Fredfyldt...

Alanna sad på en lille sten der halv var i vandet og halv på land. Hun så ud over søen der lignede smeltet sølv pga. den store runde måne der spejlede sig i den. Hun sukkede kort.
*hvor er det smukt* tænkte hun fredfyldt. Hun elskede og være her på dette tidspunkt. Ingen mennsker. Ingen larm. Bare væk fra alt og alle.
Hun begyndte og nynne og lidt efter gik det over i sang.

sang hun med sin smukke og klare stemme. Det hun sang var et vers fra Silverstein - True Romance.

Gabriel stod oplænet et træ så den kastede en fed skygge ned over ham.
Han stod og lyttede til hendes sang.
Hårene rejste i hans nakke da hun begyndte at synge og han rørte lidt lydløst på sig.
*Jeg har intet imod hende...* Tænkte han stille og kiggede så rundt om træet.
Skridtene gav ingen lyd da han listede hen til hende.
"Happy HalloWeen!" Råbte han venligt til hende.

det gav et lille gib i hende da hun så/hørte ham.
"hvad...?" spurgte hun en smule forvirret.
hun kiggede på ham med et tøvende blik.
*han vil vel ikke...?* tænkte hun og snak en lille klump

//kommer du på chatbox gabbie? xp//

Han så hendes forvirrede og skræmte blik.
"Slap af... Jeg har intet imod dig eller andre elvere" sagde han venligt tl hende.

Hun slappede mærkbart af og hendes smil blev mere ægte.
"det glæder mig og hører" sagde hun med sin silkebløde og charmerende stemme.

"Undskyld det der tidligere" sagde han oprigtigt og kiggede ned i jorden med et pinagtigt udtryk.

hun rejste sig og gik med overmenneskelig elegance hen til ham og lagde sin ene hånd blidt på hans skulder.
"vi kommer jo alle til en gang i mellem og lave nogle småfejl" sagde hun med et blidt opmuntrende smil til ham. hun fik det til og lyde som om han kun havde kommet til og vælte en lille vase til en 10 på gulvet og ikke kastet en kniv i hende og givet hende en sove dosis.

"Du lyder slet ikke så sur" sagde han og sitrede igen kort da hun rørte ham.
Igen kunne det ikke ses, men han kunne selv mærke det.
"Jeg vil forrseten også undskylde at jeg prøvede at se dig i øjne" sagde han undskyldene.

hun slog affærdigende ud med hånden.
"der er intet og undskylde. det er fortid nu" sagde hun smilende
"jeg hedder forresten Witherspoon"

"Gabriel" sagde han og smilte venligt til hende, men det kunne ikke trumfe hendes charmerende smil og stemme.

hun rakte ham sin højre hånd
"men bare kald mig Alanna" sagde hun med et drillende glimt i sine øjne.
"hyggeligt og møde dig"

Han tog den med sin egen hånd og smilte skævt til hende.
"Og dit navn betyder?" spurgte han da han vidste de fleste elvere havde navne efter noget vigtigt.

hun trak på skuldrende
"det har jeg ikke gidet og nærstudere. men er opkaldt efter en menneske kvinde der var stædig og viljestærk som bare pokker" sagde hun med et lille grin


//det er Alanna fra bogen af samme navn skrevet af Tamora Pierce xp //

"Okay" sagde han og kigede lidt ud på vandet.
Hans hånd gled af ren refleks over en af hans knives skæfter.
Han lukkede øjne og tænkte længe over nogle ting.

hun gik lidt væk fra ham og lavede en perfekt pioette, så den flour lette kjole struttede ud fra hende. hun satte den ene fod foran den anden i 5 stilling og begyndte og grine. hendes latter var fin og klar og lød som en blanding mellem en melotisk rislende bæk og et fin sølvklokkespil.

Han sitrede endnu en gang over hende.
Hun var jo bare fantastisk.
*Hvordan kunne jeg få mig selv til at skade hende?* Spurgte han sig selv i tankerne.

"prøv selv en enkel gang" sagde hun med en stemme der var så uendelig fantasisk munter og stort set umulig og modsige.
hun gik let og elegant over til ham og trak ham blidt i armen for og få ham til det

"Nej... Jeg danser forfædeligt" sagde han til hende, men lod sig alligevel komme op og stå.

hun lagde en hånd på hans ryg og rettede den forsigtigt op så han stod med rank ryg.
"så stiller du dig sådan her" sagde hun og stilte sig med med den venstre fod lidt bag den højre
"så tager du venstre fod tilbage og sætter den med et lige ben bag ved, så ned så du hviler på hele foden og læner dig en smule tilbage så din højre hæl kommer lidt op fra jorden" sagde hun med en muntert tålmodighed

Han kiggede på hende og sagde langsomt "Nej... Jeg kan ikke, jeg danser forfærdeligt" sagde han, lidt tydligere og højere end han havde håbet.
"Unskyld" sagde han så lidt efter.

hun grinte sin særlige latter.
"det er helt i orden. der er ikke særlig mange der vil gøre det"

Han skælvede kort.
Ikke på grund af hendes latter eller kulden, men hans minder vældede frem i hovedet på ham.

hendes ansigt blev med et en maske af bekymring og alvor.
"hvad sker der?2 spurgte hun da hun lagde mærke til hans skælven

"Minder... De dukker altid frem" sagde han.
Han skuttede sig kort og tog en dyb indåndnig.

hun nikkede kort og forstående. hun havde selv vise ting i sin fortid som hun helst ønskede og fortrænge