Engle - Duff

Duff kiggede på Mathias han var virkelig over 100 år gammel... Det havde hun ikke forstillet sig, så han kom jo fra en anden tid kan man vel sige... Hun smilede lidt til ham, men fik så hurtigt et af sine humørskift... Hun kunne ikke klare at tale om sin familie, men nu ville hun ikke holde det tilbage mere... " Jeg sad i bad og pludselig endte det med at mine forældre blev angrebet af vampyre... Jeg blev bidt, men overlevede " Sagde hun og fjernede håret fra halsen...Lod fingren glide hen over de forskellige ar... Det var som om det brændte da det skete...

Han så bekymret på hende, og lænede hovedet lidt til siden da hun lod fingeren glide over arrene. Hans læbe vrængede sin læbe op i væmmelse, og samtidig var han en smule bekymret. "Hvor gammel var du der?" Spurgte han alvorligt, han førte sin hånd op og lod dem glide over arrene. Da han var dæmon selv, brød han sig ikke meget om vampyrer, ikke efter den krig der var blevet startet i hvert fald. I en hurtig bevægelse lod han blidt håret stryge imellem hans fingre, og lod så håret dække over skulderen igen, dækkende for nakken. Det tændte vreden i ham at se de gamle sår. Det fik væmmelsen ved vampyrer til at stige op i ham. Hans blik lå utålmodigt på hende. Måske ville vampyren stadig kunne fanges, hvem kunne dog gøre så køn en engel noget.

Duff kiggede væk, skyldsfølsen skar op i hendes ansigt, og lod sig sige " Jeg kunne have redet mine forældre, men jeg var så selvtilfreds at jeg bare flygtede efter at have fået vampyren fri fra min hals " Langsomt kiggede hun på ham.. Arrene var ubehagelige, og når hun blev vred blev de store, og helt røde, nogle gange havde hun oplevet det var begyndt at bløde...Langsomt lod hun sig svare på hans spørgsmål " Jeg måtte vel have været.. 6 og et halvt, hvis ikke 7 år " Sagde hun og rettede hovedet ordentligt op igen... Et utilfredst smil kom på hendes læber.. Hun havde prøvet at huske tilbage på vampyrens udseende flere gange, men det var som om at arrene fik det hele til at brænde i hendes krop... Efter at hendes forældre døde.. Indså hun at der lå et helt liv foran hende og det skulle hun ikke bruge på sorg... Men det forstod hun ikke sorg var jo noget der hørte til i livet... Man kan da ikke bare leve stenhård.. Aldrig græde... Når ja, sådan var vampyre jo.. HUn væmmes ved den, hvordan kunne nogle dog tiltrækkes af sådan nogle kryb...

Han så bebrejdende på hende, "Du ville ikke kunne have reddet dem, og du gjorde det rigtige alligevel, du er kun et barn jo," sagde han og rullede let med øjnene. Alle vidste hvor stærke vampyrer var, og engle var en af de mest skrøbelige racer der fandtes. Altså på nær mennesker, men de havde også fundet det en karriere at blive dusørjægere. "Det var intet forkert i det du gjorde, lad være med at bebrejde dig selv. Vær blot glad for at det ikke gik ud over dig selv, dine forældre er sikkert også et bedre sted nu." *Sådan er det jo med mennesker, de får en chance til.* Han lod sine tanker være usagte, der var ingen grund til at bringe sin egen uvished om det næste liv på banen. "Det gælder bare om at leve sit liv fuldt ud," Han trak kort på skuldrene, "Dine forældre gav deres liv for at du kunne reddes, jeg er sikker på at de ikke fortryder noget som helst," et svagt smil kunne ses på hans ansigt. "Skide blodigler," sagde han lavt for sig selv og kiggede væk fra hende. Han lod hænderne glide ned i lommerne, og rettede så blikket hen på hende igen. "Jeg er ked af at høre hvad der er hent dig, og i så kort et liv også," sagde han stille og smilede lidt bekymret.

Duff kiggede på ham.. Og smilede blot til ham.. Han var jo slet ikke så slem som han virkede i starten.. inden han noget at 'skide blodigler' Omfavnede hun ham på en venne agtig måde, blidt lagde hun hovedet på hans skuldre og kiggede så kort rundt omkring.. Langsomt slap hun grebet om hans hals.. Og løftede hovedet og gik ud af krammet... Det var lang tid siden hun havde snakket om hendes familie og det tog derfor hårdt på hende at tale om dem nu, men det kunne hun ikke rette på nu... Hun havde jo taget et valg som ung..

Mathias blev en smule overrasket da hun spontant omfavnede ham. Han lagde blidt armene rundt om livet på hende, krammede hende kort tilbage, og da hun trak sig væk, kiggede han forundret på hende. Hvad skulle det til for? Hans tanker faldt straks til at der måske var noget bag det, noget lumsk. Han så lidt skeptisk på hende. "Er du okay?" sagde han så, og så en smule bekymret på hende igen. Hun så ikke alt for godt ud, som om hun stadig havde grusomme tanker om sine forældre.

Duff trak let på skuldrene og kiggede kort den anden vej.. Tænkte kort på den omfavnelse hun lige havde givet Mathias, langsomt tog Mathias hendes opmærksomhed igen.. Om hun var okay?? Hmm var hun det? Hun sukkede kort og trak meget svagt på skuldrene " ja det er jeg vel " Sagde hun og smilede kort til ham.. Krammet var nok for den venlighed han havde vist denne her dag.. Men pludselig kom hendes tanker tilbage på den dag der næsten blev startet en kamp mellem Oliver og MAthias... Og de aftalte at gøre det en anden dag.. Hun ville ikke kunne klare tabet af Oliver eller Mathias.. De var lige som de eneste rigtige venner hun har...

Han så bekymret på hende, hun virkede ikke okay, også selvom hun sagde andet, "Er du helt sikker på at du er okay?" Det virkede som om der var noget der gik hende på. Han lod hovedet glide svagt på skrå, betragtede hende. Det ville nok ikke være for smart at skulle til at kramme hende, det var okay når hun selv gjorde det, men hans egne pludselige bevægelser kunne nok skræmme hende en del. Når hun sagde, 'det er jeg vel', fik noget til at skære sig i hjertet på ham. Hun havde det jo ikke okay. Han så blot på hende, tog en indånding og spurgte så indtrængene, "Hvad er det der går dig på?"

Duff kiggede lidt på ham.. " Jeg ved det ikke " Sagde hun og sukkede.. Hun var kommet til at tænke en del på det de to fyre havde sagt til hinanden.. " Du ved dig og Oliver" Startede hun og kiggede ned i jorden, men tilføjede hurtigt " Du kan godt huske hvad i sagde til sidst " Spurgte hun.. Emnet var blevet skiftet tilbage til det helt gamle.. Hun kunne ikke slå det ud af hovedet... " Dig og Oliver er de eneste rigtige venner jeg har " Afsluttede hun og kiggede så op på ham igen... Hvad nu hvis de fik slået hinanden ihjel, så havde hun jo ingen.. Selv om hun vidste at det nok ikke ville ske..

Et skævt, dog lidt sørgmodigt, smil gled over hans læber. "Jeg er ked af det, men jeg er ret sikker på at mig og Oliver aldrig kommer til at slutte fred," sagde han langsomt. Han tøvede først, men sagde så langsomt, "Dog, vil jeg love dig at jeg nok skal lade være med at dræbe ham. Uanset hvad der sker, vil jeg love aldrig at slå ham ihjel," Det ville alligevel også være spild af morskab. Han så dog lidt for tilfreds ud, hun havde kaldt ham sin ven, det glædede ham at hun betragtede ham sådan. Han lod blidt sin hånd strejfe hendes kind, "Og jeg skal nok sørge for at han ikke for lov til at slå mig ihjel, det ligger alligevel ikke i hans natur," han rullede kort øjne, og mumlede 'engle' imens han stille lo.

Duff smilede til ham... Det var nu tre ting han havde lovet hende... Ingen kys i denne scene... Ikke dræbe Oliver.. Og sørge for at Oliver ikke dræber ham... " tror du at du kan holde alle tre ting?" Spurgte hun med et lille smil.. Hun var sikker på at Oliver ikke slår Mathias ihjel... Da Oliver ikke var stærk nok til at slå en dæmon ihjel, det var der nok ingen engler der var.. Et tilfredst sil gled på hendes læber... Og da MAthias's hånd strejfede hendes kind... Kørte en beroligende følse gennem hendes krop...

Han så tænksom ud et øjeblik, "Altså... Jeg ved ikke helt med det første jeg lovede..." sagde han og sendte hende et stort grin. Det var sagt i sjov, men det var tydeligt at det var en smule alvor bag det, han ville ikke have noget imod at kysse hende endnu engang. Selvfølgelig ikke imod hendes vilje dog. Han nød synet af hendes smil. "Men det andet skal jeg nok holde," han sendte hende et charmerende smil.

Duff kiggede ´hen på ham og smilede lidt " Er du sikker på du ikke kan holde det?" Spurgte hun og gik hen mod ham... Og smilede éndnu... Hun var glad for at han ville holde det andet, men kysset der var noget hun nok også ville have han skulle holde... For hun ville helst ikke udsætte Mathias og Oliver for det samme igen.. For Sidst der var Oliver spasset fuldstændig ud på Mathias... Og det fik hende faktisk til at blive bekymret for om Oliver måske ville provokere Mathias så meget at han slog ham ihjel...

Han smilede til hende, "Jeg kan altid prøve," sagde han imens han trak på skuldrene. Han smilede så stort til hende, og lod hånden ruske op i hendes hår, som var hun et lille barn. Hans udtryk var en smule drenget, med den måde han grinte på. "Lad nu være med at være så bekymret!" sagde han imens han grinte højt. Han så en smule ubekymret ud, "Hvor nåede vi til, har du nogen knap så mørke minder herfra?" spurgte han så og så sig omkring. Han lod hænderne glide ned i lommerne igen, imens han så på hende. Det var sørgeligt med den deprimerende stemning.

Duff smilede til ham.. Og kiggede så på stedet, hun havde helt glemt at de stod her, men nu hvor de var her, kunne hun vel godt være ærlig... " Jeg fandt min hun Reje her i dette sted " Sagde hun med et smil, men det var så også det eneste godt minde ved dette sted... Langsomt vendte hun sig om og pejede på et hul" Den sad fast der, og hvis ikke jeg var kommet der, så kunne den måske være død nu " Sagde hun med et lille smil på munden...

Han så overrasket på hende, "Du har en hund?" sagde han med et forsigtigt smil, "Hvad var der hændt den?" spurgte han en smule forsigtigt. Han så på hullet, det var ikke stort, hans blik gled så over på Duff igen, han havde ikke regnet med at hun ville være sådan en heltemodig type. Smilet blev en smule større, og hans respekt for hende groede også en smule. "Har du flere gode minder herfra?" spurgte han og hævede øjenbrynet en smule, hun havde jo boet her stort set hele sit liv. Han så en smule vagtsom ud.

Duff smilede til ham.. " ja.. Det har jeg " Sagde hun og tog ikke likket fra ham, men først da hun skulle tænke tilbage på hvad der var af gode minder fik hun en underlig følse " Altså... " Startede hun.. Hun kunne ikke huske de gode minder derfra.. Det eneste der var vigtigt at huske derfra var hendes dejlige hund... " Ej.. Der er ikke flere gode minder derfra " Sagde hun med et lille smil.. Hun havde leget med nogle venner derfra, men de var jo også meget ældre end hendes selv... Så hun vidste ikke hvor de var eller hvem de var mere.. Et smil kom på hendes læber...

Han så lidt skeptisk på hende, "Hvorfor er alle så deprimerende," sagde han så, mest til sig selv dog. Hans blik gled en smule hvileløst rundt, hans fingre pirrede ubehageligt. "Jeg kan snart ikke klare det mere, jeg bliver jo helt deprimeret af det," sagde han så og lagde sit hoved i hænderne. "Hvorfor kan folk ikke være lidt mere lykkelige. Ellers er der jo intet værd ved at se frygten i deres øjne inden man tager livet af dem, hvis de alligevel ikke har nydt deres liv," alt hvad han lige havde sagt, havde bare været tanker i hans hovede, desperate tanker. Han lod hænderne glide op til håret, hvor han nærmeste begyndte at rive totter ud. Han gik over til hende og lagde begge sine hænder på siden af hovedet af hende, "Vil du godt være sød at være en smule mere positiv, det er ikke meningen at jeg skal være en glædesspreder, du er englen." Det kunne godt lyde som desperat snak, men han kunne mærke hvordan han var ved at spånes indvendig. Hans åndedragt var tungt, imens han prøvede at få kontrol over sig selv. Det gik op for ham hvad han havde sagt. Alt hvad han havde sagt. Han trak sig hurtigt væk fra hende, han havde sikker t skræmt hende nu, han havde sikkert ødelagt det. "Undskyld," sagde han meget lavt.

Duff trak vejret hurtigt ind og ud... Da han kom hen til hende.. Et nervøst glimt kom i hendes øjne.. Men hun forstod ham udmærket godt.. Hun var jo engle, og han burde være den farlige, men i det hel taget så var han ikke farlig.. Dette han lige havde gort gjorde han jo ikke for at være ind " Så lad os skifte emne " Sagde hun og forsøgte at lyde mere positiv, men hendes accent var stadigvæk meget nervøs.. " Det gør ikke noget " Sagde hun og lagde blidt en hånd på hans skulder.. Hun smilede til ham og kiggede mod hans øjne... Langsomt omfavnede hun ahm igen " Det hele har bare været lidt svært for tiden " Sagde hun... " Men hvis jeg skal blive mere glad, så skal vi skifte emne nu " Sagde hun med et lille smil " VIl du have en is?" Sagde hun drillende, det var bare for at skabe en samtale...

Det forvirrede ham en smule når hun sådan omfavnede ham, dog krammede han hende tilbage et stykke tid. Så hun var ikke bange for ham? Ikke skræmt af ham? Hun var ikke løbet væk, imens hun havde chancen. Han tog det sidste i sig igen, han ville ikke gøre hende fortræd. Han nikkede til hvad hun sagde, livet var hårdt, det var en forbandelse at kunne leve for evigt. Da hun nævnte is kunne han ikke lade være med at rulle med øjnene. "Dæmoner har ikke brug for at spise menneske føde, jeg har ikke spist det stads i mange år," sagde han og rakte tunge af hende, "Hvorfor skulle jeg begynde nu?" Men alligevel ventede han på at hun trak ham med, det mindste han kunne gøre var vel at købe en is til hende. Han smilede til hende, taknemlig for at hun havde skiftet emne. Det hele kunne godt se sort ud nogen gange. Han så sig rundt, han kunne hverken se eller lugte hvor henne de skulle være. Da han ikke havde lugtet rigtigt efter menneskeføde i lang tid, kunne han ikke skille lugtene fra hinanden.

Duff var ikke bange nej, og hun frygtede ham ikke, for ville han skade hende så måtte han det, selv om hun vidste at han ikke ville gøre det, hun smilede da han rakte tunge af hende, langsomt tog hun fast i hans hånd " kom nu " Sagde hun og trak ham med sig.. Der var en kiosk eller en lille slikbar længre nede af gaden.. Langsomt gik hun tænkte på hvilken is hun skulle købe... Af en eller anden grund, følte hun sig godt tilpas ved at være sammen med ham, som om han var en slags bedste ven for hende..

Han fulgte villigt med hende, lod sig trække af sted. Han så sig nysgerrigt omkring, så på alle de underlige farver noget af slikket havde. Han hævede sit ene øjenbryn, meget havde forandret sig fra da han var barn. En stille klukken lød fra ham, og han smuttede over til Duff igen. Han stilte sig op af køle-tingen, hvor alle isende lå og pirrede frem, ventede på at hun skulle vælge en så han kunne betale for den. Han lagde hænderne i lommen, så hvordan hendes blik kritisk gled over isende, hans tanker faldt på hvor meget energi og tid, mennesker mon brugte i alt på at finde en is. Han smilede stille for sig selv, alt for meget tid sikkert. "Er det et svært valg?" spurgte han og lod blikket glide ned over isende, han kunne ikke selv se det store i frossent vand.

Duff kiggede lidt på ham.. Hendes blik gled frem og tilbage på alle isene, der var så mange valg muligheder at hun næsten ikke kunne bestemme sig, emn langsomt åbnede hun køleren, og trak en sodavands is op " Ja det var svært, men det blev denne " Sagde hun og kiggede på ham med et smil.. " Er du sikker på at du ikke ville smage en is?" Spurgte hun med endnu et sødt smil... Is havde en speciel smag og så ændrede de tempraturen i kroppen...

Han tog isen ud af hånden på hende og gik op og betalte for den. Han skar kort en grimasse til hvad det var hun sagde, "Nej, ellers tak," svarede han afvisende og så kritisk på isen, som han rakte tilbage til hende. Da hun havde fået den i hånden igen, smilede han dog. Det føltes godt at gøre en god gerning, han begyndte at gå ud af kiosken igen, ventede dog på hende. Det ville føltes alt for unormalt at spise menneskeføde, efter al den tid han havde været foruden det. Men han havde ikke noget imod at hun spiste den, det var normalt for hende.

Duff kiggede på ham, han havde lige betalt for hendes is... Og så kom han tilbage med den.. " tak.. " Sagde hun, men hun kunne godt selv have betalt for den.. Men han var flink nok at gøre det for hende " Når hvad har du lyst til at lave?" Spurgte hun da hun trådte ud af butikken.. Langsomt rev hun papiret op og tog fast i træet som var frosset sammen med isen.. Hun tog papiret af og smed det ud i en skraldespand som næsten var lige ved siden af... HUn lod den lyserøde tungespids slikke på issen, den var iskold..