Engle - Duff

Han smilede til hende, han kunne se at hun var lidt imod at han havde betalt for den. Men sådan var han nu engang vokset op, eller... det var ikke helt sandt. Han havde aldrig rigtigt hørt efter da han voksede op. Men senere da han havde studeret i Frankrig, der var han først rigtigt begyndte at date kvinder, efter at hans frue var død. Han trak kort på skuldrene og så på hende, "Jeg kender intet til her, så hvad har du lyst til at lave?" Spurgte han hende igen, en smule snu var han da. Han så mistroisk på den underlige farve issen havde, det kunne i hvert fald ikke være helt naturligt det der.

Duff smilede lidt til ham.. Og trak så elegant på skuldrene.. Hun sukkede kort da hun skulle vælge hvad de skulle lave... " Ej bare kom med nogle idéer så kan jeg vælger ud af de " Sagde hun og var nysgerig efter hans svar... Et lille nysgerit smil lå så smukt på hendes læber, selv om det var svært at se da hun slikkede på isen... " Er du sikker på du ikke ville smage " Rækker den lidt op foran og driller ham lidt... Det Drillende smil lå på hendes læber...

Han så lidt på hende, "Hvor skulle jeg vide fra, hvad vi skulle lave?!" Svarede han med store øjne, han lavede så en lidt mut grimasse og tænkte sig om. "Vi kunne finde os et sted at sætte os ned, eller vi kunne... Gå en tur?" spurgte han spørgende, "Eller... Vi kunne tage forbi dig, du boede i nærheden ikke?" sagde han og så ned på sine fingre, hvor han holdte tre oppe, for hver af sine forslag. Han så på hende med store øjne, "Vil du virkelig have mig til at smage på den vamle ting?" spurgte han med meget store alvorlige øjne, et dybt suk lød fra ham og han stak forsigtigt sin tunge ud og lod den glide imod isen, straks som han havde rørt den med tungen, gik han et skridt tilbage og lavede en grimasse. "Urgh," lød det fra ham og han begyndet at tørre sin tunge af i sin hånd, "avt for søvt," sagde han med tungen imod hånden. Og koldt, det havde ikke været en speciel rar oplevelse. "Ad," sagde han bebrejdende, og så på hende med en lidt sur mine.

Duff kiggede på ham... Hun lagde den første finger ned... Og bagefter den anden " vi kunne tage hjem til mig og lære hinanden bedre at kende " Sagde hun spørgende... Da han slikkede på isen kunne hun ikke lade vær med at grine... Der var bare noget sjovt over hans ansigt da han skar en grimasse... Hurtigt slappede hun af og lod vær at grine... Langsomt sagde hun meget lavt " Undskyld "

Han så kort på hende, det undrede ham lidt at hun havde valgt den sidste mulighed. "Det kunne vi godt," sagde han med et smil, "så kunne jeg også se den hund du snakkede om, Reje hed hun ikke?" sagde han og så spørgende på hende, han var ikke helt sikker på at det var det hun havde kaldt hunden. Det var i hvert faldt et underligt navn. Han rullede med øjnene af hendes undskyld og ruskede igen op i hendes hår, "Jeg kunne ha ladet være," sagde han og lod tungen få noget af den friske brise, som for at få noget af smagen af. Han smilede til hende, samtidig med, og var næsten var at bide tungen over. Det var svært at lade være med at smile i hendes selvskab, var han begyndt at ligge mærke til. Han var begyndt at holde virkelig meget af hende, underligt. Han plejede ikke at binde sig sådan til folk.

Duff kiggede på ham og følte sig meget glad for ham.. " Så føre jeg an " Sagde hun og tog endnu engang fast ihans håndled... Og gik frem.. " jov Reje hedder hun " Sagde Duff med sit søde smil... Duff slikkede på isen samtid med at hun gik rask tempo frem ad.. Hun nød hans selvskab, og ville ikke allerede have han gik.. Langsomt gik hun vidre.. " Ja, men du gjorde som jeg bad dig om " sagde hun pg trak let på skuldrene...

Han fulgte med, et smil om hans læber. "Jeg følger bare efter," sagde han stille. Reje, det var et specielt navn, han kom til at tænke over hvilken slags race hunden mon var. Sikkert en lille fin hund, det ville sikkert passe til den fine engel. Han rystede kort på hovedet af hendes sidste kommentar, "Skal du få alting til at se ud, som om det er din skyld?" sagde han lettere bebrejdende. Han fulgte raskt efter, sørgede for ikke at komme for langt bagud. Et smil lå på hans læber, han var ret glad for at hun stolede nok på ham til at ville slæbe ham med hjem til sig.

Duff smilede til ham og kiggede sig let over skuldrene " Næh... " Svarede hun, men det var bare sådan hun var blevet opdraget... Hun trak hamvidre.. Indtil de stod tæt på stranden.. Hendes udsigt til stranden var mega flot.. Så hurtigt så stod de henne ved huset og hun lod sig pege " Det er der" Sagde hun så hurtigt inden hun smilede til ham.. Det var faktisk en lejlighed, men lejligheden havde dobbelt så meget plads som et almindeligt hus...

Han så sig omkring, det var nogle dyre huse der var her ved stranden, boede hun virkelig sådan et sted? Hans spørgsmål fik svaret sig selv da hun pegede på sit hjem. "Wauw," sagde han og så på hende med et smil, "Der er nogen der lever i luksus hva?" sagde han og grinte stille. Hans blik gled kort udover stranden, "Er det ikke kedeligt at bo sådan et sted, om vinteren?" spurgte han eftertænksomt, selv havde han en lille lejlighed i Deepshell, i midten af byen. Der var altid massere at tage sig til, massere af larm og forurening, men sådan kunne han også godt lide det. Her var til gengæld smuk natur, men han syntes nu at strande var ret grimme om vinteren, så manglede de noget.

Duff smilede til Mathias.. hendes smil lå smukt på hendes rosa læber... Duff boede jo ikke alene, der var jo altid en der kunne opmuntre hende.. Den kærlige hund Reje... Hun slog døren op og trådte ind af døren, langsomt tog hun Mathias's hånd og trak ham ind.. Hun lukkede døren efter dem, og smilede da den lille hund kom løbende mod dem.. Den gøede lidt da, den fik øje på Mathias han var ny så den skulle lige venne sig til ham.. og dufte lidt til ham...

Mathias var ikke specielt vant til hunde, og fik et lille chok da hunden kom løbende imod ham. Langsomt satte han sig ned på hug og lod den snuse til ham. "Hej med dig," sagde han en smule forbavset, men samtidig også lavt. Han kunne mærke dens våde tunge på sine fingre, og han trak hånden lidt væk. Da han så opdagede at den ikke havde ondt i sinde, lod han hånden glide over dens hoved, om bag øret. Hans blik gled en smule forvirret op til Duffs, spørgsmålet om han gjorde det rigtigt lyste ud af øjnene på ham. Et forsigtigt smil var på hans ansigt. Langsomt rejste han sig op, hunden skulle nu hen og hilse på sin ejer. Han lod blikket glide rundt, "Du bor her helt alene med din hund?" spurgte han og så sig omkring.

Duff kiggede ned på den lille hund, som var i gang med at hilse på Mathias, Mathias så ikke ud til at være dyrets bedste ven, men han forsøgte da.. Langsomt satte hun sig på hug og hilste selv på reje, den var så sød, og lagde sig på maven, da hun rejste sig op og skulel til at snakke med Mathias " Ja, jeg bor her alene med min hund.. " Sagde hun og kiggede så ned på den forkælede hund der bare lå og slappede af.. " Når skulle vi snakke lidt?" Spurgte hun og satte sine sko fra sig.. Og kiggede på Mathias...

Han smilede til hende og kløede sig lidt i nakken, inden han fik taget skoene af og hængt jakken op, på en lidt klodset måde. "Hmf," lød det fra ham, selv brød han sig ikke om at tingene blev alt for store, han kunne bedst lide det småt. Han så lidt mere rundt, inden han igen vendte opmærksomheden imod hende, "Eller meget?" spurgte han med et grin. Han ventede på at hun skulle vise ham rundt, eller føre ham et sted hen i huset. Det føltes forkert at finde tingene selv, når man dårligt kendte hverken personen eller huset. "Noget du kunne tænke dig at vide om mig?" sagde han og blinkede til hende, hans smil var muntert.

Duff smilede lidt til ham.. Underligt nok følte hun sig glad for ham og hun kendte ham knapt nok, han er den bedste ven hun ikke har fortjent... Et smil kom på hendes læber ,da hun blidt tog ham ihånden " Jeg viser dig lige rundt... " Stuen" Sagde hun og pegede, stuen var det støste rum i huset, sjovt nok... HUn gik ind i stuen og ind i et nyt rum " Køknet " Der var ikke så mange rum nedenunder, så hun åbnede endnu en dør " Gæsteværelset " trapperne stod i køknet, så hun gik langsomt op af dem, hun holdte stadigvæk Mathias ved sig.. " toile " Slog døren op og kiggede der inde, der var så mange rum her... Så hun vidste de vigtgse ting " Og her er mit værelse " Sagde hun og døren stod allerede åbne.. " Jah.. Fortæl de vigtigste ting om dig.. " Sagde hun med et lille smil.. Og gav så slip på hans håånd..

Det føltes underligt trygt at have hendes hånd i sin, han følte ingen trang til at kysse hende eller andet, det virkede ikke rigtigt som om at han følte sig seksuelttiltrukket af hende, ikke at hun ikke var smuk, men han havde ikke lyst til at ødelægge dette med noget så dumt som sex. Det var der mange andre kvinder i verden til. Han fulgte efter hende, med sin hånd i hendes. Det var et stort hus, og han nikkede imponeret da hun trak ham igennem alle de mange rum. Da de nåede til hendes soveværelse gik han hen og satte sig på hendes seng, han klappede blidt på sengen ved siden af sig, opfordrede hende til at sætte sig ned. Hans blik blev så rette imod jorde, tænksomt. "Hmn... Ja, hvad er der at fortælle om mig," startede han først, "Vil du vide noget om min fortid?" spurgte han og så op på hende, han lavede en grimasse. Den var måske ikke alt for spændene, men anderledes, ikke lige så sørgelig som hendes dog.

Duff smilede lidt til Mathias, hun kiggede lidt da han opfordrede hende til at sætte sig ved siden af ham.. Så langsomt gik hun ehn ved siden af ham og smed sig i sengen, hun havde lagt sig helt ud, også kiggede hun op på Mathias, han var sku en køn dæmon.. Hun smilede og gav et kort nik.. Inden hun lod sig sige " Jo fortæl om den" Et smil lå på hendes læber da hun kiggede op på ham...

Han betragtede hende da hun smed sig på sengen, og han lagde sig ned udstrakt og vendte blikket imod loftet. "Så lad mig hellere starte fra begyndelsen..." sagde han lidt dramatisk, grinede stille. "Altså jeg blev født... Som et hvert andet barn, men min mor døde under min fødsel, og min far havde bare gjort hende gravid og var smuttet," sagde han og rullede med øjnene, mumlede noget med dæmoner, og grinte igen. "Jeg blev opfostret hos en meget sød dame, som jeg ikke behandlede særlig godt desværre," sagde han og smilede forsigtigt. "Og jeg stak af fra hende da jeg var omkring de... femten... tror jeg det var," han smilede til hende. "Jeg kom ud i noget rod, og endte med ikke at kunne styre mig selv, fik dræbt et barn, på samme alder som mig selv dengang, og endte med at spise af hans lig," sagde han og kiggede en smule bekymret på hende, bange for at have skræmt hende med hans djævelske natur.

Duff kiggede og lyttede efter ham, hun ville ikke virke alt for nysgerig.. Hun var ikke ligefrem den sjoveste at være i nærheden af når hun stillede spørgsmål... " det lyder da væmmeligt... " sagde hun og satte sig op, hun var ikke bange for om han ville skade hende, for hun idste godt han ikke ville gøre det... Blidt lagde hun en hånd på hans skuldre " Det lyder ikke som den fedeste fortid, men min var heller ikke perfekt " Sagde hun og klappede ham roligt på skuldrene..

Han lo stille, "Nej det fortalte du. Men jeg er dog langt fra færdig," sagde han med et smil. Han tog fat i hendes hånd der lå på hans skulder, "Efter et par år med vold, blod og sex, var jeg endt på gaden, dybt forslået, og en sød kvinde, dog meget rig kvinde, tog mig til sig. Hun var en fantastisk kvinde, men hun kom ud for en ulykke og døde tidligt. Jeg nåede kun at kende hende et par årtier," sagde han stille, det gjorde ondt at snakke om, også selvom hans stemme var fuld af morskab, en måde at få det værste ud. "Jeg rejste derefter til Frankrig og studerede," sagde han stille et smil om hans læber, "Il a été un bon moment, mon ange." Han smilede til hende, "der er meget smukt i Frankrig, har du været der før?" spurgte han, og så hen på hende, holdte stadig hendes hånd i sin.

Duff kiggede på ham, med et undrende blik.. Hun forstod ikke hvad sex skulle til for, men det var jo alligevel noget der hørte med til verdnen, det var jo naturligt, men Duff havde valgt hun aldrig nogensinde ville have nogle børn, fordi så behøvede hun ikke sex i livet... Hun gav hans hånd et klem.. Og smilede så roligt til ham.. HUn lyttede efter hvad han fortalte " hvad betyder det du lige har sagt??" Spurgte hun med et spørgende blik, hun havde aldrig været i Frankrig, hun havde i det hel taget ikke været så mange steder, andet end i La Sunisha, Werclare og i Deepshell... " nej, jeg har aldrig været i Frankrig " Sagde hun og smilede ikke.. En død kvinde.. I en ulykke.. Lød ikke rigtig rart... Inderst inde var hun nysgerig, men på overfladen så hun ud som om hun led af sorg... LAngsomt gav hun hans hånd et hårdere klem...

Mathias sendte hende et drillende smil og blinkede til hende, "Det er en hemmelighed," grinte han. Han var ikke flov over hvad han havde sagt, men han syntes at det ville være sjovere hvis hun selv fandt ud af det. Måske ville hun aldrig finde ud af det, men det var godt det samme. Det var ret ubetydeligt jo. Et suk lød fra ham da han begyndte at tænke tilbage på tiden der, "Der er ellers utrolig smukt," sagde han stille imens han dagdrømte for sig selv en tid. Hans blik gled over til deres hænder, han smilede, det var tydeligt at se at hun grundede over noget. "Hvad går dig på?" spurgte han og rettede blikket op til hende igen. Forsigtigt aede han hendes håndflade med sin tommelfinger, smilede en smule uroligt op til hende, bekymret.

Duff kiggede på ham, hun ville ikke virke alt for nysgerig, men smilede bare, hun ville holde alle spørgsmålene for sig selv, men da han begyndte at ae hendes håndflade bed hun sig svagt i underlæben, hun vidste ikke hvad der var at sige, men fik så overtalt sig selv til at sige " Der er intet der går mig på " Et lille smil lå på hendes læber, men smilet blev større da hun slap bidet i underlæben... Langsomt lagde hun blidt sit hovede på hans skuldre.. Også kiggede hun ud i rummet, hvad skulle de nu snakke om, hun var stadig intresseret i at vide mere om ham, men nu er det ikke alle der ville fortælle alt det private om sig selv...

Han smilede op til hende, lænede sit hovede imod hendes da hun lagde sit på hans skulder. "Hvad burde jeg så vide om dig?" spurgte han med et smil, han vidste jo allerede lidt om hendes fortid, alt det grusomme med vampyrer og sådan. Men han vidste ikke hvordan hun havde haft det inden at vampyrerne angreb hende. Hans blik var rettet imod loftet, som han lå der var han meget uskyldig, som om han ikke var en djævelsk dæmon der gjorde alt ondt. Det var underligt egentlig, der lå han ved siden af en engel, en af Guds kreationer, hvorimod at han selv, i hvert fald i følge biblen, var en af Satans yngel. Det var måske forkert at tænke sådan, men når man så det på den måde, var det at de lå der i hendes værelse som de gjorde, helt fredeligt, forkert. "Nogen fyrer der genere dig, som jeg skal banke?" spurgte han for sjov, og viftede sine næver i vejret, som om han kæmpede imod usynlige fjender. Et drenget smil var på han læber og han greb igen hendes hånd.

Duff kunne ikke holde sit smil tilbage, et lille glimt kom i hendes øjne " Er der noget du længdes efter at vide om mig?" Spurgte hun med et drillende smil...Han var den bedste ven hun kunne ønske sig, hun lagde meget blidt en arm om ham... Fik ham blidt veltet ned i sengen, hurtigt lagde hun arm over brystkassen på ham også lagde hun blidt sit hovede der, det var underligt at være her sammen med ham, men hun betragtede ham som en vildt god ven, men langaomt smilede hun til ham, da hun forsigtigt løftede hovedet...

Mathias skulle lige til at sige noget, da hun fik ham væltet ned i sengen. Et øjeblik så han forundret på hende, inden en lav latter kom fra ham. Han tog sig sammen og sagde så,"Er det okay at jeg siger 'alt'?" Spurgte han drillende og lod sin hånd glide op til hendes ansigt, hvor han blidt fjernede en lok hår der var røget ned i øjnene på hende, han lod den glide om bag øret og smilede til hende. Det var underligt at hun var så tryg ved ham, når hun havde fået så dårligt et førstehåndsindtryk på ham, han havde ikke været speciel sød, sådan at ødelægge hendes... Han havde ikke engang lyst til at tænke sætningen færdig. Ordene: date, Oliver og Duff, ønskede han aldrig at skulle tænke på. Han hadede Oliver som pesten også selvom han havde lovet ikke at gøre fyren alt for ondt.