ingen kender hinanden helt (Azair)

s: byen
t: aften
o: tomt
v: lunt og køligt
påklædning: sorte bukser, sort T-shirt, sort jakke, sorte sko

Zean kom roligt gående hen af gaden.
Han havde en almindelig kropsbygning, ikke for muskuløs, ikke for tyng.
Men selv om han ikke lige var den store muskuløse type var det alligevel som om han havde en skjult kraft i sig.
Hans mørke øjne gled rundt og lagde mærke til omgivelserne, men der var ret tomt, da det var sent på aftenen, himlen var fuld af stjerner og en halvmåne som skiftevis blev skjult bag nogle skyer.
Her var faktisk ret fredligt og roligt, måske lige med undtagelse af fulde teenagere rundt omkring.
De ville have været et nemt offer, men han var ikke særlig sulten lige nu.
Han smilte lidt af tanken om bare at kunne tage sjælen fra en....og så var deres liv bare væk, inde i hans krop og gav ham styrke.

det er ikke til at sige hvad der skjuler sig i skyggerne når der er vampyrer i nærheden.. og sådan var det også den aften.
Inde i en port til en baggård stod en lav kvinde, ved navn Luciel, for det meste bare kaldet Azair. Hendes sort/røde hår stod pjusket til alle sider, bortset fra det lange pandehår der indrammede et marmorhvidt ansigt. Kvindens øjne fulgte også nogel fulde teenagere, men smilede bare dovent af dem. Hun var ikke i humør til at jage, mere bare til at iagttage menneskerne rundt omkring hende.
Så blev hendes blik fanget af en ung mand på omkring hendes alder, han var ikke så muskuløs, men et eller andet ved ham gjorde at han tiltrak sig hendes opmærksomhed.
nysgerrig forlod hun sin trygge skygge, og gik ud midt på gaden. hendes lave, yndefulde skikkelse med de bløde former gjorde at hun også tiltrak sig en del opmørksomhed.
Azair smilede.. Hun så godt ud og hun vidste det.

Han fornemmede nogen bag sig og en svag lugt af vampyr nåede ham.
Han smilte lidt, vis vampyren var sulten var det den forkerte personen jagede.
Han gik lidt videre og lyttede til sin forfølger, vampyren var stille i sine bevægelser.
Så, pludseligt, vente han sig rundt og så direkte på vampyren.
Han lod blikket glide over hende.
"Jamen dog" smilte han og lagde den ene arm om sig om brugte den som støtte til den anden arm.
"Ude og jage eller bare ude og forfølge forskellige?" hans mørke øjne var venlige, men han havde lært at lege skuespil selv med sine øjne.
Han studerede vampyren, vampyre var hurtige, smidige og stærke, de fleste var gode til at kæmpe og de kunne alle sammen et eller andet.
Denne vampyr så dog ikke så værst ud og der var et eller andet der sagde ham at der ikke var nogen grund til at frygte kamp lige nu.
Nok hans indre stemme, den havde med at sige noget til ham og den havde jo faktisk ret det meste af tiden.

- Du virker anderledes end de andre.. Jeg blev nysgerrig.. For du er tydeligtvis ikke et menneske.
Måden hun talte på var mere syngende end normalt og lød næsten irsk. hendes ord blev ledsaget af et smil, som var svært at tyde noget ud af, bortset fra at hun havde nogle ualmindeligt lange og spidse hjørnetænder. Hun stolede ikke på ham. Det havde hun igen grund til endnu.
- Men det er sjældent jeg direkte forfølger andre.. Det plejer der ikke at være grund til.
Imens stillede sig med hænderne i siden og så vurderende på ham.. Hvad er det ved ham der er så anderledes end de andre mennesker, begyndte hun at spørge sig selv om, ret interesseret i svaret. Hun kom hurtigt frem til at det virkede som om at han havde en slags indre styrke.. hvilket ville sige at han nok kunne noget med sindet.. i form af noget magisk.. det fik hende til at være mere på vagt.
- men hvis du ikke er menneske, hvad er du så? jeg kan ikke tro andet end at du ved hvad jeg er.

"Selvfølgelig er jeg anderledes" smilte han let
"Ja, min kære vampyr...Jeg er sjæledæmon" han bukkede elegant, ikke af nogen grund, men fordi han syntes det var sjovt.
"Jeg er beæret over du vælger at forfølge mig så" svarede han blidt og kiggede sig kort omkring, men da alt var roligt kiggede han igen på vampyren.
Han anede en svag form for vagthed var hende, hun stolede altså ikke helt på ham, men hvorfor skulle hun også stole på en helt fremmed? Det var faktisk klogt at lade være.
Men han havde ikke tænkt sig at bruge sin evne, han ville for sjov få hende til at stole på ham, vis han kunne, en vampyr var jo altid nyttig.

- Sjæledæmon.. sådan en har jeg ikke snakket med før. I tager folks sjæle, eller hvordan skal det forstås?
Det med at han var en sjæledæmon gjorde hende bare endnu mere sikker på at han kunne noget med folks sind, og hun vidste at hun skulle være forsigtig, og i sit sind forstærkede hun sine mentale mure..
Men på trods af alt msitænksomheden var hendes nysgerrighed næsten også lige så stor. Hendes usædvanlige, hvide øjne var fokuseret på hans ansigt, og man kunne tydeligt se nysgerrigheden i dem. For folk der ikke havde set hende tæt på kunne det godt se ud som om at hun var blind, men det var en stor fejl at tro det. Hun så lige så godt som alle andre vampyrer..

"Det kan man godt sige, vi spiser sjæle" smilte han
"men det er vel også det samme" han trak på skuldrene og så nysgerrigheden hos hende, men stadig også hendes vagthed.
"anyway, jeg er Zean" smilte han, mennesker følte sig normalt mere rolige nå de kendte navnet med den de snakkede med, men han vidste godt at det var forkert at samligne en vampyr med menneske...
Han så opmærksomt på hende, men ud over opmærksomheden var det ikke til at vide hvad han tænkte eller følte.

- Jeg er Azair.. Men mit navn er ikke så vigtigt. Men hvad sker der med dem du tager sjæle fra? dør de?
Da hun sagde sit navn blev hendes accent meget tydelig igen, selvom den ikke var til at høre ret meget når hun bare talte normalt.
- og har jeg ret, når jeg siger at du kan manipulere med mennesker som du har lyst?
Nu var nysgerrigheden blevet af en mere kold interresse, og hun spurgte ikke bare for at få sin nysgerrighed stillet, også mere bare for at få at vide hvad hun kunne vente sig. Et øjeblik så hun meget intenst på hans ansigt før hun vente sig halvt fordi at nogle teenagere havde nærmet sig.. hendes øjne var skjult af skygge og hun lignede næsten en normal pige, hvis man så bort fra den hvide fejlfrie hud, og de røde striber i hendes hår der så helt naturlige ud, hvilket de også var.

"Kan en krop leve uden hjerne?" spurgte han som svar på det
"Kroppen er jo bare en skal, nå jeg tager det er styre kroppen" han trak på skuldrene
"Er der kun den tomme skal tilbage" han smilte blidt og studerede hende lidt, hendes spørgsmål var for meget rettet direkte mod ham og det kunne han ikke lide, han gik ud fra hun samlede oplysninger for at vide hvor hun stod i forhold til ham, noget han også selv gjorde.
"Jeg synes jeg her fortalt nok om mig selv lige nu, vis du siger mig din evne siger jeg dig min" svarede han og kiggede uinteresseret på en flok teenagere.

Azair drejede sig mod ham igen, og hendes elegante ansigt lyste op i et smil for hun kunne godt se hans ubehag, hvilket gjorde at hun tolkede det som at ja til hendes spørgsmål.
- jeg kan telekinse..
Hun lavede en hurtig praktisk demonstration ved at hæve sig selv et par centimeter op i luften, i nogle sekunder før hun stod på jorden igen. Det kostede nogle kræfter at løfte sig selv på den måde i længere tid, men dette her var slet ikke nok til at hun havde udmattet sig selv. hun ville stdigt kunne slås, hvis Zean nu skulle finde på noget..
- og nu.. er det din tur.. vis mig hvad du kan.
Vampyren så utroligt munter ud som hun stod der, afslappet med et skævt smil der lyste hendes ansigt lidt op.

Han grinte lidt
"Praktisk" svarede han til hendes evne.
"Altså..." han så sig omkring for at finde den rigtige, endelig kom der endnu en lille flok unge drenge forbi, de var tre....
Han stirrede intenst på en af dem, med den tanke i hoved at alle mennesker havde en tendens til at mærke nå der blev stirret på dem og ganske rigtigt kiggede drengen hen mod ham og de fik for en kort tid øjenkontakt.
Så drejede drengen hoved væk.
"Hvad synes du kunne være sjovt?" smilte han og så på Azair
"Hvad vil du have ham til?"

- mhm.. meget praktisk.. selvom jeg i starten var lidt skuffet over min evne..
Hun tier da Zean bruger sin evne, og ser interesseret på drengen. Følger hans minespil med interesserede ishvide øjne. hun lyder lidt overrasket da dæmonen begynder at tale igen, og hun svarer..
- så nu vil han gøre lige hvad du vil have ham til? hvis det er sådan er jeg glad for at man siger at vampyrer ikke har nogen sjæl. det er din, hvad skal man kalde det, tjener eller slave? så du må vel bestemme hvad han skal lave.. men gerne noget med ild.. ellers er det op til dig.

Han grinte
"Han kan blive min slave...eller dukke som jeg fortrækker at kalde det, men ellers leger jeg bare med hans hoved..." han så lidt efter drengen
"Det er som en spindelvæv der spreder sig i hoved på en, de fleste mærker det ikke, som drengen her...spindelvævet har snore rundt i hele hoved og på den måde kan jeg gøre som jeg vil, jeg kan også tvinge informationer ud af ham...men det er selvfølgelig sværre" han smilte lidt
"Det bliver nok ikke noget med ild" sukkede han blidt og drengen til at slå en af de andre drengen, øjensynligt uden grund.
den tredje dreng stoppede overrasket op og snart rejste den anden sig op og slog igen og på den måde havde han startet en slåskamp mellem dem.
Han kiggede roligt på inden han trak sig væk fra hans hoved igen og drengen kiggede forvirret på sine venner og forstod ikke en brik.

- hvordan er det sværere med informationer?
Azair betragtede interesseret slagsmålet og var ved at le højt da Zean trak sig ud af drengens hovede, og efterlod drengen fuldkommen forvirret, men hun kvalte latteret og nøjedes med et skævt smil.
- det lyder ret indviklet for mig.. med min evne sender jeg bare min vilje imod et eller andet, som så bliver løftet op.. gad vide hvor meget jeg egentligt ville kunne løfte.. jeg kom lige til at tænke på, er der mange sjæledæmoner?
Hun gik smidigt over mod Zean så hun stod ca en halv til en hel meter fra ham. Hendes sorte T-shirt sad tæt til hendes slanke krop, men den afslørede også nogle muskler i hendes arme. Vampyren var tydeligtvis ikke uerfaren med slåskamp.

Han så opmærksomt mod hende da hun nærmede sig ham
"Jeg ved ikke hvor mange der er" svarede han kort og smilte lidt
"Ja, det lyder nok lidt forvirrende....Ser du, jeg går jo bare ind og styre forskellige ting i hjernen eller giver beskeder" sagde han
"Men for at få informationer skal jeg længere ind i selve personen...det er også let nok, men at styre alle de tanker der er der" han rystede på hoved
"Det er ikke ligefrem noget jeg har øvet mig, men kan godt" han så mod drengene igen, istedet for at slås var de istedet begyndt at skændes.

vampyren fuldte hans blik over mod drengene og hendes smil var koldt.
- du fik godt nok sat noget i gang derovre.. men det vil sige at du skal helt ind til personens tanker og at det er det, der er det besværlige? og da du gav drengen besked på at slå en af de andre, strittede han så ikke imod? eller er det umuligt?
Zean burde godt kunne høre at Azair ikke er nogen gammel vampyr, så meget som hun spørger. De fleste ældrere vampyrer ville syntes at det var under deres værdighed at spørge så meget. Men hun er ligeglad med om hun virker lidt mere nysgerrig end så mange endre vampyrer. Hun er jo heller ikke så sammel, kun omkring de 125 år gammel.

"nej, det er nemt nok at ind til dem, men at finde en information mellem millioner?" sagde han og på en måde lidt træt af det her.
"Så er det nemmere, og sjovere, at lade dem få lidt smerte så de selv kommer frem mellem det" sagde han
"Jo, der er nogen der stritter imod, men selv om de gør det kan jeg for det meste få min vilje alligevel" han tænkte på Nikki
"Der er også nogen der simpelthen er immune for det, men det er mest vis deres evne gør dem det" han trak på skuldrene
"ved du nok nu?" sagde han og begyndte pludselig at gå igen.
Selv var han også gammel, 850 år...Dæmoner lever jo evigt medmindre de bliver slået ihjel.

Et øjeblik var Azair i tvivl om hun gad følge efter, men beslutter sig så for at indhente ham.
- ja.. jeg ved nok for nu.. og jeg ved at jeg stiller for mange spørgsmål, men hvordan skal jeg ellers få tingene at vide på.
hun fulgte uden problemer Zeans tempo, men hun så ikke på ham mens hun talte. istedet prøvede hun at trænge igennem skyggerne med sit blik, mens hun tavs gik ved siden af ham. stadigt var hun itvivl om hvad hun skulle mene om sjæledæmonen ved siden af hende. hun kunne ikke helt beslutte sig for hvad hun syntes om ham, men lod det så ligge efter at have tænkt over det i noget tid.

"Ja, selvfølgelig, men ikke flere spørgsmål om mig eller min evne" sagde han og smilte lidt
"De trætter mig" han så sig lidt omkring men fandt intet der var særlig interessant.
"Men hvad har du så fundet frem til?" smilte han og så på hende
"Synes du jeg lyder som en svær, let eller måske tilpas, modstanden, vis det var gået den vej?"

- tilpas, vil jeg tro..
et stort drillende smil lyste hendes ansigt op, selvom hun godt vidste at svaret muligvis ville provokere ham, men hun var ret sikker på at han ikke ville blive en let modstander, men da hun ikke havde ret meget af en sjæl tilbage så ville det måske gøre det lidt sværere for ham.. håbede hun.
- jeg ved at du ikke ville have været en let modstander, men nok snarere et sted mellem tilpas og svær.. for jeg er ikke i tvivl om at du er stærk..
hun smilede stadigt drillende, så man kunne let blive i tvivl om hvor vidt hun mente det eller ej..

Han nikkede og var ikke særlig interesseret i hendes drillerier, men mere i hvordan hun så ham i forhold til sig selv, hvilket også sagde noget om hvor stærk hun nok selv var.
Han havde aldrig slås mod en vampyr før, for det meste brugte han bare sine talegaver og kunne på den måde undgå det eller også havde han det bare godt sammen med vampyre, det var jo ikke en hemmelighed de to racer havde det godt sammen.
"Interessant" smilte han og nikkede lidt, han var ikke let at drille da han for det meste var van til at overse det, ikke noget han gjorde bevidst.

- hvad med dig? hvor stærk tror du at jeg er?
Azair så interesseret på ham. folk havde nogle gange sådan en kedelig vane med at undervurdere hende, hvilket de til kom til at fotryde senere. holdsageligt undervurderede de hende på grund af hendes ringe højde og undom.. men de plejede at glemme det om hun rent faktisk kunne slås..
Hun så ligefrem igen, mest for at se hvor hun gik, men også bare for at overservere menneskerne. det var noget hun gjorde tit..

Han drejede hoved blidt og kiggede lidt på hende og huskede hendes telekinese.
"Jeg tro også du ville være en god modstander" sagde han og kiggede op mod himlen, for at studere stjernerne.
Men han kiggede snart ned igen da han huskede hvor han var.

Azair begyndte hurtigt at tænke over om han mente det eller ej, men droppede det snart.. det kom der jo alligevel ikke noget ud af.
- tak..
hendes stemme var lav og stille, imens hun også løftede hovedet for et øjeblik at betragte stjernerne der blinkede over deres hoveder. hun følte sig altsid så lille når hun så på dem, en følelse hun godt nok var vant til. så blev hendes øjne fanget af månen, og hun mumlede noget der lød som.
- gadeften, luna.. min moder..
vampyren havde altid holdt meget af månen, selv da hun var menneske, men hun kom til at holde endnu mere af den som forvandlet. snart sænkede hun dog hovedet og såå igen hvor hun gik.

Da han hørte hende hilse månen kom han til at tænke tilbage i tiden, den gang han var blevet snydt, narret eller hvad man nu kaldte det.
Og så af hende.
Det var en af grundene til han var som han var nu.
Han mumlede et eller andet uforståeligt da der pludselig lød et skrig bag dem.
Han kiggede hurtigt op og tilbage og så drengene fra før, de var ikke kommet særligt langt, man var åbenbart blevet så meget uvenner at en af dem havde trukket an kniv og skåret den forvirrede dreng over armen.