Engle - Duff

Duff smilede til ham da han spurgte hende om det " jah... Det er det vil " Sagde hun drillende, og tog det igen seriøst, da han fjernede en tot hår fra hendes ansigt, hun havde ingen problemer med det.. Langsomt lagde hun hovedet ned på ham igen, ja, et dårligt første hånds indtryg af ham var ikke det bedste, men nu var det jo også deres andet.. Hun smilede og kiggede så rundt og ventede spændt på hvad han havde at sige...

Han grinte stille, det virkede som om at hun havde misforstået ham. "Okay, så vil jeg sige at det jeg aller helst længdes efter at vide omkring dig, er alt omkring dig, alt det jeg ikke ved," sagde han og gentog nogle af hendes ord. Han lod hånden løbe igennem hendes hår, nussede det stille. Håbede ikke at det var grænseoverskridende eller at hun misforstod det. "Hvordan havde du det før... de der vampyrer kom," sagde han stille, hans blik var rettet imod loftet, det var nemmere end at kigge på hende.

Duff smilede til ham og kiggede ham i øjnene " Der er jo meget du ikke ved om mig " sagde hun drillende, men da han tilføjede det andet kiggede hun lidt væk... Hmm hun vidste godt hun var forkældet den gang, men der var noget hemmelighedsfuldt over hendes forældre... Hun fandt bare aldrig ud af hvad der var ved dem.. " Mine forældre holdte mange ting hemmeligt for mig, det var som om de aldig var der når jeg havde brug for dem, men jeg var forkældet, ja, det ville jeg så også sige jeg er nu, men altså jeg var glad, inden vampyrene kom " Sagde hun og kiggede ham roligt ind i øjnene..

Han smilede til hende, "Så er der meget du kan fortælle mig om dig," svarede han hurtigt. Han kendte hende jo overhovedet ikke, hun var bare en pige, som hans fjende kunne lide, men nu følte han pludselig at han var nødt til at beskytte denne pige. Tanken irriterede ham en smule, men måske skulle han bare få det gjort så Duff var hans, og han kunne tænke på hende uden at komme i tanke om Oliver. Det ville være rart, for han ville gerne lære hende bedre at kende. Det var som om de passede sammen, som om de skulle finde tryghed i hinanden. Han lyttede til det næste hun sagde, "Du var forkælet?" spurgte han med et lille grin, "Det undre mig ikke, hvem ville kunne stå for dig som barn," tilføjede han og rakte tunge af hende. Han ønskede ikke at den tunge stemning skulle komme igen, for han brød sig ikke specielt meget om den. Det var rarere når de kunne snakke uden alt for meget depression. "Hvad var det de var hemmelighedsfulde med?"

Duff kiggede lidt på Mthias, men kiggede så lidt ned på sengen, de lå på... Et smil kom på hendes læber " ja der er meget at fortælle om mig, men jeg ville ikke bare tale om mig selv, du spørg mig om noget og jeg svare " Sagde hun og kiggede så lidt væk igen.. " Ja okay.. Enebørn bliver mest forkælet " Sagde hun og grinte kort af det han sagde, smilet lå formet på hendes læber og hun kunne ikke fjerne det.. Det var da sødt sagt... En seriøs ting kom gennem hende.. " Det var som om de var væsner, eller bare havde planlagt at jeg skulle se dem dø "

"Så jeg skal til at være kreativ hva?" spurgte han og hævede sit øjenbryn en smule, "Ja, der kan man bare se." Han så ud til at være tænksom et øjeblik. "Hvad frygter du allermest lige nu?" spurgte han stille, måske var det ikke det rigtige spørgsmål at stille som det første. Han fnøs af hendes kommentar om enebørn, "Jeg var enebarn, og jeg var skam ikke særlig forkælet," tiskede han og smilede så stort til hende. Han så på hende, afsky malede hans ansigt ved ordene, "Havde de planlagt det? Det lyder forfærdeligt. Nogle mennesker kan være så selviske, at lade et barn se på imens de blev dræbt. Hvor skamfuldt," han hvæsede de sidste ord.

Duff kiggede ind i hans øjne... Et lille smil kom på hendes læber " Det jeg frygter allermest lige nu er... " Startede hun og afsluttede med " Er at du ikke kan holde dit løfte " sagde hun drillende, men lod sig sende ham et lille blik.. De fleste enebørn blev forkælet, men ikke alle, det havde han jo lige fortalt, men et smil kom på hendes læber " Det forstår jeg ikke... De burde da forkæle sådan en fyr som dig " Sagde hun og kiggede ind i hans øjne... HUn gav et lille nik fra sig " Mine forældre var ikke rigtig kloge, det er jeg sikker på siden de lader en seks årig pige glo på deres død "

Han så spændt på hende, da hun skulle til at svare, vidste ikke hvad han skulle forvente, men så, så opgivende på hende da hun svarede. "Jeg har jo sagt at jeg nok skal holde det, så du behøver ikke at bekymre dig om det," svarede han og rullede med øjnene. Han klukkede stille af hans ord fra hendes læber, "Jamen mine forældre var der jo aldrig for at passe mig, min mor nåede det ikke, og min far var jo en dæmon. Desuden var jeg et frygteligt plejebarn, sådan er det med dæmoner," lo han stille og så hen på hende, "Anderledes fra englebørn, de er født søde og rare." Han nikkede en smule bedrøvet til hvad det var hun sagde. Det var i hvert fald uden hensyn at man lod sin datter angre med sådan noget hele livet. Han smilede bedrøvet til hende og nussede hende blidt over håret.

Duff kiggede på ham, hun sendte ham et drillende smil " Jeg drillede dig kun Mathias " Sagde hun og lagde blidt hovedet på hans brystkasse, hun vidste godt at Mathias havde lovet det og så så smilende op på ham... " Ej det jeg frygter mest nu er...Om du har tænkt at gå om lidt " Sagde hun og lagde sig trygt ind til ham, Duff følte sig tryg ved ham, underligt nok... HUn havde aldrig nogensinde følt sig tryg i nærheden af en dæmon, jah okay, hun støder heler ikke så tit på disse racer, da hun mere er typen der ville være alene, men efter at hun mødt, Mathias og Oliver er hun begyndt at løsne sig mere op, i stedet for at være den tavse tøs der bare ville side for sig selv og ikke kan få sig selv til at sige noget... " Når jah, men du er en fantastisk person Mathias " Sagde hun og smilede lidt til ham...

Han lo, "Nå, så det gjorde du?" spurgte han drillende, og prikkede hende i siden, ville se om hun var kilden. "Jeg smutter først når du smider mig ud," svarede han med et grin, "og så sætter jeg mig nok og venter ude på din dørmåtte," tilføjede han med en klukken. Han følte sig så glad når han var sammen med hende, det var ikke ofte at han nærede nogen form for venskab med nogen. Han gik ofte for sig selv, og hvis han havde kvindelige bekendtskaber med sig, var det ofte kun for at skulle tilfredsstille sine lyster. "Jeg er ikke nogen fantastisk person," sagde han og rullede igen med øjnene, "Du er tværtimod en fantastisk person, et helt igennem fænomenalt menneske." Han sendte hende et smil og kildede hende lidt i siden igen.

Duff kiggede på ham med et lille smil, " Ja " lo hun, da han prikkede hende i siden kom en pludselig bevægelse i hendes krop, Duff havde altid været kilden.. Og derfor havde hun også et meget følsomt sted... HUn grinede kort og gav ham endnu et af sine søde smiL " Lover du mig at du ikke går herfra ?" Spurgte hun med et smil, det var godt nok mange ting hun ville have han skulle love " Også lige en ting mere " Startede hun og sluttede af med " Vores venskab må aldrig spuleres " Hun kiggede ham i øjnene for hun havde virkelig ikke lysten til at være fjender med ham... DA han var en af de eneste venner hun havde haft gennem hele hendes liv.. Det samme med Oliver, men hun fandt altid venner som ikke kan lide den anden, men til gengæld, holdte hun meget af dem begge, og hun ville ikke skille sig af med en af dem.. " Jov du er en fantastisk person " Sagde hun og mærkede en rød farve varmede sig ehdnes kinder... Langsomt grinede hun da han kilede hende i siden..

Han grinte stille med hende, lod blidt armene glide rundt om hende, og klemte hende ind til sig et øjeblik. "Jeg skal nok blive her," beroligede han hende, slap grebet om hende og lagde armen under sin nakke. Efterhånden havde han rimelig mange løfter han skulle holde, han smilte lidt for sig selv og så, så på hende. "Endnu en ting?" svarede han hurtigt, med en drillende opgivende tone. "Hvorfor skulle det dog også spoleres?" sagde han og lo, det glædede ham ret meget at hun havde kaldt ham for sin ven, og at de havde et venskab sammen. Det fik ham til at føle sig en smule speciel. "Jeg er ikke en fantastisk person," sagde han igen, og rakte tunge af hende, "Hvad med alle de slemme ting jeg har gjort igennem livet? Det gør mig til en forfærdelig person, faktisk burde du helt holde dig fra mig," sukkede han, men sendte hende alligevel et stort smil.

Duff smilede til ham og omfavnede ham blidt.. Eller hun slog bare armene om ham, det kunne godt være han ikke slev syntes han var en fantastisk person, men han havde en stor betydning i hendes liv, og hun ville blive helt vildt såret hvis der ville ske deres venskab noget " Alt kan ske i et venskab det ved du " Sagde hun og kiggede ham i øjnene.. Inden det næste kom fra ham " Nu burde du høre dig selv " Sagde hun og kiggede lidt alvorligt på ham inden hun genfortalte det han lige havde sagt " Hvad med alle de slemme ting jeg har gjort igennem livet? Det gør mig til en forfærdelig person, faktisk burde du helt holde dig fra mig " HUn fattede ikke han sagde det, for han betød en del for hende..

Da hun lagde armene om ham, tog han hurtigt armene væk fra sin nakke af og lagde dem rundt om hende også. Han klemte hende ind til sig, beskyttende. "Og hvad mener du så med det?" spurgte han en smule nysgerrigt, var det ikke noget underligt at sige? Han forstod ikke hvad det var hun mente overhovedet. "Jeg har sagt at du skal stoppe med at bebrejde dig selv, du er en fantastisk engel og du har ikke gjort noget der ikke har været godt," sagde han og så alvorligt på hende, "Du har gjort alt det gode du kunne." Han bøjede sig lidt frem og kyssede hende blidt på panden, inden han klemte hende ind til sig. "Jeg skal nok lade være med at forlade dig, hvis du ikke forlader mig, vil du love mig det?" spurgte han stille ned imod hendes hår.

Duff lå trygt i hans arme, men vidste ikke helt hvad hun skulle svare på det han sagde til hende, hun l åhelt ind til ham, og da han blidt trykkede sine læber imod hendes pande rødmede hun meget lidt, hun lå helt tryg ved ham og kiggede så ind i hans øjne " Jeg lover dig det... " Sagde hun og smilede roligt til ham, det var hendes første gang hun lovede ham noget...

Han smilede imod hendes hår og trykkede hende ind til sig, lukkede øjnene bare et øjeblik inden han igen vendte tilbage til hvad hun før havde sagt. "Hvad mente du med 'Der kan ske alt i et venskab?" spurgte han igen, undrede sig stadig over hvad det var hun havde ment. Han trak sig en smule væk og så på hende med et lidt forvirret smil.

Duff smilede lidt til ham.. Det var han gået meget op i det der med at alt kan ske i et venskab... Hun bed sig i underlæben og kiggede så på hans forvirrede blik.. " Alt kan ske i et venskab... Venskab kan ødelægges, venskab kan gå vidre til noget andet, og ja s åkan venskab gå op i andre ting.. Som fx.. jalousi... Tristheden.. Og alt såan noget " Forklarede hun og håbeed han forstod hende...

"Oh," lød det først kort fra ham, han så hende ind i øjnene, "Og det håber du ikke sker for vores?" spurgte han først og smilede så forsigtigt til hende, prøvede at forstå det helt klart. Han forstod godt hvad hun refererede til da hun snakkede om at venskab kunne udvikle sig til noget andet, men han kunne ikke finde ud af om det var noget hun håbede på ville ske, eller om det var noget hun ville undgå. Også jalousi, jalousi ville man jo til hver en tid undgå uanset hvad, og han havde på fornemmelsen at hun refererede til Oliver da hun sagde det. Et øjeblik knyttede han sin hånd sammen imod hende ryg, koncentrerede sig om at få narren ud af sit hoved. Forsigtigt smilede han så til hende, en smule undskyldende.

Duff smilede til Mathias, hun vidste godt hvad hun mente godt.. " hvad er dit og Olivers problem i det helt taget?" Spurgte hun nysgerit, inden hun langsomt lagde sig ind til ham... Hun vidste der måtte være en grund til de havde været fjender fra starten af. Langsomt kiggede hun tikkende mod hans øjne, hun ville have det afvide nu.. Så hun lagde blidt armene om halsen på ham-...

Først var han en smule afvisende, men da hun så lavede hundeøjne til ham, kunne han ikke lade være med først at le, og så overgive sig. "Hmn..." sagde han først tænksomt, "Jeg tror bare generelt ikke at vi kan lide hinanden, jeg synes han er en idiot uden lige, og han har vist heller ikke alt for høje tanker om mig," sagde han og smilede en smule, "Og så er der selvfølgelig dig, du var nok heller ikke alt for god at få med ind i vores lille fjendskab," han smilede en smule undskyldende til hende og aede blidt hendes kind.

Duff kiggede stadigvæk ind i hans øjne... Hun var glad for at han gad fortælle det, SÅ hun smilede til ham, jah hvor lang tid havde de været der.. Hmm et stykke tid, men tiden påvirkede ikke.. " Så hvorfor er det egentlig jeg blev blandet ind i dette?" Spurgte hun, men hun vidste noget af det, men lod sig aligevel spørge Mathias, det var jo ikke altid hun havde ret, men det kunne det måske være hun hadve nu...

Han så på hende med et drillende smil om munden og et frækt glimt i øjet, "Fordi at jeg kyssede dig, det kunne narren desværre ikke så godt lide," han smilede stort til hende. Han kunne ikke se hvorfor han ikke skulle fortælle hende sandheden, han var stille et øjeblik og så så på hende, med alvorlige øjne. "Ville du kunne gøre mig en anden tjeneste hvis jeg bad dig om det? Det ville måske gøre det lettere for os at holde dette venskab," sagde han stille og smilede en smule bedrøvet.

Duff bed sig svagt i underlæben og kiggede så på ham " Jeg fatter det bare ikke " Sagde hun og kiggede så ned på en pude " Når jeg er alene med dig så er du så sød, men når vi Oliver ryger ind i vores samtale bliver det bare helt vildt underligt " Sagde hun og smilee, men da han spurgte om en anden tjeneste, Lod hun sig give sig " Det går an på hvad det er " Et smil kom på hendes smukke læber..

Han lo af hendes ord. "Jeg er bare helt vildt underlig," sagde han drillende, men blev så alvorlig, "Jeg bryder mig bare ikke om hverken at se på ham, tale om ham, eller høre om ham." Han prøvede at få øjenkontakt med hende, hans smil var stadig en smule bedrøvet, og han prøvede sig langsomt frem, ikke sikker på hvilke ord han burde bruge. "Ville du kunne holde dig væk fra Oliver? Hvis han finder ud af du er sammen med mig, på denne måde," sagde han og lavede en gestus imod dem ligge i en omfavnelse, "Så ville han nok forbyde dig at se mig, og det kan vi ikke have vel?" spurgte han langsomt, hans øjne var store og alvorlige, ikke sikker på hvad hendes svar ville være.

Duff lod sig tage sig sammen og sukkede.. Hun vidste ikke helt hvad han mente, men kiggede på ham, altså Oliver ville forbyde hende at se Mathias og MAthais ville sikkert ikke have hun skulle se Oliver, langsomt lod hun sig køre en hånd gennem sit hår også smilede hun lidt " Hvad mener du med det?" Spurgte hun og lod sig nusse hans kind...