Trist tur i byen - Duff

Duff fulgte hans blik op på stjerne der lå over dem, de var smukke, men da han besvarede hendes spørgsmål kunne hun ikke lade vær med at smile.. " Jeg elsker alt slags musik, alt har sin egen.. Ja hvordan skal jeg forklare det.. Jeg kan godt lide at føle musiken"Sagde hun rolige inden hun var inde i Olivers favn igen..Hurtigt fik hun benene op på bænken og pludseligtlagde hun sig ned det var hårdt for ryggen, men hovedet havde hun plantet på hans ben.. Og nu lå hun og kiggede op på den smukkeste engel man kunne drømme om at se. Hun skimtede op til himlen, da det kunne gå op det hun ville lave, hun lod en finger starte og kørte til slut, et hjerte havde hun formet af de smukke stjerner.. Hun kiggede forsigtigt hen på Oliver igen. " Oliver hade det er spild af tid, men bebrejd ikke dig selv, for du er den bedste engel jeg nogensinde har mødt" Sagde hun og kiggede så sødt mod hans smukke øjne..

// det er helt i orden xD //

Oliver smilte lidt af det hun sagde. At føle musikken var vel det man gjorde når man lyttede til musikken. Man optog det og følte på det før man gemte det et eller andet sted i sig selv. " Alt musik har vel sin egen følelse" svarede han slog blikket op på stjernerne igen hvorefter han rækte hånden op lidt for at prøve at røre dem, men det var ikke til stor overraskelse umuligt. "Det er sjovt, jeg troede vi engle var her på jorden for at stoppe hadet, men vi ender op med selv at få sådanne hadefulde følelser når vi er her længe nok" fortsatte han og tænkte lidt over det "lidt som en sygdom verden giver videre" sagde han afsluttende og slog hurtigt blikket ned på hende med et skævt smil.

Duff lagde armene kors hen over hinanden smilede op til Oliver, inden hun kort kiggede væk. Nikkede svagt på hovedet, inden hun lagde sig helt ind til ham. Få sekunder efter at have ligget og set på stjernerne, satte hun sig op og kiggede på omgivelsen der var rundt om dem, der var jo ingen, eller der var overhovedet intet andet end dem der sad her på bænken. Lænte sig forsigtigt frem og kyssede ham på kinden. " Had er væmmeligt. Men man kan jo ikke standse alt had " sagde hun og smilede svagt til ham, et lille grin undslap hendes læber, da hun tænkte tilbage på Oliver og Mathias der var faret i toterne på hinanden.

Oliver kiggede på hende igen og mærkede den underlige følelse af sin mave vende sig og sommerfugle slyve rundt derinde. Han lagde forsigtigt hånden om bag ved hendes hoved og kyssede hende på panden. "Men vi kan lade værre med at sprede det" svarede han konstaterende og løftede det ene øjenbryn. Han kiggede rundt og regnede ud at det nok var blevet temelig sent siden at der ikke var andre omkring dem. Det bragte lidt tilbage fra den dag de havde mødt hinanden ved stranden, det gav ham faktisk lyst til at flyve en lille tur.

Duff følte sig underlig når hun sad sådan et sted sammen med Oliver. Hun nød at side nær ham sådan, og noget fik hende til at føle at dette de havde sammen var unikt og håbede på et langt og længe forhold med ham og ønskede at intet skulle ødelægge det. Forsigtigt lagde hun en tot hår bag øret og lænte sig hen mod ham, da han trak hendes hovede mod hans, og kyssede hende på panden, smilede hun tilfredst til ham. Et svagt nik kom fra hende " Altså, det var jo på en 'måde' had der førte os sammen, men ja så har vi også haft det aller første møde, hvor der kun var optur " sagde hun og smilte lidt til ham. Langsomt kiggede hun ind i hans øjne, smilet kom fra øjnene. Blidt lod hun den lyserøde tungespids fugte de kønne rosa læber, og forsigtigt placerede hun sine læber mod hans.

Oliver kyssede hende blidt tilbage og bed sig let i underlæben. Han kunne virkelig godt lide hende og håbede på det ville fungere. Ikke som sidste gang.. "Det er positiv måde at se på det" grinede han og prikkede hende på kinden med den ene finger. "Som forventet af dig" fortsatte han og vente hurtigt hovedet da han hørte en lyd bag dem. Var der noget? en skikkelse der i mørket? flere end en? Han kunne se nogen luske rundt og kunne lugte en smule vampyr. Det gik pludselig op for ham at de stadig var i Werclare. "Hey, skal vi ikke tage et andet sted hen?" spurgte han så og kiggede fra hende og hen på det han havde set luske omkring, hvorefter han rejste sig op og kigegde på hende med et skævt smil.

Duff lod blikket hvile på ham, han var køn også perfekt. Da en lyd lød bag dem spærrede hun øjnene hårdt op og kiggede sig rundt og tanken om at de befandt sig i Werclare gav hende kuldegysninger, for engle var jo på en måde bytte for vampyre, så hun sprang op fra bænken og nikkede til ham som et tegn på at hun godt ville væk derfra. Det var da også lidt underligt? To engle bevæger sig rundt i en skummel-by, når de bare snakkede sammen først, også endte de i denne Kærligheds-erfære, også står de under natte himlen og kommer i tanke om at der kan befinde sig vampyre og andre onde-skabninger her. FOrsigtigt gik hun helt ind til ham og kiggede op på ham, hun var nervøs, for om der ville komme en vampyr eller noget andet hen og skade dem, hun var mest nervøs for om der ville ske Oliver noget, ligeglad med sig selv var hun dog blevet lidt. " Lad os gå " Sagde hun og kom i tanke om vingerne " Eller lad os flyve?" Afsluttede hun lidt tøvende inden hendes blik blev spørgende.

Oliver gav hende et skævt smil da hun nervøst kom på benene. Hvor havde han dog været naiv at bare vandre rundt i Werclare sammen med en anden engel. Det lignede ham ikke at være så tankeløs, måske var han bare lidt careless omkring hende. Han havde sin facade nede på en måde. Hun var bare så .. perfekt? Det var vel det man kaldte det også var hun køn, smuk faktisk. Han rystede på hovedet af at lade sine tanker køre. Han lagde godt mærke til hendes nervøse blik og blinkede til hende. "BAre rolig, jeg skal nok passe på dig hvis der sker noget" sagde han drillende og rodede hende lidt i håret inden han gav hende et hurtigt kys på munden. "Jeg kunne ikke have sagt det bedre" svarede han af hendes forslag og tog sin lysebrune efterårsjakke af så han kunne bruge sine store hvide vinger. Det bekymrede ham egentlig ikke om nogen så dem, de fleste her var væsner og dem der ikke var kendte næsten alle til eksistensen af væsner.

Duff ville få en rolig stemning med sig selv, når hun lettede, for ja der ville der ikke være noget der kunne gøre hende overdrevet nervøs, der var ikke rigtig noget der gjorde hende nervøs, eller bange i luften, da hun kendte mere til himmel end jord. Trygge ord undslap hans ord, og det fik hendes tillid til at stirre, selvom hun stolede 100 % på ham. " Det jeg glad for.." sagde hun og mærkede det hurtige og blide kys på sine læber, og forsigtigt smilede hun til ham. Hun glædede sig til at komme op i himlen, og flyve lidt rundt sammen med ham, de havde fløjet sammen før, så det var ikke noget nyt. De havde også hygget sig meget sammen før, så det skulle de nok gøre igen. Ingen bekymringer havde hun her i Werclare, for de fleste der rendte rundt her var jo nok Væsner. Forsigtigt smilede hun trygt til Oliver, som et tegn på at hun var klar til at slå vingerne ud og flyve om lidt. Så hun trak forsigtigt trøjen over hovedet, og en lille t-shirt som hun havde på inden under, så nu var det bare vingerne der skulle ud. Et kocentreret smil lå på hendes læber, og de store flotte vinger begyndte at folde sig ud, de var lidt krøllede efter at have været inde et stykke tid.

Oliver lavede et hurtigt tandsmil inden han hurtigt folede de store hvide vinger med det lysebå skær ud. det var rart endelig at få dem foldet ud igen. an fik ikke fløjet så meget lige i tiden og derfor var hans vinger altid lidt ømme at folde ud. Hurtigt slog han et par slag med dem og mærkede den trykke jord forsvinde under hans fødder da han lettede. Det var heldigt engle ikke vejede så meget ellers ville det nok se meget klodset ud når man fløj. Han kiggede med smil bag sig for at se om hun også var lettet over jorden. Vindenstødet der kom fra hans vinger føltes rart i håret og slagene gav genlyd i de tomme gader.

Duff så kærligt op på ham, han var så køn, både på jorden og i luften. HUn mærkede et sus i maven, da vindstøden kom fra hans vinger, når nu var det nok hendes tur til at slå vingerne ud. Hurtigt blev de store hvide, selvlysende vinger slået ud. Skæret af dem var selvlysende. Et smil lå på hendes læber, da hun så svagt var begyndt at lette fra jorden, endelig var hun lidt højere oppe i luften, og håret svævede til alle sider, da suset kom fra vingerne. Det var skønt at få den luft.

Oliver grinede lidt og rakte en hånd hen til hende. "De blivere jo kønere hver gang jeg ser dem" sagde han så med et skævt smil. Det var sandt, hun havde meget smukke vinger der bestemt ikke blev mindre kønne af månelyset der lyste ned på dem. Han greb hendes hånd og gav et slag fra vingerne der fik dem til at skyde fremad og hen over Werclare by. Mens de fløj hen over byen kom Oliver til at tænke på hvor skummel den egentlig var, man kunne næsten mærke mørket skylle ind over.

Duff smilede mod hånden også så mod Oliver, han var så Charmerende. " Vinger er smukke, og især dine " Sagde hun og tog fast i hans hånd, og gav den et blidt klem. De fløj et godt stykke oppe fra Werclare by. Den var skummel, og slet ikke det Duff havde lysten til at bo i, så var hun tilfreds med huset i La Sunisha. Smilet lå fint på hendes læber, mens hun kiggede på Oliver, det var en skøn følse i maven, da de fløj rundt.

Oliver flashede et skævt smil og gav hendes hånd et klem, det var lidt svært at blive ved med at holde fast i hendes hånd når ens vinger baskede. "Mine er for afsørende, de viser hvilket humør jeg er alt afhængig af deres farve, ligesom mine øjne og min evne." svarede han og trak på skuldrende, gad vide om hun havde opdaget det? lige nu havde hans øjne og vinger et lyseblåt skær.

Duff smilede og kæmpede lidt med at kunne holde ham i hånden. Vinden var hård, men vingernes bask var jo med til at kunne komme frem. Hun lyttede efter. " Ej det havde jeg ikke lagt mærke til, men så er det derfor dine vinger og øjne er kønne " sagde hun med et lille smil. Inden hun fløj lidt videre og vinden fik grebet fast i hendes hår, så håret flavrede tilbage. Werclare låstadigvæk under dem, men snart ville den være et andet sted, for ja hvor de nu end skulle hen, så var det da ikke Werclare eller hvad? Hun smilede lidt " Hvor flyver vi hen?" spurgte hun med et lille muntert smil.

Oliver bed sig lidt i underlæben og kiggede over på hende. Vinden havde også taget fat i hans hår og det flavrede ivrigt tilbage. "Hvor har du lyst til at tage hen?" svarede han og tænkte selv over det, de kunne altid tage hjem til hende i La sunisha eller hjem til ham i Sheria, de fleste butikker og cafeer var alligevel lukkede nu. Byen under dem begyndte at forsvinde og blive erstattet af vand, det var faktisk ret uhyggeligt at kigge ned i det sorte vand og havet under dem.

Duff vidste ikke hvor hun havde lyst til at tage hen, måske hjem til ham? eller hjem til hende? Hmm hun kendte sit hjem alt for godt til at hun gad hjem i det. Hun kiggede lidt hen på ham. En tanke kørte rundt i hendes hovede, det ville også være sjovere at være i en ny by, hun smilede lidt til ham " HVad hvis du viser mig dit hjem?" Sagde hun og hun så ned mod det åbne hav, havet lå nu under dem, det var det eneste man kunne se lige nu, det var mørkt, og det så helt sort ud. Egentlig var hun glad for hun ikke fløj alene hen over dette.

Oliver trak kort på skuldrene. Hvis de skulle til Sheria, til ham, var der ikke specielt langt, de var i hvert fald på vej den rigtige vej. I modsatning til La Sunisha der var virkelig langt væk fra Werclare. "Okey, vi kan godt tage til mig i Sheria" svarede han og baskede et par gange med vingerne, man kunne næsten se lysene fra Sheria her fra. Han var faktisk ikke helt tryg ved at tage folk med hjem og se hans lejlighed da den nok var lidt anerledes, men nu var det jo Duff så det gjorde nok ikke så meget når det var hende.

Duff så ned endelig var den mørke og kedelig skikkelse begyndt at blive udskiftet af noget varmere. Hun smilede til Oliver, hun ville faktisk gerne se hans lejlighed, måske ville den fortælle noget mere om ham? Hmm nu fløj de hen over land. Sheria hvis hun ikke var helt dum. " så tager vi hjem til dig " Sagde hun og nussede blidt overfladen af hans hånd med tommelfingeren. Få bask og de var lidt længere inde i landet, hun havde faktisk aldrig været sådanne i Sheria. Eller? nej det havde hun nok ikke.

Oliver kunne ikke holde et lille smil tilbage og blinkede kort til hende. "Fint nok, så dykker vi" svarede han og lændte sig forover imens han trak hende med sig nedad. Sheria var lige under dem, glimtede fint med blå og hvide lys. Heldigvis var der en gyde rimelig tæt på hans lejligheds kompleks hvor de kunne lande og trække vingerne ind, der boede mange mennesker i Sheria og det var ikke godt at vise sine vinger for meget. Efter få meters neddykning mere landede Oliver på jorden og kiggede bagud for at sikre sig at hun var med, eller var landet ordenligt. Hurtigt fik hun trukket vingerne ind og gledet sin jakke udenover så de ikke kunne ses inden han igen tog fat i hendes hånd og gav den et lille kærligt klem.

Duff smilede til ham, inden de sank mod jorden, det varede ingen tid så var de nede på jorden. Hun landede fint på benene og begyndte så at folde vingerne ind, da de var foldet ind smilede hun til Oliver, inden hun tog sin trøje udenover. Også tog hun imod hans hånd. Og det kærlige klem gjorde at hun smilede. Duff kiggede lidt rundt, de stod i en gyde, og hun vidste ikke hvor han boede. Endnu. Hun gik bag ham, for at han skulle vise vej, for hun havde aldrig været i Sheria efter hvad hun selv mente.

Oliver ventde sig helt rundt og kiggede på hende med et bredt smil. "Her er vi så, her bor jeg..." begyndte han og kiggede rundt i den lille gyde der både var mørk og beskidt. Der gik dog ikke lang tid før han kløede sig i baghovedet med den hånd han havde fri. "Eller... nej, jeg bor faktisk lige om hjørnet og en tur op ad elevatoren." fortsatte han og grinede til hende med et blink i øjet inden han begyndte at gå ud af gyden og ud til den åbne plads foran hovedbygningen af lejlighedskomplekset hvor han boede. Hovedbygningen var en stor hvid bygning med en stor dør ved indgangen ind til receptionen og elevatoren. Bygningens store hvide vægge bestod mest af glasvinduer som starkte sig i en bue til hver side og selve hovedbygningen var omkring 10 etager høj. "Her er vi så.." afsluttede han og bevægede sig videre over imod den store glasdør ind imod receptionen.

Duff fulgte lystigt efter, smilede lidt, men smilet blev større da de kom ud af den mørke gyde, og kom lidt frem i lyset, lyset fra gade-lygterne. Hun så bedømmende på den store bygning. Det måtte være den rene luksus indendørs, hun holdte sig lidt bag ham hele tiden, smilet blev liggende på hendes læber. Hun fulgte efter mod døren ' Glasdøren ' Bare det man kunne se igennem afslørede at receptionen var perfekt indrettet. Hendes lejlighed var anderledes, der var ingen reception, men bare en gang. " Det ser stort ud " sagde hun også mod ham. Det var sjældent hun var i så perfekt en omgivelse, Sheria var jo sikkert også en skøn by, men den ville sikkerr også være god at rende rundt i.

Oliver vendte hovedet og smilede tilbage imod hende. "Måske lidt for stort til tider.." svarede han og førte hende ind af den store glasdør. Receptionen var næsten tom bortset fra et par få beboere som var på vej ind eller ud. Oliver hilste kort på et par stykker af dem inden han trak Duff med ind i elevatoren og trykkede på knappen til øverste etage. "Vi skal helt op i toppen" sagde han så og kiggede på hende imens han bed sig let i læben, "Håber ikke du bliver skuffet". Det var nu rart nok at der ikke var andre i elevatoren. Så havde der bare været stilhed, akavet stilhed, sådan var det næsten altid i elevatore.

Duff gik med ind af glasdøren, smilet lå på hendes læber. HUn klemte blidt i han's hånd. Da de stod i receptionen, tæt på elevatoren. Hun smilte lidt til alle dem Oliver hilste på, men ikke lang tid efter blev hun trukket ind i elevatoren. Hun så på ham med store øjne, helt op i toppen. " Så skal vi jo langt op?" Sagde hun, også op mod han's ansigt. Forsigtigt viklede hun en finger ind i det lange hår. Hurtigt fik hun de samme store øjne. Skuffet, hmm skuffet var sikkert det hun ikke blev. " Jeg ved jeg ikke bliver skuffet " sagde hun. En stille elevator, ja det eneste lyd i den var deres stemmer.