvad han sagde og pludselig ikke var tæt på EMbry mere "men.. det er ligegyldigt... jeg vil... jeg vil bare være tæt på dig" sagde han ynkelig og så ned i jorden, men lod sig så blive slæbt med. han kunne mærke smerten fra sine knæ hver gang han tog et skridt. David fuglte bare med Embry og stirrede ned i jorden, imens han lyttede til EMbry's skridt og så lidt op på ham, da han mærkede sit pandehår blive strøget væk. han ignorerede smerten, da den psyciske smerte var så meget værre.. han frygtede virkelig dette ville blive deres forholds endeligt "vil du så forlade mig nu?" spurgte han trist og stirrede ham ham med sørgmodige øjne. han græd dog ikke mere, da han ikke havde flere tåre tilbage.

Embry sagde ikke noget til det han sagde først, selvfølgelig var det da hans fejl! Det var jo en del af ham, det var hans problem som han burde have afskaffet for længe siden. Han så på det han lavede, og lyttede til ordene. Han forstod ham ærlig talt ikke.. men det var nok heller ikke meningen. Han fik renset såret på hans pande, og så på de store grøne øjne. Han sank stille en klump, og strøg ham blidt over håret. "Jeg elsker dig.. så højt så du ville tro det var løgn.." hvisked ehan næsten lydløst. "Jeg kan ikke leve med at du er i evig fare for at jeg gør dig fortræd.. jeg vidste der var en mulighed for det dengang vi startede det her.. men jeg troede ikke det ville ske, jeg troede at det var væk for evigt.." hviskede han stille og slap ham, og satte sig på gulvet. "Jeg vil ikke ødelægge dig.. jeg vil ikke skade dig på nogen måde, jeg vil ikke være en trussel mod dig.." hviskede han ulykkeligt. Det var jo det han var, en trussel mod dem han elskede. "Jeg ved ikke hvorfor de ikke bare spørrede mig inde for livstid.. jeg skulle nok også være blevet på anstalten.. men.. men jeg kan ikke fortryde at jeg elsker dig" hviskede han med en opgivende bevægelse.. Han vidste ærlig talt ikke hvad han skulle gøre.

David stirrede bare å¨ham og lyttede til alt det lort Embry lukkede ud.. efter David var det lort og dårlige undskyldninger.. han vidste det ville gøre mere ondt på ham hvis Embry forlod ham end hvis han prøvede at slå ham ihjel. David lyttede til den ulykkelige dæmon der sad på gulvet overfor ham og træk ikke en eneste mine. det var som om han var blevet et statue og sad fast i sin sørgmodige humør. men pludselig så han ned "det vil gøre mere ondt hvis du forlod mig... det vil ødelægge mit liv... jeg har dig... mere har jeg ikke tilbage... ikke engang min bedste ven har jeg kontalt til længere...du er den sidste jeg har tilbage..." sagde han og snøftede, men rejste sig så op. tårende var begyndt at trille ned af hans kinder igen "men hvis du virkelig vil forlade mig... bare på grund af dette... så må du godt gå.. knuse mit liv" sagde han i stor græd, imens han pejede mod gangen. han var ligeglad med sine sår for hvis hans elskede forlod ham lige om lidt var livet ligegyldigt.. og gøre det forbi også var sådan nogle sår ligegyldige. David var så ulykkelig som han aldrig havde været før og han kunne allerede mærke ensomheden og den store sorg fylde sin krop.

Embry sad og så på ham, og så på det meget sten agtige ansigtsudtryk som David præsterede. Han sank stille, og ventede lidt på at han sagde noget, da han var så stille. Han lyttede da David endelig rykkede sig lidt, men kun så han så endnu mere trist ud. Han ville holde om ham, kærtegne hans rug og fortælle at han elskede ham, men det virkede ikke som det rigtige tidspunkt, og han ville gerne høre hvad David havde at sige. "David.. jeg ødelægger dit liv ved bare at være her.." hviskede han stille, og så på ham. Han brød sig ikke om at han græd, han kunne ikke lide at hans elskede led på den måde på grund af ham. Han rejste sig stille og så på ham "Du siger det som om det er en bagatel.. hvorfor tror du jeg har tilbragt næsten det halve af mit liv på instituioner? For at hygge mig?!" sagde han en smule vredt, han forstod ikke hvorfor David ikke forstod, hvorfor han lød som om hele hans verden ville falde sammen.. men ville hans egen verden ikke også det? Han bed irriteret tænderne sammen. Han så på ham i nogen minutter der i Embrys hoved føltedes som timer.. "Pas på dig selv.. lad være med at gøre noget dumt" mumlede han så, og vendte om og gik ud i gangen. Han vidste at David ville kunne komme videre, men han nægtede at vide at han kunne gøre skade på den person han elskede. Han kunne slet ikke tænke tanken at han ikke ville komme til at se ham igen.. måske nogensinde?

David stod bare helt stille og så ud i luften med tårene trillende ned af sine kinder. han så ikke engang efter Embry, da han vidste han ikke kunne blive stående så. EMbry havde valgt, det som David håbede han ikke havde valgt. David lod sin arm falde ned ad siden på sig selv og sank ned på stolen igen "jeg ved udmærket godt du ikke bare hyggede sig.. jeg ved mere en du ved... jeg er ikke bange for din dæmon... jeg er bange for at miste dig" hviskede han næsten lydløst og vidste EMbry var for langt væk for at kunne høre det. han rystede nu i hele kroppen og kunne direkte mærke sit hjerte splintre. det gjorde så ondt i brystet og det hele virkede så syrealistisk. han sank en klump oh vidste han ikke ville kunne passe på sig slev og det havde han bestemt heller ikke tænkt sig. hvis han ikke havde Embry kunne han lige så godt fuck hele livet op til han fandt en der kunne gøre det forbi. David kunne mærke der ikke var mere at komme efter, det var sket og han vil aldrig kunne smile igen. det var han helt sikker på.