p: Sorte bukser, en hvid bluse ingen sko
Leliana gik ned på havnen. Hun var ny i byen og havde derfor gået en tur for at se til omgivelserne. Hun havde ingen sko på, hun var tros alt også en meget fattig person. Hun boede i en nedlagt bygning, men der var rum så det var vel bedre at bo end på gaden.
Indtil videre var der kun en dreng som var på havnens grund, duften fra ham strøj forbi hende *en dæmon?* tænkte hun. Det var den første dæmon som hun havde set i denne by, så et smil plantede sig på hendes ansigt. Skulle hun snakke til ham? eller lade ham være?
Ikke alle dæmoner var jo tålmodige nok til at snakke, eller rettere ikke alle dæmoner var venlige.
Det havde hun lært på den hårde måde, men på grund af hendes held, slap hun altid væk før at hun kom til skade. Til sidst valgte hun at gå hen til ham, hvad var det værste kom kunne ske? "Goddag" sagde hun fornemt og venligt, hvilke man ikke ville tro fra en som ikke engang havde sko.
Hun havde lært at tale pænt til folk, derefter kunne hun tænke sig til om hun skulle stjæle fra ham eller ej.
Det var sjældent at hun stjal men man skulle gøre det man kunne for at overleve.