Engle - Duff

Han lagde en hånd under hagen på hende. Trak hendes hoved op så han kunne se hende i øjnene. "Du har ret. Du har ødelagt det venskab vi havde en smule," konstaterede han, "Jeg vil ikke forgive andet. Som din engel nok ville. Du har virkelig dummet dig, der er ikke noget at gøre ved det. Er der?" spurgte han. Hånene ved kommentaren om Oliver. Hans humør var en smule bedre nu, det var godt med en undskyldning. En undskyldning, der ikke rigtigt var et direkte undskyld. Hun vendte sig om ved sine sidste ord og han så lidt på hendes ryg. Måske ønskede hun ikke rigtigt at han skulle tage fat i hende igen. Måske ville hun helst have at han gik? Hans hoved hang en smule. "Jeg har det på samme måde med dig," sagde han stille, "Bare surt at du skal være sammen med sådan en..." han kunne have fortsat, men han lod være.

Duff lyttede til hvad han sagde, hun havde godt set det han sagde, hun havde dummet sig meget. Et suk undslap hendes læber også vendte hun sig om også på ham. " jeg ved ikke om der er noget at gøre ved det." Sagde hun. Hendes blik hvilede sig åp hans ansigt. Hans hovede hang en smule, hun kunne ikke klare at se folk i den tilstand, hun sukkede. HUn skulle ikke have vendt ryggen til ham. " har du det på samme måde med mig?" Sagde hun, tænkte kort, inden han nu begyndte at sige noget mere. Et suk undslap hendes læber igen, hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle gøre.

Blikket der lå på hende var tomt. "Nej, det ved jeg heller ikke..." det var sandt hvad hun sagde. Var der overhovedet nogen mulighed for at de kunne komme tilbage til hvad de havde været. Det var noget underligt noget, det med følelser. Og Duff havde det med at gøre det hele meget mere forvirrende for ham. Det ene øjeblik havde han det som var hun hans bedste veninde, og så kyssede hun ham. Gjorde det hele meget mere forvirrende. Det var ikke ofte at han var sammen med nogen han rent faktisk elskede. Han nikkede stille til hendes ord. "Ja, du er også noget af det bedste der er sket for mig," sagde han stille, han vende hovedet en smule på skrå, prøvede at fange hendes øjne. "Måske skulle vi... prøve igen. Uden at du begynder at indblande andre følelser i det, okay?" spurgte han og prøvede med et smil, han virkede stadig sørgmodig, det kunne i hvert fald ses i hans øjne.

Duff så ned i jorden, og endelig mødtes hendes blik med hans, hun var ked af det der var sket, og forsøge at starte det forfra ville være godt. Det ville være bedst hvis de bare var venner. Smilet der havde været væk fra hendes læber kom frem da han foreslog at de kunne starte forfra, uden at indblande følser. Forsigtigt gik hun hen til ham og slog armene om ham. Krammede ham med et smil. " Så vi er bare venner?" sagde hun og trak sig lidt væk for at kunne se hans ansigt.

Det overraskede ham en smule at hun kom over og krammede ham, men han krammede hende igen. "Selvfølgelig. Det er det der er bedst ikke?" spurgte han og rodede en smule op i hendes hår. "Jeg undskylder at jeg er sådan et fjols, når du er et fjols. Du må undskylde at jeg fik dig til at græde," sagde han og så, så ned på hende. Hendes hår stod op og ud i underlige retninger, efter at han havde roddet i det. Han kunne ikke tilbage holde et grin. På et øjeblik havde han samlet hende op og bar hende over i sofaen hvor han dumpede ned. Som var intet sket. "Nå, skulle vi se filmen færdig?" spurgte han og sendte hende et kækt grin.

Duff smilede til Mathias, slap ikke grebet om ham, hun havde låst sig fast i et stykke tid, indtil han ullede hendes hår. Hun så mod hans ansigt. " Undskyld jeg sorgede dig, men mest af alt undskylder jeg for at have dummet mig over for dig" sagde hun også alvorlig ud i ansigtet, men da han grinte, kunne hun ikke lade vær at grine med. Hun var glad for at se ham grine igen. Da han løftede hende op kom et lille ' Uh ' hun smilede, inden de dumpede ned i soda'en. " Ja, lad os se den færdig" sagde hun, så op mod skærmen, der var sket meget i filmen, mens alt det andet var sket.

Der varede ikke længe hvor han bare sad og så på skærmen. Det var svært at følge med, og den interesserede ham ikke specielt meget. "Ærlig talt," kom det fra ham, det lød som et suk den måde det kom ud på, utrolig håbløst. "Jeg kan ikke koncentrere mig om filmen, jeg synes hellere at du skal fortælle mig om dig, jeg kender jo ikke rigtig noget til dig," sagde han roligt, han smilede til hende. Mathias havde stadig armene slynget om hende. Det virkede som om han var bange for at lade hende gå. Det havde været alt for tæt på at han havde mistet hende. Desuden var det ikke ligefrem ubehageligt at lægge med sådan en dejlig tøs, også selvom der ikke skete mere end det.

Duff så på ham med et stort smil, smilet var så stort at man kunne se hendes hvide tænder. Hun havde det på samme måde filmen var ikke spændne. Hun så på ham, det hun var dårligst til af alt var at fortælle om sig selv. HUn mumlede lidt. " Jeg hedder Josphine Duff, men kan godt lide at blive kaldt Duff " Startede hun inden hun tænkte lidt. " Hmm jeg er 18 år, jeg er engel. " Tilføjede hun, egentlig vidste hun ikke hvad hun ellers skulle fortælle om sig selv. " Det var vel det vigtigste?" Spurgte hun inden hun lige pludselig spærrede øjnene op. " Så det er din tur til at fortælle " Afsluttede hun med et smil.