Fredfyldt...

Han kneb øjne sammen og sukkede så opgivende.
"Kan i ikke snakke normalt?" spurgte han så lidt irriteret over det.

Alanna mærkede hendes usikkerhed og gættede at det var omkring Gabbie at hun avr usikker.
"han er til og stole på. sådan ca" sagde hun stille uden og slå væk fra elvisk. hun så på Gabbie
"gør det stadig ondT?2 spurgte hun venligt til ham på normalt sprog

"Jeg har prøvet værre" sagde han ærligt og slog let på den anden side at hvor hun havde sparket og der lød et lille knak.
"Meget værre ting" sagde han indforstået til Alanna og hentydede til dagen hvor han havde været i gang med at kæmpe sig til sit liv og til en anden Dusørjægere.

Milana vendte blikket mod elveren. Hun holdt blikket der, da hun ikke følte, at hun kunne stole på dusørjægeren.
"Hvad hedder du så? Og... Jeg føler ikke jeg kan stole på ham. Han..." Sagde Milana på elvisk og tav så. Hun kastede kun ganske kort et blik på dusørjægeren, og derefter så på den anden elver igen.

af hensyn til Milana snakkede hun igen i elvisk
"er forståeligt" sagde hun langsomt.
"men mit navn er Alanna Witherspoon" hun kiggede på Gabbie igen og snakkede igen normalt
"åhh den dag" sagde hun med et lille smil. det var den dag han havde kastet sin kniv i hende

Milana smilte svagt, og kun lige synligt. Hun nikkede til Alanna, og var glad for, at hun forstod. Hun brød sig ikke selv om dusørjægerere, og især ikke ham foran hende. Hun følte ikke, at der var tillid hos ham.
"Hyggeligt at møde dig.." Sagde Milana med en let rolig og svagt melodisk stemme på elvisk.

Han sukkede over det mest normale og satte sig bare på jorden med et iriteret støn over det.

" i lige måde" sagde hun muntert.
"men forstår godt at du ikke stoler på ham" sagd ehun i et dæmpet tonefald og selvfølgelig på elvisk.
hun vente sig om mod Gabbie for at han ikke skulle føle sig helt udenfor.
"men hvad skette der egenlig efter at jeg var smuttet?" spurgte hun og hentydede til den dag de først havde mødtes

"Tjoooh... Helvede brød løs" sagde han muntert.
Det var helt ærligt det han havde sagt.
Han havde været så tæt på at dø, at han stadig havde sår efter det og problemer med slag mod brystkassen.

"fortæl" sagde hun hurtigt og kort. hun så på ham med sit varme og charmerende smil som hun havde smilet til ham tidligere.

"Dæmonen angreb mig... Jeg fik klaret hende, sådan da og kom væk med en hjernerystelse... Da pludselig en Varulv kom frem og angreb med" Sagde han dramatisk.
"Han ville ha slået mig ihjel, hvis det ikke havde været for Den anden dusørjægere... Dæmonen forsvandt og jeg kæmpede sammen med Dusørægeren imod Varulven... Han flænsede hendes hals og min brystkasse" sagde han og knappede skjorten så arret var tydeligt.
"Pigen, altså Dusørjægeren, var tæt på at dø og jeg ville hellere ikke havde overlevet uden hendes lægehjælp" sluttede han af med en lille skulderrysten.

//Skal ud med hundene... Alle 3//

"hvad skette der med ulven?" spurgte hun nysgerrigt


//okay xp skrives^^//

Milana betragtede dem med en tilbageholden mine. Hun så mest på dusørjægeren denne gang. Hendes blik var roligt, uden at afsløre noget som helst.
"Hvad snakker i om?" Spurgte hun let med en rolig stemme, og hævede let det ene øjenbryn.

"vores første møde og hvad der skette efter at jeg var gået" sagde hun med et skævt smil.
hun så på milana.
"kom dog herhen og sig." hun tilføjede på elvisk
"og hvis han prøver på noget er vi jo to der er meget stærkere end ham" sagde hun med et lille knist at ondskab i sine mærke øjne.

Alyss stod bag et træ.
Hendes øjne var kort hadfulde..
Så de ville overmande ham? De stolede ikke på ham?.. Så kunne hun jo ligeså godt hjælpe. Right?
Alyss trådte roligt frem.
Hun lagde en hånd på Elverpigen(Alanna)'s skulder.
"Det skal du nu ikke regne med." Hendes øjne gnistrede faretruende da hun atter slap elveren og satte sig ved siden af Gabriel.
Hele hendes hals var der 3 lange store mørke flænger som fortsatte ned over hendes brystkasse.
Alyss's øjne afslørede ingenting, bortset fra det lidt hadfulge og kølige over dem selvfølgelig.
Hvis de så meget som prøvede noget..Hvis de sårede Gabriel..Så ville Alyss ikke tøve med at skyde pilen igennem bægge deres kønne øjne.

Alanna vente sig langsomt og meget tålmodigt om mod pigen(alyss). men hun kunne ikke skjule den aura af vrede der nærmest skød ud fra hende
"nå, men siden du står og lytter til andre folks samtale hørte du vel også at jeg stoler på ham og at det kun er vis han prøver på og gøre mig eller min artsfælle noget!" sagde hun spydigt. hun så på pigen med et ulmende blik.

Milana gik hen til Alanna med et let smil, og nikkede let.
"Du har ret... Vi er 2, og han er kun et menneske" sagde Milana dæmpet på elvisk. Hendes blik flakkede mellem dem. Hun lod sit blik ende på Alanna til sidst, og lagde let hovedet på skrå.
"Er det længe siden i mødte hinanden for første gang?" Spurgte Milana på elvisk Alanna, og så på hende med sit rolige blik, dog viste et glimt af smil sig.

Alanna vente sig væk fra pigen og så på milana. hendes aura var igen afslappet og det samme var hun.
"næ... det er 2 dage siden" sagde hun med et skævt smil
"og det første møde var alt andet end en succes"

Alyss smilede blot roligt til hende.
"Faktisk, Prinsesse," Sagde hun lettere Ironisk. "Så vil jeg mene at jeg kunne se dine øjne lige før. Og JA, jeg kan tyde folks øjne..Ja, jeg kan også tyde Prinsessers øjne hvis der skulle være nogen tvivel. Desuden var jeg ikke glad for det jeg så i dine. Og, desuden sagde jeg bare at i ikke skulle regne med at i var stærkere end OS" Hun lagde tryk op det sidste ord og smilede skævt til hende.
Alyss sukkede irriteret.
Nogle gange kunne det være upraktisk at vokse op blandt elvere..Tænkte hun mut.
Man kunne deres sprog flydende. Og det var ikke altid dejkligt at hører had de sagde til hinanden.

Milana nikkede let til Alanna med et svagt smil, men det hele forsvandt på kun få sekunder, da hun vendte sig mod mennesket - måske også en dusørjæger? Dog sagde Milana intet, og betragtede kun mennesket.

Alanna rullede kort med øjnene og slog over i et elvisk som var så særligt at kun elver kunne snakke og forstå det.
"hende der kan jeg virkelig ikke li" sagde alanna til milana på det særlige sprog

Alyss kunne ikke lade være med at smile.
Hendes øjne grinede lettere hånligt og hun trakl ligegyldigt på skuldrene.
Tåbelige elvere,
Alyss betragtede sin hånd og vukkede lidt fra side til side.

Clara kom gående, hun så meget rundt. for at træde de rigtige steder

"Kan jeg heller ikke" Svarede Milana i samme særlige elversprog, som Alanna brugte. Hun kastede et kort køligt og roligt blik på dusørjægeren. Milana var klar, hvis det blev nødvendigt. Hun lod let jorden under pigen, Alyss, ryste så det lige var, at man ville falde, hvis man ikke havde en meget god balance.