Hvorfor er vi her? (Azair)

Azair fløj igennem luften efter ham, med gnistrende hvide øjne..
"det var barnligt gjort det der, Zean.."'
Hendes hår lå for en gangs skyld flat ned over hendes ansigt, og udmattelsen var begyndt at vise sig i hendes øjne.. hun blev hele tiden stærkere, men det var første gang at hun holdt sig i luften så længe.. hun måtte til at træne igen..
Men hun var stadigt vred på Zean over hans dumme forstokkede stolthed, en ting som virkeligt ikke kunne tage når det kom til hendes venner.. jo jo stólthed var en god ting.. når den havde en grænse!

Hun overhalede dæmonen ved kirkesøren og stillede sig på kirkegulvet..

"Hvad er det du vil, Azair? Blive ved med at sige det samme igen og igen? For det er det du gør! Din stolthed er dum osv. gider ikke når det lyder som om du ikke høre" sagde han træt og hans vrede var som forsvundet.

//undskyld det korte svar^^//