Fredfyldt...

"Undskyld.... Jeg skal ikke trække folk ind i mit rodede liv" sagde han så med et skævt smil.

"hvis du har brug for og snakke ud om det så snak løs. skal nok lytte uden og afbryde" lovede hun ærligt og så ham direkte ind i øjnene så han kunne se at hun talte sandt

Hans øjne var svømmende, men ikke som når man blev hypnoede.
Han græd svagt, "Takt" mumlede han bare og satte sig på jorden.


//Logger nu... Skrives i morgen hvor du så får historien XD//

hun satte sig ved siden af ham. hun lagde mærke til svage gråd. hun tog hans ene hånd og gav den et lille blidt klem.


//okay^^ hehe. ses ;) //

Han kiggede lidt på hende og grinte lidt.
"Her sidder jeg, en hårdhjertede Dusørjægere og græder, til en Elver... Gad vide hvad min lærer ville sige" sagde han venligt, men med en lettere hånlig undertone.

hun smilte lidt
"tja... det sker jo for selv den bedste" hun overhørte den hånlige undertone

"Ja... Men jeg burde ikke" sagde han lidt smilende.

hun trak på skuldrende og plukkede et lille græsstrå.
"jo det burde" sagde hun i et roligt og eftertænksomt toneleje

"Nej" sagde han stadig lidt smilende.

"se selv efter" sagde hun med et lille smil og kiggede ham ind i øjnene


//har evnen til og vække og kontrolere folks følelser xp//

Han følte sig lidt let i hovedet, men rystede det at sig.
Følelser sprang frem i ham.
Anger, Had, kærlighed og derefter et kraftigt minde der skubbede sig frem.

hun så ned og fik en afslappet asitude som hun vidste ville smitte af på ham.
"ja som du nok kan se eller rettere føle, så er det ikke ynderligt. jeg frem gør som regl folks følelser stærkere og såen"

Milana gik mod Silent River. Hendes skridt var eftertænksomme, mens hun følte efter i jorden, til hun følte en svag vibration - Ja der var nogen i området, men hun vidste ikke hvem. Hendes spidse ører lyttede ekstra efter, mens hun blot trak vejret næsten lydløst. Hun nød det at være elver. Hun følte fortsat vibrationerne, til hun så dem. Hun trak sig hurtigt ind i skyggernes tunge tåge, som hurtigt slog sig omkring hende, naturligt. Hun følte vibrationerne i jorden stærkere nu. Hun kunne nu se dem og føle dem igennem jorden. Hun lukkede kort øjnene, og følte så vibrationerne i jorden stærkere. Hun elskede hendes element - jorden!

Han slappede kort at da han mente han hørte noget.
Hænderne fløj ned til colten med vievands patroner og den anden ned til sølvkulgerne.
Mens han gjorde det rejste han sig i en flydende bevægelse.
*Der er noget* Tænkte han med et lille smil.

Alanna skubbede hårdt til ham. lige ved knæskallen. hun lagde nogle få kræfter i (mange for et menneske, men ikke så et ben brækker eller noget)
"du skal ikke sigte på noget... noget uskyldigt!" sagde hun vredt til ham og hele hendes aura dirrede af rasseri over det. (altså smatidig med at hun skubbede til ham xp)

Milana så fortsat mod dem med et roligt blik. Skyggerne skjulte hende godt, og hun elskede at holde sig i mørket - uset. Hun følte fortsat efter vibrationerne i jorden, og mærkede dem kraftfuldt, da hun stod så tæt på dem, som hun nu gjorde.

"Nu ved jeg jo ikke hvad det er?" sagde han vredt nede på jorden.
Han ømmede sin knæ skal med sin hånd.

hun rullede kort med sine øjne.
"det er en elver" sagde hun og nu mere irreteret end vred.
hendes aura blev mere afslappet. hun så hen i mod der hvor den anden elver var.
hun lagde hoved let skrå

Milana trådte frem fra skyggerne, og så misbilligende på dusørjægeren. Hun rullede let med øjnene, og så så på den anden elver. Hendes blik var roligt mod hende. Hun virkede ikke som hun tog sig af, at hun kunne have risikeret at blive ramt af et eller andet.

Han kneb øjne sammen og kiggede på den anden Elver.
"Og det skulle jeg vide? Alle er jo efter mig" protesteede han og kom op på benene under et klagende udbrud at smerte fra benet.
Han ignorede det og satte coltene i hylsteret, men lod hånden hvile på dem.

"heei" sagde hun venligt til den anden elver på elversprog (elvisk? xD)
Alanna sukkede.
"undskyld. glemte vhor indskænket dine sanser er på det her punkt." hun så på ham med et lille smil

Milana lænede sig mod et træ bag hende. Hendes mund åbnede sig ikke en eneste gang. Hun lod dem tale, og hvis de ville høre noget om hende, måtte de sige noget til Milana. Hun holdt sin tavshed og rolighed let, og betragtede dem blot. Hendes blik var rolig, og uigennemtrængeligt.
"Hej" Svarede Milana på elversprog til den anden elver. Hendes stemme var rolig, som jorden. Hun så ned af sig.

"hvad hedder du?" spurgte Alanna stadig på elversprog. hendes stem var let og melodisk og der var en afslappende aura omkring hende, som smittede af på folk omkring hende.



//hendes evne er den at hun kan styrrer og vække folks følelser xp//

Han forstod ikke sproget selv om han vidste det var Elvisk.
Gabriel kiggede stadig på Milana, den anden elver.
Hun var ikke til at stole på.

"Milana... Milana Silverhood" Svarede Milana med en let melodisk stemme, som den anden elver, i elversprog. Hun fremtvang et let venligt smil. Det var jo en elver, som hun følte man kunne stole på. Hun var nu mere usikker omkring dusørjægeren.