Hvorfor er vi her? (Azair)

s: domkirken eller lige udenfor
v: køligt men stadig dejligt, dog lidt vådt
o: udenfor huse og indenfor...hvad der nu er i en kirke
t: aften

Zean gik roligt af sted af en vej han faktisk ikke havde været på før, Werclare var ikke hans foretrukne by.
På havde han en sort vinterjakke, nogle mørke bukser og nogle kondisko. Hans sorte hår strittede lidt og hans mørke øjne gled roligt rundt på omgivelserne.
Vejen var våd og fuld af vandpytter, endelig var sneen ved at være smeltet helt væk men havde nu bare oversvømmet den halve by.
Han så op og stoppede pludseligt op, foran ham rejste sig en stor bygning, faktisk flot nok, i et øjeblik tænkte han på mange af de kirker han havde set gennem tiderne, men han havde aldrig troet på noget, han havde levet så længe...set og oplevet så meget...det kunne umuligt eksisterer en højere magt!
Dog han var han alligevel nysgerrig, hvordan så den enlig ud? Han havde jo, igen, set en masse...
Inden han rigtig vidste af det gik han op af gruset og ind gennem den lille port, inde i kirken gav hans skridt genlyd mens han bevægede sig op af midtergangen mod alteret. Her var....kedeligt, men alligevel flot nok, faktisk.

Inde i et rum lød en gentagende lyd af flasker der knustes, næsten taktafst, og hvis man skubbede den halvåbne egetræs dør op kunne man se en kniv der susede mod en lille rund flaske med et kors på. kasteren måtte altså stå i en blind vinkel når man kom ind.. altså havde personen en klar taktisk fordel.

Azair smilede mens flaskerne med vievand smadrede som hendes knive ramte dem.. hun havde desværre ikke ubegrænsede mængder knive, så en gang i mellem måtte hun over at hente dem, og hver gang var hun meget forsigtig med at tørre knivene af først.. hun gad bare ikke brænde sig på det lorte vand! Hun havde ved et tilfælde fundet et mindre depot af vievand her i domkirken og eftersom englene endnu ikke havde valgt side, ville hun helst ikke tage nogen chancer, så hun havde hurtigt trukket vievandet over i den anden side af rummet, så hun selv kunne stå skjult.

Azair hørte ikke skridte på grund af den høje lyd når flaskerne knustes, så hun fortsatte med at knuse den sidste række af dem, mens det hellige vand sivede langsomt ned i revnerne i stenene.

Zean hørte pludselig lyde af flasker der blev smadret fra et rum ved siden af alteret, normalt der præsten kom fra når der var gudstjeneste, m.m.
Selv var han også lidt forvirret med englene, nogle ville kæmpe selv mod begge racer, andre valgt dæmonerne.
Han overvejede kort hvad han skulle, siden lyden ikke var holdt op havde personen ikke opdaget ham, han havde altså overraskelsesmomentet.
Vis det altså var en...agressiv en.
Han så sig lidt omkring, intet der kunne bruges som en rigtig våben...Han samlede kalken op fra alteret og overvejede igen sine muligheder, han vidste ikke hvem der stod der inde eller hvad personen lavede, men måske...man vidste jo aldrig om nogen ville hoppe på ham som han gik ind, så i stedet satte han kalken hårdt på alteret igen, så man kunne høre en højt klonk, hvilket blev forstærket af at der var højt til loft.
Han kravlede om bag alteret og gemte sig mens han forsigtigt så rundt om hjørnet, ville personen komme ud? Havde personen hørt det?
Han havde en kniv spændt på det ene ben, rolig tog han den op og holdt den klar i sin hånd, selv om han ikke vidste om den ville bringe nytte.

Azair hørte det høje klonk, og gik stille hen til døren. først nu indså hun hvor meget det måtte have larmet, og lidt irriteret på sig selv trådte hun hen til dørenog kiggede forsigtigt ud, så det eneste en iagttager ville kunne se var et par store næsten hvide øjne og noget langt sort pandehår.
Hun var lidt nysgerrig, men også lidt nervøs.. for hun havde jo hørt om krigen mellem hendes slags.. det var sikkert bare en magtkamp, men når det kom til overnaturlige, og tit ret voldelige individer, så kunne en simpel magtkamp godt blive alvorlig.. og hvad nu hvis det var en dæmon der var ude i kirken? det ville være.. uheldigt!

Igen var at se i den store domkirke, og hun havde ellers et ret godt udsyn, men nysgerrigheden, og den rastløse nervøsitet drev hende ud i det store rum, og hendes blik faldt på det sted hvor hun regnede med at lyden var kommet fra. snart stod hun midtskibs, altså midt i kirken, og så forsigtigt op imod alteret før at hun forsigtigt gik op imod alteret og kalken.. det måtte være kommet herfra.. men hvor var personen der havde fået noget til at lave lyden!? hun indså nu det dumme i at vove sig helt derop.. det ville være alt for let at fange hende!

Hans tanker fløj hurtigt gennem hans hoved da han genkendte skikkelsen der langsomt kom gående. Azair! Han havde haft den sjoveste jagt sammen med hende...Well...Altså...Den havde været god. Rettede han sine tanker. Han så lidt på hende, hvordan tog hun krigen? Mente hun at det var hendes pligt at slå alle dæmoner ihjel? Kunne de over bare tale sammen? eller ville hun gå direkte til angreb. Han satte kniven fast i hans sko, han ville ikke virke angribende lige med det samme, det gav dem måske noget tid til at tale?
Han rejste sig op og trådte et halv skridt væk fra alteret.
"Davs Azair!" smilte han roligt og så på hende, hvad ville hun gøre?

Lettelsen over at høre en velkendt stemme, fik hende for et øjeblik til at slippe af, men så huskede hun at indehaveren af stemmen også var en dæmon... det fik hende til at rette sig op igen, og se mere vagtsom ud, den vagtsomhed kunne også høres da hun hilste:
"hey Zean.. længe siden.."
Hun smilede til ham, men det var ikke til at sige hvor ægte det var, for hun var ikke sikker på hvad hun skulle gøre.. han var jo dæmon..

"du kender vel til krigen.. og du ved vel også hvordan vi begge burde reagere.. for jeg gør ikke.."
hun lød lidt tøvende, og nervøs, næsten stammende.. hun havde ikke lyst til at slås med ham.. han var en af de meget få personer som hun ville kalde en ven, og de få folk ville hun ikke miste på grund af en dum magtkamp.. som hun bare så alt dette her som..
"eftersom englene endnu ikke har valgt side ville jeg lige sikre mig at i hvert fald nogen få af deres vievands depoter er ødelagt.. det stads er noget møg, som gør ondt ind i helvede.. vær glad for at du ikke har prøvet det.."

Han nikkede lidt og satte sig på alteret og så roligt på hende, i det mindste havde hun ikke angrebet ham og det lettede lidt, Azair var en af de få vampyrer han faktisk ikke ønskede at slås mod.
"Well, i teorien burde vi hvæse af hinanden, tage bestik af hinanden, angribe hinanden og håbe på den ene dør.." smilte han til hende
"...Men vis du spørger mig...Har jeg mest lyst til at se bort fra det lige nu, selv om det på intet punkt skal tages som at jeg ikke holder med dæmonerne, for det gør jeg....Me englene" han trak på skuldrene
"Nogen vil samme med os, andre vil slås mod os begge, det er ikke helt til at vide hvad de vil" sagde han

"jeg forholder mig neutral i denne her overdimentionerede magtkamp.. hvilken grund har jeg til at slås? dette her er de andre vampyrers kamp.. det de har higet efter.. det er ikke min kamp.."
hun skar ansigt, og fulgte med en finger en marmor søjles årer, mens at hun så irriteret ned i gulvet over at hun skulle blandes ind i en krig på grund af andres problemer.. det gav ingen mening i hendes hovede.. absolut ingen mening..

"tak for at du ikke gider slå på mig.. jeg er ikke rigtigt i humør til det,.. og med hensyn til englene, så må de gøre hvad de vil.. men jeg kan lige så godt ødelægge vievands beholdningen hvis jeg kan.. specielt hvis de vælger jeres side.."
hun trak ligegyldigt på skuldrene, men kunne ikke ryste den anspændte følelse af sig.. den havde sat sig fast, og ville nok ikke give slip lige foreløbig..

Han nikkede og så lidt på hende mens han tog kalken i sine hænder og legede ubevidst med den.
"Nånå" smilte han så og lod blikket glide rundt på omgivelserne.
"Hvordan har du det ellers?" spurgte han og så på hende igen, han havde deres sidste møde klart i hoved og de var ikke skilt som fjender. Så lidt interesseret kunne han da godt være...Var han.

"godt nok.. så godt som man nu kan have det som vampyr, når der er en krig mellem vampyrer og dæmoner under opsejling.. men hvordan startede den egentligt?"
hun bemærkede hans legen med kalken og så lige kort på den, før at hun så op på ham igen.. deres sidste møde havde været rart nok, og det gik hun også ud fra at han syntes siden at han ikke havde lyst til at slås med hende.. og det var jo godt at vide hvor man havde venner.

"hvad med dig? noget nyt siden sidst?"
hun regnede med at der var et eller andet nyt, det v ar trods alt et stykke tid siden at de havde set hinanden sidst.. og det var vidst også ren høflighed at spørge at folk.. regnede hun med..

Han trak på skuldrene
"ingen ved det rigtig, tror jeg, pludselig var det der vist bare, folk siger de...vi, er blevet ueninge om hvem der er stærkest og burde bestemme i området..." han trak på skuldrene, det lød lidt som f.eks. bandekrig, hvem var stærkest? Hvem har krav på territoriet?
"Jeg har det fint....Det er faktisk sket en masse" han smilte af det men ventede med at sige hvad.
"Er der sket noget nyt for dig?" spurgte han igen og så på hende endnu en gang.

"hvor barnligt.. en simpel magtkamp.."
Det var Azairs eneste kommentar til hans mening om bandekrigens opstart.. der var bare en af de slags kampe som man ville komme ud for så utroligt mange gange i løbet af liver som udødelig.. hun var allerede blevet træt af dem.. de var så kedelige.. altid det samme.. magt og territorier.. territorier og magt..

"fortæl dog? skal jeg til til at forhøre dig for at få det at vide eller hvad? og hvad der er sket med mig.. jeg har været lidt rundt omkring, og fundet ud af at mit tip-tip-tip-oldebarn kender til det overnaturliges ekistens.. for satan hvor lyder jeg gammel.. at jeg har et tip-tip-tip-oldebarn"
Azair smilede halvt opgivende og trak på skuldrene, mens hun gik op til alteret..

Han grinte lidt. Det undrede ham ikke at Azair sagde sådan, på en måde havde hun vel ret, han havde ikke rigtigt...oplevet de sidste par krige, så at der pludselig var en hvor han blev indblandet gav dagligdagen lidt liv.
Han trak på skuldrene.
"Nok ikke direkte forhøre...Men det er sikkert ikke noget du vil syntes interessant alligevel" sagde han, det mente han i hvert fald ikke, at han havde fundet en engel at stifte familie med, var det interessant? Han havde altid syntes andres små livshistorier var kedelige og gad derfor sjældent selv at snakke om sine.
Men man kunne aldrig vide.

"prøv dog at fortælle mig det.. du ved jo hvor nysgerrig jeg er!"
Hun så stædigt på ham, med de hvide øjne interesseret fokuseret på ham, mens hun spekulerede over hvad der skulle til for at han ville komme i gang med at tale.. det kunne da ikke passe at hun skulle til at krydsforhøre ham.. det ville være en underlig følelse at skulle til at krydsforhøre en af sine venner for at få at vide hvordan at det gik i vennens liv..

Han trak på skuldrene.
"Kort sagt skal jeg snart være far" sagde han så og så sig omkring som om hendes reaktion ikke interesserede ham eller noget.
han satte kalken på alteret igen da han opdagede han sad med den og så så på hende igen.
Der var uhyggeligt stille inde i kirken, deres stemmer blev forstærket af at der var højt til loft, men ellers stille...og mørkt, han kom til at tænke på om der måske var andre herinde? Måske en eller anden degn eller noget, som holdt øje med kirken? Men de havde jo ikke hørt noget, så det var ikke sikkert.

"du skal hvad!?"
Sagde vampyren højt, næsten måbende.. det var nok det sidste som hun havde forventet, men da hun var kommet sig over sin overraskelse smilede hun stort og klappede ham på skulderen..
"tillykke.. og husk nu at pleje barnets mor.. jeg kan fortælle dig så meget at det ikke er direkte nemt at gå rundt med fem kilo på maven.. jeg har prøvet det!"
Azair smilede skælmsk.. hun havde selv svært ved at forstille sig, sig selv som gravid.. det var så længe siden og hun havde været så ung.. hun var knap nok kommet sig over graviditeten da hun blev bidt.. det slettede nærmest de sidste par måneder fra hendes hukommelse, men hun huskede tyngden af maven..

Han så lidt på hende uden at smile.
"hun har stor mulighed for at dø under fødslen" sagde han ligeud, så vis hun overlevede og deres barn også gjorde...Så ville han være der for dem, beskytte dem.
Selvfølgelig tog han sig også af dem nu. Han så sig lidt omkring og hoppede ned fra alteret, som altid når han nåede ind til en emne han ikke brød sig om havde han mest lyst til at gå så han kunne slippe for mere nysgerrighed fra folk.

"det er jeg ked af at høre, Zean.. er der ikke noget man kan gøre eller?"
Azair, som på trods af at hun jo hørte til den anden fraktion i krigen, jo kunne lide Zean, havde pludseligt lyst til at hjælpe ham.. en højest uvant følelse for hende i disse tider, men måske var det, det at hun selv havde været mor engang, og at hun ikke ønskede at zeans barn også skulle miste sin mor til døden.. hun vidste det ikke, men hun havde en anelse..
Hun kunne godt se hans ubehag med enmet, men hun ville ikke lade ham flygte fra det.. før eller siden måtte han se det i øjnene..

Han mumlede noget uforstående og rystede på hoved. Det var altid farligt at føde et dæmons barn...OG bagefter var der bare flere anstrengelser, dæmoner var svære at opdrage. Han håbede bare barnet ville have noget engel i sig fra sin mor, så ville det nok blive bedre.
Han begyndte roligt at gå ned langs kirken og så på kirkens udsmykning, i håb om hun ville lade emnet falde, men hvad var der mere at snakke om? Han hade at få hjælp, hvad kunne andre som han ikke selv kunne klare? Han havde altid, og ville helst også altid, selv klare sine problemer.

"du kan ikke bare flygte fra det, Zean.. for hendes skyld, hvem end hun nu er! så er du medskyldig hvis hun dør.. som jeg ser på det.."
Azairs stemme var blvet kold, og den hørtes tydeligt i hele domkirken. azair svævede langsomt efter heam, og hvis han så bagud, ville han kunne se den kolde vrede i hendes øjne.. det var ikke hans stolthed der skulle forhindre barnets mor i at overleve.. så ville det være hans skyld at hun døde.. hun vidste at han nok ville blive vred over hendes ord, men hun var ligeglad.. hun kunne ikke selv få lobv til at se sit barn vokse up, og hun mente ikke at nogen kunne være bekendt at byde en mor det.. og da slet ikke barnets far!

Han vente sig hurtigt om mod hende og så slet ikke ud til at se hendes vrede.
"Hvordan kan du sige sådan? Uden du rigtig noget?!" han var ganske enkelt sur, vred, han havde ALDRIG tænkt sig bare at forlade hende, dem, han havde lovet, og ville, beskytte dem og være hos dem hele tiden, troede folk virkelig ikke at han kunne føle noget?!
"Jeg flygter ikke fra noget! Jeg havde aldrig tænkt mig at forlade dem, undskyld vis jeg har svært ved at dele mine følelser med nogen, det forekommer mig ikke normalt at gøre det, jeg frygter hun dør!" den eneste grund han sagde det, ud over at det var sandheden, var så hun kunne tage sine ord i sig igen.

"tror du ikke at jeg ved hvad du frygter.. det er squ ikke usædvanligt ved en svær fødsel.. og hvordan jeg kan sige sådan noget.. det kan jeg fordi at det virker som om at din stolthed nægter at tillade hjælp.. og hun må kunne få hjælp af nogen.. jeg er sikker på at du kan få fat i nogle helbredere.. sådan nogle gøglere render der sikkert også rundt i området og de må da kunne gøre noget for hende.. nu ved jeg ikke hvordan at dæmonfødsler virker, men er det ikke et forsøg værd at gøre noget i stedet for at lukke dig inde i dig selv!?"
Azair havde svævet helt hen til ham og hang lodret i luften så hendes ansigt med et par rasende hvide øjne hang lige uden for hans..

Han gik tilbage da han mærkede han var ved...tæt på bare at gå amok, slå hende. Og det ville han ikke.
Han anede ikke hvor han skulle starte eller slutte.
"Min stolthed? Hvad ved du om min stolthed? Jeg har lyst til hun skal overleve det her, jeg har lyst til vi får et barn sammen, men ja, jeg har ikke lyst til hjælp fra alle mulige åndssvage healere! Måske senere, det kommer an på hvad vi finder ud af, men ikke lige nu" han valgte ikke at kommentere det med at han lukkede sig inde i sig selv., han hade når nogen angreb ham, den måde han var på, selve ham, tro at de bare kunne sige alt mulig pis og selv tro på det ved rigtigt. Stod han måske ikke lige og åbnede sig? Måske var det dumt, men han følte hun ikke forstod det...Men hvem ville også det?

"sig mig, Zean.. er din ære vigtigere end hendes liv? er den? eller er du bare dum? Hvis du er så bange for at hun skal dø, sådan som du siger, så find noget hjælp til hende! noget som ville kunne give hende en større chance for at overleve! og hvis du ikke vil tale med mig om det så fint! men så tal i det mindste med hende om det!"
Azairs øjne glimtede vredt, som hun svævede op under domkirkens kuppel.. hun kunne godt se hans vrede, men ignorerede den, selvom hun alligevel foretrak at have lidt afstand hvis han nu skulle slippe kontrollen over den vrede.. han var jo trods alt en dæmon, og man vidste jo aldrig med den slags..
det var sikkert dem der havde startet alt dette her pis med krigen på grund af deres dumme stolthed, tænkte hun surt, selvom hun godt vidste at de havde været lige gode om det..

Han snerrede vredt, greb fat i en stol der stod i nærheden og kylede den gennem luften for at afreagere.
"Vi har talt om det!" sagde han næsten råbende, det gik pludselig op for ham hvorfor...Det var fordi han ikke kunne hjælpe hende, det der var snakket om var engle med healende evner eller noget lignende, noget han ikke kunne give hende, gøre for hende...
Han ønskede han aldrig havde sagt det, nævnt at han skulle have familie, han kom i tanke om noget andet, at familie var problemer, lige som venner. han rystede på hoved, bare fordi han var sådan her skulle dæmonerne pludselig havde skylden? Hvem var det lige der var dum?
Han snerrede, vente ryggen til og hende og skyndte sig mod udgangen, han gad ikke skændes med hende om det, hvorfor kunne folk ikke bare blande sig uden om som de fleste jo helst ville? DE fleste var bange for at blive involveret i ting de ville fortryde, hvorfor kunne det dog ikke forblive sådan? MEd alle?!